Læsetid 4 min.

Unge plagierer i protest mod et forældet uddannelsessystem

Uddannelsessystemet reagerer med vrede, fornærmelse og straf, når studerende plagierer sig gennem eksamen. I stedet burde det se indad. For de unges adfærd drives frem af et system, der har en gammeldags instrumentel holdning til viden og vidensdeling
Uddannelsessystemet reagerer med vrede, fornærmelse og straf, når studerende plagierer sig gennem eksamen. I stedet burde det se indad. For de unges adfærd drives frem af et system, der har en gammeldags instrumentel holdning til viden og vidensdeling
19. juni 2017
Delt 400 gange

Eksamensmaskinen kører på højtryk. De studerende burde være i form, for allerede i folkeskolen møder børn læssevis af test. Standardiserede test, eksaminer og karaktergivning betragtes fortsat som vigtige værktøjer for at få uddannelsessystemet til at fungere.

Achilleshælen i testmaskineriet er imidlertid de studerendes plagiering og forskellige former for eksamenssnyd. Hjælp fra en kammerat, et hurtig download fra nettet og måske lidt kompetent udenadslære til eksamen får maskinen til at køre i tomgang. Opgaveskrivning og eksamen bliver et teater, hvor alle er i forklædning.

Plagiering eller eksamenssnyd er ikke sjælden. Men koblingen til det uddannelsesparadigme, vi befinder os i, bliver sjældent formuleret. I stedet placeres ansvaret hos den enkelte studerende. Det er imidlertid værd at overveje, hvorvidt uddannelsessystemet selv er med til at generere snydeadfærd.

Topkarakter for en god kopi

Jeg vil hævde, at det nye karaktersystem har haft betydning for unges studieadfærd. I 2006 blev 7-trinskarakterskalaen indført. Topkarakteren på den gamle 13-skala var knyttet til »den usædvanlig selvstændige og udmærkede præstation«. Med den nye karakterskala gives topkarakteren for »udtømmende opfyldelse af fagets/fagelementets mål, med ingen eller få uvæsentlige mangler«.

Med 13-skalaen kunne man også komme langt med afskrivning og kopiering, men den højeste udmærkelse fik man alligevel igennem selvstændighed og originalitet. Det var det, uddannelsessystemet i sidste ende var interesseret i, ikke en kopi.

Ved i dag at navigere efter udtømmende opfyldelse af fastsatte mål flirter uddannelserne med reproduktion af fagligt stof. Reproduktion bliver en legitim del af spillet, og som studerende kan det være vanskeligt at forstå, hvordan plagiat så også kan være forkert.

I skolesystemets optik er plagiat et problem, fordi viden har en bytteværdi i et videnssamfund. Til eksamen optræder viden og færdigheder som privat ejendom, der skal omsættes til uddannelseskapital.

Et projektforløb eller en forelæsning drejer sig ikke kun om brugsværdien i den viden, der præsenteres. Ser man uddannelse som uddannelseskapital, giver indsatsen mod plagiat ny mening. Plagiat betyder på latin tyveri af åndelig ejendom. Og det bliver en alvorlig sag; en kriminel handling i videnssamfundet.

Kognitiv kapitalisme

Den franske professor i økonomi Yann Moulier-Boutang har brugt betegnelsen ’kognitiv kapitalisme’ om kapitalismens transformation i videnssamfundet (La Capitalisme Cognitif, 2008). Opskrivningen af vidensproduktionen betragtes her som sidste skud på den markedsøkonomiske organisering af samfundet. Tidligere var det jordbesiddelser, fast ejendom og senere arbejdskraft, der udgjorde grundlaget for produktionen. Med kognitiv kapitalisme genereres væksten igennem vidensproduktion.

Men modsat materielle goder peger Moulier-Boutang på, at der ikke bliver mindre viden af, at den bliver brugt. Viden vokser tværtimod ved at blive brugt og delt. At sætte grænser omkring viden, at holde på viden som noget, der kan indgå i bytteforhold, reducerer viden.

Når studerende samarbejder om studieopgaver og efterfølgende får individuelle karakterer, kan det være svært at forstå logikken. Det kan virke kunstigt at forsvare viden som noget privat, når den er blevet til igennem gensidig udveksling og deling.

Plagiering som protest

Blandt yngre generationer kan privatiseringen af viden være svær at tage alvorlig. Generationer, som er vokset op med digitale teknologier, omfavner deling og manipulation med kulturprodukter i et omfang, så kopiering også fremstår som en kulturel norm.

Den amerikanske antropolog Susan D. Blum udgav i 2009 bogen My Word: Plagiarism and College Culture. Heri beskriver hun, hvordan unge studerende citerer hinanden på linje med at citere berømte personer. Hun konkluderer, at unge dyrker en mere egalitær kultur omkring viden og vidensproduktion. Yngre generationer af studerende »er mere interesserede i at dele, i at høre til, at ligne, at mødes omkring synspunkter«, skriver hun.

Med digitale teknologier og i slipstrømmen af postmodernismen har der spredt sig en kreativ omgang med musik, billeder, begreber, holdninger, pointer og viden, som ryger ind og ud af en løbende kreativ vidensdeling i virtuelle eller fysiske offentlige rum. Her sker plagiering og kopiering i fuld offentlighed og ud fra en glæde ved at dele og engagere sig i sociale relationer og netværk.

Det perspektiv, Yann Moulier-Boutang lægger frem, hjælper til at forklare det spændingsfyldte møde imellem uddannelsessystemets forhold til viden og unges postmoderne omgang med kulturprodukter og vidensproduktion. Vidensdeling og ’plagiering’ blandt unge kan i den optik få et skær af civil ulydighed og modstand over sig. Modstanden retter sig mod urimelige, rigide og gammeldags holdninger, som unge møder i uddannelsessystemet.

Muligvis retter protesten sig også imod de skærpede krav på arbejdsmarkedet. Øget jobusikkerhed formidler en stærk bevidsthed om, at høje karakterer og uddannelseskapital er en nødvendighed for at kunne etablere en tilfredsstillende tilværelse. Der er et skærpet pres for at klare sig godt i uddannelsessystemet, hvilket vil sige at investere og høste den uddannelseskapital, man skal bruge.

Hvis man har nerver til det, er plagiering en oplagt mulighed for at anvende de kompetencer, man dyrker uden for uddannelsessystemet til at snyde systemet og nå i mål alligevel. Studerendes snyd med opgaver og til eksamen kan altså betragtes som en logisk og kompetent reaktion, dels på den ungdomskultur, de er en del af, dels på det vidensøkonomiske uddannelsesparadigme.

I den optik dækker snydeadfærd over et ønske om integration. Plagiering er ikke blot banalt tyveri. Der er også tale om en konfrontation med den fremmedgørelse, unge i uddannelsessystemet kan opleve over for deres læring og udvikling.

Ny tilgang til viden

Modsætningerne i at være studerende bliver ikke mindre af, at læring og læreprocesser også altid er et arbejde med at tilegne sig allerede eksisterende viden og færdigheder. Læring handler også om at kopiere.

Den amerikanske jazzmusiker Dizzy Gillespie skulle efter sigende have sagt om andre musikere, der kopierede kollegaen Charlie Parker: »Du kan ikke stjæle en gave. Bird gav verden sin musik, og hvis du kan høre den, må du få den.«

Pablo Picasso skulle have sagt: »Gode kunstnere kopierer, store kunstnere stjæler.« Læreprocesser er først vellykkede, når kendt stof er integreret i et omfang, så det er dit eget.

Såkaldt snydeadfærd hos yngre generationer rummer i det perspektiv også et stort potentiale for bedre læreprocesser igennem åben og målrettet interaktion med det faglige stof.

For mig at se har undervisere, politikere og embedsfolk et stort ansvar for den instrumentalisering og fremmedgørelse, der foregår i uddannelsessystemet, og derfor også for den plagiering og snyd, der findes i systemet. En kompetent politisk reaktion ville være, at vores uddannelser forlod den instrumentelle og økonomiske tilgang til viden.

I stedet burde ressourcerne koncentreres om at hjælpe unge med at finde fodfæste i tilværelsen. Det indebærer at lære dem at tilegne sig faglighed igennem konstruktiv kopiering og vidensdeling. Konstruktiv omgang med viden i videnssamfundet skal læres af børn og unge, men også af voksne, når de hævder justits i forhold til plagiering.

Anders Øgaard er adjunkt og ph.d. i fjernundervisning ved Grønlands Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Steffen Gliese
    Steffen Gliese
  • Brugerbillede for Mikael Velschow-Rasmussen
    Mikael Velschow-Rasmussen
  • Brugerbillede for Flemming Berger
    Flemming Berger
  • Brugerbillede for Jakob Lilliendahl
    Jakob Lilliendahl
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for Henning Kjær
    Henning Kjær
Steffen Gliese, Mikael Velschow-Rasmussen, Flemming Berger, Jakob Lilliendahl, Niels Nielsen og Henning Kjær anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Bo Holm Jacobsen
Bo Holm Jacobsen

Plagiat vil blive vanskeliggjort af de elektroniske tests, som læreanstalterne indfører. Skriftlig snyd ved at bruge ghost writers vil stadig kunne forekomme.
Imidlertid er det min erfaring, at jobansøgere grundlæggende set er ærlige omkring deres kompetancer, heldigvis da, for det er et lorteliv at arbejde resten af livet med noget man ikke kan.
Synd for dem, som snyder, lidt som Bjarne Riis, for med de elektroniske tests lever de resten af livet med en bombe i inderlommen.

Brugerbillede for Christian  de Thurah
Christian de Thurah

Man kunne begynde med at kigge på adgangsbegrænsning baseret på karakterer og eksamensformer, der tester elevens/den studerendes netværk snarere end eleven/den studerende selv.

Brugerbillede for Torsten Jacobsen
Torsten Jacobsen

Samme klumme kunne - med enkelte omskrivninger - argumentere for, at skatteunddragelse er en progressiv handling. Så måske er der noget galt med de grundlæggende præmisser?

Nanna Wulff M., Erik Karlsen, Michael Kongstad Nielsen, Jan Damskier og Charlotte Svensgaard anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Poul Solrart Sørensen
Poul Solrart Sørensen

Hvis du stjæler og kopiere uden at du gør det for at udvikle dig, så er det rigtigt lort, men hvis du stjæler og kopiere med det formål at bide dig fast i bordkanten og udvikle dig, så er det iorden.
- Vi har en ganske fornuftig lov der siger; at man ikke kan tage patent på ideer, men at man samtidigt ikke må kopi/paste andres tanker om ideerne, men at man skal bruge sine egne ord til at formulere tanker om det pågældende sæt af ideer. Dette er fornuftigt på flere måder, fordi nogen gange læser man andre og tror, at det er ligetil og at man har forstået det, men kun lige indtil at man selv skal formulere det med sine egne ord, hvorpå man opdager at det måske ikke er hele logikken, som man har fået med.... eller man måske kan rette på noget, der er forkert i det oprindelige udsagn.
- brug andre til at bide dig fast i bordkanten på din egen udvikling - du kan ikke analysere dig frem til alle sammenhængen alene, hvis du er som mennesker er flest.

Brugerbillede for Charlotte Svensgaard
Charlotte Svensgaard

ja, SELVFØLGELIG har den enkelte studerende da eget ansvaret for om de tilegner sig stoffet eller ej. Og vælger de at "låne" (og det har studerende gjort siden de gamle grækeres tid) og at aflevere en opgave som er direkte skrevet af vil det bide dem selv et vist sted en dag. Det er jo derfor at der er mundtlig forsvar af opgaverne.

Brugerbillede for Søren Jacobsen
Søren Jacobsen

Det afsluttende eksamensbevis bør ikke kun bestå af en eksamenskarakter alene taget i nuet. Det afsluttende eksamensbevis bør være et gennemsnit af årets præstation og en eksamenskarakter i nuet. Der er alt for meget på spild og alt for mange muligheder for at manipulerer med en karakter opnået ved 10 minutters mundtlig eksamen eller 45 minutters skriftlig eksamen, hvor du må tage notater med.

Brugerbillede for jens peter hansen
jens peter hansen

Gud ved om artiklen er et plagiat og et opgør mod fremmedgørelsen og dermed et ægte oprør som snyderiet tilsyneladende er.
Det er rigtigt at megen eksamen jo går ud på at plagiere hvad andre HAR fundet ud af, men en del går nu ud på at kunne anvende den viden som andre har fundet ud af . Det er formentlig ligetil at kopiere en analyse af et litterært værk uden at det får nogen som helst konsekvenser, mens en afskrift af egne værker er i stand til at ryste en minister. Jeg må altså forstå det sådan at Lunde Larsen i virkeligheden bare er på en progressiv forkant med de yngste. Nåh men Grundtvig er vel ligeglad, mens en befolkning kan ryste noget på hånden når læger i fremtiden i et rimeligt oprør mod tidsånden bare plagierer opgaverne. Man kunne måske lave en slags klassefisering ligesom man gør ved fødevarer og på eksamensbeviset skrive om man havde plagieret eller at opgaven var hjemmelavet.

Brugerbillede for Frank Hansen
Frank Hansen

Forfatteren af artiklen har en noget indskrænket opfattelse af hvad der foregår på universitetet. Der er ikke kun tale om vidensdeling eller om erhvervelse af viden, selvom det nye karaktersystem lægger op til den måde at tænke på. Blot et lille eksempel. Når de studerende i matematik er til eksamen, så forventes de at kunne løse et problem, som de ikke har set før. Det er altså ikke tale om reproduktion af kendt viden.

Hans Aagaard, Mia Levy Dellwik og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik L Nielsen
Henrik L Nielsen

Plagiat er det jo egentligt nem at undgå. Omformuler og smid en kilde på. Det man så burde se mere på fra universiteternes side er jo om den viden eksaminanterne har er så god at de kan drage deres egne konklusioner eller ej. Det andet er jo ret underordnet i den sammenhæng.

Poul Solrart Sørensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Man skal ikke snude til eksamen, ligesom man ikke skal cykle imod færdselsretningen.

Brugerbillede for Jakob Lilliendahl
Jakob Lilliendahl

Det er blevet sagt - og det er kun alt for sandt - at Platon var opfinder både af vore højere skoler og af vore universiteter. Jeg kender ikke noget bedre argument for et optimistisk syn på menneskeheden, intet bedre bevis for menneskenes uudryddelige kærlighed til sandhed og anstændighed, på deres originalitet og stædighed og sundhed, end den kendsgerning, at dette ødelæggende uddannelsessystem ikke fuldstændig har ødelagt dem. På trods af så mange af deres anføreres forræderi, så findes der en hel del unge så vel som gamle, der er anstændige, intelligente, og hengivne over for deres opgave. »Jeg undre mig somme tider over, hvordan det kunne lade sig gøre, at den voldte skade ikke længere var mærkbar«, siger Samuel Butler, »og at de unge mænd og kvinder voksede op så fornuftige og prægtige som de gjorde, på trods af de næsten bevidste forsøg på at forkvakle og forkrøble deres vækst. Nogle blev uden tvivl skadet og led under det til deres død; men mange syntes kun at have taget en smule skade, eller slet ikke, og nogle virkede næsten som om de havde haft godt af det. Grunden kunne være, at knægtenes naturlige instinkt i de fleste tilfælde så absolut gjorde oprør mod deres uddannelse, at uanset hvad lærerne gjorde, så kunne de aldrig få dem til virkelig at vise det nogen seriøs opmærksomhed.«
Det åbne samfund og dets fjender, bind 1, s 156-157

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

"..snyde" selvfølgelig.
Men det kan være, at cykleriet er en protest mod færdselsloven. Den er forældet, fordi den ikke passer mig i situationen.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Hvis Samuel Butler er ham, der er født 8. februar 1612 i Strensham, Worcestershire, død 25. september 1680 i London, så var han en engelsk digter, der stod fadder til det stærkt burleske 'Hudibras'. Hvis han er en af de andre forfattere af samme navn, så er udsagnet i Jakob Lilliendahls kommentar stadig urimelig kritisk grænsende til det misantropiske over uddannelse i det hele taget.

Skole kommer af græsk: 'fritid', og noget af det vidunderligste før børn er at modtage undervisning. At komme i almueskole fra det syvende år, og mærke en ny kæmpe verden åbne sig, er lige så stort, som det der skete de første syv år. Mange gode lærere havde stor glæde ved at undervise og vejlede, og mærke, når nogle unge havde lyst og evner til at læse videre.
Oplysningsfilosoffen Rousseaus hovedværk 'Emile' om undervisning mv. kan læses.

Grundlæggende er skolen opløftende og dannende. Den indeholder ud over det faglige også det sociale - men først og fremmest det skønne ved adgang til hele verdens vrimmel. Alle de klassiske guder og gudinder i den græske mytologi er aktive i skolen, som ofte ender i kærlighed til det, - filosofi kaldet

Nuvel. at mange har lyst til noget andet, er klart og fint, og så skal de også bare gøre det, fremfor at blive hængende i et system, hvor de bliver nødt til at snyde og plagiere for at holde det ud.

Brugerbillede for Jakob Lilliendahl
Jakob Lilliendahl

1. Det er en note til det citat der er inkluderet i mit citat, og der står: Se Samuel Butler Erewhon (1872), s 135 i Everyman-udgaven.
Så mon ikke det er ham her: https://en.wikipedia.org/wiki/Samuel_Butler_(novelist)
I følge wiki artiklen er Erewhon i øvrigt angiveligt et mesterværk, but I wouldn't know.

2. Man kan vist ikke være misantropisk overfor uddannelse.

3. Nu er det ikke folkeskolen der bliver refereret til men vore højere skoler og vore universiteter. Og hvis du havde læst Det åbne samfund og dets fjender ville du vide at hele det oprindelige formål med Platons mesterlige propagandakonstruktion ikke var at åbne verden bare det mindste. Men at udvælge og træne herskerklassen til at stoppe forandring, så "retfærdigheden" kunne ske fyldest. Et problem andre tilsyneladende stadig ser. Jf. artiklens budskab.

4. Hvad et eller andet er, eller ikke er, og om det er grundlæggende eller ej, er du jo fri til at fremmane postulater omkring. Men kunne man ikke få dig til at indrømme at det er netop det; et postulat.

5. Også synes jeg ærligt talt at det er pinligt, at du forfalder til fjollet og forfejlet induktion, når du gætte på hvad nogle måske har lyst til, også derefter vil konkludere på hvad de bliver nødt til. Pinligt er ordet jeg bruger!

6. Og så kan jeg da komme med en lille anekdote. I 2.g, efter en ordenlig ryger aften, havde jeg ikke lige fået skrevet min matematik aflevering. Så jeg spurgte Joseph, den ene af de to andre klassen der havde mit niveau i matematik, om jeg måtte skrive hans af. Det måtte jeg gerne, så det blev gjort i 20 minutters pausen lige inden lektionen. Ren afskrivning, alle de samme mellemregninger, selvom jeg kan huske at jeg ville formulere lidt tekst anderledes for at forsøge at skjule plagiatet. Men tydeligt vis en kopi. Da vi fik den tilbage fra vores fantastiske matematiklærer, var det ikke med det samme anerkendende blik jeg var vant til. Jeg vidste, at han vidste, at den ikke var min egen. Men han sagde ikke noget. For han vidste også godt, at jeg udmærket forstod matematikken, og at det bare var et spørgsmål om at opfylde kvota. Det blev til et 11-tal alligevel, så tak til Joseph og Gudmund for det. Og det var så, for så vidt, hvad jeg har jeg har af personlig erfaring med akademisk snyd..

8. Også cykler og går jeg altså overfor rødt lys som det passer mig, hvis det er forsvarligt vel at mærke. Jeg kan godt passe på mig selv og andre.

Brugerbillede for Morten Hansen
Morten Hansen

Jeg er selv ret kritisk over for tendensen til firkantede og lettjekkede mål, hvis højeste formål er, at de er nemme at afrapportere og putte i Excel-ark.

Hvor kæden hopper af for klummeskribenten er dels hans præmisser, dels hans uskrevne defintion af plagiat som ubevidst og et produkt af vidensdeling.

Helt fra begyndelsen forholder Øgaard sig ikke til, ja han overvejer tilsyneladende ikke engang, at "fagets mål" jo sagtens kan indeholde den selvstændighedsklausul, der også lå i det gamle 13-tal. Dette vil naturligvis være afhængigt af uddannelse, fag og niveau, men Øgaards uskrevne præmis er her, at fagmål altid er ensbetydende med reproduktion og dette er simpelt hen ikke tilfældet.

Hertil kommer ideen om, at plagiat pr. defintion er kreativ vidensdeling og jeg skal komme efter dig. Sorry Øgaard, men det er simpelt hen bullshit. Det kræver ingenting at sætte sig ned og copy/paste fra X, Y eller Z som man mere eller mindre tilfældigt har googlet sig til, at copy/paste fra bøger, eller fra egne eller andres opgaver, og det er herfra, at langt størstedelen af den plagiering, jeg selv har oplevet som underviser, stammer fra.

Jeg er enig med Øgaards pointe om, at det danske uddannelsessystem er blevet stadig mere instrumentelt (spørgsmålet "Skal vi kunne det her til eksamen?" siger det hele...) og en hel del af skylden kan lægges på den stadig større, bevidstløse måltalsstyring af uddannelsessektoren. Men at bruge det til at retfærdiggøre, at elever og studerende, der er enten for dumme eller for dovne (eller begge dele) til rent faktisk at lave deres ting, tyer til CRTL-c/CTRL-v, er efter min mening en ret håbløs argumentation. Det er nemlig meget sjældent, at det er de dygtige og/eller arbejdsomme (dette er typisk overlappende kategorier...) studerende/elever, der bliver taget i plagiat.

Ja, jeg har oplevet studerende, der arbejdede sammen og derfor passer ind i det billede af "dele- og sampling-kulturen", som Øgaard citerer diverse akademikeres interessante tanker omkring. Problemet er bare, at det ud fra min egen erfaring langt fra er den mest udbredte form for plagiering.

Øgaards fremhævelse af en manglende forståelse for kombinationen af fælles arbejde og individuelle karakterer (typisk baseret på enten angivelser af individuelle, skriftlige bidrag, efterfølgende mundtlig eksaminering, eller begge dele) tyder på, at han åbenbart aldrig har hørt om freeriders... Jeg vil her blot påpege, at de allermest forargede i tilfælde, hvor freeriders får samme karakterer som arbejdshestene, ikke er underviserne men de studerende/eleverne selv.

Øgaard lægger i denne klumme en anderledes og noget mere højpandet linje som plagiatapologet end forsvarerne i Politiken for nylig, hvor temaet var "konsulentplagieringsservicen" på FixMinOpgave og tilsvarende sider (her var undskyldningen, at unge jo har travlt og må prioritere). Øgaard læner sig kun en enkelt gang (i den noget søgte kobling til fremmedgørelse) op ad noget, der minder om Politiken-historiens plagiatforsvareres præmis, nemlig at alle har fortjent gode karakterer. Heldigvis tager han aldrig dette skridt fuldt ud. Dette gør bare ikke Øgaards samfundskulturanalyse særligt meget mere solid som forsvar for plagiat, da den lider af de allerede nævnte skavanker med forkerte præmisser og manglende overvejelser om forskellige typer af plagiat, plus en underliggende "det er saaamfundet skyyyld"-ansvarsforflygtigelse.

Øgaard forfægter med sit forsvar for plagiat reelt den vildfarelse, som en del elever/studerende lider under, nemlig at Google har svaret på alt og at det at google sig til et eller andet svar er en nyttig forberedelse på livets og jobmarkedets senere udfordringer. Han får hermed reelt forvekslet viden og information og dette skyldes netop hans sammenblanding af de to meget forskellige typer af plagiat: Samarbejde/vidensdeling og googling/copy/paste. Det første er fælles vidensproduktion og -deling, det andet er informationsdeling og -kopiering.

At have googlet et svar betyder jo ikke, at det er det rigtige svar. Hvis man ikke reelt forstår det man copy/paster (også selvom det så skulle være "rigtigt"), så er man ilde stedt - også ude på den anden side af uddannelsessystemet - og man demonstrerer absolut ikke, at man er "kompetent", sådan som Øgaard ellers åbner op for. Ja, det skulle da lige være hvis Øgaards definition af "kompetence" handler om at fuppe sig længst muligt med mindst mulig indsats. Dette kan man da selvfølgelig, de etiske aspekter usagt, nå et stykke vej ved, men som amerikanerne siger: "You can fool all the people some of the time, and some of the people all the time, but you cannot fool all the people all the time."

Man kan sagtens vidensdele og lade sig inspirere uden at copy/paste og et vist mål af reproduktion er typisk fundamentet under ny viden ("standing on the shoulders of giants"). Derfor er Øgaards afsluttende opfordring, som jeg i øvrigt sagtens kan erklære mig enig i, også kun en fejlslutning, hvis den bruges som argument for, at plagiat er helt i orden, ja måske endda et progressivt, samfundskulturelt indslag.

Poul Solrart Sørensen, Mikael Velschow-Rasmussen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torsten Jacobsen
Torsten Jacobsen

Morten Hansen,

Hvorfor gøre det så kompliceret?

Anders Øgaard omtaler køb(!) af eksamensopgaver, som 'såkaldt snydeadfærd'. Dermed burde enhver videre interesse i bemeldte herres betragtninger i og for sig ophøre..

Med mindre man da finder hans 'Al samfundsskadelig virksomhed er samfundets ansvar'-retorik befordrende for..ja netop samfundets positive udvikling?

Man kan alternativt anlægge det perspektiv (som jeg gør det), at snydepelse der snyder bevidst, undergraver enhver form for social orden, og dermed underminerer ethvert tilløb til solidaritet og sammenhængskraft i samfundet. Stakkels dem, ikke sandt, Thi de ved ikke hvad de gør? (Gu gør de så!)

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Hvad vi har brug for er et helt andet afslappet forhold til skole og undervisning - samtidig med at vi også holder fast i, at det er uomgængeligt og noget, man ikke kan komme udenom.
Det handler om at tilegne sig noget viden og nogle færdigheder - ikke, fordi man skal til eksamen i det, men fordi man senere i livet kan regne med at få brug for det, man kan og ved.
Det springende punkt er, at alle har forskellige måder at opnå denne tilfredsstillende tilstand af kunnen og viden, men de færreste får lov at opleve og arbejde med det, før de er voksne og ude af de konventionelle uddannelsesforløb.
Nu taler vi om at skrive af, og det fremstilles som en blind vej; men er det virkelig det? Hvis man under afskrivningen får en forståelse af, hvad der faktisk står, eller hvordan et regnestykke hænger sammen, er det en fuldt ud adækvat måde at lære på. Så vi skal se at komme væk fra, at der ska tilegnes nogle bestemte arbejdsgange for den enkelte i vidensarbejdet, tværtimod skal den enkelte hjælpes til at finde de måder, som for den enkelte giver det bedste resultat.
Som tilbagevendt til et studium er det lidt beskæmmende at se, hvordan nulfejlskultur og jagten på at score høje karakterer ved at give underviser og censor det, som de belønner, optager alt for meget af tiden og dynamikken på et fag. Det er sjældent, vil jeg vove at påstå, at studerende ikke udmærket forstår og i forskellige grad af faglig optagethed prioriterer eksamensindsatsen, så meget des mere i dag pga. de stramme krav for at færdiggøre hvert semester med deleksaminer.
Da jeg læste mit første fag, gik man til eksamen, når man var klar til at præstere til en høj karakter, og man gjorde det ikkei tide og utide med mængder af små deleksaminer, der mest af alt tjener til at sortere folk fra og måske tidligt i studiet fratage dem modet, hvor de tidligere kunne samle op i et par år og så afvikle flere eksaminer endeligt og med det overlap, der forhånbetligt er ret fagligt.

Brugerbillede for Poul Solrart Sørensen
Poul Solrart Sørensen

Det handler om forståelse og ikke om det er det rigtige svar man har fundet.
- Der er alt for mange mennesker i vores samfund, der aflønnes som "problemløsere" men som slet ikke har den forståelse, der gør at de kan fungere som problemløsere.....mange har spildt deres studie tid med at traile igennem en masse information og som andre kommentatorere har påpeget, så er information slet ikke lig forståelse.

Brugerbillede for Jakob Lilliendahl
Jakob Lilliendahl

En kritik af det, jeg kalder protektionismen, er blevet fremført af Aristoteles, og gentaget af Burke og mange moderne platonikere. Denne kritik hævder, at protektionismen tillægger sig et alt for tarveligt syn på statens opgaver, der (med Burke's ord) »må betragtes med større ærbødighed, fordi staten ikke er et samarbejde, der kun angår ting, som er nyttige for en midlertidig og forgængelig naturs grove, dyriske eksistens.« Med andre ord siges staten at være noget højere eller ædlere end en sammenslutning med rationelle mål; den er en tilbedelsesgenstand. Den har højere opgaver end beskyttelsen af menneskene og deres rettigheder. Den har moralske opgaver. »At passe på dyden er opgaven for en stat, der virkelig fortjener dette navn«, siger Aristoteles. Hvis vi prøver at oversætte denne kritik til de politiske kravs sprog, så opdager vi, at disse kritikker af protektionismen ønsker to ting. For det første ønsker de at gøre staten til en tilbedelsesgenstand. Fra vort synspunkt finder der intet at sige mod dette ønske. Det er et religiøst problem; og stats-tilberederne må selv finde ud af, hvordan de forliger deres tro med andre religiøse overbevisninger, for eksempel med det føreste bud. Det andet krav er politisk. I praksis ville dette krav ganske enkelt betyde, at statens embedsmænd bør beskæftige sig med borgernes moral, og at de bør bruge deres magt, ikke så meget til at beskytte borgenes frihed som til at kontrollere deres moralske liv.
Med andre ord er det kravet, om at lovlighedens område, dvs. de statshåndhævede normer, bør forøges på bekostning af den egentlige morals område, dvs. af de normer, der ikke håndhæves af staten, men af vore egne moralske beslutninger - af vor samvittighed. Et sådant krav kan diskuteres rationelt; og mod det kan man sige, at de, der rejser sådanne krav tilsyneladende ikke ser, at dette ville være enden på individets moralske ansvar, og at det ikke vil forbedre men ødelægge moralen. Det ville erstatte det personlige ansvar med stammetabuer og med individets totalitaristiske uansvarlighed. Mod hele denne holdning må individualisten hævde, at da staternes moral (hvis der findes en sådan) har en tendens til at være betydelig laver end den almindelige borgers, så ville det være langt mere ønskværdigt, at statens moral blev kontrolleret af borgerne end omvendt. Det, vi behøver, og det, vi ønsker, er at moralisere politikken, ikke at politisere moralen.
Det åbne samfund og dets fjender, bind 1, s 131-132

Det syn på staten, som jeg har skitseret her, kan kaldes »protektionisme«. Termen »protektionisme« er ofte blevet brugt til at beskrive tendenser der står i modsætning til friheden. Således mener økonomer med protektionisme den politik, der beskytte visse industrielle interesser mod konkurrence; og moralisten mener med termen kravet, om at statens embedsmænd skal etablere et moralsk formynderskab over befolkningen. Skønt den politiske teori, som jeg kalder protektionisme, ikke er forbundet med nogen af disse tendenser, og skønt den fundamentalt set er en liberal teori, så tror jeg, at navnet kan bruges til at påpege, at den, selvom den er liberal, intet har at gøre med den strikte ikke-interventionspolitik (ofte, ikke ganske korrekt, kaldet laissez-faire).
Det åbne samfund og dets fjender, bind 1, s 130

Nu er det interessant, at for Platon og for de fleste platonikere, kan en altruistisk individualisme (som for eksempel Dickens') ikke eksistere. Det eneste alternativ til kollektivismen er ifølge Platon egoismen; han identificere simpelthen al altruisme med kollektivisme, og al individualisme med egoisme. Dette er ikke et spørgsmål om terminologi, om ord alene, for i stedet for fire muligheder, så anerkender Platon kun to. Dette har skabt betydelig forvirring i spekulationen over etiske spørgsmål, endda frem til vore dage.
Det åbne samfund og dets fjender, bind 1, s 120

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

At al uddannelse grundlæggende er til for at ødelægge folk, sådan læser jeg Jakob Lilliendahls besynderlige kommentar 19. juni, 2017 - 16:58, så kan der tales om en slags misantropi indenfor undervisningsvæsenet.
Det er naturligvis helt ude i hampen, og krævede et svar.

Brugerbillede for Jakob Lilliendahl
Jakob Lilliendahl

Jamen så kan du jo ikke læse eller forstå ord, Michael Kongstad Nielsen. For det står der ingen steder.. Og det er på ingen måde det jeg mener.. Prøv igen..

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Jeg gentager fra dit omtalte indlæg:

"Det er blevet sagt - og det er kun alt for sandt - at Platon var opfinder både af vore højere skoler og af vore universiteter. Jeg kender ikke noget bedre argument for et optimistisk syn på menneskeheden, intet bedre bevis for menneskenes uudryddelige kærlighed til sandhed og anstændighed, på deres originalitet og stædighed og sundhed, end den kendsgerning, at dette ødelæggende uddannelsessystem ikke fuldstændig har ødelagt dem. På trods af så mange af deres anføreres forræderi, så findes der en hel del unge så vel som gamle, der er anstændige, intelligente, og hengivne over for deres opgave. »Jeg undre mig somme tider over, hvordan det kunne lade sig gøre, ... "

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Særligt:
" ..end den kendsgerning, at dette ødelæggende uddannelsessystem ikke fuldstændig har ødelagt dem. "

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Ok Jakob, det kan godt være, at jeg ikke er god til at læse eller forstå ord, men du er heller ikke overvældende god til at formidle det budskab, du gerne vil bringe.
Fred være med det. Undervisning er gud ske lov kommet for at blive