Kommentar

USA overlever Trump, men Brexit er fatal for Storbritannien

Mens Trump møder stærk opposition i Kongressen, i medierne og på gaden, er briterne passive over for Mays populisme. Alle, der sætter spørgsmålstegn ved fornuften i Brexit, risikerer at blive stemplet som antidemokratiske konspiratorer og upatriotiske sabotører
Den britiske udtræden af EU repræsenterer et langt større politisk og økonomisk opbrud, end noget Trump-administrationen har foreslået, og alligevel er Brexit blevet et urokkeligt dogme, der ikke må problematiseres eller udfordres, skriver Anatole Kaletsky.

Den britiske udtræden af EU repræsenterer et langt større politisk og økonomisk opbrud, end noget Trump-administrationen har foreslået, og alligevel er Brexit blevet et urokkeligt dogme, der ikke må problematiseres eller udfordres, skriver Anatole Kaletsky.

Matt Dunham

8. juni 2017

Storbritannien, Frankrig, USA – hvem stikker politisk ud? Svaret synes at ligge lige for. Sidste års Brexit-afstemning i Storbritannien og Donald Trumps valgsejr i USA var symboler på en populistisk revolte imod de globale eliter.

Med Emmanuel Macron har franskmændene derimod valgt en præsident, der forekommer at være indbegrebet af ’Davos-mennesket’ – en stolt, globalistisk teknokrat, der er skolet på de fornemmeste skoler og identificerer sig med sit lands mest elitære finansielle, administrative institutioner.

Men lad os prøve at se ud over de politiske klicheer. I sidste måned tog jeg en pause fra den britiske valgkamp for at deltage i Milken Institute Global Conference 2017 i Los Angeles – et amerikansk modstykke til Davos og med en stærkere repræsentation fra det amerikanske regeringsapparat.

Da jeg her lyttede til Trumps vigtigste økonomiske regeringsembedsmænd – finansminister Steven Mnuchin og handelsminister Wilbur Ross – foruden en hærskare af kongresmedlemmer og erhvervsledere – gik det op for mig, at valget af Trump blot er en midlertidig afvigelse.

USA har taget en lille omvej forbi en nationalistisk nostalgisk gøglerpark, men forbliver fokuseret på fremtiden og globaliseringens fordele snarere end dens omkostninger.

Det blev på Milken-konferencen klart, at Trump ikke kommer til at levere varen på sin indenrigspolitiske dagsorden. Rustbæltet vil ikke se enorme investeringer i ny infrastruktur. USA’s relationer til Mexico og Kina vil ikke ændre sig mærkbart.

Trumps vigtigste skattereformforslag kommer ikke igennem Kongressen. Trumps løfte om at »omstøde og erstatte« Obamacare bliver ikke gennemført – der er for stor modstand – han må nøjes med at reformere og reparere.

Amerikanske protester

Efter min tur til USA var min genkomst til britisk politik deprimerende. Mens USA skulle bruge 100 dage for at se igennem Trumps ’alternative virkelighed’, sætter næsten ingen i Storbritannien spørgsmålstegn ved Brexits alternative virkelighed til trods for, at nyvalget den 8. juni giver mulighed for at undgå et selvskadende brud med Europa.

Hvordan skal man forklare, at det amerikanske og det britiske civilsamfund reagerer så forskelligt på den farlige flirt med nationalistisk populisme? I Amerika var det umiddelbare svar på politikker, der var logisk usammenhængende, økonomisk uærlige og diplomatisk uigennemførlige, et massivt modspil fra oppositionen og omfattede offentlig debat.

Demokraterne stod sjældent samlet i Kongressen, tv-komikere hudflettede Trump og hans kumpaner, millioner af progressive vælgere gik på gaderne, medier iværksatte ubønhørlige efterforskninger, og borgerretsgruppen ACLU fik donationer på 24 millioner dollar i det første døgn efter Trump-administrationens forsøg på at forbyde muslimer indrejse.

Nok så afgørende begyndte amerikanske erhvervsvirksomheder at lobbye for at blokere alle Trump-politikker, der truede deres økonomiske interesser.

Som en senator sagde til mig på Milken-konferencen, havde Walmart og andre detailhandelskæder »ekstremt effektivt forklaret« Washingtons beslutningstagere de politiske omkostninger ved at belægge amerikansk import med nye afgifter. Således blev Trumps værste protektionistiske trusler ryddet af vejen og dermed også hans håb om at finanisere store skattelettelser med nye ’toldsatsjusteringer’.

Britisk tabu

Sammenlign nu den amerikanske modstand med passiviteten i Storbritannien et år efter folkeafstemningen. Den britiske udtræden af EU repræsenterer et langt større politisk og økonomisk opbrud, end noget Trump-administrationen har foreslået, og alligevel er Brexit blevet et urokkeligt dogme, der ikke må problematiseres eller udfordres.

Modsat den aggressive erhvervslobbys indsats over for Trumps valgløfter har ingen større britiske selskaber forsøgt at beskytte deres interesser ved at føre kampagne mod Brexits gennemførelse. Ingen har offentligt protesteret over, at premierminister Theresa May ikke fik mandat til at trække Storbritannien ud af EU’s indre marked og toldunion.

Hvad værre er: Tabuiseringen af at problematisere Brexit begrundes ikke med fornuftsargumenter, økonomi – ja, end ikke med hensyn til nationale interesser. I stedet påkaldes ’folkeviljen’.

Denne uhyggelige frase med dens endnu værre modstykke ’folkefjender’ er blevet retorisk metervare i både USA og Storbritannien, men med en afgørende forskel. I USA høres en sådan protofascistisk sprogbrug kun fra politiske randeksistenser. I Storbritannien støder man på den i både mainstream-medier og parlamentsdebatter, hvor modstandere af Brexit stemples som antidemokratiske konspiratorer og upatriotiske sabotører.

Måske er grunden, at der aldrig var tvivl om, at den amerikanske modstand mod Trump havde demokratisk legitimitet, for så vidt at et klart folkeflertal stemte imod Trump. Ser vi på den samlede stemmeafgivelse på landsplan, tabte Trump valget med to procent.

I Storbritannien derimod vandt Leave-fløjen en lille, men afgørende sejr – 52 mod 48 procent. Selv om mange modne demokratier vil stille krav om et kvalificeret flertal bag så omfattende konstitutionelle ændringer som Brexit, har Storbritannien aldrig set behov for den slags kontrolmekanismer.

I landets ikkenedskrevne forfatning er der kun én begrænsning for en premierminister med parlamentarisk flertal – vælgernes ret til at skifte mening. Men hvad sker, hvis enhver, der forsøger at overbevise vælgerne om, at de skal skifte mening, bliver hængt ud som antidemokrat og folkefjende?

Hvis opfordringer til vælgerne om at genoverveje den største politiske beslutning i deres levetid vedvarende skal delegitimeres som et anslag mod demokratiet, mister Storbritannien den sidste barriere imod permanent selvskade.

(c) Project Syndicate og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

 

Serie

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen M. Mollerup

Det er altid beklageligt, når folket trodser eksperternes vejledning og lader sig forføre af populister.

Jacob Fenger

Forfatteren, Anatole Kaletsky, er en finansiel tænketanks business-insider ( med progressive forslag til reformer kapitalismen ) - deraf hans udgangspunkt for at evaluere folkenes egnethed til selvstyre - som information oversætter for os til dansk.