Kommentar

Hvis vælgerne er ansvarsfrie, er demokratiet fortabt

Fakta er for længst blevet ligegyldig i debatten om skandalerne i SKAT. I stedet hersker en tilstand af kronisk forargelse, som i sidste ende forhindrer vores evne til at rette op på fejlene og til at tage vores del af ansvaret for miseren
14. juni 2017

Danske vælgere bør selv acceptere en del af ansvaret for skandalerne i SKAT, for vi har gang på gang genvalgt politikere, som pralede med, hvor mange medarbejdere de ville fyre, og hvordan de ville centralisere statsmagten.

Sådan lød min påstand i en kronik i Berlingske den 29. maj, som cand.mag. Niels Jespersen i fredags gik i rette med her i Information. For at få det til at give mening, at vælgerne i verdens mest gennemsigtige demokrati ikke har noget ansvar for den politik, der føres, hævder Niels Jespersen, at skandalerne har fundet sted »i dybeste hemmelighed og med en benhård tavshedslov, hvor kritiske stemmer systematisk er blevet mobbet og truet«.

At kalde den nedskærings- og privatiseringspolitik, som skiftende regeringer har ført fuldstændig åbent igennem det meste af min levetid, for »hemmelig« er en hån mod demokratiet. På intet andet tidspunkt i historien har et politisk regime været så transparent, som det danske er i dag.

Hvad angår de konkrete skandaler i SKAT, har Niels Jespersen ret i, at vælgerne kun i begrænset omfang kan have kendt til dem. Problemet er, at de ministre, Jespersen peger fingre ad, heller ikke har haft den nødvendige viden. Alle, fra professorer, der har kulegravet skandalerne, til Statsrevisorernes formand gennem 20 år, peger på, at ministrene næppe har kendt problemernes omfang, før det var for sent. 

Dragende fabrikation

Det er ikke første gang, at Niels Jespersen forsøger at male et grundløst billede af den politiske top som korrupte sadister. I maj lød det sådan her om skandalerne i SKAT, også i Information:

»Ministrene og deres højt betalte lakajer i ledelsen skabte sig og råbte og truede dem, der havde modet til at påpege det åbenlyse.«

Enhver, der har set filmen Kongekabale, kan se scenen for sig: Ministeren kigger på medarbejderen i den varme stol med et mørkt blik og oplyser vedkommende om, at han ender som tolder på Grønland, hvis han ikke stopper med sin søgen efter sandheden i SKAT.

Det er en dragende fortælling, men ligner også en komplet fabrikation. Det eneste belæg for påstanden er tilsyneladende et indlæg i Politiken den 7. april, hvor en tidligere ansat i SKAT fortæller, at han gjorde Skatteministeriet opmærksom på, at der var problemer med ejendomsvurderingerne, hvilket forvaltningen ignorerede.

Indlægget i Politiken er rystende læsning for de af os, som ønsker en forvaltning, der tager al kritik alvorligt, men påstandene om mobning og trusler er skamløst opfundet af Niels Jespersen, som i valget mellem svulstig retorik og nøgtern fakta vælger det første.

Således forkynder han også den myte, at den haltende gældsinddrivelse i SKAT har kostet danskerne »80 milliarder kroner«. Tallet er i realiteten markant lavere, hvilket blev udpenslet i de samme medier, som oprindeligt bragte historien, næsten tre uger før Niels Jespersen med forarget schwung gentog falsummet her i Information. Alligevel overgår Jespersen senere sig selv ved at hævde, at »omkostningerne ved de sidste ti års politiske fejltagelser løber op i adskillige hundrede milliarder kroner«. Dokumentationen for dette astronomiske beløb er ikkeeksisterende.

Despoten fra Husum

De vilde overdrivelser er nødvendige for at sandsynliggøre, at vælgerne i verdens mindst korrupte demokrati er blevet vildledt i en sådan grad, at de intet ansvar bærer for deres egne valg af politikere. I realiteten er det Niels Jespersen selv, der vildleder sine læsere med løse påstande og overdrevne tal.

At han samtidig prøver at få mig til at fremstå som en gråmeleret DJØF-fyrste, er muligvis det mest sigende retoriske kneb, han gør brug af. Til hverdag går jeg fortrinsvis i skovmandsskjorter, bor i Husum og foretrækker at drikke fadøl på brune værtshuse.

Niels Jespersen selv går i jakke og slips, bor i en prægtig lejlighed i København og tager til fester med de samme lobbyister, som han foregiver at give tørt på i de danske dagblade. Gør det hans argumenter dårligere? Næh. Men måske udstillingen af det retoriske hykleri kan få os til at tale om de tørre tal og fakta, som skattesagen faktisk handler om, i stedet for de konstante overdramatiseringer og udstillingen af debatmodstandere som teknokratiske despoter.

Demokratiet er fortabt, hvis vælgerne kan frasige sig ethvert ansvar for konsekvenserne af deres valghandling. Hvis politikerne skal korsfæstes, hver gang deres idéer slår fejl, mens vælgerne ikke engang forventes at vælge nogle nye, visner demokratiets raison d’être. Hvad er forskellen på en demokratisk repræsentant og en tyran, hvis begge ultimativt leder uden mandat?

Forsøgene på at udpege de store, stygge politikerskurke distraherer os fra at identificere de systemiske problemer, som udgør hjertet i skatteskandalerne. Hvis ikke vi anerkender kollektivets rolle, når tåbelige, politiske idéer løber løbsk, kommer vi aldrig til at gøre op med de fundamentale problemer, som har forårsaget den dybe krisetilstand, vores skatteforvaltning befinder sig i.

Casper Gronemann er cand.scient.pol og journalist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Oluf Husted
Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Johnny Werngreen

Jeg går fuldstændig ind for, at vi får nedsat en kommission til undersøgelse af, dels hvorfor så mange danskere har stemt på minimalstat'ister, der ynder stakket varme i våde bukser, dels om det vil være muligt at samkøre krydset på stemmesedlen med skatteindbetalingen, så dem med de vådeste bukser selv kommer til at betale for udgifterne til tørringen.

Anne-Marie Krogsbøll og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar

At gøre vælgerne ansvarlige for skattesvineriet svarer jo stort set til, at de ansvarlige politikere siger, at det er medarbejderne i SKAT, der er årsagen til etatens forfald og kaos. Sådan er det jo ikke. Ansvaret for denne sag er ligefrem proportionalt med den magt, de involverede har, og her har vælgerne ikke stort at skulle have sagt. Det samme gælder, hvad angår den viden, de forskellige aktører i sagen har, og her har vælgerne også alle odds imod sig. Man må konstatere, at hele denne etatsnedbrydende sag skyldes en velfærdsfjendtlig antiskatteideologi, dårlig planlægning, et mildest talt fjendtligt syn på offentlige medarbejderes egen- og nytteværdi, mangelfuld forståelse af kompleksiteten i skattesystemet, forvirring omkring centralisering-decentralisering, manglende evne til at lytte til erfaringer og gode råd og villighed til at se igennem fingrene med at enkeltpersoner på denne baggrund kan berige sig med almenhedens midler. For blot at nævne et par forhold. I dette må man sige, at vælgerne er dårligt oplyst gennem den viden, de har fået stillet til rådighed/haft mulighed for at erhverve sig om den etatsnedbrydende proces, der er igangsat for et antal år siden. Jeg vil ikke frikende vælgerne i denne sag, men omfanget af katastrofen - som den stadigt udfolder sig for vores øjne - skal jo først nå derhen, hvor det bliver relevant at tage stilling - og kravet er, at det sker på et oplyst grundlag. Så lever demokratiet måske, selvom det ikke mere kan finansieres.