Kronik

Velfærdsdanmark bestikker Underdanmark for at få ro

Når man stikker ghettobeboere kontanthjælp og andre overførsler, slipper det pæne Danmark måske nok for at høre alt for meget til dem. Men pengene går ofte til misbrug, der fastholder mennesker i armod. Investér i stedet direkte i service, der klæder folk på til at tage ansvar for deres liv
Ved at uddele kontanthjælp og andre overførsler slipper det pæne Danmark måske nok for at høre alt for meget til det andet Danmark. Men pengene går ofte til misbrug og fastholder mennesker i armod, skriver dagens kronikør, Jarl Feyling, der her besøger sit gamle kvarter.

Ved at uddele kontanthjælp og andre overførsler slipper det pæne Danmark måske nok for at høre alt for meget til det andet Danmark. Men pengene går ofte til misbrug og fastholder mennesker i armod, skriver dagens kronikør, Jarl Feyling, der her besøger sit gamle kvarter.

Jakob Dall

Debat
17. juni 2017

I Information kunne man for nylig under overskriften »Velfærdsstaten er for middelklassen – de svageste har vi glemt« læse den netop afdøde ulighedsforsker Erik Jørgen Hansens syn på velfærdssamfundets håndtering af underklassen.

Han mener, at velfærdsstaten har lagt alt for meget vægt på lige muligheder og social mobilitet og alt for lidt på økonomisk omfordeling. Vejen frem er derfor ifølge Hansen at hæve overførselsindkomsterne, så de udsatte kan købe sig vej ud af ghettoen.

Jeg tog mig selv i lidt bedrøvet at mumle: »Ja, gid det var så enkelt«, da jeg læste artiklen. For i mine øjne er den løsning uholdbar. Jeg er selv opvokset i et belastet boligområde, og det har lært mig, at årsagerne til armod er mere komplicerede end som så.

Tillad mig at komme med en lidt frisk påstand: Joachim B. Olsen og resten af stakkelhaderne har ret. Det betyder ikke, at deres løsningsmodeller holder vand, men for mig at se er deres grundliggende diagnose desværre korrekt. En stor del af overførselsindkomsterne virker stik imod hensigten. De fastholder, hvor de skulle forløse; de skaber stilstand hos de mennesker, der har mest brug for at komme videre.

Bytter øl for ro

Der er meget, som går op for en, når man som jeg flytter fra ghettoen til et almindeligt middelklassekvarter. Dels hvor helt forrykte de vilkår, jeg kommer fra, er; dels hvor afskærmet resten af samfundet er fra denne elendighed; og endelig i hvor høj grad ghettoernes udfordringer netop er en funktion af det omkringliggende samfunds bestræbelser på at isolere sig fra dem.

Da jeg var barn, drev min mors daværende kæreste en hashklub i sin 1-værelseslejlighed på Stærevej. Her var jeg dagligt vidne til, hvordan halvdelen af blokken formøblede deres overførselsindkomster på et misbrug, der kun forværrede deres situation. I klubben fik jeg en ven – lad os kalde ham Johnny. På hans facebookprofil kan jeg konstatere, at et par ansigtstatoveringer har fået ham til at se lidt hårdere ud end dengang.

I dag er vores venskab løbet ud i sandet, men historierne om Johnny lever videre i mig, som en tragikomisk analogi for Stærevej og for det problem, jeg vil kalde det fungerende Danmarks bestikkelse af Underdanmark.

Under en indkøbstur blev Johnny uenig med de ansatte om prisen på en vare. Han blev så vred, ophidset og udadreagerende, at personalet til sidst tilkaldte politiet. Butikschefen, der muligvis tidligere (vores kvarter taget i betragtning) havde oplevet lignende episoder, fortalte Johnny, at han gratis måtte drikke så mange øl, han ville, hvis han til gengæld forholdt sig i ro, indtil politiet kom.

Johnny tog imod tilbuddet og begyndte at drikke øl i stedet for at forstyrre. Johnny pralede vist senere med, at han fik drukket en hel six-pack, inden politibetjentene fulgte ham ud af butikken.

Dårlig opførsel i vuggegave

Episoden illustrerer den forfejlede tilgang, det politisk korrekte Danmark har haft til de såkaldt socialt udsatte, der kommer fra de samme slags bebyggelser som Johnny og mig.

Det politiske korrekte Danmark, der i denne sammenhæng omfatter alle partier – måske undtaget Dansk Folkeparti – er i Johnnys historie repræsenteret ved butikschefen. Johnny repræsenterer den del af danskerne, der lever af overførselsindkomster, som ofte bor i ghettoer, ofte har misbrugs- og sociale problemer. Og værst af alt, som ofte har hjemmeboende børn, der vokser op i et parallelsamfund og derfor også tillærer sig sociale koder og opførsel, som for det meste kun er brugbare i netop parallelverdenen – langt fra det øvrige etablerede samfund.

Ligesom butikschefen har det politisk korrekte Danmark al magten i butikken Danmark, og ligesom butikschefen har det politisk korrekte Danmark valgt at betale Johnny og resten af Underdanmark for at forstyrre så lidt som muligt.

Jeg er selv socialdemokrat og sympatiserer selvsagt mere med venstrefløjens menneskesyn end med vores modstanderes. Men i vores håndtering af de socialt udsatte har vi i den bedste mening ofte blot hjulpet de socialt udsatte længere væk fra det etablerede samfund, længere væk fra arbejdsmarkedet – og dermed sikret opretholdelsen af de ghettoer og de parallelsamfund, som vi ellers ønsker at bekæmpe. Værst er det at se negative mønstre gå i arv fra primært enlige mødre til deres børn. Højere overførselsindkomster vil ikke bryde disse mønstre – måske tværtimod.

Halvhjertet hjælp

For nogle år siden vedtog Københavns Kommune, at der skulle laves såkaldt 'blandede ejerformer' i mit barndomskvarter. Man ville gøre det mere attraktivt for ressourcestærke at flytte til og håbede, at de penge og den optimisme, de nye beboere bragte med sig, kunne vende den generelle udvikling i området.

Hulgårds Plads blev sat flot i stand, og nogle fine, arkitekttegnede bygninger af den slags, som man ellers skal tage til Nordhavn eller Ørestaden for at se, blev opført, klos op og ned ad de grå blokke på Stærevej. Nydeligt ser det ud, men der gik ikke ret længe, før der bogstaveligt talt blev sat pigtrådshegn op imellem det nye og det gamle Nordvest. Enhver kan gå forbi og se resultatet. Parkeringsarealerne, som ligeså vel kunne være en stor, samlet plads, er i dag fysisk adskilt. Med pigtråd. Så meget for mødet mellem høj og lav.

Sådan er virkeligheden bag alle arkitekttegningerne og de smukke ord fra kommunen. Ligesom Johnny bliver betalt for at holde sig væk fra det etablerede samfund, forsøger det etablerede samfund at holde sig på afstand fra Johnny.

Ligesom de velbjærgede i andelsboligerne selvfølgelig ikke gider dele fællesarealer og privatliv med rakket på Stærevej, gider de da heller ikke, at deres velnærede unger skal belemres med en dårlig folkeskole, der er fyldt med rakkets utilpassede afkom. Så de sender deres børn i privatskoler, hvor lærerne ikke skal bruge alle ressourcer på at løse de problemer, som børnene har med hjemmefra.

Og sådan forholder det sig med ganske mange ting i de socialt belastede områder. For et par måneder siden kunne DR dokumentere, at 15 ud af 25 områder på den såkaldte ’ghettoliste’ mangler praktiserende læger. Områder, der i mange tilfælde har indbyggertal på størrelse med små provinsbyer, og hvor folk oftere er syge og derfor også ofte er meget lidt mobile, har altså dårligere adgang til lægehjælp end f.eks. Nordsjælland, hvor folk er mere raske og har en levestandard, der minder om lægernes egen.

Kontant hjælp

Kontanthjælpen er en stopklods, og hverken marked eller stat formår at løse problemerne i de socialt belastede områder. Situationen er kritisk.

For hver gang man modtager kontanthjælp, kommer man længere væk fra arbejdsmarkedet. Ingen af mine forældre har haft et job i min barndom eller voksenliv, og meget få mennesker på Stærevej havde en dagligdag, der indbefattede arbejde. Når det samme mønster gør sig gældende på børnenes skoler, så de heller ikke der oplever det arbejdende Danmark, giver vi dem meget dårlige odds for at bryde den onde cirkel.

Hvis vi skal sætte os til modværge over for stakkelhadet, som er ligeså nedværdigende for alle involverede parter, som det er ineffektivt, er vi nødt til at have andre svar end blot at skrue på størrelsen af overførselsindkomsterne. Min barndomsblok havde brug for social-, aktivitets-, uddannelses-, mad- og arbejdshjælp, ikke kontanthjælp.

Brug børnepenge på børn

Statsligt formynderi er gennem tiden blevet mødt med eder og forbandelser, men jeg mener sådan set, at formynderi er tæt på at være det eneste rigtige svar på de problemer, vi står overfor. Hvis du ser et menneske, der er i gang med at gøre skade på sig selv og sine børn, hvad er så det mest rigtige at gøre? At lade vedkommende være i fred eller at forhindre det i at fortsætte?

Når vi taler om mennesker på overførselsindkomster, behøver der ikke engang være tale om tvang, men ganske enkelt om, at staten vælger at disponere sine midler på den måde, den mener vil være til størst gavn.

Et godt sted at begynde vil være at sikre, at børnepengene bliver brugt på børnene.

Kommunerne har i dag mulighed for at tage børnepengene fra indvandrerfamilier, der ikke sender deres børn i børnehave, så de kan lære dansk. Hvorfor skulle det være værre end alt muligt andet, som etnisk danske børn udsættes for? I mit kvarter var det almindeligt, at børnepengene gik til forældrenes misbrug. Ingen skal fortælle mig, at vi ikke kan gøre det bedre.

Hold op med at finansiere misbrug og forfærdelige valg. Pengene skal ikke bare gives til mennesker, som dem jeg i min opvækst så sidde og hænge i hashtågerne. De er bedre brugt på de institutioner, der skal løfte mennesker ud af ghettoen.

Hvis vi virkelig bekymrer os om de udsatte, skal vi tage hånd om dem og hjælpe dem til et bedre liv. Og når højrefløjen kalder det for en formynderisk indgriben i den personlige frihed, udstiller de blot forskellen på højre- og venstrefløjen og forskellen på teoretisk og reel frihed. Frihed, der bruges på at ødelægge eget og eventuelt ens afkoms liv, er lige så meget frihed som et fængsel er et hotel.

Vi ville blive et reelt mere frit samfund, hvis børnepenge blev brugt på at forbedre børns mulighed for at få ordentlige færdigheder i folkeskolen og et liv i arbejde.

Insister på det rigtige

Dette er ikke et opråb for udplyndring eller umyndiggørelse af underklassen. Det er et ærligt ønske og håb om, at samfundet i højere grad vil involvere sig aktivt i at løse de problemer, som er derude, i stedet for bare at reducere dem til en udgiftspost og et nummer hos sagsbehandleren.

Hvilken forskel kunne vi ikke gøre i alle disse menneskers liv, hvis de i stedet for sprut, cigaretter, frysemad og det der er værre, fik gode og ordentligt normerede folkeskoler, skolemad, gratis SFO, gratis institutioner, gratis sports- og fritidsaktiviteter og ordentlig lægedækning.

Der er nok at tage fat på, og der kommer ikke flere penge i statskassen. Det er på tide, at vi gør noget nyt. Vi har prøvet at ødsle og lade stå til, vi har prøvet at hade og udskamme, hvad med om vi prøver at tage ansvar? Hvad med om vi tog os sammen til at insistere på det, som vi ved er rigtigt?

Løsningen er ikke højere kontanthjælp, men mere realhjælp.

Jarl Feyling er socialdemokratisk regionsrådskandidat i Region Hovedstaden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Jo mere samfundet strammer til for at få folk til at makke ret og bøje nakken, jo flere vil i foragt og trods falde udenfor og befinde sig på bunden.Pia Nicolaisen refererer en smukt adækvat analyse af de mekanismer, der gør, at magt og kontrol lige præcis fører til det modsatte af problemets løsning.
Kun ved at betragte alle borgere som lige i status og med lige ret og indflydelse kan vi løfte os og stoppe den ødelæggende udskillelse til top og bund, der er lige destruktive for at skabe et godt velfærdssamfund, der sætter fællesskabsinteresserne over de individuelle økonomiske særinteresser.

Lise Lotte Rahbek

Hvis man insisterer på at behandle mennesker som dysfunktionelle, dovne, snydende og ude af stand til at varetage eget liv,
så er der gode erfaringer med,
at forforståelsen og behandlingen går i opfyldelse.

Christian Kjærgaard, René Arestrup, Ebbe Overbye og Carsten Mortensen anbefalede denne kommentar
Jens Peder Nielsen

Begge har ret – både ulighedsforsker Erik Jørgen Hansen og Jarl Feyling.
Der skal både gives mere kontant hjælp og anden hjælp til ”staklerne” i ”Underdanmark”.

Jeg er vokset op på Nørrebro og Vanløse i 60- og 70 erne. Alene sammen med en psykisk syg mor.

Min mor og jeg blev udsaneret fra Nørrebro til Vanløse. Det var godt.
Vi manglede ikke noget materielt. Vi havde til dagen og vejen på min mors førtidspension, dengang hed det invalidepension.

Vi fik en god bolig/lejlighed i et Almennyttigt boligselskab, KAB. (Det lyder bedre end Socialt boligbyggeri). - I et godt kvarter, i en god bydel, som Vanløse er, med grønne områder. Med blandet socialklasser fra 1 til 5 (for at bruge Erik Jørgen Hansens inddeling). Det samme galt skole; en god skole med blandet børn fra de forskellige socialklasser. Jeg, socialklasse 5, havde kammerater fra alle ”klasserne”.

Det der manglede var anden hjælp til mig og min mor. Nogen som turde og havde evner og bemyndigelse til at gå ind i hjemmet, på en god måde, med psykiatrisk- og social hjælp. - Så at min mor ikke skulle ligge og lide i stilhed, indimellem indlæggelserne, og jeg ikke skulle belastes med hendes anklagende udfald og dårligdomme. Bl.a. pille- og lejlighedsvis, alkohol-misbrug.

” Du har klaret det godt”, har nogen sagt til mig.

Jeg er overbevist om at min mors ok økonomi, en god bolig, i et godt blandet kvarter, en god skole, er medvirkende årsag, til at det ikke gik værre og at jeg har overlevet min opvækst i nogenlunde stand. Så at jeg nu er en ”pæn”, ”midterdanmark”, ”socialklasse 3”, mand.

Der var penge og velstand i 60-70 erne. - Det er der også nu.

Sider