Kronik

Det er voldsudøveren, der skal skamme sig over volden. Og kun voldsudøveren

Da det gik op for omverdenen, at jeg havde været udsat for partnervold, reagerede mange med et ’hvorfor gik du ikke bare fra ham?’. Dermed blev jeg pålagt en del af skylden for hans vold mod mig, men den er ikke min – den er hans alene
’Samtidig med, at jeg fortsætter på min vej med en tung livserfaring, der uden tvivl har ændret mit liv, vil jeg ikke gå på kompromis med de værdier, jeg ønsker skal præge mit liv og den verden, jeg lever i,’ skriver dagens kronikør om at bevare troen på kærligheden, også selvom en, man har elsket, viste sig at være voldsudøver. 

’Samtidig med, at jeg fortsætter på min vej med en tung livserfaring, der uden tvivl har ændret mit liv, vil jeg ikke gå på kompromis med de værdier, jeg ønsker skal præge mit liv og den verden, jeg lever i,’ skriver dagens kronikør om at bevare troen på kærligheden, også selvom en, man har elsket, viste sig at være voldsudøver. 

Jakob Dall

1. juli 2017

For et halvt år siden erkendte jeg det mest hjerteskærende, jeg nogensinde har måttet erkende: Jeg var voldsoffer. Det menneske, jeg elskede og havde giftet mig med, havde netop angrebet mig med en gryde fyldt med kogende te, og på mine arme og mit bryst stod den skinbarlige sandhed skrevet i andengradsforbrændinger.

Det var tid til at komme ud af mit forhold og bryde den voldsspiral, jeg sat fast i. Det var min invitation til at give slip på alt det, jeg havde kæmpet for indtil nu, og alt det, jeg drømte om for fremtiden. Jeg var i chok. Energiforladt, men samtidig vågen i en grad, jeg havde glemt var mulig. Det er gaven ved krisen; den tvinger os til at være til stede lige nu og her. Jeg var fri, og jeg genkendte friheden, fordi jeg kom fra fangeskab.

I takt med, at jeg erkendte min livssituation, brød jeg tavsheden over for offentligheden og min omgangskreds. Det var en lettelse. Størstedelen overhældte mig med al den kærlighed, omsorg og støtte, jeg havde brug for, men jeg blev også mødt med kommentarer eller supplerede spørgsmål, der insinuerede, at jeg selv bar noget af skylden for de overgreb, jeg var blevet udsat for.

Kunne ikke se det komme

»Hvorfor gik du ikke bare?« Det spørgsmål har jeg hørt rigtig mange gange, og jeg hører det til stadighed. Det er ubrugeligt, for det er en efterrationalisering af en uforanderlig fortid, hvor jeg troede, jeg gjorde det rigtige. Første skridt til at vise et offer respekt er at anerkende netop det. Så lad være med at sige ting som, »du kunne vel se det komme.«

For nej, man ser faktisk ikke noget, før man sidder i saksen, og desuden rummer relationen også en masse godt og smukt, som man kæmper for og bliver på grund af. Der er ikke kun dårligdom at give afkald på. Det handler om kærlighed, og i kærlighedens navn ser man det, man vil se. Jeg bad aldrig om at havne i den situation, jeg havnede i. Jeg forelskede mig i et menneske, der viste sig at være voldeligt, men jeg sagde ikke: »Hej voldspsykopat, vil du gifte dig med mig?«

Som tidligere voldsoffer bliver jeg provokeret af, at den magtes- og ansvarsløse position, man som offer befinder sig i, ikke anerkendes. Af at jeg overhovedet bliver stillet spørgsmålet 'hvorfor’ – det kan umuligt besvares af andre end voldsudøveren. Og jeg kan forsikre om, at det er et af de første spørgsmål, der popper op i et voldsoffers hoved. Det er dét spørgsmål, der med et forkert svar er kilden til, at mange ofre tror, de fortjener den smerte, de bliver påført. Så spørg dig selv, hvilket svar du forventer, før du spørger.

Kvinder, der elsker for meget

Da jeg begyndte at lede efter selvhjælpsgrupper for voldsofre, fandt jeg kun et enkelt tilbud, og det havde titlen 'Kvinder, der elsker for meget'. Hvis ikke denne titel tilegnet kvinder, der er ofre for vold, skurrer i dine ører, skal jeg fortælle dig, hvorfor den burde.

For det første, hvad betyder ’elske for meget’? Hvornår har kærlighed i sin essens nogensinde været skadelig? Hvis det, vi troede var kærlighed, viser sig at være skadende og decideret voldeligt, er det ikke kærlighed. Det var det ultimativt hårdeste for mig at erkende. At jeg oprigtigt elskede min partner, men at det, han kaldte kærlighed, i virkeligheden var en blanding af magtsyge, lavt selvværd, storhedsvanvid og mangel på empati.

For det andet ligger der implicit i titlen, at hvis blot kvinden ikke havde elsket ’for meget’ (hvilket ikke kan lade sig gøre), var hun aldrig blevet udsat for den vold, hun er offer for. Hun bærer altså selv en del af skylden.

Det er vigtigt at se, at ofre for partnervold ikke er mennesker, der begår en fejl ved at kæmpe for den kærlighed, de har til et andet menneske. Det er ikke dem, der forvolder sig på det andet menneske ved at give dem ’for meget kærlighed’. Det er voldsudøveren, der udnytter det hengivne, helhjertede og empatiske menneske, som er deres partner.

Et offer er et offer

Mit ønske med eksemplerne er at illustrere en tendens, jeg ønsker at gøre op med. Fælles for udmeldingerne er, at de er totalt forladte for eftertanke, nysgerrighed, ydmyghed og respekt for de mennesker, de omhandler. De kommer fra et sted, hvor mennesket bagved er taget ud af ligningen, og de rummer implicit en misforståelse, der siger, at vold kan retfærdiggøres, eller at offerbegrebet kan gradbøjes.

Men det kan ikke siges ofte nok: Ingen er selv herre over, hvad andre udsætter dem for, og der er ingen valid undskyldning eller bortforklaring for vold. Den skam, der ofte følger med, når man bærer fysiske som psykiske ar, hører til hos den voldsudøvende – aldrig hos ofret.

Så hvis vi virkelig vil hjælpe ofrene og tage deres kamp for en værdig tilværelse seriøst, er vi først og fremmest nødt til at anerkende, at et overgreb ikke er noget, der kan gradbøjes. Det er vold, og vold er kriminelt.

Konsekvensberegning

Da jeg endelig fik min skilsmissebevilling blev jeg lykønsket af et familiemedlem med ordene: »Så gør du vel ikke det igen?«

Gør hvad?, tænkte jeg. Forelsker mig så helhjertet igen? Jo, det kan du bande på, at jeg gør. For samtidig med, at jeg fortsætter på min vej med en tung livserfaring, der uden tvivl har ændret mit liv, vil jeg ikke gå på kompromis med de værdier, jeg ønsker skal præge mit liv og den verden, jeg lever i. Jeg er ikke længere et offer, men en overlever.

Min største sorg er, når jeg hører om tidligere voldsofre, der fortsat bærer en følelse af skyld for de ting, de blev udsat for i deres fortid. De er plaget af tankemønstre med selvbebrejdelser eller spørgsmål om, hvorvidt de kunne have gjort noget, for at undgå volden.

Alle de destruktive mønstre hænger sammen med en kulturel betinget opfattelse af, at partnervold er tabu, og at de, der bliver udsat for den på den ene eller anden måde, selv har bedt om det. Jeg finder det dybt uretfærdigt, at ofrene dobbeltstraffes ved kulturelt at blive stemplet som svagelige og dumme, fordi et andet menneske har forbrudt sig imod dem.

Vi må ikke smide barnet ud med badevandet, og vi må ikke leve mindre helhjertet, fordi der er en risiko ved at elske. Hvis vi først begynder at konsekvensberegne, begynder vi at gå på kompromis med de værdier, de fleste af os helst ser som byggesten for det samfund, vi lever i, og som vi ønsker at se vores børn vokse op i.

Hvis vi begynder at konsekvensberegne, tager vi et standpunkt med en overbevisning om, at der er større risiko for, at vi bliver udsat for vold, end der er chance for det modsatte. Og er det virkelig den måde, vi ønsker at leve sammen på?

Enhver kan havne der, hvor jeg havnede. Så lad os sammen ændre den kulturelle opfattelse, der bunder i en misforståelse af, hvor skammen og skylden bør placeres.

Hanne Marie le Fevres første eksmand, Christian Balvig, har gjort opmærksom på, at man kan forveksle ham med den voldsudøveren, der omtales i artiklen. Vi understreger, at det ikke er Christian Balvig, der har begået den omtalte partnervold, red.

Hanne Marie le Fevre er sanger og performance kunstner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren Roepstorff
  • Roselille Pedersen
  • Lone Sæderup
  • Viggo Okholm
  • Anne Eriksen
  • Merete von Eyben
  • ingemaje lange
  • Jens Thaarup Nyberg
  • Espen Bøgh
  • June Beltoft
  • Eva Schwanenflügel
Søren Roepstorff, Roselille Pedersen, Lone Sæderup, Viggo Okholm, Anne Eriksen, Merete von Eyben, ingemaje lange, Jens Thaarup Nyberg, Espen Bøgh, June Beltoft og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

June Beltoft

Tak.

Vi skal nemlig have gjort op med det dér "men" der så godt som altid kommer efter diverse sympatitilkendegivelser hvor man først giver udtryk for hvor forkert voldsudøveren har opført sig, for efterfølgende lige nævne at den voldsramte da også burde være gået... Det samme mønster ser vi hele tiden i forbindelse med voldtægtssager: "Ham der voldtog er et dumt svin - MEN... Kvinden kunne også bare have ladet være med at være fuld, lårkort, alene osv...

Og vi skal have gjort op med den holdning om at man pr. definition er forkert, hvis man er offer for en forbrydelse. At offer = svag = forkert - fordi vi i vores konkurrence-samfund nærmest instinktivt foragter svaghed af enhver art.

Rigtig svag bliver man, hvis man undlader at stå ved sin svaghed fordi man bliver skammet ud for netop at være dét.

Den eneste som skal skamme sig, er voldsudøveren. Punktum! Uden dét der lille "men" bagefter.

Luise Ekberg, Bjarne Bisgaard Jensen, Lise Lotte Rahbek, Søren Roepstorff, Roselille Pedersen, June Pedersen, Christel Gruner-Olesen, Anne Eriksen, Jan Weis, Merete von Eyben, Dana Hansen, Helle Nyberg og Espen Bøgh anbefalede denne kommentar
Jan Weber Fritsbøger

burde være en selvfølge at gerningsmanden bærer hele skylden, men måske ligger en lille del af forklaringen netop i, at vold i andre sammenhænge anses for acceptabelt, eller endda ligefrem forherliges, boksning kaldes sport og udøverne anses for heltemodige, det samme gør soldater !! som jeg ser det er enhver soldat som udøver sit job skyldig i forbrydelser imod menneskeheden, men vi tæppebombarderes med ideen om at vold er løsningen på stort set alt, prøv at tælle hvor mange film der har et budskab om netop det, helten er som regel bevæbnet og hurtig til at bruge våben, om det er naturkatastrofer eller andre trusler så indgår rundhåndet brug af våben stort set altid i løsningen, og i nyhederne er der stort set aldrig nogen som ser kritisk på om krige er gavnlige, vi får serveret de krigsførendes argumenter for at gå i krig som valide, ja næsten uimodsigelige, og de nødvendige løgne bliver bragt som sandheder, jeg savner en folkelig bevægelse imod krig og dermed imod eksistensen af militær, vi kan faktisk få fred i vor tid, men det kræver at vi insisterer på at der aldrig kan findes undskyldning for vold, hverken på personligt, statsligt eller globalt plan, og vold er militærets metier, altså er militær i sig selv en forbrydelse imod menneskeheden, og det samme er enhver form for produktion salg og køb af militære våben.

Luise Ekberg, uffe hellum, Søren Roepstorff, Christel Gruner-Olesen, Viggo Okholm, Hanne Ribens og Dana Hansen anbefalede denne kommentar
Ole Brockdorff

Dèt som kendetegner en demokratisk retsstat er statens vilje og evne til uden tøven, at forsvare sine lovlydige borgere imod alle de mennesker, der af forskellige grunde begår grove overtrædelser af straffelovgivningen. Herunder blandt andet drab, voldtægt og røveri. Men også vold i almindelighed og vold mod kvinder i særdeleshed, fordi kvinderne rent fysisk generelt er forsvarsløse, når de konfronteres med psykotiske, aggressive og voldelige mænd.

”Kvinder, der elsker for meget”.

Hanne Marie le Fevre rammer lige i plet, når hun blandt andet spørger til, hvad det betyder at elske for meget. At hvornår har kærlighed i sin essens nogensinde været skadelig? Nej, aldrig. Men alverdens smarte psykologer og psykiatere samt andre behandlere, har alligevel mere travlt med at forsvare de kriminelle på bekostning af ofrene. Skidt være med den mishandlede kvinde. Hun er jo smasket. Nu gælder det først og fremmest om at resocialisere voldspsykopaten – så han ikke gør det samme igen en anden gang.

Samfundet bruger enorme summer årligt på resocialisering af psykotiske, aggressive og voldelige mænd, men alligevel er der ingen som helst lægelig garanti for, at de ikke fortsætter med at mishandle kvinder i et nyt parforhold eller andre uskyldige mennesker, når de er færdige med behandlingen, fordi de er syge i hovedet, og fordi disse voldspsykopater ved, at samfundet ikke straffer dem særligt hårdt, når de mishandler andre mennesker.

Langt de fleste psykotiske, aggressive og voldelige mænd – kvindemishandlerne – er bag facaden oftest feje og usle møgdyr, der selv flæber i angst som babyer i 5-års alderen, hvis de selv bliver udsat for en omgang tæv af en anden mand. Alt imens de nærmest får seksuel udløsning, når de tæver løs på en forsvarsløs kvindelig partner, der ikke har en kinamands chance for at forsvare sig fysisk, medmindre de har gået til selvforsvar.

I mere end 100 år har Danmark med sit oplyste demokrati og folkestyre kæmpet for ligestilling til kvinderne. Herunder retten til at selv bestemme over sit eget liv efter det fyldte 18. år. Hvem hun vil elske. Hvem hun vil giftes med. Hvem hun vil have børn med. Kort sagt hvem hun ønsker, skal være en del af hendes liv. De rettigheder har alle mænd bare at respektere – ellers fortjener de ikke at leve blandt civiliserede mennesker i et åbent og frit samfund.

Husk lige på at vi lever i et land, hvor der gennem hele demokratiets eksistens har været en pagt mellem befolkningen og statsmagten om, at vi ikke må bevæbne os med våben for at forsvare vores eget liv og lemmer. Vi må ikke engang bruge en peberspray mod en overfaldsmand. Bliver vi angrebet fysisk af nogen skal vi ringe til politiet og bede om hjælp, og så kan vi jo håbe på, at de har ressourcer til at komme.

Kvinderne herhjemme er blevet groft svigtet af politiet i mange år, fordi etaten betragter hustruvold som husspektakler. De nægter at stoppe psykotiske, aggressive, voldelige ægtemand og partnere i tide ud fra den betragtning, at kvinderne jo nok selv er lidt ude om det. Politiet foretager sig generelt intet før en kvinde er blevet lemlæstet alvorligt – eller slået ihjel på åben gade – og dèt er på alle måder en falliterklæring i en demokratisk retsstat.

Derimod oplever man gang på gang historien om psykotiske, aggressive og voldelige mennesker, herunder kvindemishandlere, der fra dag et af deres afsoning i fængslet bliver overrendt af psykologer, psykiatere, socialpædagoger og alle mulige andre faggrupper, der nu skal resocialisere dem, mens der ikke er nogen som kunne drømme om, at bruge de samme økonomiske ressourcer på at få de voldsramte kvinder psykisk og sjæleligt på fode igen.

Nej, uanset hvad mænd har været udsat for af omsorgssvigt i deres barndom og opvækst, som har gjort dem til psykotiske, aggressive og voldelige kvindemishandlere, er der intet som helst menneskeligt og moralsk belæg for, at ens private omgivelser eller samfundet bør udvise særlig forståelse og medfølelse samt tilgivelse over for dem. Folk skal lade være med at udvise den mindste forståelse eller sympati med kvindemishandlere, for de er dybest set intet andet end feje og usle kriminelle mennesker.

Tværtimod skal disse voldspsykopater stoppes omgående af politiet, ligesom de omgående bør spærres inde i kortere eller længere tid indtil de forstår, at fysisk overfald på kvinder straffes meget hårdt med ubetinget fængsel eller ophold på en sikringsanstalt. Også for at beskytte andre kvinder som passerer dem på livets vej. For hvis kvindemishandlerne ved, at det koster dem mange års ubetinget fængsel, at tæve deres kone eller kæreste, ja, vil samfundet meget hurtigt erfare, at kvindemishandlerne nok skal få styr på deres psykotiske, aggressive og voldelige adfærd.

En ægte demokratisk retsstat må og skal kunne beskytte sine kvinder optimalt.

Anders Sørensen

@Chrisoffer Pedersen, så må vi vel først definere "vold". Hvis din kone/kæreste/whatever stikker dig en lille, ikke engang syngende, lussing, efter du har svinet ham/hende til verbalt - er vedkommende så den eneste skyldige?

Poul Solrart Sørensen

"kæmpe for den kærlighed, de har til et andet menneske." ....det lyder alså meget naivt på mig. Der skal to til kærlighed uanset om den ene har nok så meget overskud - et partner forhold er ikke et voksen/ barn forhold. Et Voksen/barn forhold skal man selvfølgelig kæmpe for og vise overskud i relation til, men når to voksne mennesker mødes, så er deres personlighed ofte mere eller mindre grundlagt de forgående 18-20 år.

Ole Brockdorff

”Så må vi vel først definere "vold". Hvis din kone/kæreste/whatever stikker dig en lille, ikke engang syngende, lussing, efter du har svinet ham/hende til verbalt – er vedkommende så den eneste skyldige?”, spørger Anders Sørensen i sin kommentar til Christoffer Pedersen.

Svaret må være et ubetinget ja.

Vold er vold, det er beskidt og kriminelt, hvad enten det udøves af mænd eller kvinder. Det er den person, der udøver volden, som alene har skylden. Aldrig ofret! Han eller hun er måske årsagen til volden på grund af en konfliktsituation, men kan aldrig være medskyldig i volden, blot fordi den anden part ikke længere kan eller vil argumentere verbalt, men i stedet ønsker at gøre modparten ondt gennem brugen af vold.

Og hvad med børn? Er de så også medskyldige i volden, når en tyrannisk og despotisk far banker dem sønder og sammen i hjemmet, fordi han er skruptosset over deres adfærd eller næsvise svar? De kunne jo bare makke ret – og gøre hvad far ønsker.

Men prøv det selv, Anders, prøv selv at blive gennemtæsket eller fysisk lemlæstet af et menneske du elsker, som pludselig reagerer med vold i stedet for verbale argumenter til at løse konflikterne i dagligdagen. Og kom så og fortæl hele verden, at det nu også nok var din egen skyld, for du kunne jo bare have ladet være med at svare ham eller hende kritisk igen.

Nej, sådan fungerer den demokratiske retsstat ikke for civiliserede mennesker.

Kim Houmøller, Søren Roepstorff og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

@Ole Brockdorff, jeg snakkede ikke om at blive gennemtæsket. Jeg snakkede om en lille lussing leveret til dig af din kæreste m/k.

Kan vold ikke være verbal? Kan man ikke gennemtæske mennesker, så de retfærdigt reagerer fysisk med en lillebitte lussing? Lad os sige, at man gennemtæsker sin partner m/k verbalt. Eller på anden vis, uden at det involverer decideret vold i gængs forstand. I årevis. Og partneren så, muligvis i mangel på evne til at give tilbage på anden vis, leverer en lille (meget lillebitte) lussing.

Hvem er så det største svin? Hvem skal dømmes hårdest i det civiliserede samfund?

Christoffer Pedersen

@Anders Sørensen
Ja en lille lussing er pr definition også vold. Jeg forstår godt hvad du mener. Men kig på alle de psykopater der undskylder sig med "jeg slog næste ikke" og "jeg blev provokeret"
Vold er lidt det samme som at være gravid; man kan ikke være "lidt" gravid.

Søren Maegaard

Den der udøver fysisk vold overfor sin partner er uden forbehold skyldig i et utilgiveligt overgreb, en uværdig og ussel person, som ikke fortjener respekt - ingen tvivl om det. Men jeg synes ikke, at man som voldsoffer kan fralægge sig ansvaret for sit eget ve og vel ved at henvise til, at den anden bærer hele ansvaret.
Du er ude af det voldelige forhold nu, godt gået. Men det var også din beslutning at blive så længe. Du kunne have valgt anderledes, ligesom du sikkert fremover ikke vil finde dig i fornedrende overgreb. Fortjenesten for kampen er din. Din hårdt oparbejdede styrke og selverkendelse har været dyrt betalt, men du er ikke længere et passivt offer, som har brug for en ondskabsfuld mandsling som undskyldning.

Mette Poulsen, ulrik mortensen, Rikke Nielsen, Birgitte Gøtzsche, Else Marie Arevad og mikkel schou anbefalede denne kommentar
Else Marie Arevad

Jo, vold kan også være verbal, og det er mange kvinder desværre rigtigt gode til.

Randi Christiansen, Kim Houmøller og Jan Weis anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Den endegyldige definitionsret har hverken ofre eller bødler. Og så må man forøvrigt ikke slå. Simple regler at overholde, i det mindste i teorien...men ak!

Carsten Mortensen, Søren Roepstorff og Marianne Bjerg anbefalede denne kommentar
Carsten Mortensen

Personligt har jeg da somme tider i mit liv skammet mig over noget jeg ikke så komme.
Og med nogle begreber er jeg da blevet klogere ☺

Morten Balling

@ Anders

"en lille, ikke engang syngende, lussing"

Du viser her eksemplarisk, og tydeligvis uden at vide det, hvor problemet ligger.

Der er en klokkeren forskel på enhver form for psykisk terror og fysisk vold. Basta! Hvor svært kan det være? Fysisk vold er forkert, med mindre du er et rovdyr, som prøver at skaffe føde.

Psykisk terror er også forkert, men det er noget andet end fysisk vold. Er man i tvivl, kan kan spørge sig selv, om man helst vil kaldes noget slemt, eller i stedet få en "en lille, ikke engang syngende, lussing".

Jeg tror de fleste mennesker har været så vrede at de har sagt eller gjort noget dumt i situationen. Pointen er at der findes bøjninger af ordet dumt, og vold er dummere.

Mads Jakobsen

"Hvis vi først begynder at konsekvensberegne, begynder vi at gå på kompromis med de værdier, de fleste af os helst ser som byggesten for det samfund, vi lever i, og som vi ønsker at se vores børn vokse op i."

Forkert. Konsekvensberegning ER en af samfundets byggesten.

Vi begår alle fejl. Somme tider kommer vi til at sidde fast i en fejl, og bliver ved med at gøre det samme i håb om... et eller andet.

Men hvis vi ikke må sige: "Du begik en fejl." Hvis vi ikke må tænke: "Jeg må holde op med at begå den her fejl." Så har vi et stort problem.

Især når fejlen er at vi tror at vores fjende er vores ven. For vores fjender har aldrig travlt med at få os til at holde op med at kludre i det, lige meget hvor meget vi føler at det burde være deres ansvar.

Anders Sørensen

@Morten Balling, jeg overvejede faktisk den af dig nævnte problemstilling: Hvad ville jeg helst; kaldes noget grimt eller modtage en lussing? Jeg tror faktisk, jeg helst ville modtage en lussing. Alt afhængig af, selvfølgelig, hvor personlig det verbale overgreb var, og hvor dybt det eventuelt stak. Plus alle mulige andre variabler.

Så nej, du sidder ikke inde med den gudgivne sandhed om, at psykisk terror er forkert, men fysisk vold endnu mere forkert.

Jeg vil godt lige understrege, at min agenda ikke er at legitimere fysisk vold, såfremt man kunne få den tanke. Jeg har det bare svært med indiskutable sandheder, medmindre disse er af en art, der decideret kan føres matematisk bevis for...

Janus Agerbo, Troels Brøgger, Morten Balling og Birgitte Gøtzsche anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

Et svært indlæg.

Et eller andet sted tænker jeg, at de fleste mennesker har været ramt af krænkelser fra andre mennesker et sted i deres liv. Dette behøver ikke nødvendigvis at handle om vold, men om andre krænkende og personligt overskridende handlinger. De fleste mennesker har handlet på disse krænkelser. F.eks. ved at droppe et forhold til den person, der har krænket dem, og hvor smertefuldt dette end har været, har det handlet om at tage ansvar for sig selv (eller sine børn).

Du har en anden tankegang end ovenstående; måske tror du, at du, hvis du elsker manden højt nok, kan elske krænkelserne væk, og måske er det præcis dét, der ligger i titlen, når "kvinder elsker for meget" - at du med din ensidige og grænseødelæggende kærlighed kan redde manden, og når han så alligevel krænker dig, er det fordi du ikke har elsket højt nok. Ja, jeg forstår det ikke, og i min manglende forståelse ligger nok et gran af ærgelse over, at du lod dig krænke. Og især at din omgangskreds lod dig krænke.

Jo, du er et offer - på mange måder - og jeg håber du søger hjælp herfor. Og din tidligere mand er kriminel - ingen tvivl om det. Der er ingen tvivl om rollefordelingen her. Men jeres sygelige forhold har formentlig eskaleret rollefordelingen mere og mere - du er over tid blevet mere og mere offer, og han er over tid blevet mere og mere kriminel. Og at dét fik lov til at ske, kommer jeg aldrig til at forstå.

Nu er det fortid og du skal videre, og jeg håber alt det bedste for dig - især at du ikke kommer i samme situation igen en anden gang. Pas på dig selv!

Birgitte Gøtzsche

Den der udøver volden (fysisk såvel som psykisk - og jeg tenderer til at mene at psykisk vold er lige så ødelæggende som fysisk) er DEN SKYLDIGE - ingen tvivl om det. Og offeret skal ikke føle skyld.
Men ude at påtage sig sin egen del - ikke af skylden, men af ansvaret for at befinde sig i den situation hvor man bliver udsat for vold - er det svært at komme videre. Man kan ikke leve et fuldgyldigt liv hvis man oplever sig som 100% offer - så er man jo ikke herre i eget liv, men totalt magtesløs.
Éns egen del kan i princippet rangere fra 1 til 99%, men uanset hvor lille den er er det vigtigt at stå ved den. Derfor kan spørgsmålet "Hvorfor gik du ikke noget før?" faktisk være relevant, fordi det kan hjælpe én til afklaring af hvorfor man blev så længe. Et svar kunne være "Fordi jeg helst ville blive ved at tro på at min kærlighed kunne ændre ham!" Et andet svar, fra en anden kvinde, kunne være "Fordi jeg ikke havde mod til at være alene!" Et tredje svar måske "Han fik mig til at føle mig elsket når han bad om tilgivelse!" I alle tre tilfælde har kvinden valgt at blive. Måske ikke altid aktivt og bevidst, men hun har valgt. Når hun langt om længe er gået kan hun lykønske sig selv med at hun nu har truffet et andet valg. Og hun kan vælge at hun ikke igen vil bringe sig i en lignende situation. Og dermed undgå den følelse af magtesløshed som er ødelæggende for et menneske. Og det er IKKE det samme som at påtage sig skylden. Der er nemlig pokkers til forskel på, på den ene side at slå sig selv i hovedet med at man selv er skyldig/medskyldig (i logikken "Hvad er jeg dog for et menneske at jeg får en anden til at behandle mig sådan?"), og på den anden side at sige "Ja, jeg traf et dårligt valg, og udsatte dermed mig selv for noget jeg ikke skulle have udsat mig for. Det vil jeg ikke gøre igen".
Selvfølgelig er der ting man som menneske kan blive udsat for, som man er helt uden andel i. De er som regel ret svære (dog ikke umulige) at komme videre fra. Hvor man derimod kan tage sin egen del af ansvaret - fx for at bringe sig i, eller undlade at forlade, en situation hvor man kan blive udsat for overgreb (eller evt. blot dårlig behandling) - er det mindre problematisk at rejse sig og gå videre i livet.
Det er nærmest styrkende og rensende.

Janus Agerbo, Troels Brøgger, Torsten Jacobsen og Frank Hansen anbefalede denne kommentar
Frank Hansen

Jeg synes at indlægget er for politisk korrekt til at kunne bruges til noget. Det er naturligvis helt uantageligt og kriminelt at kaste kogende vand efter en anden person. Det er imidlertid det eneste eksempel vi præsenteres for. Var alle tidligere eksempler på partnervold også noget med kogende vand, eller var der en eskalation i brugen af midler?

Indlægget søger at gøre vold og tvang af enhver form til noget ekstraordinært, når det i realiteten hører med til definitionen af at være menneske. Menneskehedens historie er voldens historie. Så langt vi kan se tilbage, historisk eller arkæologisk, har mennesket søgt at løse konflikter med vold. Små børn i vuggestuen bruger fysisk magt til tage det mest attraktive legetøj eller forhindre andre i at bevæge sig derhen, hvor de ønsker. De slår og bider endda nogle gange hinanden. Vold kan i høj grad gradbøjes. Det er ikke en absolut størrelse. På samme måde virker det naivt at stille kærligheden op på en piedestal som noget helt enestående, der kan bruges som undskyldning for ikke rationelt at kunne vurdere en situation eller udvikling.

Mette Poulsen, uffe hellum, Troels Brøgger, Mads Jakobsen og Anders Dahl anbefalede denne kommentar
kjeld hougaard

evig elskov?
Yet each man kills the thing he loves
By each let this be heard,
Some do it with a bitter look,
Some with a flattering word,
The coward does it with a kiss,
The brave man with a sword!

Some kill their love when they are young,
And some when they are old;
Some strangle with the hands of Lust,
Some with the hands of Gold:
The kindest use a knife, because
The dead so soon grow cold.

Some love too little, some too long,
Some sell, and others buy;
Some do the deed with many tears,
And some without a sigh:
For each man kills the thing he loves,
Yet each man does not die.

Mette Poulsen

Hanne Marie le Fevre (og andre) er selvfølgelig ikke ansvarlig for en anden persons handlinger - man er kun ansvarlig for egne. Det giver vel lidt sig selv?
Når der spørges ind til en episode, så er det ikke det samme som at der placeres skyld. Det er en udvidelse af historien at spørge til, hvad der egentligt skete, for at kunne forstå det bedre. Og ja, nogle gange så spiller man selv en aktiv rolle i det, som går dårligt i ens liv. Også når det dårlige gøres af andre.

Randi Christiansen

Ord kan også slå - hvilket ikke berettiger fysisk vold men kan udløse den.

Strukturel vold legitimeres af magten og giver afledte effekter af voldsudøvelse. Freds-og konfliktforskning er underprioriteret, og våbenmagt oprustes. Kender vi voldens udspring? Det sørgelige faktum er, at voldsudøveren også er offer.

Og hvis man elsker et menneske, der er voldelig over for en, hvad er man så? Et menneske, som ser mennesket bag voldsfacaden? Ligesom at elske enhver anden misbruger eller afsporet person - der er stadig elskværdige kvaliteter ved det menneske, som den elskende håber så inderligt på at fremelske og nyde godt af, at den elskende er parat til at ofre sig selv i forsøget. En klassisk historie. Som der altid findes en forklaring på i historikkerne.

Og hvis vi er vågne og stærke, kan vi blive klogere og sundere og overleve.