Kommentar

Et voldtægtstraume er en instinktiv reaktion, ikke et kulturprodukt

Langt de fleste voldtægtsofre døjer med traumer i årevis efter forbrydelsen. Reaktionerne er instinktive og kan ikke forklares som produkter af kulturelle krav om, at mennesker skal være traumatiserede af voldtægt. Derfor rammer Mithu Sanyals forsøg på at gøre op med traumekulturen ved siden af
24. juni 2017

Mithu Sanyals bog Voldtægt – Aspekter af en forbrydelse inviterer til nogle bemærkninger, der har udgangspunkt i den psykologiske forskning i voldtægt. Det virker, som om Sanyal ikke kender til det område, og derfor rammer hendes bog i min optik ved siden af. Især hendes forsøg på at gøre op med forventningen om, at voldtægtsofre er traumatiserede, er problematisk.

Vi er alle sammen forskellige, og voldtægtssituationerne har været forskellige, så derfor er følgevirkninger også forskellige. Omkring en tredjedel af dem, der søger hjælp, kommer sig hurtigt ved hjælp af nogle ganske få samtaler. En endnu mindre gruppe oplever voldtægten som noget, der sætter en positiv udvikling i gang i deres liv.

En stor gruppe, op imod halvdelen, har ret store problemer i årevis; de udvikler ptsd, angst, depression, får psykosomatiske symptomer, selvværdsproblemer, problemer med at stole på mænd og seksuelle problemer.

I vores kulturs vugge blev ideen om den ærbare kvinde født. At det var hende, som manden kunne berøve en essens ved at tiltvinge sig adgang til hendes skød. Havde hun ingen ære, kunne hun derfor slet ikke voldtages
Læs også

I undersøgelser, hvor vi kontrollerer for voldtægtsofrenes tidligere psykiske problemer, har vi fundet en ti gange større risiko for at blive psykotisk og en seks gange større risiko for at få en angstdiagnose efter voldtægten. Vi ved også, at den gruppe kvinder, som har psykiske og sociale vanskeligheder før voldtægten, har svært ved at få hjælp til traumebearbejdningen i det etablerede system.

Det væsentligste at vide er, at de umiddelbare reaktioner i forbindelse med voldtægt er instinktive, og derfor umiddelbart unddrager sig den almindelige, sunde fornuft med hensyn til, hvad der ville være godt at gøre.

Handler pr. instinkt

Hvis en kvinde instinktivt vurderer, at hun skal gøre modstand, er det sådan, det er. Forskningen viser, at det betyder færre gennemførte voldtægter, men også flere fysiske skader. Hvis en kvinde instinktivt vurderer, at det kan koste hende livet og overvældes af så meget frygt, at hun stivner (tonisk immobilitet), risikerer hun at blive beskyldt for passivitet og måske accept af voldtægten.

Andre kvinder igen kan instinktivt vælge at gøre sig til venner med deres gerningsmand. Det kan være en overlevelsesstrategi, som minder om Stockholmsyndromet.

At inddrage Natascha Kampusch som eksempel på et voldtægtsoffer og bruge hendes manglende lyst til at tale om, hvad hun er blevet udsat for, og hvad hun har gjort sammen med sin gerningsmand, synes jeg, er en stor misforståelse.

Hun er ikke primært et voldtægtsoffer; hun er et menneske, der som barn blev indespærret og afskåret fra andre i otte år, fra hun var 10 år gammel. Kidnapningen og indespærringen er det primære traume: at blive revet ud af sit barneliv og lukket inde i et lille rum i med en fremmed mand som eneste kontakt i mange af de år, hvor der foregår en kæmpe udvikling i menneskelivet.

Det er en overlevelsesstrategi, at hun for at redde sin psykiske integritet og undgå en dyb depression eller en psykose har måttet prøve at udvikle et forhold til ham på hans betingelser. Når nogle synes, at det forhold er vældig interessant og vil have detaljet information, krænker de hende og gør sig skyldige i sekundær offergørelse.

Ikke meget hjælp fra Sanyal

Allerede før Susan Brownmiller skrev sin bog Against Our Will: Men, Women, and Rape i 1975 var det første voldtægtscenter i Boston blevet oprettet, og Ann Burgess og Linda Holmstrom havde beskrevet ’the rape trauma syndrom’.

De indsnævrede ikke manøvrerummet for, hvordan voldtagne kan reagere; de gjorde det større; de hjalp voldtægtsofre, gjorde dem synlige ved at beskrive de mange problemer, de havde. Det førte til, at mange valgte at engagere sig og skabe tilsvarende centre – og senere hen kvindekrisecentre.

De to mødtes, og den unge mand fortalte Marie Bruvik Heinskou om den nat, han begik et overgreb
Læs også

Vi er kommet langt med hensyn til at forstå og hjælpe voldtægtsofre. Der er lavet centre i hele landet; faggrupper samarbejder om at yde hjælpen ét sted; politifolk oplæres i, hvordan de skal afhøre skånsomt og understøttende. Krænkelser i forbindelse med at anmelde og blive undersøgt af retsmedicinere er sjældne og påtales internt som et betydeligt problem, når det en gang imellem sker.

»Vi skal ikke gøre vores liv til et bevis for uretfærdigheden (voldtægten),« skriver Sanyal og taler om, at det nærmer sig »feministisk forræderi«, hvis nogle klarer sig igennem en voldtægt uden særlige mén. Nej, det er det ikke – det er da kun dejligt, at nogle kommer lettere over det. Andre, de fleste ofre, har brug for en del eller meget hjælp for at lægge en voldtægt bag sig, og de betaler en høj pris, fysisk, psykisk og socialt.

Det er svært som behandler at sige, at folk selv vælger deres forløb, deres skæbne. I en eksistentiel forstand er det rigtigt, men de, der har det meget svært, har ikke tilstrækkelige ressourcer til selv at lægge det bag sig. Og de får ikke meget hjælp i Sanyals bog.

Ask Elklit er professor i klinisk psykologi, SDU, Center for Psykotraumatologi

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lis Kyllikki Turunen Pedersen

Det er sjovt som man kan læse en bog så forskelligt.... jeg er ½ gammel kone, der tilbage i 1974 oplevede en meget brutal og voldelig voldtægt, Så jeg er en af dem der i følge professoren, ikke får megen hjælp af bogen VOLDTÆGT, aspekter af en forbrydelse. Jeg er ikke færdig med læsningen, vil dog gerne allerede nu sige, at bogen forløbig ( udover at den er spændende og interessant læsning fuld af forstandige påpegninger af voldtægtens historik ) er en stor hjælp. Det er nu ikke mit ærrinde ( jeg opsøger professionel hjælp, hvis det er påkrævet ), det som støder mig er, at den kloge mand syntes at antage, at bogen er skrevet for at vi -- der har voldtægt som en del af "livsbagagen" - skal blive klogere/ hjælpes. Jeg er så naiv ( måske håbefuld ), at antage, at den er skrevet til os ALLE..... mine instinktive ( uhensigtsmæssige? ) reaktioner optår ikke udafdenblå luft, og jeg bor ikke på en øde ø....i grunden troede jeg, at det var voldtægtskulturen ( og ikke det individuelle traume ) Mithu M. Sanyals ville gøre op med. ØV.... og 100.000 gange flere øv`er..

Lise Lotte Rahbek og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Jeg mener bogen forsøger at gøre op med offerliggørelsen, ikke nedtone traumerne.
Vi glemmer måske også at drenge og mænd også bliver voldtagede af andre mænd, fordi voldtægt i bund og grund handler om magt i en magtkultur. Voldtægten er en manifestation af overherredømme.