Læsetid 4 min.

Vores ledere har mistet realitetssansen – præcis som bankerne gjorde

Hvis de politiske klasser ikke indser, hvor alvorlig en økonomisk blindgyde, vi befinder os i, kommer vi aldrig ud af krisen. Desværre tyder alt på, at deres fatteevne er nærmest ikkeeksisterende. De nægter at se katastrofen i øjnene, selv om den foregår lige uden for deres vinduer
Theresa May er en vinder, Corbyn en født taber. Tory-manifestet får topkarakterer, og Labours forslag affærdiges som kommunisme. May udskriver valg med det ene formål at give sig selv en jordskredssejr - men fejler på pinagtig vis.

Theresa May er en vinder, Corbyn en født taber. Tory-manifestet får topkarakterer, og Labours forslag affærdiges som kommunisme. May udskriver valg med det ene formål at give sig selv en jordskredssejr - men fejler på pinagtig vis.

Pete Maclaine
19. juni 2017

Selv da bankfolkenes verden styrtede i grus, nægtede de stædigt at se realiteterne i øjnene. Da Wall Street i 2007 var på randen af et kollaps, finanssektoren ikke selv havde forudset, stod Goldman Sachs over for valget mellem at give deres økonomimodeller eller virkeligheden skylden. Goldman-cheferne skød skylden på virkeligheden.

Resten er historie, og den kender I, for I og jeg betaler stadig for den. Historien om, hvordan bankerne gik ned, hvordan verdensøkonomien kollapsede, og mange af os blev fattigere. Hvordan finansfolkene, mainstreamøkonomerne og lovgiverne havde så lidt føling med realiteterne, at de blev ved med at forsikre os om, at en sådan katastrofe var umulig – selv da den stod i fuldt flor.

Deres ry blev aldrig genoprettet.

Som økonomisk journalist vender jeg mig mod den politiske verden og ser det samme forløb gentage sig. Brexit, Donald Trump, Jeremy Corbyn: Igen og igen viser den politiske klasse sig ude af stand til at forstå den verden, de skal forestille at regere, regulere og analysere. Tillad mig at tale lige ud af posen: Vores politiske krise er også vores politiske klasses krise. Og jeg tvivler på, at de er i stand til at overvinde den.

En højtstående EU-embedsmand husker f.eks., hvordan David Cameron spankulerede rundt på et G20-topmøde og pralede til de andre verdensledere op til EU-afstemningen: »Vi kommer til at vinde. Måske 70-30.« Så taber han 48-52 og forlader posten. Theresa May udskriver valg med det ene formål at give sig selv en jordskredssejr og fejler på pinagtig vis.

På medierne og i tænketankene tager den politiske klasses tro væbnere lige så grueligt fejl. Omfanget af rygklapperi og selvtilfredshed er lige så forbløffende, som det er malplaceret. May er en vinder, Corbyn en født taber. Tory-manifestet får topkarakterer, og Labours forslag affærdiges som kommunisme. Lige indtil vælgerne, tåbelige som de er, viser sig at være ganske lune på ideen om ikke at blive snydt af folk som Richard Branson.

Denne gang er det de unges skyld. Og de hedninge, som har formuleret Labours manifest, beskyldes for at være en samling trotskister, selv om nogle af dem knap nok var født, dengang Berlinmuren stadig stod.

Midt i en af Storbritanniens største politiske kriser siden krigen indgår May en hemmelig aftale med kreationisterne i Democratic Unionist party – men selv ikke den sætter hende i stand til at indlede Brexitforhandlingerne til tiden. Toryerne er i regering, men regerer ikke. Og stadig lyder det: Passér gaden, her er ikke noget at komme efter.

Manglende fatteevne

Der var ganske vist mange, som tvivlede på, at Labour ville kunne gennemføre den dramatiske forandring, de lovede. Problemet for mainstreampolitikerne og deres klakører var, at de ikke mente, at den forandring overhovedet burde finde sted. I deres verden er enhver politik, som afviger det mindste fra status quo, det rene idioti. Enhver, der tillader sig at sætte spørgsmålstegn ved et økonomisk system, hvor de fattige finansierer de rige, affærdiges uden videre.

Det grundlæggende problem er ikke den manglende evne til at spå om fremtiden. Det er den manglende fatteevne. Især evnen til at fatte, hvor meget Storbritannien har forandret sig siden finanskrisen.

Det var symptomatisk, at alle de politiske tv-programmer talte stolpe op og stolpe ned om, at det her var et Brexit-valg, hvorpå det viste sig, at Brexit aldrig blev et tema. Begge partier accepterede simpelthen Brexit som et faktum og parkerede emnet.

Alle i Labours ledelse vil kunne berette, at det var antinedskæringspolitikken, der gav dem vælgernes gunst. Udmarvede offentlige budgetter, faldende levestandard, en »national« genopretning, der stort set kun kan mærkes i London: Det er alt samme temaer, som sjældent finder vej ind i den politiske debat, men som former vores politiske virkelighed.

Uberisering

Jeg har selv haft lejlighed til at se denne virkelighed i det afindustrialiserede ydre London. The Resolution Foundation beskriver den aktuelle situation som den værste lønnedgang i 200 år, og hvad taler den politiske klasse om? Hvorvidt Philip Hammond kan fortsætte som finansminister.

Klakørerne taler løs om, hvor afgørende ungdommen var i dette valg – men overser, at siden finanskrisen er alder nærmest blevet synonym med klasse. At være ung og nyuddannet er at være lænket til gæld, tvunget til at flytte til en større by, trælle i ulønnede praktikstillinger, skaffe midlertidige kontrakter og ikke turde håbe på nogensinde at kunne købe fast ejendom eller gå på pension, før de er på den anden side af 70.

Lidt længere oppe i det demografiske hierarki kan man endog se universitetsforskere midt i deres karriereforløb, hvis job er blevet uberiseret.

Stort set ingen af disse temaer bliver diskuteret af vores politiske klasse. Og endnu mindre bliver der tænkt i løsninger. Men en konsekvens af både Brexit og valget i torsdags er, at den politiske klasse, som hidtil har dikteret ’fortællingen’ og sat dagsordenen, er ved at miste grebet om magten.

© The Guardian og Information. Oversat af Nina Trige Andersen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Per Jongberg
    Per Jongberg
  • Brugerbillede for Sup Aya  Laya
    Sup Aya Laya
  • Brugerbillede for Nille Torsen
    Nille Torsen
  • Brugerbillede for Ejvind Larsen
    Ejvind Larsen
  • Brugerbillede for Bjarne Andersen
    Bjarne Andersen
  • Brugerbillede for Tue Romanow
    Tue Romanow
  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
  • Brugerbillede for Flemming Berger
    Flemming Berger
  • Brugerbillede for Alvin Jensen
    Alvin Jensen
  • Brugerbillede for Ole Henriksen
    Ole Henriksen
  • Brugerbillede for Ib Christensen
    Ib Christensen
  • Brugerbillede for Anders Graae
    Anders Graae
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for Steen Sohn
    Steen Sohn
  • Brugerbillede for Torben K L  Jensen
    Torben K L Jensen
  • Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
    Michael Kongstad Nielsen
  • Brugerbillede for Ole Christiansen
    Ole Christiansen
  • Brugerbillede for Espen Bøgh
    Espen Bøgh
  • Brugerbillede for Henning Kjær
    Henning Kjær
  • Brugerbillede for Margit Tang
    Margit Tang
  • Brugerbillede for jørgen djørup
    jørgen djørup
  • Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
    Eva Schwanenflügel
  • Brugerbillede for Erik Feenstra
    Erik Feenstra
Per Jongberg, Sup Aya Laya, Nille Torsen, Ejvind Larsen, Bjarne Andersen, Tue Romanow, David Zennaro, Flemming Berger, Alvin Jensen, Ole Henriksen, Ib Christensen, Anders Graae, Niels Nielsen, Steen Sohn, Torben K L Jensen, Michael Kongstad Nielsen, Ole Christiansen, Espen Bøgh, Henning Kjær, Margit Tang, jørgen djørup, Eva Schwanenflügel og Erik Feenstra anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Det er måske noget med, at private betaler for universitetsforskeres arbejde, som var en køretur.
Hele afsnittet kan dog vist ikke ret godt sammenlignes med danske forhold.

Brugerbillede for Peter Sterling
Peter Sterling

Danmark sætter i disse tider økonomiske barrierer op og bygger mure. På Bornholm er der en mur af lobbyister, spindoktorer og politiske manipulatorer som kæmper for at dominere mediebilledet. Priserne for indkvartering er så høje at det ikke længere kan kaldes et folkemøde.

I samrådet omkring Støjbergs lovbrud var der bygget en mur af venstre folk. I et andet samråd var der to ministre som brugte 80 % af den samlede tid til at oplæse spind for regeringens politik, dem som indkaldte til samrådet havde knapt tid til at stille spørgsmålene.

Regeringen har travlt med at skabe et billede af at det går godt i Danmark, de nægter stædigt at se realiteterne i øjnene; venstre er i regering, men regerer ikke. Vi er på vej mod den næste boligboble, boligpriserne i storbyerne buldrer derudaf, mens resten af landet er stagneret. Priserne på det samme type hus kan være en til ti, så skæv vredet er Danmark blevet.

De unge som er tvunget til at flytte til en større by har ingen muligheder for at købe et hus i f.eks. hovedstaden. Der bliver billedet talt sat pigtrådshegn op imellem det gamle og de nye, enhver kan se resultatet hvis de bare åbner øjnene.

Vi kan ikke overlade opgaven med at genoprette Skat til de samme politikere som bevidst nedbrød det. Kommunerne oplever faldende budgetter til alt flere opgaver, faldende levestandarder til de fattigste, og en national genopretning, der stort set kun kan mærkes i storbyerne. Fattigdomstemaet finder sjældent vej ind i den politiske debat, og endnu sjældnere ud i medierne.

Flygtningekrisen på nu 65 millioner mennesker, fattigdommen med den værste humanitære krise i nyere tid bl.a. i Yemen, og Danmark er nu i krig på femtende år. Stort set ingen af disse temaer bliver diskuteret af vores politiske klasse, og endnu mindre bliver der tænkt i løsninger. De politikere som hidtil har dikteret fortællingen og sat dagsordenen, er ved at miste grebet om virkeligheden.

Danmark trænger til at der bliver skiftet kraftigt ud i folketinget. Der skal en ny politik og nye politikere til den forandrede verden vi befinder os i. I Frankrig ryddede vælgerne hele bulen, hvilket herhjemme er eneste mulighed, hvis tilliden til systemet skal genoprettes. En antinedskæringspolitik er alt afgørende, over en million mennesker bliver fattigere år for år, fordi politikerne har bestemt at overførselsindkomsterne ikke må følge reallønnen, hvilket bevirker årlige nedskæringer.

Allan Stampe Kristiansen, Bjarne Andersen, Tue Romanow, Espen Bøgh, Flemming Berger, Carsten Svendsen, Alvin Jensen, Egon Stich, Per Torbensen, Noah Möller-Rasmussen, Lise Lotte Rahbek, Ib Christensen, Ole Christiansen, Niels Nielsen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Poul Solrart Sørensen
Poul Solrart Sørensen

Det er ingen nyhed at Christiansborg lever i en Christiansborg boble... hvem er artiklen beregenet på!!!!

.... det er det jeg ville have skrevet, hvis ikke jeg var 100% sikker på; at fra og med SF, så er politikerne mere eller mindre polititske lakajer for den ene 1% millardærere....

Tue Romanow, Alvin Jensen, Ib Christensen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Poul Solrart Sørensen
Poul Solrart Sørensen

... folk der nægter at se noget i øjnene gør det altid fordi de har en skjult dagsorden... en lakaj dagsorden.

Brugerbillede for Steen Sohn

Glimrende artikel med gode iagttagelser.
- "Problemet for mainstreampolitikerne og deres klakører var, at de ikke mente, at den forandring overhovedet burde finde sted.
I deres verden er enhver politik, som afviger det mindste fra status quo, det rene idioti."

Nille Torsen, Bjarne Andersen, Tue Romanow, Alvin Jensen, Poul Solrart Sørensen, Lise Lotte Rahbek og Ole Christiansen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sus johnsen

Det som jeg forleden læste(eller hørte?) om det franske valg, er også gældende for Danmark.

Flere politikere arbejder ikke med politik for at gavne danskerne, men bruger politiske stillinger til at fremme deres egen personlige karriere.

Espen Bøgh, Alvin Jensen, Egon Stich og Poul Solrart Sørensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Morten Hansen
Morten Hansen

@Ole Christiansen:

Det som jeg vil gætte på, at Aditya Chakrabortty sigter til med ordet "uberiseret" er det, der på engelsk kaldes "the gig economy", eller hvad vi lidt frit kan oversætte til det (post?)moderne daglejersamfund. Her er alle kun hyret ind til denne eller hin kortvarige opgave og må så håbe på, at der dukker en ny opgave (og dermed kontrakt eller snarere projektansættelse) op og ellers er det ud af vagten. Og ja, det er også blevet mere og mere udbredt på de britiske universiteter, hvor der nu som en selvfølge hyres folk ind til bare at køre et enkelt kursus - og det er ikke som tidligere kun noget man bruger til at dække et enkelt "hjørne" eller to.

Det er dermed et andet ord for det, der også er blevet døbt "prekariatet", hvor det nye ved fænomenet er, at også dem med høj uddannelse og timeløn nu også i stigende grad oplever (ufrivillige) korttids- og projektansættelser. Dermed er det evige omkvæd om, at mere uddannelse nok skal sikre os, også en sandhed med modifikationer, hvis ellers ens ønske om sikkerhed også omfatter en vis grad af jobsikkerhed.

Ikke overraskende har også "prekariatiseringen" af arbejdsmarkedet sine klakører. Dels er der arbejdsgiverne, der kan se fordele i både fleksibilitet og ikke mindst pressionsmidler over for lønmodtagerne (der jo næppe vil stå lige så fast på deres krav, hvis de konstant har en slet skjult trussel om manglende kontraktforlængelse hængende over hovedet). Dels er der dem, der selv lever rigtigt godt af konsulent- og freelancearbejde og naivt tror at arbejdsmarkedet vil efterligne denne priviligerede model. Hertil kommer de mere kunstneriske/"kreative" typer, for hvem denne form for arbejde er et vilkår og en livsstil og derfor, ligesom konsulenterne, gerne peger fingre af dem, der "naivt" forfægter den tryghed, som et fast job giver, som en "gammeldags" "lønmodtagermentalitet", og som noget der naturligt bør og vil forsvinde sammen med industrisamfund og drejeskivetelefoner af bakelit. Disse to grupper af hhv. konsulenter og "kreative" bliver typisk bakket op af hhv. de politikere, der har har valgt mental kapitulation som kustoder for "nødvendighedens politik" og så de "kreative" politikere, der i en uhellig alliance med diverse ultraliberale grupper, såsom teknofetishisterne à la Silicon Valley, vil indføre basisindkomst, fordi de forventer, at det vil sætte den jævne borger fri til at "kreere".

Mit bud er derimod, at en basisindkomstmodel meget hurtigt vil blive til et statssubsidie, betalt hovedsageligt af de mange lønmodtagere, til at holde lønnen nede og dermed reelt statsstøtte til virksomhedernes ejere (dem man nærmest er holdt op med at kalde kapitalister...). Denne vurdering baserer jeg på nuværende tendenser, hvor eks. Walmart allerede idag udnytter det det amerikanske velfærdssystem til at betale for sygesikring etc., så virksomheden kan betale sine ansatte en slik, lade staten feje op og pumpe sine gigantiske overskud over til aktionærerne, herunder ikke mindst Walton-familiedynastiet. Hertil kommer, at det vil blive langt nemmere at plædere for at først fjerne en række andre velfærdsydelser (såsom gratis adgang til sundhed) med argumenter om, at det kan folk da bare forsikre sig imod, og også et konstant pres for at sænke basisindkomstsatsen med akkurat de samme argumenter, der idag bruges ift. de nuværende overførselsindkomster ("De kan bare tage sig sammen", "Det skal kunne betale sig at arbejde", "Vi skal ikke parkere folk" osv., ja, vi kender alle sammen remsen). Derfor ser jeg absolut ikke basisindkomst som en særlig sandsynlig modvægt til den stigende ulighed, måske endda snarere tværtimod.

Allan Stampe Kristiansen, Morten Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Tue Romanow, Flemming Berger, Carsten Svendsen, Hans Bruun Jensen, Niels Nielsen, Alvin Jensen, Lise Lotte Rahbek, Ole Christiansen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Poul Solrart Sørensen
Poul Solrart Sørensen

Der er sider af den kapitalistiske økonomi, der er direkte frastødende, men vi finder oftes andre mere pæne ord for det frastødende eller det pakkes ind i teorier, hvor det der er frastødende ikke virker som grådighed, arogance og samvittigsløshed - vi mangler en avis, der tør bruge ordene og som ikke bare bruger de ord, som en øjntjener og lakaj vil bruge.
- Der er ikke noget at sige til, at vores samfund ikke ændre sig - der er jo ikke nogen der vil tage bladet fra munden og i talesætte ændringer af samfundet - vi har jo det bedste samfund i verden.... næsten alle synger med på socialdemokratiets og DF's omkvæd om at "alt skal være godt for rige mennesker, så har fattige mennesker de bedste muligheder".... hvor er de to partier dog frastødende i deres endimensionale tankegang.... det gjore slet ikke ondt at sige det.

Brugerbillede for Espen Bøgh

@ Peter Sterling

"Danmark trænger til at der bliver skiftet kraftigt ud i folketinget."

Det er nok ikke kun i Danmark der er dette behov, for politikerleden findes nærmest overalt i Europa i disse tider.

Frankrig valg af præsident og nu også til de 2 kamre i fransk politik, - ser vi strømpilen i vælgerdeltagelsen, der er ekstrem lav, som en del af modstanden mod "the political establishment"!

Det var så udkommet af hele processen, men vi må ikke glemme forhistorien til det, for den er sandelig meget interessant.

I første valgrunde til fransk præsident var stemmedeltagelsen også lav ligesom splittelsen var tydelig, og vi så Macrons "nye parti"(en marche / revolution) godt nok vandt, men også at Marine Le Penn kom ind på en sikker 2. plads.

I anden runde til præsidentposten, valgte såvel som fravalgte franskmændene og kvinderne Macron og Marine Le Penn med klart flertal, men stadig med en meget stor andel sofavælgere.

Valgdeltagelsen blev ikke meget bedre i såvel 1. som 2. valgrunde til nationalforsamlingen og dens 2 kamre, - her røg stemmeprocenten næsten ned under 50 %, og viser politikerleden hænger folk langt ud af halsen!

Det nye franske parlament består hovedsageligt af helt uprøvede personer på den politiske scene for manges vedkommende, - måske vil de blot have eller være en del af verdensberømmelsens sekund på TV og i medierne iblandet troen på deres evner rækker til opgaven.

Måske er det bare Tordenskjolds soldater vi kommer til at se i parlamentet, - dem der gerne vil det så godt, og selv tror på det og kun det, men ellers blot sidder der indtil videre, og imens går tiden da med det.

Troen på at gøre noget godt er bare ikke nok, for taburetten skal udfyldes med noget som kan give vælgerne troen, tilliden og troværdiheden tilbage på det politiske system, - men kan de levere varen?

- Jovist er det et storslået eksperiment i Frankrig, men hvad bliver resultatet?

- Vi skal huske på historien om Frankrig i den forbindelse tilvalget af Macron har været "fravalg på fravalg", og ikke mindst "sofavælgernes fravalg", hvis andel er øget undervejs.

Brugerbillede for Henrik holm hansen
Henrik holm hansen

Selv erkendelse er svær men befriende og det giver mulighed for at tænke konstruktivt og nyt men for magthaverne er det aldeles umuligt !!!!!!!!!!!!!

Brugerbillede for Robert  Kroll
Robert Kroll

Problemet er vist ikke ”bare” , at eliten ikke har fulgt med den politiske og økonomiske virkelighed , og at ”folket” har følt sig overset.

Problemet bunder vel i , at der er nogle basale forskelle på dagens virkelighed og virkeligheden fra ”de gode gamle dage” , og at disse forskelles betydning ikke er gennemtænkte.

F eks var rigdom i gamle dage synonymt med ejerskab af materielle aktiver så som jord, bygninger, fabrikker o l.

I dag er rigdom også at råde over ikke-materielle aktiver – f eks består Facebooks værdi ikke i ejerskab af en masse fast ejendom, og Microsofts værdi er funderet i rådighed over software og den professionelle fodboldspillerens værdi bygger på et godt bentøj og sans for spillet - der er mange andre gode eksempler på ikke-materielt baseret rigdom og formuedannelse (kunstneriske rettigheder, patenter, copyrights o s v).

Den ikke-materielt baserede rigdom er vist i vidt omfang medvirkende til den større ulighed, og der er vist ingen , der endnu har undersøgt udviklingen i ”traditionelle” formuedannelser sammenlignet med de ”nye” ikke-materielt baserede formuedannelser.

I gamle dage var aviser kernen i nyhedsformidlingen og debatten – i dag er de trykte aviser på vej ned ad bakke , og debatten sker på internettet , hvor alle med en PC’er/mobiltelefon kan deltage direkte.

Så måske skal vi gentænke vores demokratiske set-up med parlamenter/folkevalgte/valgperioder/forfatninger o s v og udnytte digitaliseringens muligheder for at gøre demokratiet mere direkte i forhold til den enkelte ?

Brugerbillede for Poul Solrart Sørensen
Poul Solrart Sørensen

Jeg foreslår at folketinget kommer til at bestå udelukkende af Hækkerupper og Elleman Jensner.... hvorfor ikke nøjes med to familier til at servicere plutokratiet... det er sikkert godt for de rige og hvis det er godt for de rige, så er det jo også godt arbejdspladser og dermed godt for de fattige.... (ironisk)