Klumme

Jeg er vred over, at de brændte alle heksene

Kvinder, der giver udtryk for deres vrede, bliver latterliggjort, stemplet som utroværdige, kaldt skingre. De får at vide, at de skal skrue ned for ambitionerne, at deres vrede er irrelevant eller illegitim
Debat
13. juni 2017

Jeg har været så bange for vreden. Jeg har betragtet vreden som en eksplosion, vreden og raseriet som ét. Vreden som det ukontrollable, tabet af styring, Vreden som kaos. Jeg ved ikke, hvorfor vreden har været så farlig.

Jeg skriver om det, som om det er fortid. Det er det ikke. Jeg er stadig bange for den. At være bange for den betyder ikke, at jeg kan kontrollere eller undertrykke den. Tværtimod.

Vrede er vel altid en slags trussel mod det bestående. Men jeg har en fornemmelse af, at kvinders vrede opleves som farlig på en anden måde. Som subversiv. Som om vi risikerer, at verden styrter i grus, hvis kvinder lader deres vrede få frit løb.

Hvorfor denne fornemmelse af, at kvinders vrede truer vores eksistens? Hvad er det, der er så skræmmende ved den? Jeg forstår det ikke. Jeg kender bare følelsen. Kaos, der lurer.

Kvinders vrede dysses ned, negligeres, latterliggøres, affærdiges. Pigers vrede har ingen plads.

Eller hvad? Jeg kender flere mænd, der mener, at kvinders vrede fylder rigeligt, i hvert fald i de tætte relationer. Men kvinder i den offentlige debat. Deres vrede møder stor modstand. Kvinder, der protesterer over sexchikane, bliver latterliggjort.

Karina Pedersen, der var vred på sin mor, underklassen og Velfærdsdanmark, blev stemplet som upålidelig. Kvinder, der hæver stemmen i debatprogrammer, bliver kaldt skingre. Kvinder, der kritiserer familiernes vilkår, får at vide af den mandlige ligestillingsminister, at de skal skrue ned for ambitionerne og speltbollebagningen.

Og kvinder, der protesterer over ulighed og kønsdiskrimination, får at vide, at deres vrede er irrelevant eller illegitim, for der er andre, der har det meget værre.

Usaglige, useriøse, ikke værd at lytte til. Det kan siges på mange måder.

Det ved kvinder godt. Måske er det derfor, mange kvinder censurerer sig selv.

Hysteriske, latterlige, psykisk ustabile, dumme. Utilregnelige, præmenstruelle, undergravende, illoyale. Usolidariske. Sådan håndterer man sin frygt eller frustration. Man gør sin opponent værdiløs, afsporet, dubiøs, suspekt. Din heks, var der engang en mand, der hvæsede af mig i et skænderi.

Jeg drømmer om at skrive et korværk. Det skal hedde De vrede kvinders kor. Scenen skal være fuld af kvinder. Til at begynde med skal de hviske, lavt, uforståeligt, mumlende. Efterhånden skal de tale højere. Så højere endnu. Til sidst skal de råbe. Deres stemmer skal blande sig til en rasende susen. De skal lade deres vrede få frit løb. De skal råbe alle de ting ud, som kvinder er vrede over.

Jeg kender til en del af dem. Fordi jeg er kvinde og har spurgt andre kvinder:

Jeg er vred over det, der sker i SKAT.

Jeg er vred over, at mændene får de gode job.

Jeg er vred over statens overformynderi.

Jeg er vred over, at mennesket ikke bliver klogere.

Jeg er vred over ikke at blive hørt.

Jeg er ikke vred, jeg er rasende.

Jeg er vred på min familie.

Jeg er ikke vred, jeg er rasende, over at velfærdssamfundet er afskaffet.

Jeg er vred over at blive kaldt skinger.

Jeg er vred over at blive ignoreret.

Jeg er vred over, at der ikke er nogen steder at gå hen og være vred.

Jeg er for træt til at være vred.

Jeg er vred over at blive forbigået.

Jeg er vred over det, der er blevet af Danmark.

Jeg er så vred over mænds vold mod kvinder.

Jeg er vred på regeringen, jeg er vred på Inger Støjberg.

Jeg er vred over, at børnene stadig er kvinders ansvar.

Jeg er vred over, at boligmarkedet øger uligheden.

Jeg er vred over, at det er forbudt at være vred.

Jeg er vred over, at der findes hjemløse i Danmark.

Jeg er vred over at blive afbrudt.

Jeg er vred over, at det er lykkedes at spille alle ud mod alle.

Jeg er vred over, at folk har en holdning til, hvad jeg skal og ikke skal.

Jeg er ikke vred længere. Nu sørger jeg bare.

Jeg er vred over det, vi gør ved naturen.

Jeg er så sindssygt vred over mænds privilegier.

Jeg er vred over, at de brændte alle heksene.

Langsomt skal deres stemmer falde i volumen. Efterhånden stemmer de alle sammen i med den sidste stemme. Til sidst står de bare der, som en stor, massiv væg af kvindestemmer. Og messer:

Jeg er vred over, at de brændte alle heksene. Jeg er vred over, at de brændte alle heksene.

Jeg er vred over, at de brændte alle heksene.

Julie Top-Nørgaard er journalist, forfatter og underviser. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henning Kjær

Verden vil altid føles uretfærdig, for det er den. Men det er ikke vreden alene der kan forbedre den, det kræver energi, masser af energi. Vrede uden positiv energi gør vrede mennekser til sure gamle mennesker. Vi har ikke brug for sure gamle kvinder, der er allerede for mange sure gamle mænd.

Randi Christiansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Det er bare helt i orden, Julie Top-Nørgaard, vores vestlige kulturs fødsel begyndte også med et vræl - Syng os gudinde om vreden der greb …

Claus Bødtcher-Hansen

13/jun/2017

Hej Julie Top-Nørgaard,
der er lige noget her, du skal vide:

Følelserne Aggression og Vrede ud-
trykker to modsatrettede hensigter:

Aggression er en angribende energi,
dvs. "jeg vil ha´ eller ta´ det, du har".

Vrede er en forsvarsenergi, dvs. "jeg
vil forsvare og beholde det, jeg har".

Jeg har i mange år trænet mennesker
i at skelne og håndtere disse energier.

Venlig hilsen
Claus