Klumme

Byen har hverken patent på frisind eller larm

Land-by-debatten er en lang karikatur af mangfoldige mennesker og deres varierede livsformer. Hvis byen er så frisindet, hvorfor holder Nye Borgerliges fronttropper så til i Region Hovedstaden? Hvis du tror, at landet er fyldt af ro og fri for larm, har du aldrig mødt en moderne traktor
Land-by-debatten er en lang karikatur af mangfoldige mennesker og deres varierede livsformer. Hvis byen er så frisindet, hvorfor holder Nye Borgerliges fronttropper så til i Region Hovedstaden? Hvis du tror, at landet er fyldt af ro og fri for larm, har du aldrig mødt en moderne traktor

Amdi Thorkild

25. juli 2017

Jeg er opvokset på landet. Jeg kom til København for at få en uddannelse. For 23 år siden flyttede jeg på landet igen. Jeg var ikke blevet ulykkelig af at blive i byen, men der havde manglet noget. Indvendig er jeg landbo, ligesom der findes ’inkarnerede byboere’.

I dagens debat står byen for konkurrence, vækst og evig stresset travlhed, men også for frisind, kreativitet og vidsyn, mens landet er præget af fred, langsommelighed og fællesskab, men også af reaktion og fremmedfjendtlighed.

Det er noget vrøvl. Naturligvis findes der masser af bo-, forenings-, og arbejdsfællesskaber i byen, ligesom der findes reaktion og fremmedfjendtlighed. Nye Borgerlige er mig bekendt ikke fra provinsen.

Og at der findes fællesskab og kreativitet på landet, er Møn, hvor jeg bor, et blomstrende eksempel på.

Frisind? Det er straks noget andet. Vi landboere har en særlig provinsiel selvbevidsthed. Vi deler folk op i dem, der hører til, og de andre, for vi kommer fra små samfund.

Da jeg lige var flyttet ind, var jeg i færd med at slå rabatten ved vores indkørsel med le, da en selvbevidst mønbo kom forbi. Han standsede: Det havde han godt nok ikke troet om sådan en københavner!

Jeg blev smækfornærmet. Smæk! Min fynske dialekt gik op i femte fremadgående gear, mens jeg belærte ham om, at jeg aldeles ikke var københavner.

Det kan vel knap kaldes frisind, og det må jeg så tage på min kappe. Min selvbevidsthed kan snildt forliges med tolerance, men ikke hvis den bliver provokeret!

Når jeg alligevel reagerer imod land-by-modsætningen, er det fordi, den er skæv. Hvis man deler Danmark op i forskellige landkort, er der selvfølgelig landkortet over by og land, men der er også landkortet over naturskønne og uskønne områder.

Der er landkortet over støj og stilhed (hvis du tror, der kun er fred på landet, så lyt til en moderne traktor)! Der er selvfølgelig landkortet over værdier og normer, som nemt kommer til at overskygge de andre, men der er også landkortet over topmoderne, finanskapitalistiske produktionsformer (læs: landbrug) og mere obsolete lønarbejderformer (læs: PostNord).

Sidst men absolut ikke mindst: landkortet over gode og dårlige netforbindelser.

Læg disse kort oven på hinanden, og land og by, modernitet og fortid, udvikling og stilstand brydes på kryds og tværs. Jeg er således ikke blind for, at jeg kan bo problemløst på landet, fordi jeg har min uddannelse fra byen, en computer og en god netforbindelse. Jeg er et moderne menneske, men kan tillade mig en gammeldags hverdag.

For stressede byfolk er min hverdag deres rekreation. Her i sommermånederne passerer de dagen lang forbi vores gård med oppakning og cykelhjelm. De går eller kører på vandreruten Camønoen, vores lokale, selvbevidste, naturskønne svar på den spanske Camino di Santiago. Angiveligt opfundet af to mønske kvinder.

Dér kommer otte på rad og række – nej 11! (Der var tre efternølere). Her mor for og far bag, to børn i midten, og allerbagest den mindste i en anhænger. Tre veninder vandrer med ledninger ud af ørene, skæve af tunge skuldertasker – de er nu engang moderne! – mens et fornuftigt ægtepar traver forbi med rygsæk, stav og støvler.

Nu kom der tre den modsatte vej.

Og så tilføjer verdens konflikter midt i freden et meget større landkort, synligt manifesteret i en folkevandring af tyskere, der er afskåret fra deres sædvanlige feriemål. I Tyrkiet risikerer de at blive sat fast af Erdogan, og også på de nordafrikanske kyster er terrortruslen nærværende.

Så er der jo Møn. Man kan leje et hus ned mod Noret.

Ud fra et af dem kommer en far med barnevogn, syv skridt bagefter en femårs knægt med blikket fæstnet på sin IPad. Sådan er han på landet. Med vores gode netforbindelse.

Og sådan flyder dimensionerne sammen, mens terrorister og despoter går i opløsning i sommervinden. Trygge tyskere, ferierende københavnere og selvbevidst provinsialisme deles fromt om pladsen. Det kunne vi passende fortsætte med, når ferien er slut. Gad vide om ikke fordommene ville blive mindre?

Karen Syberg er kulturjournalist og forfatter. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alvin Jensen
Alvin Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu