Læsetid 4 min.

Jeg delte min barselsbitterhed på Instagram, og pludselig skrev fremmede kvinder til mig

Da jeg blev mor, begyndte jeg at hvisle bitre sandheder. Min kæreste blev irriteret og virkelig overrasket. ’Jamen, jeg troede, at det var enhver kvindes største drøm at være på barsel,’ sagde han. Jeg ved sgu ikke, hvem han havde snakket med. Han er blevet klogere
Da jeg blev mor, begyndte jeg at hvisle bitre sandheder. Min kæreste blev irriteret og virkelig overrasket. ’Jamen, jeg troede, at det var enhver kvindes største drøm at være på barsel,’ sagde han. Jeg ved sgu ikke, hvem han havde snakket med. Han er blevet klogere
Line Kjeldsen Jensen
27. juli 2017

Mens jeg var på barsel med mit tredje barn, tegnede jeg en masse tegninger af, hvor kedeligt jeg syntes, det var at være barsel, og hvor megahårdt, ja faktisk naturstridigt kaotisk, det er at have tre børn.

Jeg lagde dagligt tegningerne på Instagram, så mine venner kunne se, hvor jeg befandt mig i loopet, nu hvor jeg ikke længere var typen, der ringede og spurgte, hvordan det gik, eller for den sags skyld svarede på en sms.

Så begyndte nogle fremmede damer at følge med. De skrev allesammen til mig, at det var sådan, det var: Nogle gange er man så træt af sine børn, at man gemmer sig bag en busk, når de skriger, nogle gange har man så ondt af sig selv og sit lorteliv (i bogstavligste forstand), at man ikke kan unde sin mand at gå ud af døren og have en karriere, og tit kommer tvivlen snigende: er det muligt at blive ved med at være sig selv, når man skal ofre alle sine egne behov for at opfylde tre – nej, fire – andre menneskers først?

Jo mere nederdrægtige tegningerne blev, jo mere pinagtigt udpenslende, jo mere utjekket jeg fremstillede mig selv, desto mere klappede damerne i hænderne og råbte: »endelig er der en, der vil sige det højt. Sådan er det! Det er mit liv, du tegner!«

Line Kjeldsen Jensen

Sexet hjemmebag

Hvorfor er vi så bange for at indrømme, når vi er bitre? Er det, fordi det ikke er sexet nok?

Det er sexet at have styr på ting. At have lækkert hår og flot tøj og flad mave. At servere nybagte boller for mødregruppen på stel fra Royal Copenhagen, og at give sine børn matchende tøj på og sørge for, at de aldrig spilder. Altid at smile anerkendende og interesseret til sin mand, når han kommer træt hjem fra arbejde. Dét er sexet.

Det er i hvert fald det billede, vi gerne vil vise af os selv, hvis man skal tro de meget omtalte sociale medier, hvor, hånden på hjertet, mange af os tilbringer en uhyggelig stor del af vores liv.

Line Kjeldsen Jensen

Jeg kender en, der er sådan! Hun elskede at være på barsel med alle sine tre børn (hun elsker også at føde, fair nok), hun har styr på ting og er skidegod til at rydde op. Og stadig kunne hun genkende alle de følelser, jeg beskrev i mine tegninger, der til sidst blev til en bog.

Da min kæreste og jeg fik vores første fælles barn for snart tre år siden, og jeg meget hurtigt begyndte at hvisle bitre sandheder, blev min kæreste ikke bare meget irriteret, men også virkelig overrasket.

»Jamen, jeg troede, det var enhver kvindes største drøm at være på barsel,« sagde han, »det har jeg altid hørt!«

Jeg ved sgu ikke, hvem han havde snakket med. Men han er blevet klogere.

Line Kjeldsen Jensen

Glimtvis godt nok

Så skal vi ikke bare aftale, at fra nu af må vi godt snakke om det. Vi er trætte og bitre, og nogle gange græder vi, og nogle gange kommer vi til at råbe af det dyrebareste vi har, og alligevel er det o.k. Vi gør det så godt, vi kan, og det er ikke altid godt nok, men nogle gange er det. Glimtvis er det.

Mens jeg skriver disse ord, sidder der tre børn og en mand nedenunder og synes, vi er på sommerferie. De synes ikke, det er o.k., jeg har låst mig inde på soveværelset for at skrive en fancy kronik til Information, og jeg må selvfølgelig give dem ret. Kun en meget egoistisk mor ville tage sådan et valg.

Af samme grund slutter teksten her, og den kunne sikkert have været bedre, f.eks. kunne den have haft en pointe, men sådan er vilkårene. Børnene er sultne, de vil have is. Jeg smutter.

PS: Der findes heldigvis også de dage, hvor børnene er søde og har rent tøj på, og manden bygger legehus og lytter på den helt rigtige måde, men de er sjovt nok rigeligt repræsenteret på de sociale medier, så dem kan vi hurtigt blive færdige med.

Og det er i grunden sjovt, at jeg føler mig forpligtet til at have denne disclaimer med, hver gang jeg snakker om det her: Jeg elsker mine børn og min mand og min familie overalt på jorden, og jeg ved godt, at jeg er et af de heldigste mennesker i verden, og jeg påskønner det hver eneste dag (og har lidt dårlig samvittighed over det, faktisk, men det er bare ikke det, vi skal snakke om lige nu.

Line Kjeldsen Jensen

Line Kjeldsen Jensen er tegner. Hun har netop udgivet bogen ’Hver dag starter det forfra’ på forlaget Fredag.

MOAR!!

Der synes at være uendeligt mange regler for, hvordan man skal være familie – og ikke mindst en god mor. Opdragelseslitteratur udgives i bunkevis, og blogs, der giver gode råd om godt forældreskab, har tusinder af følgere.

Men hvorfor vækker debatter om moderskabet så stærk interesse og ditto følelser, når kvinden i stigende grad netop er blevet frigjort fra rollen som mor og frisat til at indtage mange andre roller i samfundet?

Og er debatten egentlig frigørende eller tværtimod med til at give kvinden dårlig samvittighed?

Det giver en række debattører deres svar på i denne serie.

Seneste artikler

  • Der er opstået et kollektivt moderhad i kulturen

    17. august 2017
    Det at blive mor handler slet ikke om kvindens behov; det handler om barnets. Men i dag anses moderskabet først og fremmest som noget, hvis snærende bånd kvinden har ret til at blive fri af
  • Det er ikke mødrene, der afgør, hvad moderskab er

    14. august 2017
    At være mor handler ikke bare om at føde et barn. I dag er det en identitet, man skal tage på sig, og som tvinges ned i halsen på én af samfundet, familien, Sundhedsstyrelsen og ikke mindst patriarkatet
  • Måske er det moderlige bare ikke særligt frigjort

    8. august 2017
    Her stod jeg med mine store ambitioner om at redde verden og ikke mindst opnå andre menneskers anerkendelse. Som en fri og uafhængig kvinde. Og så kom mit lille barn og fortalte mig, at mennesker ikke er frie individer. Vi er afhængige af hinanden, og vi bør måske ikke kun kæmpe for at opnå mandens privilegier
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for ingemaje lange
    ingemaje lange
  • Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
    Eva Schwanenflügel
  • Brugerbillede for Randi Christiansen
    Randi Christiansen
  • Brugerbillede for Jeppe Lykke Møller
    Jeppe Lykke Møller
  • Brugerbillede for Torben Bruhn Andersen
    Torben Bruhn Andersen
  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for Steffen Gliese
    Steffen Gliese
ingemaje lange, Eva Schwanenflügel, Randi Christiansen, Jeppe Lykke Møller, Torben Bruhn Andersen, David Zennaro, Niels Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

Ja, det værste ved at føre slægten videre : at man i den grad bliver konfronteret med sine menneskelige begrænsninger og så overfor det dyrebareste, sine egne børn. Det er frygteligt! De fortjener jo den perfekte mor, de forsvarsløse små. Men det er altså et vilkår i det samfund, som vi har indrettet, og det burde give anledniing til den helt grundlæggende systemkritik.

Mona Blenstrup, Jørn Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

Jeg er uforstående overfor, at skribenten går gennem den samme ørkesløshed med 3 børn, hvis hun dårligt kunne holde det ud med den første barsel. Hvorfor så gøre det 3 gange..?

Nåhja, der er i grunden så mange ting, jeg ikke forstår.

Morten Pedersen, Mette Poulsen, Tino Rozzo, Mona Blenstrup, Klaus Brusgaard, René Arestrup, Flemming Berger, Lars Steffensen, Christian de Thurah, Jørn Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, morten rosendahl larsen, Ann Thomsen og Charlotte Svensgaard anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Charlotte Svensgaard
Charlotte Svensgaard

De der børn har jo også en far - hvad med at lade ham tage den sidste halvdel?

Mette Poulsen, Christel Larsen, Idunn Haraldsdottir, Rikke Nielsen, Eva Schwanenflügel og Ann Thomsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Jensen
Søren Jensen

Nogle mennesker ser negativt på tingene, de har ondt af sig selv og synes at alle andre er problemet. De føler stor trang til at lufte deres beklagelser i tide og utide. Det holder aldrig, for de kan ikke se hvem der er det egentlige problem.

Lars Steffensen, Henning Kjær, Jørn Andersen og Merete Schmidt anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Merete Schmidt
Merete Schmidt

Hvorfor få 3 børn når det føles kedeligt at have barsel. Mon ikke du skulle have set lidt på det , inden du fik nr. 2 0g 3.

Brugerbillede for Pia Larsen

Sikke nogle uforstående kommentarer der kommer her! Men nok netop et symptom på, hvor tabubelagt dette emne er. Og hvor nødvendigt det er at få det frem i lyset, så mødre (og fædre) ikke skammer sig over at være helt normale. Der er kun en ting mere at sige: vis mig et menneske som siger, det altid er lykkeligt, og jeg skal vise dig en løgner.

Ole Henriksen, Eva Schwanenflügel og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

Sakset fra et andet indlæg om et andet, men beslægtet emne:

Som enlig mor m/k har jeg selv oplevet denne frustration, selv om rollen som enlig far åbnede mange døre for mig i dette behandlersamfund befolket af kvindelige sagsbehandlere, der synes at det er mere synd for en mand, at han er enlig far m/k, end det er for en kvinde.

Så jeg morede mig kosteligt over tegningerne!!!

Det er kun menneskeligt at fare vild i sine prioriteter, og det er kun alt for menneskeligt at kritisere andre fordi de beklager sig i stedet for at tage det som en mand m/k. Men vi er jo ikke overmennesker.

En beklagelse er et råb om hjælp. Line Kjeldsen Jensen har styrken til at gøre lidt grin med sin egen frustration, men der er mange mennesker, som er i dyb krise, og som ikke tør sige det højt, netop af angst for omverdenens fordømmelser. Vi er jo kun mennesker, ikke overmennesker, selv om vi uvilkårligt forsøger at få det til at se sådan ud.

Torben Bruhn Andersen, Randi Christiansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Charlotte Svensgaard
Charlotte Svensgaard

Jeg syntes ikke at der er fordømmende kommentarer - der er ordet "forbitret" som går igen i artiklen og når det sættes i relation til at der er tale om 3 "barsels turneringer" så studser jeg.
Fint nok at man syntes at det er røvsygt, frustrerende og alt muligt andet at være på barsel. Det syntes jeg også selv i sin tid, ingen tvivl. Men hvis man gentager det 2 gange til, uden at ændre noget, syntes jeg ordet "forbitret" er yderst malplaceret.
Så har man da i den grad selv valgt valgt at tage lorten på sig.

Brugerbillede for peter hansen
peter hansen

"Børnene er sultne, de vil have is. Jeg smutter."

Danske forældre har totalt overgivet magten til de små søde krævemaskiner, hvilket for mange forældre giver følelsen af at være fanget i et tildels ulideligt liv.

Mona Blenstrup, Flemming Berger og Danny Ocean anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Tove Rump

"Så skal vi ikke bare aftale, at fra nu af må vi godt snakke om det. Vi er trætte og bitre, og nogle gange græder vi, og nogle gange kommer vi til at råbe af det dyrebareste vi har, og alligevel er det o.k. Vi gør det så godt, vi kan, og det er ikke altid godt nok, men nogle gange er det. Glimtvis er det." - Alt i mig skriger - NEJ, NEJ, NEJ. - Vi skal ikke acceptere, at det at få børn gør os trætte og bitre og fulde af gråd. - NEJ, NEJ, NEJ. - Vi skal føle det. Vi skal sætte ord på. Vi skal protestere. Vi skal finde sammen i indignation. For vi er blevet ofre i en bevidsthed, der har hjemme i Trump Tower. Og denne bevidsthed har ingen plads til OMSORGEN. OMSORGEN blev ofret på neoliberalismens alter. Og det kunne den kun blive, fordi kvinderne gik ud ad køkkendøren og væk fra barneværelset på maskuline præmisser. - Det var det muliges kunst. Og det var ingens skyld. Hverken mændenes - eller kvindernes. Men barnet - og OMSORGEN blev ofret. - Derfor er barnet ikke værdsat. Derfor er moderrollen ikke lovprist. Derfor kan det være en ganske ensom og helt umenneskelig opgave at være på barsel. Fordi alle 'de andre' er afsted - derude på 'arbejdsmarkedet'. Hvor man får anerkendelse. Hvor man netværker (alene ordet!). Hvor hele meningen med ens tilværelse er blevet placeret. - Men nu vokser smerten eksponentielt. På alle planer. Mennesker kan ikke bære det. Økonomien kan ikke holde til det. Jorden kan ikke bære det. - Vi er faret vild. Vi har ladet os forføre. Vi har ladet os lokke ind i et liv uden Ånd. - Og et sådant liv uden ånd gør mennesker syge. - Derfor skal vi ikke på nogen måde slå os til tåls med, at vi, når vi får børn, 'er trætte og bitre, og nogle gange græder vi'. NEJ, NEJ, NEJ. Det at få børn er en lyksalighed. Vi bærer på og opfostrer næste generation. Og vi står sammen med alle de andre i samfundet om denne vigtige opgave. - Og når det ikke føles sådan, så er det soleklart, at der er noget riv-rav-ruskende galt. Vi har fjernet det vigtigste rum i vores liv. Vi har skabt en samfundsbolig uden plads til barnet - uden plads til omsorgen. Og det skal vi simpelthen se - og mobilisere al vores berettigede vrede imod. - At barnet og omsorgen ikke har en vigtig plads i vores liv er ikke et vilkår. Det er nogle rammer om familie- og arbejdsliv, vi selv har været med til at acceptere og skabe. Så derfor kan vi ændre på disse rammer. - Men det kan vi først finde styrke til, når vi indser, hvor langt væk fra vores menneskelighed vi har forvildet os. - Flere og flere ser disse sammenhænge. Især unge forældre kæmper for at skabe nogle rammer om deres liv, hvor barnet trives. - Lad os melde os under fanerne i denne nye men stærke bevægelse. - Vi vil ikke slå os til tåls. Vi vil ikke bare tale om elendigheden og acceptere den som et vilkår. Vi vil ikke længere svigte os selv og vores børn. - Modstanden imod tomhedens politik vokser. Og det er der gode grunde til. Det er tid til forandring.

Tino Rozzo, Søren Jensen, Flemming Berger, Niels Nielsen, Randi Christiansen, Christina Stougaard Hansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Charlotte Svensgaard
Charlotte Svensgaard

@Peter Hansen; ""Børnene er sultne, de vil have is. Jeg smutter."
Danske forældre har totalt overgivet magten til de små søde krævemaskiner, hvilket for mange forældre giver følelsen af at være fanget i et tildels ulideligt liv."

Det er nogle fremmelige poder du må have kendskab til når de kræver is inden de er et år.
Børn under en ca 3 år har bare ikke mulighed for behovs udsættelse og derefter tillæres det langsomt - sådan er det og det har (næsten - der findes sociopater) alle forældre forståelse for.

Brugerbillede for René Arestrup
René Arestrup

Kvinder synes at have en hel uforlignelig evne til at underlægge hinanden stram social kontrol. Ikke underligt, at frustrationerne af og til bryder ud i lys lue.

Lars Steffensen, David Adam og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

Rene Arestrup
Mænd underlægger skam også hinanden stram social kontrol. Hvorfor ellers uniformeringer af påklædning, fravælgelse af barselsorlov og hyppig vrængen over bløde værdier og måske specielt hangen til at trække forskellen på mænd og kvinder skarpt op? *blink*

Charlotte Svensgaard og Mona Blenstrup anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for René Arestrup
René Arestrup

@Lise Lotte Rahbek
Ja, ja, det var måske en anelse spidsvinklet. Men jeg er jo også kun en mand... Du har naturligvis ret i, at mænd også udøver social kontrol overfor hinanden, blot forekommer den maskuline version ikke at være nær så omfattende, penetrerende og intimiderende som den feminine ditto. Men igen, det skyldes måske blot mit begrænsede maskuline perspektiv.

Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

Rene - "penetrerende" - kvinder? Med hvad? Deres skarpe tunge? Det lyder næsten som et indlæg i den verserende debat med dansk kvindesamfund odense, som hævder, at der ikke findes biologisk køn.

Brugerbillede for Dina Helbo

Jeg bliver så træt af at læse om andres barsel. Uanset om de kun viser alle de negative sider, eller de positive. Det er så umådelig trendy at være enten karriere orienteret eller den perfekte mor, at man tilsyneladende glemmer at det handler om en kort periode i livet som, i sær kvinder har kæmpet for at opnå.

Det er livet i en nøddeskal, at vi ikke bestemme ret meget. Og netop derfor er man nødt til at trække på smilebåndet.

Og, nej, forældres bedste forsøg er desværre ikke altid godt nok for børnene, se bare den artikel serie om de omsorgssvigtet børn, som bringes her på avisen.

Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

Rene - du føler dig penetreret af kvinders skarpe tunge ... wauv. Hvad med blot at give svar på tiltale, så vi kan få en ligeværdig samtale.

Brugerbillede for René Arestrup
René Arestrup

@Randi Christiansen
Nej, jeg føler mig ikke penetreret. Men det tror jeg der er en masse kvinder, der gør.

Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

Piger, kvinder, kællinger, madammer.

Jeg gentager: Jeg har været mor m/k, så jeg ved faktisk lidt om emnet. Så jeg spørger: Hvorfor er det så meget nemmere at være enlig far - når først man ellers har overstået hurdlen med at få forældremyndigheden, hvor mændene klart er forfordelt i forhold til kvinderne? Fordi kvinde er kvinde værst? Hvorfor må man ikke sige, at det ind imellem er surt at være forælder?

Bonusspørgsmål: Givet alle de søde unge piger, hvor kommer så alle de sure gamle kællinger fra?

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

Rene Arestrup
jeg tror ikke, du er særligt begrænset af at have et mandligt perspektiv.
Det gælder vist for alle, at det er svært at se den gruppering, vi selv pr. definition tilhører, udefra og uden indforstået forforståelse.
Der har været en del både kvinder og mænd i min kontaktflade, som har følt sig presset af at særligt socialt konstrueret kønsbillede, som har åbnet et par perspektiver for mig. Men jeg skvatter stadig i det kønsopdelte badevand med jævne mellemrum.

Brugerbillede for René Arestrup
René Arestrup

@Lise Lotte Rahbek
Nu abonnerer jeg ikke på synspunktet om absolut social konstruktion, uagtet at jeg er meget bevidst om, at køn også er influeret af sociale konstruktioner. Jeg mener faktisk, at forestillingen om at vi er løsrevet fra vores biologi er en illusion. Vi har altså et forskelligt udgangspunkt og som sådan synes jeg også det er interessant at iagttage forkelligheder. Og undres. Det var såmænd blot det, jeg forsøgte at sætte ord på.

Lars Steffensen, Niels Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

Rene Arestrup
Det er, set fra min synsvinkel aldeles umuligt at skelne mellem kulturel og biologisk påvirkning når det gælder menneskekøn. Men det er sandelig spændende alligevel.
Jeg forsøger efter bedste evne at betragte mennesker som individer i første omgang og dernæst at katgorisere som køn, diagnoser, politisk tilhør eller samfundsklasse. Det er noget nær umuligt, men det er svært udfordrende at forsøge. Så keder jeg mig heller ikke så længe.

Brugerbillede for Lars Steffensen
Lars Steffensen

"Det er, set fra min synsvinkel aldeles umuligt at skelne mellem kulturel og biologisk påvirkning når det gælder menneskekøn."
Det gøres ellers helt rutinemæssig i megen forskning. Og det synes ikke at være noget overvældende problem at gøre det.

Brugerbillede for Grethe Preisler
Grethe Preisler

Når uheld være skal og lykken den er døv etcetera

Det er - set fra min synsvinkel, som man siger - svært at se bort fra, at ovenstående (debat)artikel, ud over at være ganske godt skrevet, er en let camoufleret reklamespot for den bog, der endte med at komme ud af skribentens tegneserie-føljeton på 'Instagram' om sine trængsler under en ufrivillig forlænget barselsorlov med en dårlig fod, to blebørn og en knotten teenager i huset. Samtidig med, at den arme kvinde var 'græsenke' efter en turnerende rockmusiker og familiefar, som utvivlsomt havde det ikke så lidt sjovere end moderen, mens det stod på. Når han altså ikke lige selv var hjemme på lynvisit hos hende og ungerne.

Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

Rene, 10.08 : " blot forekommer den maskuline version ikke at være nær så omfattende, penetrerende og intimiderende som den feminine ditto." Det virker nu som om, du fra dit "begrænsede maskuline perspektiv." føler dig en kende penetreret - måske bare en gang i mellem.

Brugerbillede for Thomas Rasmussen
Thomas Rasmussen

Det er synd for dig. Tag en snak med din mor — det er hendes krav du forsøger at efterleve. Gør det snart. For dine børns skyld.