Klumme

Vi elsker censureret kinesisk litteratur

Censurerede værker af kinesiske systemkritikere gør sig godt i Vesten. Men når vi læser kinesisk litteratur, som kinesere ikke selv har adgang til eller selv fravælger, får vi ikke den fælles referenceramme, som ellers er litteraturens styrke
Debat
24. juli 2017

Har du også læst Vilde Svaner? Jung Changs selvbiografiske roman om tre generationer af kinesiske kvinders liv og lidelser var den første skønlitterære roman om Kina, jeg selv læste. Så vidt jeg husker, var den rigtig god.

Det er der også andre, der synes. Bogen er blevet solgt i over ti millioner eksemplarer og er oversat til mere end 30 sprog. Den var en af de tidlige 1990’eres internationale bestsellere. Men historien om krigsherrens konkubine med indbundne fødder, den revolutionære, der blev politisk fordømt, og den unge rødgardist, der siden flyttede til England, blev censureret i Kina. Det er den stadig.

Vilde Svaner blev udgivet to år efter nedkæmpelsen af studenterdemonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads og talte til os i et sprog, vi kunne forstå. Det var fortællingen om tre individers kamp mod traditioner, patriarkalske samfundsstrukturer og politiske institutioner.

Det var en gruopvækkende fortælling om mangel på respekt for kvinder, hjernevaskende politiske kampagner og manglende personlig frihed. En verden i sort og hvid med helte og skurke. Jeg slugte det og væmmedes ved et århundredes overgreb på mennesker.

For mange læsere, som mig selv, gav Vilde Svaner det første blik ind i det store lukkede land mod øst. Det var med Vilde Svaner i baghovedet, at jeg første gang rejste til Beijing. Her holdt jeg mine venners og deres familiers oplevelser op mod dem, jeg havde læst om. Jeg mødte nye mennesker med en forudindtaget ide om, at deres familiers historier sikkert havde fællestræk med Jung Changs familie.

Men den virkelighed, der mødte mig, var mere kompliceret. Ikke alle afskyede partiet. Nogle interesserede sig slet ikke for politik, mens andre havde et ironisk forhold til deres eget partimedlemsskab.

Mine nye venner var hverken hjernevaskede, ukritiske eller uvidende. De stillede spørgsmål og forholdt sig kritisk til kapitalisme, demokrati og det kinesiske partistyre – på én gang. Måske de endda stillede flere kritiske spørgsmål end jeg selv?

Alligevel var de underligt afkoblet fra deres egen historie. Det var som om, det for nogle var lidt trættende at tale om Maos forbrydelser og nedkæmpelsen af studenterdemonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads – måske fordi de havde haft lignende samtaler med deres egne forældre, når de søgte at finde svar, forståelse eller tilgivelse.

Men lige præcis det, som de ikke ville tale om, var det, jeg var mest nysgerrig efter at grave i. Jeg var så optaget af spørgsmål om menneskerettigheder, demokrati, opgøret med kulturrevolutionen, religionsfrihed og undertrykkelse i Tibet, at jeg glemte at spørge ind til, hvad det egentlig var, mine nye jævnaldrende kammerater drømte om … eller bare forstå deres syn på kærlighed, venskaber og familierelationer.

Jeg jokkede rundt med træsko og stillede spørgsmål, der kunne provokere. I stedet for at engagere mig i samtale med dem på deres præmisser læste jeg bøger, som de ikke havde adgang til eller interesserede sig for.

For mig blev et kinesisk litterært værk eller en artikel mere interessant af at være censureret. Næsten som var systemkritikken garant for kvalitet. Den opfattelse prægede også debatten omkring tildelingen af Nobels litteraturpris til Mo Yan i 2012, hvor forfatterkollegaer som Salman Rushdie og Herta Müller var fortørnede over, at prisen kunne gå til en forfatter, der var i kridthuset hos Kinas Kommunistiske Parti.

Det var ikke godt for litteraturen, at partistyret fik en sjælden mulighed for at juble over international anerkendelse, kunne man forstå.

Man fristes til at tro, at vi kun skal læse bøger af forfattere, der er i opposition til det autoritære styre. Som om al anden litteratur er tandløs, propagandistisk eller bare ligegyldig. Men hvis vi kun vil læse det, kineserne ikke selv har adgang til, får vi ikke den fælles referenceramme, der er litteraturens styrke.

Laura Dombernowsky er Informations korrespondent i Beijing. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her