Kronik

Enhedslistens yngre generation er endt i en socialdemokratisk blindgyde

Pelle Dragsted overser, at kapitalismen ikke kan tæmmes med fordelingspolitiske reformer og lidt keynesiansk økonomisk politik. Kapitalen er mobil, og prøver man at presse den, flytter den sig. Derfor er det umuligt at vende tilbage til den rare socialdemokratiske fordelingspolitik
Pelle Dragsted m.fl. lider af den vrangforestilling, at vi med vores stemmesedler en skønne dag kan få noget, der minder om socialismen. Problemet er, at de ikke har fattet den enorme økonomiske og politiske magt, vi er underlagt.

Pelle Dragsted m.fl. lider af den vrangforestilling, at vi med vores stemmesedler en skønne dag kan få noget, der minder om socialismen. Problemet er, at de ikke har fattet den enorme økonomiske og politiske magt, vi er underlagt.

Jakob Dall

10. juli 2017

Mikkel Bolt har fuldstændig ret i sin kritik af Enhedslisten. Der er kommet en ny generation, der har andre analytiske forudsætninger for kapitalismen som produktionsmåde end partiets stiftere. Det har betydet, at partiet nu forfølger et klart reformistisk spor i modsætning til et revolutionært mål om et socialistisk samfund.

Desuden har en borgerlig humanisme i modsætning til revolutionær humanisme også vundet indpas hos det, der tidligere kaldte sig selv for en radikal venstrefløj.

Jeg synes, det er beklageligt, at de revolutionære mål i Enhedslisten er forsvundet til fordel for den klassisk socialdemokratiske reformistiske ide om velfærdsstaten. Efterhånden som den er blevet moderløs, har Enhedslisten nu gjort den til sin politiske platform.

Misforstår kapitalismen

Forestillingen om, at det er en statslig styret, keynesiansk økonomisk politik, der skal til for at få vores gode gamle velfærdsstat tilbage, beror på en total manglende indsigt i, hvad kapitalisme er i dag. Kapitalen er international og global, hvorfor det tidligere klassesamarbejde med en national kapitalistklasse er en saga blot.

Kapitalen er mobil og har fundet en ny måde at operere og lokalisere sig der, hvor den kan sikre sig magt og profit. Desværre har venstrefløjen alt for travlt med at føre kampen på det lokale/nationale mikroniveau og efterlader derfor makroniveauet nærmest urørt.

Uanset om man forkaster parlamentarismens muligheder i forhold til større samfundsforandringer, skal man vist være både privilegeret, vellønnet og fastansat for i ramme alvor at mene, at parlamentarisk politik er et »skuespil« uden nogen betydning, skriver Enhedslistens Pelle Dragsted som en reaktion på Mikkel Bolts kronik
Læs også

Stater har, siden vi gik fra feudalisme til kapitalisme, gjort deres for at støtte kapitalens reproduktion – f.eks. har de nu frivilligt overgivet kontrollen med kredit og penge til banker og finansinstitutioner, hvilket har koncentreret magt og formuer på ganske få hænder uden for enhver demokratisk kontrol.

Realiteten er et globalt regime med en spekulativ finanskapital, som langt, langt overgår den realøkonomiske omsætning, der bygger på fysisk produktion, arbejdspladser og realisering af varer.

Det betyder, at vi ikke kan vende tilbage til den rare socialdemokratiske fordelingspolitik, der var et midlertidigt historisk resultat af arbejderbevægelsens kampe og af det daværende styrkeforhold mellem denne og kapitalen efter Anden Verdenskrig.

Altid borgerlige regeringer

Vi er i dag underlagt et økonomisk samfundssystem, der promoverer vækst for en hver pris. Et system, som både skaber omfattende miljøødelæggelser og overalt river sociale og kulturelle strukturer itu.

Selv om den gerne ville, kan staten ikke længere inddrive skatter af samfundsskabte formuer. De forsvinder i den digitale sky. Samtidig betyder de omfattende finans- og renteaktiviteter, at de sektorer, der står for reel produktion, har det svært, fordi den dominerende finanskapital mest er optaget af spekulative aktie- og renteudbytter.

Vi har her i landet en borgerlig stat og regeringer, der uanset partinavn støtter op om den liberale teoris individuelle rettigheder og den private ejendomsret på bekostning af kollektive rettigheder, sociale og kulturelle krav.

Det står i modstrid til socialistiske krav om kollektiv ejendomsret og frie associerede producenter og borgere, der producerer, yder og nyder efter behov.

De borgerlige frihedsidealer og praksis er uanset parti underlagt en regeringsførelse, der reproducerer og viderefører den kapitalistiske klasses dominans, velstand og magt.

Både kapitalen og staten har gennem velfærdsydelser forsøgt at iklæde sig et humanistisk antræk, der dækker over det klare udbytningsforhold, som ligger i kapitalens natur og dens evige higen efter profit.

For uanset fine ord er kapitalen både grådig, hensynsløs og kynisk, når det drejer sig om at rage rigdom til sig.

Kapitalismen er ikke venlig

Historisk set findes der sekulære traditioner for humanisme, som har udmøntet sig som en kosmopolitisk, liberal, socialistisk eller marxistisk humanisme. De har en række konfliktende etiske systemer med forskellige idealer om retfærdighed, fornuft og frigørelse.

Vanskeligheden for den borgerlige humanistiske tradition er kort sagt, at den ikke har en forståelse af sine egne uundgåelige modsætninger mellem privatejendommen og den kapitalistiske stat, mellem kapital og arbejde eller mellem modsætningen frihed og dominans, som bygger på udbytning af mennesker, jord og ressourcer.

Enhedslisten er i sin kamp for stemmer systembevarende mere end noget andet. Den forbindelse, der historisk var mellem gaden og parlamentet i den vestlige arbejderbevægelse, er helt forsvundet. I dag er Enhedslisten et parti som alle andre, der bedriver politik og optræder i det demokratiske skuespil, skriver dagens kronikør.
Læs også

Sekulær humanisme i den borgerlige og liberale tradition danner derfor et grødet etisk grundlag, der fører til en stort set ineffektiv moraliseren om verdens sørgelige tilstand og lige så ineffektive kampagner mod kronisk fattigdom og de miljøødelæggelser, som grundlæggende skyldes den kapitalistiske produktionsmåde.

De fleste af os er i dag opdraget på kapitalens præmisser, forført med en retorik om frihed og individuel foretagsomhed, hvor markedsøkonomien opfattes som forudsætningen for et frihedens rige for alle, og den private ejendomsret er helt afgørende for det borgerlige frihedsbegreb – uanset omkostninger for naturen og de besiddelsesløse.

Pelle Dragsted m.fl. lider åbenbart af den vrangforestilling, at vi med vores stemmesedler en skønne dag kan få noget, der minder om socialismen. Problemet er, at de ikke har fattet den enorme økonomiske og politiske magt, vi er underlagt.

Hverken kapitalen eller staten opgiver denne magt frivilligt, hvis borgerne ved valg måtte true den økonomiske magt. Kapitalismen er ikke en venlig størrelse, som vil acceptere politiske kræfter, der er imod dens eksistens.

Foreløbig har kapitalens medier og reklamer sovset os ind i forbrugerismen og individualismen, og bildt os ind, at enhver aktivitet, der ikke har et økonomisk rationale eller bidrager til profit, er helt uacceptabel.

Vores liv og mentale processer er styret af penge, og det fortrænger alle andre værdier og bidrager til fremmedgørelse og social opløsning og en følelse af ikke at høre til.

Reformer er umulige

Enhedslistens fornemmeste mål burde fortsat være at mobilisere til kamp mod kapitalisme som et undergravende system af udbytning, ødelæggelse og destruktion.

Det indebærer et revolutionært opgør med den nuværende borgerlige stat, fordi den sikrer kapitalens fortsatte magt over både sindene og klodens udsatte ressourcer. Enhver med lidt indsigt i kapitalens eget økologiske system ved, at den ikke kan reformeres. Problemet med Pelle Dragsted m.fl. er, at de sidder og roder rundt i mikrosystemer.

Kapitalismen er som feudalismen et historisk evolutionært intermezzo, som vil forsvinde før eller siden på grund af sin destruktive udbyttende karakter.

Men før det ender i sociale og klimamæssige sammenbrud, skal vi forsøge at redde vores klode ved at kæmpe for et samfund, som bygger på ophævelsen af den private ejendomsret til fordel for fælleseje på grundlag af en produktionsmåde, der kan opfylde vores kollektive behov uden at gøre vold på natur og mennesker.

Socialdemokratierne må redde sig selv, det kan ikke være den radikale socialistiske venstrefløjs sørgelige historiske lod.

Hanne Schmidt er aktivt medlem af Enhedslisten på Amager

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Bertram
  • Troels Holm
  • Kurt Svennevig Christensen
  • Kurt Nielsen
  • Bjarne Andersen
  • Toke Andersen
  • Niels Jensen
  • ingemaje lange
  • Flemming Berger
  • Claus Høeg
  • Jørn Andersen
  • Eva Schwanenflügel
  • Jeppe Lykke Møller
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Anker Nielsen
  • Torben Skov
  • Niels Duus Nielsen
  • Jakob Trägårdh
  • Gustav Alexander
  • Benny Jensen
  • Niels-Simon Larsen
  • Palle Yndal-Olsen
  • Holger Madsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Poul Anker Sørensen
Eva Bertram, Troels Holm, Kurt Svennevig Christensen, Kurt Nielsen, Bjarne Andersen, Toke Andersen, Niels Jensen, ingemaje lange, Flemming Berger, Claus Høeg, Jørn Andersen, Eva Schwanenflügel, Jeppe Lykke Møller, Bjarne Bisgaard Jensen, Anker Nielsen, Torben Skov, Niels Duus Nielsen, Jakob Trägårdh, Gustav Alexander, Benny Jensen, Niels-Simon Larsen, Palle Yndal-Olsen, Holger Madsen, Lise Lotte Rahbek og Poul Anker Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thomas Krogh

@Dennis

Jeg tror din definition af socialisme er sådan lidt ultra-beton-marxist-agtig på den snævre måde.

Kan du være lidt specifik om hvem og hvad du opfatter som proponenter for "den rette tro"?

Thomas Krogh

@Arne Thomsen

Jeg kan lige tilføje til dit tidligere indlæg...

"Ikke min hensigt at "vride arme" på forbrugere, men basalt set burde der - efter min mening - være lige muligheder for fællesskabet (det offentlige) såvel som de private investorer for at drive virksomhed.
Vi forbrugere kan så frit vælge.
Det kunne blive "en ædel kappestrid" :-)"

Jeg synes ikke idéen er så tosset igen Som udgagnspunkt. Men min pointe er at på et åbent marked er det altså møgsvært at finde produkter hvor det er "nemt" at konkurrere. Specialisering, automation og hyperglobalsring har jo gjort at vi allerede i dag har et enormt udvalg af alle ting i alle prislag og kvaliteter. Hvis en offentlig produktion ikke bare skal ende som et spild af penge er der nødt til at være en strategi og nogle konkrete produktområder hvor der reelt er en mulighed for at gøre en forskel. Ihvertfald sålænge vi samtidigt har et parallel privat marked ved siden af.

Gustav Alexander

Pia Madsen,

Socialisme er, som jeg har sagt, i sidste ende opløsningen af den private ejendomsret. Det var hvad socialister kæmpede for gennem det 20. århundrede. Vi kan hurtigt blive enige om, at den kamp ikke finder sted blandt moderne "socialister" men så opstår spørgsmålet: Var de gamle socialister slet ikke socialister, eller er de nye socialister slet ikke socialister? Jeg synes svaret er let og såfremt selve betegnelsen skal betyde noget - og i øvrigt udgøre et reelt samfundspolitisk alternativ til status qvo - så er den nød til at involvere kategorisk modstand mod den private ejendomsret.

Orienterer vi os mod tidligere tiders socialistisk litteratur, vil man hurtigt se kritik af den private ejendomsret som en uundgåelig hjørnesten. Vi kan naturligvis godt lege den postmodernistiske leg, hvor alle begreber er flydende og socialisme har "udviklet" sig ud af sine egne definitioner - men så må du, og andre, indrømme at moderne socialisme intet har med historisk socialisme at gøre. Det må derudover stå klart at moderne "socialisme" ikke udgør en opposition til- eller et alternativ fra status qvo-samfundet, da det - via sin støtte til markedskræfterne og nedskæringspolitiken - allierer sig med Finanskapitalen i stedet for at modstå eller bekæmpe den.

Du kan kalde det "sådan-lidt-ultra-beton-marxistisk" om du vil, men hvordan foreslår du at din eller andres socialisme - renset, som den er, fra kapitalismekritik - skal udgøre noget form for alternativ til det nuværende samfund?

Jeg nægter at tage idéen om SF som et "socialistisk" parti seriøst, hvis begrebet stadig skal betyde noget i en historisk kontekst.

Niels-Simon Larsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

Pia Madsen; 11. juli - 10:11
Ja, nogen der bruger socialisme som analytisk ledetråd: feudal socialisme (feudalisme), borgerlig socialisme (kapitalisme), proletarisk socialisme ( kommunisme ).

Thomas Krogh

@Dennis

"Socialisme er, som jeg har sagt, i sidste ende opløsningen af den private ejendomsret. Det var hvad socialister kæmpede for gennem det 20. århundrede."

Jeg er ikke ubetinget enig i nogen af de to punkter - og det er nok fundamentet for uenighed. Socialisme i sin oprindellige natur om _demokratisk_ kontrol med produktionsmidlerne, og det var også ledetråden i ganske mange socialisters arbejde i det 20. århundrede. Ophævelse af den privatev ejendomsret er i sig selv ikke en tilstrækkelig betingelse for socialisme, og givet at kontrol og endda kollektivt (med-)ejerskab ikke fordrer et komplet opgør med privat ejendomsret, heller ikke i sin yderste konsekvens (et komplet opgør med private ejendomsret) en nødvendig forudsætning.

"Var de gamle socialister slet ikke socialister, eller er de nye socialister slet ikke socialister? Jeg synes svaret er let og såfremt selve betegnelsen skal betyde noget - og i øvrigt udgøre et reelt samfundspolitisk alternativ til status qvo - så er den nød til at involvere kategorisk modstand mod den private ejendomsret. "

Som følge af tidligere, er jeg helt uenig. Og i sin videste forstand er en komplet modstand mod private ejendomsret også en hindring for den demokratiske del af socialismen. Ikke retten til at eje en virksomhed med 1000 ansatte og en millardomsætning, men retten til at eje fx sin egen bolig eller sin egen håndværksforretning giver et demokratisk sundt modspil til en "stat" i bred forstand.

"Orienterer vi os mod tidligere tiders socialistisk litteratur, vil man hurtigt se kritik af den private ejendomsret som en uundgåelig hjørnesten. Vi kan naturligvis godt lege den postmodernistiske leg, hvor alle begreber er flydende og socialisme har "udviklet" sig ud af sine egne definitioner - men så må du, og andre, indrømme at moderne socialisme intet har med historisk socialisme at gøre."

Det kommer dæleme an på hvad du så definerer som "historisk socialisme". Helt tilbage til den russiske revolution var der et _skov_ af varierende opfattelser og forgreninger af fortolkningen af socialisme. Det er da korrekt at der er sub-grene af bla leninistisk og trotskistisk observans der søger at monopolisere begrebet "socialsme", men udenfor deres egne lukkede fora er der ikke rigtigt nogen der tager dem seriøst.

"Det må derudover stå klart at moderne "socialisme" ikke udgør en opposition til- eller et alternativ fra status qvo-samfundet, da det - via sin støtte til markedskræfterne og nedskæringspolitiken - allierer sig med Finanskapitalen i stedet for at modstå eller bekæmpe den. "

Det er en lidt underlig generaliserende affejning. Kan man ikke være imod finanskapitalen og nedskæringspolitikken, men alligevel være for et marked i den forstand at markedet driver efterspørgslen, og alligevel være socialist?

"Du kan kalde det "sådan-lidt-ultra-beton-marxistisk" om du vil, men hvordan foreslår du at din eller andres socialisme - renset, som den er, fra kapitalismekritik - skal udgøre noget form for alternativ til det nuværende samfund? "

Demokratisering af kontrollen med produktionsmidlerne er nøglen. Deri ligger alternativet. Men det forudsætter på ingen måde et komplet opgør emd al privat ejendomsret. Som sagt er det snarere en hindring.

"Jeg nægter at tage idéen om SF som et "socialistisk" parti seriøst, hvis begrebet stadig skal betyde noget i en historisk kontekst."

Jamen så kan jeg jo kun replicere at jeg aldrig har fundet at de mest ortodokse leninistiske eller trostkistiske sekter på nogen måde var socialistiske, så der står vi nok så...

Søren Rehhoff

Enig med Pia Madsen, jeg troede at det kun var den private ejendomsret til produktionsmidlerne, socialister ville afskaffe. Hvis man totalt afskaffede den private ejendomsret ville det nok efterlade det enkelte individ temmelig magtesløst. Man kunne ikke eje noget, heller ikke de ting man evt. fik overdraget af et kollektiv, hvilket også ville sige, at man ikke frit kunne administrere over de ting, man havde fået. Tyveri ville det også være svært at gøre noget ved, eftersom der ikke var nogen ejendomsret, der var blevet krænket. Så en total afskaffelse af privat ejendomsret ville nok efterlade det enkelte individ i en temmelig sårbar situation og det ville nok også skabe en masse konflikter om hvem der havde ret til at benytte sig af hvad, eftersom ingen ville kunne påkalde sig et ejerskab. De forskellige kommunistiske/socialistiske samfund der har eksisteret, har jo heller ikke totalt afskaffet den private ejendomsret, folk havde f.eks ret til at eje små jordlodder i det tidligere Sovjetunionen.

Niels Duus Nielsen

Man føler sig hensat til halvfjerdserne.

Pia Madsen, du må godt beholde din tandbørste, og dine underbukser skal heller ikke privatiseres, det er produktionsmidlerne, der skal privatiseres. Og folk skal heller ikke eje deres huse, så de kan bruge dem soom spekulationsobjekter, derimod skal de have den fulde brugsret til deres bolig, og ikke som nu leve på bankens nåde..

"Ophævelse af den private ejendomsret er i sig selv ikke en tilstrækkelig betingelse for socialisme..." skriver du, og det har du da ret i, men overser du ikke, at det faktisk er en nødvendig betingelse for socialismen?

Prøv at læse de ti teser i slutningen af "Det kommunstiske Manifest". Alle ti teser var blevet til virkelighed eller meget tæt på her i landet i slutningen af sidste århundrede - dog undtagen den første tese, som netop påbød afskaffelsen af den private ejendomsret til produktionsmidlerne. Så hvis det ikke er nødvendigt at afskaffe den private ejendomsret til produktionsmidlerne havde vi jo rent faktisk indført socialismen i Danmark i 1980erne. Mener du virkelig, at det var tilfældet?

Okay, dengang var det Gert Petersen, der kørte SF, og han var da så meget socialist, at han ikke bare erklærede klassekampen for afsluttet og socialismen indført, og hvorfor? Fordi der stadig var et udestående med den private ejendomsret, som skulle ordnes, før vi kunne hvile på laurbærrene.

Gert Petersen var den sidste socialist i SF, siden ham har partiet været en filial af Socialdemokratiet.

Palle Eghjort, Gustav Alexander og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Palle Eghjort

Hanne bringer en diskussion til torvs i Information - hvorfor der ???
Men - uanset alt det Hanne skriver om hvad Pelle Dragsted nu skulle mene (vi ved jo ikke om han mener alt det Hanne skriver), så står alene tilbage : Enhedslisten burde selvfølgelig have væltet den socialdemokratiske regering, da chancen bød sig. Alternativet til den regering var ikke en pind værre end det Thorning-regeringen udsatte befolkningen for. Der skulle Ø have sat hælene i. Så kunne man nok have fået et valg om stop for flere privatiseringer, dagpengene og et socialt islæt i valgkampen, som platform for bredere socialisme i folks bevidsthed. Vi er stadig MANGE der undrer os over at man ikke væltede Thorningregeringen. DER kunne den forsatte kamp have fået en nyt afsæt. Der ER ikke noget globalt, hvis der IKKE er noget lokalt. Socialisme uden et flertal blandt borgerne for idegrundlaget duer jo heller ikke. Retsfobundets tidligere forslag til jordlove skal jo bare genopfindes. Og sådan kunne man blive ved.....

Lige i øje, Hanne Schmidt. Som sædvanlig.
Indenfor det sidste års tid eller så, er der påbegyndt spæde drøftelser af hvorvidt der atter er brug for et parti til venstre for EL. Om det er VS, der skal ha' en renæssance, eller om der skal startes fra scratch - denne gang dog uden deltagelse af tidl. DKP'ere og andre med hang til demokratisk centralisme, og topstyirng.

Niels Duus Nielsen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

"Socialisme i sin oprindellige natur om _demokratisk_ kontrol med produktionsmidlerne, og det var også ledetråden i ganske mange socialisters arbejde i det 20. århundrede. Ophævelse af den privatev ejendomsret er i sig selv ikke en tilstrækkelig betingelse for socialisme, og givet at kontrol og endda kollektivt (med-)ejerskab ikke fordrer et komplet opgør med privat ejendomsret, heller ikke i sin yderste konsekvens (et komplet opgør med private ejendomsret) en nødvendig forudsætning."
Sandt nok, men ophævelsen er nødvendig for at opretholde demokratisk kontrol med godernes ligelige fordeling.

Christoffer Pedersen

Ak ja og når så staten ejer alle huse, biler og andre goder, ja så bliver det bare pamperne der flytter ind i Strandvejspalæerne. Den model er set før og den er bestemt ikke særlig smuk!

Jesper Frimann Ljungberg

@Christoffer Pedersen

Ja. Men det må da også være frustrerende for Beton fløjen i EL, at se sig både praktisk men også ideologisk overhalet af Deleøkonomi, OpenSource og forslag om UBI fra kapitalismens HøjBorge, så som SAXO bank toppen.

// Jesper

Thomas Krogh

@Niels

"Prøv at læse de ti teser i slutningen af "Det kommunstiske Manifest". Alle ti teser var blevet til virkelighed eller meget tæt på her i landet i slutningen af sidste århundrede - dog undtagen den første tese, som netop påbød afskaffelsen af den private ejendomsret til produktionsmidlerne. Så hvis det ikke er nødvendigt at afskaffe den private ejendomsret til produktionsmidlerne havde vi jo rent faktisk indført socialismen i Danmark i 1980erne. Mener du virkelig, at det var tilfældet?"

Nej, for der var stadigt ikke _demokratisk kontrol_ med produktionsmidlerne. Men som jeg skrev så er nationalisering og afskaffelse af privat ejendomsret ikke det samme som at det overgår til _demokratisk_ kontrol. Og ej heller er der noget til hinder for at demokratisk kontrol kan ske uden en komplet en bloc ophævelse af den private ejendomsret. Erfaringsmæssigt tværtimod faktisk.

Thomas Krogh

@Jens

"Sandt nok, men ophævelsen er nødvendig for at opretholde demokratisk kontrol med godernes ligelige fordeling."

Nej. "Godernes ligelige fordeling" afhænger alene af politisk vilje og af (stærk) demokratisk kontrol med denne politiske vilje. Graden af privatisering/nationalisering er et værktøj i den forbindelse. Erfaringerne viser (desværre) at en massiv nationalisering oftest følges af en lige så massiv centralisering af magt, og at denne så i sig selv genererer en anden, men lige så problematisk, ulighed.

Søren Rehhoff og Jesper Frimann Ljungberg anbefalede denne kommentar
Gustav Alexander

Pia Madsen,

Der lader til at være nogen forvirring angående forskellen på privat og personlig ejendom, som selv tidligere tiders udskældte munkemarxister ellers adskilte. Din tandbørste er, som det også pointeres af andre, ikke objekt for en snarlig nationalisering; heller ikke hvis tidsrejsende marxistiske-leninister fra 1920'erne skulle få magten i morgen.

"Det er en lidt underlig generaliserende affejning. Kan man ikke være imod finanskapitalen og nedskæringspolitikken, men alligevel være for et marked i den forstand at markedet driver efterspørgslen, og alligevel være socialist?"

Nej, det mener jeg absolut ikke at man kan. Markedet er en social konstruktion, som har ophav i produktionsmåden. Konjuktur udsving er ikke en sociopolitisk naturlov, som liberalisterne og nu også "socialisterne" ellers vil gøre det til. Det er et menneskeskabt objekt, der trods sin status som konstrueret objekt, dominerer os alle som var det et subjekt hvorom vores liv betinges. Idéen om mennesket skal lade sin lykke og eksistentielle mening forlade sig på markedet arbitrære konjuktur udsving kan aldrig være en socialistisk idé. Du er velkommen til - med det perspektiv - at kalde dig socialdemokrat. Det har blot ikke meget med socialismen at gøre.

Alene det faktum at SF har skåret, privatiseret og udliciteret hver éneste gang de har haft magten i nyere tid, bør være indicie på deres manglende socialisme. Eller det er måske socialistisk politik i dit perspektiv?

"Demokratisering af kontrollen med produktionsmidlerne er nøglen. Deri ligger alternativet. Men det forudsætter på ingen måde et komplet opgør emd al privat ejendomsret. Som sagt er det snarere en hindring."

Demokratisk kontrol med produktionsmidlerne forudsætter et opgør med den private ejendomsret. Jeg er uvis på, om du tror den private ejendomsret skulle referere til andet end produktionsmidler, bolig osv. Det gør det nemlig ikke. Demokratisk kontrol og opgør med privat ejendomsret er vitterligt to sider af samme sag. Som sagt er der ingen, der skal frygte for deres tandbørster ...

Det skal afslutningsvis pointeres at socialisme i det 20. århundrede netop beroede på opgøret med den private ejendomsret. Selv blandt socialdemokratiske partier gennem 1920-50, var der en idé om at man kunne reformere sig ud af den kapitalistiske produktionsform. De var med andre mere venstreorienterede end de moderne SF'ere!

Socialdemokrater som Eduard Bernstein troede - med nogen grund - at man decideres kunne opnå absolut parlamentarisk flertal og indføre socialismen demokratisk. Det virkede i nogle årtier tæt på, da mange socialdemokratiske partier lå omkring de 45-50% af stemmerne. Den moderne "socialdemokrat" eller neoliberale SF'er har som bekendt langt mere beskedne mål.

Thomas Krogh

@Dennis

"Der lader til at være nogen forvirring angående forskellen på privat og personlig ejendom, som selv tidligere tiders udskældte munkemarxister ellers adskilte. Din tandbørste er, som det også pointeres af andre, ikke objekt for en snarlig nationalisering; heller ikke hvis tidsrejsende marxistiske-leninister fra 1920’erne skulle få magten i morgen. "

Intet af det jeg har kommenteret har noget med min tandbørste eller tilsvarende at gøre. Jeg forholder mig udelukkende til produktionsmidlerne (i bred forstand).

"Nej, det mener jeg absolut ikke at man kan. Markedet er en social konstruktion, som har ophav i produktionsmåden. Konjuktur udsving er ikke en sociopolitisk naturlov, som liberalisterne og nu også "socialisterne" ellers vil gøre det til. Det er et menneskeskabt objekt, der trods sin status som konstrueret objekt, dominerer os alle som var det et subjekt hvorom vores liv betinges. Idéen om mennesket skal lade sin lykke og eksistentielle mening forlade sig på markedet arbitrære konjuktur udsving kan aldrig være en socialistisk idé. Du er velkommen til - med det perspektiv - at kalde dig socialdemokrat. Det har blot ikke meget med socialismen at gøre. "

Jamen jeg kalder mig hverken socialdemokrat eller er enig i din position. Jeg ser ingen modsætning mellem et marked og en socialistisk økonomi (eller en socialistisk idé for den sags skyld). Meget af den mest doktrinære socialismes problemer i det 20. århundrede var en manglende forståelse for hvad et marked er og hvordan det kan bruges konstruktivt. Den leninistiske mistro til individdet og dets even til at træffe rationelle valg selv var og er en kilde til helt unødvendig centralisering og bureaukrati og dermed en underminering af demokratiet og i sidste ende hele det fundament socialismen hviler på.

"Alene det faktum at SF har skåret, privatiseret og udliciteret hver éneste gang de har haft magten i nyere tid, bør være indicie på deres manglende socialisme. Eller det er måske socialistisk politik i dit perspektiv? "

Bestemt ikke, men en nationalisering er i sig selv overhovedet ingen garanti mod nedskæringer.

"Demokratisk kontrol med produktionsmidlerne forudsætter et opgør med den private ejendomsret. Jeg er uvis på, om du tror den private ejendomsret skulle referere til andet end produktionsmidler, bolig osv. Det gør det nemlig ikke. Demokratisk kontrol og opgør med privat ejendomsret er vitterligt to sider af samme sag. Som sagt er der ingen, der skal frygte for deres tandbørster ... "

Jeg snakker stadigt ikke om tandbørster. Og jeg mener som sagt overhovedet ikke at et komplet opgør med privat ejendomsret er nødvendigt for demokratisk kontrol. Tværtimod. Demokratisk kontrol - og dermed socialisme - kan uden problemer sameksistere med at fx familielandbrug og småhåndværk er privatejede, og med generelle ejerskabsmodeller som fx koorporativer.

Gustav Alexander

Pia Madsen,

Det er du velkommen til at mene men det har blot ikke meget med den historiske socialisme at gøre. Jeg snakker heller ikke om munkemarxistiske leninister eller trotskister med deres teori om den "evige" eller konstante revolution.

Tandbørster er, som du nok ved, blot et billedsprog, der skal illusterere forskellen på produktionsmidler og personlige ejendele.

Om du ønsker at indrømme det eller ej, så italesætter du en "socialisme" der lægger til højre for det 20 århundredes socialdemokrater. De ønskede et opgør med markedet og den private ejendomsret og var, så at sige, en slags reformistiske marxister.

Vi skal naturligvis ikke mundhugges om semantik og du er vel - jvf den postmodernistiske definitionsfrihed - i din ret til at kalde dig socialist. Det forholder sig blot ubestrideligt og faktuelt sådan at din socialisme lægger langt til højre fra fortidens socialisme - og enddog socialdemokratisme! - og i øvrigt ikke evner et brud med den kapitalistiske produktionsform. Det er i mit perspektiv en falliterklæring, hvis vi skal håndtere kapitalismens krise på nogen måde.

Den private ejendomsret og markedets natur er således at den fordre akkumulation. Efterlader du et stykke af privat eje, vil det hurtigt forsøge at appropriere fællesskabets ejendom, da det er systemets interne logik. Det bringer os meget naturligt til endnu en mangel hos de moderne neoliberalister i SF og Ø: Én strukturalistisk forståelse af kapitalismen som system. Den kan ikke tøjles. Man må, så at sige, smide ringen i Dommedagsbjerget, hvis vi skal have en permanent løsning.

Thomas Krogh

@Dennis

"Det er du velkommen til at mene men det har blot ikke meget med den historiske socialisme at gøre. Jeg snakker heller ikke om munkemarxistiske leninister eller trotskister med deres teori om den "evige" eller konstante revolution. "

Det er muligt at du ikke er bevidst om det, men din forestilling om "den historiske socialisme" læner sig mere op af den leninistiske fortolkning, end af den reelle historiske bredde. Her et eksempel der predaterer leninismen:

http://www.slp.org/pdf/de_leon/eds1911/apr02_1911.pdf

"Om du ønsker at indrømme det eller ej, så italesætter du en "socialisme" der lægger til højre for det 20 århundredes socialdemokrater. De ønskede et opgør med markedet og den private ejendomsret og var, så at sige, en slags reformistiske marxister. "

Det du kalder "langt til hørje" er udelukkende efter den 1-dimensionelle leninistiske fortolkning. Det operative begreb i forhold til den historiske socialisme (i modsætning til leninismens forvanskninger) er den demokratiske kontrol. Med dobbelt streg under demokratisk. Beton-marxismen forlod _demokratisk_ til fordel for _kontrol_ og forlod dermed også den historiske socialisme.

"Vi skal naturligvis ikke mundhugges om semantik og du er vel - jvf den postmodernistiske definitionsfrihed - i din ret til at kalde dig socialist. Det forholder sig blot ubestrideligt og faktuelt sådan at din socialisme lægger langt til højre fra fortidens socialisme - og enddog socialdemokratisme! - og i øvrigt ikke evner et brud med den kapitalistiske produktionsform. Det er i mit perspektiv en falliterklæring, hvis vi skal håndtere kapitalismens krise på nogen måde."

Fuldstændigt uenige på alle områder. Kapitalismens krise er lige så meget demokratisk som økonomisk, og hvis vores rødder ikke går længere tilbage end til leninismens misforståelser så løser vi ingen af problemerne. Hvis du nærlæser mit link ovenfor vil du forstå nogle af de nunacer af den historiske socialisme vi er nødt til at genopdage.

"Den private ejendomsret og markedets natur er således at den fordre akkumulation. Efterlader du et stykke af privat eje, vil det hurtigt forsøge at appropriere fællesskabets ejendom, da det er systemets interne logik. Det bringer os meget naturligt til endnu en mangel hos de moderne neoliberalister i SF og Ø: Én strukturalistisk forståelse af kapitalismen som system. Den kan ikke tøjles. Man må, så at sige, smide ringen i Dommedagsbjerget, hvis vi skal have en permanent løsning."

Din analogi er faktisk udemærket, men (ubevist) anvendt forkert. Din beton-model (hvis du vil have mig undskyldt) er netop ikke at smide ringen i Dommedagsbjerget. Det er nærmere Boromir-modellen, hvor du vil bruge ringen for at løse problemerne. Men ringen - det manglende demokrati - kan kun ødelægges hvis vi forstår såvel kapitalismen som beton-planøkonmiernes demokratiske mangler.

Niels Duus Nielsen

Dennis Jensen: "Demokratisk kontrol og opgør med privat ejendomsret er vitterligt to sider af samme sag."

Dette er for mig at se det centrale argument. Hvis at eje noget skal give nogen som helst mening, betyder det, at man har råderet over det, man ejer. Og hvis ejeren har råderetten, hvordan skal den så kunne kontrolleres demokratisk uden at ejeren ikke længere har denne råderet?

Kan man både have og ikke have råderet? Man kunne selvfølgelig omdefinere, hvad "ejendom" betyder, men man kunne også bare bruge ordene som vi plejer, og anerkende, at demokratisk kontrol med produktionsmidlerne står i et modsætningsforhold til den private ejendoms- og råderet.

Pia Madsen, du skylder os et svar på, hvordan denne modsigelse kan ophæves til en frugtbar strategi for det videre arbejde.

For øvrigt er Boromir et dårligt eksempel - han mistede livet, i modsætning til Frodo.

Thomas Krogh

@Niels

"Pia Madsen, du skylder os et svar på, hvordan denne modsigelse kan ophæves til en frugtbar strategi for det videre arbejde."

Jeg ser ingen modsigelse. Den råderet man har i et system med stærkt begrænsede muligheder for at akkumulere ejendom og kapital (i forhold til i dag) ligger direkte i forlængelse af et individs demokratiske rettigheder og muligheder. Det medvirker til en decentralisering - og dermed en styrkelse af det (nær-)demokratiske element af økonomien. Lige præcis der hvor såvel kapitalismen og beton-planøkonomierne som modeller og i realiteterne har fejlet komplet.

"For øvrigt er Boromir et dårligt eksempel - han mistede livet, i modsætning til Frodo."

Ermmm... ja. Hvilket jo kun understreger min analogi. :-)

Niels Duus Nielsen

Pia Madsen, du ønsker altså en råderet, som ikke er en råderet? Eller en halv råderet? Eller en eller anden anden brøkdel?

Selv har jeg visse erfaringer med arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet. Med denne ret i hænderne har arbejdsgiverne til enhver tid kunnet trumfe selv det bedste argument fra arbejdstagernes repræsentanter. Kan man forestille sig at arbejdsgiverne deler denne ret med arbejdstagerne? I så fald, hvordan skal denne fordeling ske i praksis?

Hvis dit forslag er at beholde titlerne, men at fratage direktørerne deres hånd- og halsret over medarbejderne, kan vi måske diskutere os frem til noget konstruktivt. Semantik skal ikke skille os ad, selv om jeg foretrækker at kalde en guitar for en spade.

Okay, jeg var for hurtig med kommentaren til Boromir. Jeg må så indrømme, at jeg nu slet ikke forstår din analogi, da det jo er dig, der taler for at bevare ringen i en eller anden form, hvor jeg og Dennis Jensen mener, at den bør destrueres.

Men analogien peger da mod et interessant dilemma: Hvis socialismen står på skuldrene af kapitalisme - er dens ophævelse, for nu at bruge den marxistisk-leninistiske jargon - hvad er det så ved kapitalismen, som skal bevares, og hvad er det, der skal afskaffes? Dette er en diskussion værd. Jeg hælder som sagt til, at den private ejendomsret - mere præcist råderetten - skal ofres.

Jeg er åben over for argumenter, især hvis du kan forklare mig, hvad en halv råderet er for en størrelse. For er det ikke med råderetten som med en graviditet: Enten er man gravid, eller også er man det ikke?

Søren Rehhoff

Fordi man har ejendomsretten har man jo ikke nødvendigvis ubegrænset råderet, jeg ved faktisk ikke om der eksisterer nogle samfund hvor ejendomsret er lig med ubegrænset råderet. Hvis man f. eks. har noget jord, er der regler for hvad man bruge den til, landmænd kan f.eks. ikke behandle deres jord nøjagtig som de vil, hvis man skønner det strider mod almenvellets interesser, det er der sat nogle grænser for, som så selvfølgelig også bliver debatteret. Eller hvis du har en fiskekutter kan du ikke fiske ubegrænset, hvis man skønner det skader fiskebestanden. Det er nok mere som forhandlingsmæssigt udgangspunkt at man principielt har ubegrænset råderet. Men den råderet kan begrænses eller reguleres, hvis man skønner, at den strider mod større samfundsmæssige interesser.

Jesper Frimann Ljungberg, Thomas Krogh og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Hopper lige ind med en bemærkning.

Den private ejendomsret er rigtignok som Niels siger defineret ved råderetten, plus et par andre beføjelser: genstand for kredit, arv m.m.
Men demokratiet kan begrænse, indskrænke, regulere disse beføjelser generelt. Det hedder i jura-sprog "erstatningsfri regulering af den private ejendomsret". Det kræver lovgivning, og skal være generelt.
Eksempler: - arbejdsmiljø, - miljøbeskyttelse, - naturbeskyttelse, - planlove, - fortidsminder, - fredskov, - med meget mere.

Jens Thaarup Nyberg

Pia Madsen; 12. juli, 2017 - 11:12
Du overser dog, at privatejendom er udenfor demokratisk kontrol, men nok under politisk.

Gustav Alexander

Pia Madsen,

den amerikanske socialist bevægelse har aldrig været kendt som specielt teoretisk dybdegående eller radikal. Sandt at sige havde jeg faktisk ikke medtaget den, da det falder udenfor europæisk historie i det 20. århundrede. Det er selvfølgelig sandt at den også udgør en slags mulig tolkning af socialismen. Jeg mener dog ikke selv at tolkningen giver mening, da det bliver et underligt synkretistisk produkt mellem marxistiske- og andre idéer, hvis logiske konsekvenser man må afvise, hvis den "moderate" tilgangsvinkel skal bibeholdes.

Vi må jo antage at de amerikanske socialister eksempelvis ikke købte Marx' idéer om kapital akkumulation eller dens følgende sociale differentiering - ellers ville de vel helt have afvist privat ejendomsret som en trojansk hest for en fremtidig finanskapital?

Med det sagt er man selvfølgelig fri til at tilslutte sig den amerikanske socialismes idéer alligevel. De behøvede dog at løse samme gåde, som SF'erne i dag: Hvordan kan privat ejendomsret - med sine dertilhørende kapitalistiske implikationer - eksisterer sammen med kollektiv ejendom? Kapitalismen behøver konstant ekspansion for at undgå krise. Det ligger derfor i dens natur at tilegne sig ting på fællesskabets bekostning. Vi kan luge slyngelplanten her og dér men den vokser tilbage, hvis ikke den rykkes op med rode. Forlig udskyder blot processen.

Jens Thaarup Nyberg og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Thomas Krogh

@Jens

"Du overser dog, at privatejendom er udenfor demokratisk kontrol, men nok under politisk."

Hvis det _politiske_ system ikke er under demokratisk kontrol er det fløjtende ligemeget hvordan ejerskab overhovedet ser ud. Så har det under alle omstændigheder intet med socialisme at gøre.

Michael Kongstad Nielsen og Jesper Frimann Ljungberg anbefalede denne kommentar
Jesper Frimann Ljungberg

Og det er lidt tragisk, at man vælger at se bort fra menneskerettigheder fordi det passer en.
Igen artikel 17 skriver
Artikel 17.

1) Enhver har ret til at eje ejendom såvel alene som i fællesskab med andre.
2) Ingen må vilkårligt berøves sin ejendom.

// Jesper

Torben Morten Lund

Tak til Hanne Schmidt for at støve denne debat af.
Mindst to vinkler bør slibes:
-hvorfor skal Pelle Dragsted ha' med krabasken? Folketingsarbejdet er især reformistisk, men tilstræbes bredere. Og Tinget kan med et flertal udskrive en folkeafstemning om en socialistisk forfatning, hvor den private ejendomsret til produktionsmidlerne ophæves.
-udøvelsen af denne er efter politiske kampe viklet ind i et net af reguleringer, der dog ikke har rokket ved den grundlæggende hensigt i kapitalismen: at skaffe profit til indehaverne af ejendomsretten til produktionsmidlerne.
Hanne ser gerne denne hensigt ændres og andre aktører træde op på scenen, og realisere revolutionsidealet med nye mål og nye midler.
Men, hvem der beslutter hvad, fortæller historien intet om.
Er det arbejderne? flertallet? eksperterne? partieliten? økologerne? ....

Niels-Simon Larsen

Når vi nu inden for en forholdsvis kort tidshorisont bliver nødt til at indføre en form for øko-stalinisme, vil alle disse diskussioner ophøre. Så bliver vi nødt til at indføre antiarbejdslejre, med folk fradømt retten til at arbejde. Så opfordrer vi til angiveri og stikkervirksomhed over for dem, der smider ting ud, der ikke er slidt op. Så synger vi sange om at genopbygge fortids møre mur, fordi nye mangler byggetilladelse. Så sidder vi og nyder solnedgangen, når der næsten ikke er noget i fjernsynet, og det, der er værd at se, tager ikke ret lang tid. Så...........

Jens Thaarup Nyberg og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

"Øko-stalinisme" lyder skræmmende. Så kan jeg nok bare håbe på at finde en smule frirum i Nordkorea sammen med Dennis Rodman?

Jens Thaarup Nyberg

Pia Madsen; 12. juli - 23:01
"Hvis det _politiske_ system ikke er under demokratisk kontrol er det fløjtende ligemeget hvordan ejerskab overhovedet ser ud. Så har det under alle omstændigheder intet med socialisme at gøre."
Sandt nok. Men som jeg forstå dig er privatejendom under politisk kontrol, og den politiske kontrol under demokratisk kontrol. Altså må privatejeren være en del af demos, og former, med de afhængige af driften af privatejendommen, en interessegruppe. Så, alt afhængig af privatejendommens, størrelse vil den demokratiske kontrol over den politiske styring, tilfalde privatejendomsindehaverne, via dem selv og deres afhængige.
Det er vist hvad vi i dag forstår ved borgerligt demokrati, der bygger på den borgerlige socialisme, og hvilken sidste udfolder sig i og med afhængigheden af privatejendommens succesfulde drift.

Jens Thaarup Nyberg

Michael Kongstad Nielsen; 12. juli - 18:14
Spekulation i privatejendom, er udenfor demokratisk kontrol - den er underkastet markedet.

Hanne Schmidt

Ærindet med min kronik var en analyse af kapitalismen, og en kritik af at vores parlamentarikere ikke gør mere for at promovere de socialistiske ideer, som rent faktisk produceres af visionære medlemmer i diverse udvalg. Se partiets hjemmeside under arbejdsudvalg.
For ikke at tale om at de prioritere, ideudvikler og taler om alternativer til kapitalismen i det offentlige rum, fremfor blot at være i en kritisk defensiv hvad angår velfærdsstaten.
Man flytter jo ikke folks holdninger, hvis man intet gør for at forklare hvor man vil hen. Det er i hvert fald ikke betonkommunismens ideer der er fremherskende, tværtimod handler det om det udvidede demokrati.

Sider