I juni annoncerede kronprins Frederik, at han genopstiller til Den Internationale Olympiske Komité (IOC). At kronprinsen hidtil har haft en plads i komitéen er i sig selv skandaløst, men hvis vi tillader, at han får en periode mere, vil det være helt katastrofalt.
Én ting er, at man som kongelig og dermed politisk neutral person selvfølgelig ikke bør sidde i en politisk komité. Noget helt andet er, at kronprinsen, om han er kongelig eller ej, ikke er nogen god kandidat til posten. Sidste år trodsede khan nemlig regeringens anbefalinger og politik ved at stemme nej til en total udelukkelse af Rusland fra OL i Rio de Janeiro.
Tilbage i 2008 lovede daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen ellers, at der ikke ville opstå situationer, hvor kronprinsen mente ét og regeringen noget andet. Dette løfte var hele præmissen for, at kronprinsen til nød kunne sidde i et politisk udvalg. Regeringen bestemte altså den politiske linje, så kronprinsen kunne forholde sig upolitisk.
En konsekvens af, at kronprinsen forsøger at drible uden om politik i IOC, er, at han ganske enkelt ikke lever op til det ansvar, der følger med at være IOC-medlem. For eksempel er det tidligere blevet påvist, at kronprinsen kun dukker op til meget få bestyrelsesmøder i Danmarks Idrætsforbund – hvilket er møder, han som IOC-medlem er forpligtet til at deltage i. Dermed lever kronprinsen ikke op til det ansvar, der følger med, når man er IOC-medlem.
Jeg har derfor svært ved at forstå, hvorfor statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) for nyligt valgte at komme med en udtalelse, hvor han i stærke vendinger støtter kronprinsens kandidatur. En kronprins, der har vist sig at være illoyal over for sin egen regering vel at mærke.
Uanset hvordan det vendes og drejes, hører kronprinsen derfor ikke til i IOC. Det er på tide at lade andre kandidater komme til.
Claes Kirkeby Theilgaard er formand for Ung Republik.