Kronik

Min far var misbruger og pusher. Ingen overvejede, om han var egnet som weekendfar

Fra jeg var fem, til jeg var 11 år, boede jeg hos min far i weekenderne. Han var pusher, og huset var fuld af våben og slåskampe mellem misbrugerne. Ingen – hverken politiet, kommunen eller lærerne på skolen – spurgte sig selv eller mig, om det var et egnet miljø for en lille pige
Liv Dupont er pædagog. Hun har deltaget i medieskolen for tidligere anbragte unge, som Information afholdt i foråret med støtte fra Egmont Fonden.

Liv Dupont er pædagog. Hun har deltaget i medieskolen for tidligere anbragte unge, som Information afholdt i foråret med støtte fra Egmont Fonden.

Sille Veilmark

14. juli 2017

Min far er glad for sin plan. Han stråler over sin egen snuhed, mens han taper hashplader fast på min mave i stuen hos pusheren i Ebeltoft. »Der er jo for fanden ingen, der kan finde på at kropsvisitere en otte-årig pige, vel,« siger han fornøjet.

Han har ret. Vi når hjem med varerne i behold.

Dagen efter ringer politiet, mens vi er til grillfest hos en anden familiefar, han dyrker pot sammen med. Politiet står ved hans sommerhus med en ransagningskendelse. Der er ingen vej uden om, han oplyser adressen på grillfesten og bliver kort efter hentet af politiet.

Jeg bliver alene tilbage hos de fremmede. Ingen spørger, om jeg er ok. Jeg begynder at spekulere på, om han mon kommer tilbage. Jeg er bange. Måske er han væk for altid? Og hvem er de voksne til festen egentlig? Vil de tage sig af mig, hvis han ikke kommer?

Jeg får aldrig svarene, for han vender tilbage i højt humør. Det eneste, de fandt, var hashen fra Ebeltoft og en del hampplanter i haven, men de vurderede, at det var til eget forbrug. Hunden, politiet havde med, var en narkohund, og som min far sagde: »Den kunne heldigvis ikke lugte mine våben.«

Min far var misbruger, så længe jeg kan huske tilbage. Han blev weekendfar, da jeg var fem år. Inden da besøgte jeg ham i forskellige arresthuse, hvor han sad inde for besiddelse af narkotika.

Weekenderne hos far var fulde af hash, alkohol og stoffer. Han solgte hash fra sit sommerhus, og våben og slåskampe mellem misbrugerne hørte til dagens orden.

Når jeg kigger tilbage på det med mine nu voksne øjne, forstår jeg ikke, at der ikke var nogen voksne, der så det stakkels barn, jeg var dengang. Et lille barn i et meget utilregneligt miljø; det burde da have fået alle alarmklokker til at ringe. Men weekenderne hos far fortsatte, det samme gjorde hashsalget og slåskampene.

Ingen så mig

Nogle vil måske spørge, hvorfor min mor ikke greb ind. Hun var vel den nærmeste iagttager. Men sagen er, at hun dengang kæmpede med at få kontrol over sit eget misbrug. Som med så mange andre udsatte børn var der ingen i min familie, der havde ressourcerne til for alvor at gribe ind.

Det burde der til gengæld have været i det, mange betegner som Velfærdsdanmark, men det var først, da jeg som 11-årig kom i familiebehandling med min mor, at der blev stillet krav fra behandlerens side, om at jeg ikke måtte have samvær med min far på grund af hans aktive misbrug. Herefter kommunikerede vi på skrift i to år. Siden blev besøgene meget få, og i sommeren 2015 gik han bort efter længere tids kræftsygdom.

Min fars adfærd inviterede ellers tydeligt til indgriben langt tidligere. Myndighederne burde have ransaget vores forhold. Politiet kunne passende være fortsat med vores relation, da de var færdige med at lede sommerhuset igennem den famøse grillaften. Men de ledte efter stoffer, og så er det åbenbart let at komme til at overse en 8-årig pige i mistrivsel.

I dag ville jeg ønske, at de havde haft nok på ham til at tage ham med. Måske ville de så have sørget for, at jeg kom trygt hjem til min mor. Det ville forhåbentlig have ført til, at nogle andre fagpersoner var kommet ind over og havde stoppet samværet med min far omgående.

Faktisk kunne det have været sket endnu tidligere – endda inden samværet rigtigt begyndte. Jeg undrer mig over, at min far blev løsladt efter at have afsonet tre år for narko og umiddelbart efter kunne indtage rollen som weekendfar.

Kriminalforsorgen var bekendt med, at han havde et barn. Den har også været bekendt med hans omfattende misbrug. Alligevel var der ingen, der sørgede for at underrette den kommune, han flyttede til, om, at den burde være ekstraopmærksom på, om han kunne tage vare på mig.

Hvor var de voksne?

I det hele taget hørte jeg ikke meget til de kommunale myndigheder. Jeg voksede op i det, der indtil kommunalreformen hed Thyholm Kommune. Det var Danmarks mindste og bestemt ikke en af de rigeste. Der var mange børn, der ligesom jeg kom fra udsatte familier, og i langt de fleste tilfælde fik vi bare fik lov at blive i kaos, uden nogen gjorde noget som helst.

Jeg husker tydeligt familien på gaden bag os. Der var tre små børn, de havde altid lus, var altid beskidte i tøjet og lugtede forfærdeligt. Når faren hentede børnene på skolen, var han spritstiv, men kørte alligevel rundt på vejene med dem på bagsædet. Der var ingen i lokalområdet, som løftede et øjenbryn, for der var jo ikke noget galt i at ’tage en spritter’. Det gjorde alle jo.

Kommunen og de voksne på skolen kunne have grebet ind. De havde jo trods alt et vist ansvar for os børn, når nu vores forældre ikke kunne bære det, men åbenbart havde de ikke læst nok på lektien, eller også så de væk, mens lusene blev flere, og bilerne gassede op ude foran skolen.

Lærerne burde have fået øje på mig. Min skolegang var præget af mit voldsomme temperament, som af og til blev til fysiske aggressioner. Hvis mine veninder ikke gjorde, som jeg ville have, talte jeg med næverne.

Jeg var en pige med et sjovt navn – få kunne stå for fristelsen for at skifte Liv ud med Død, så jeg blev tit drillet og var aldrig førstevalg i noget som helst i skolen. Fagligt kunne jeg godt følge med, men det var ikke det letteste. Det fik kun mine frustrationer til at vokse. Tegn på mistrivsel var der nok af.

Kunne ikke bede om hjælp

Men hvorfor bad jeg ikke selv om hjælp? Hvorfor tog jeg ikke fat i en voksen, lagde kortene på bordet og tvang nogen til at se mig?

Det var slet ikke var en mulighed. Som barn af en misbruger fortæller man intet til nogen som helst, for hvad bliver konsekvensen for ham? Og for mig? Kommer jeg nogensinde til at se min far igen, hvis jeg sladrer? Når man ikke er vant til at få hjælp af voksne, regner man ikke med, at svarene på de spørgsmål vil falde ud til ens fordel.

Så i stedet for at bede om hjælp forsøgte jeg at holde min fars eksistens hemmelig – bortset fra at jeg selvfølgelig fortalte om alle de gaver, han gav mig, når jeg var på besøg, så veninderne forhåbentlig ville synes, det var sejt og gerne ville lege med mig.

Jeg havde mange spekulationer vedrørende hans liv, når jeg ikke var der, og frygtede ofte, at nogen skulle ringe og fortælle min mor, at han var død.

De tanker påvirkede mig så meget, at jeg bare levede i det og gjorde besøgene hos far til noget normalt. Sådan var det bare hos ham. Sådan var det også hos Thomas’ mor. Hun var prostitueret, men Thomas besøgte hende stadig. Børnene, der boede hos min fars pusher, levede jo også sådan. Sådan var det at være en familie. Min barndom var helt normal. Sådan var voksne. Sådan var det at være barn.

Med andre ord havde min tavshed rod i et sammensurium af modstridende strategier. Fantasier og dækhistorier om den gode far vævede sig sammen med et forvrænget billede af, hvad en normal opvækst indebar, og oven på det hele kom en lammende frygt for, at min far ville blive taget fra mig. Så længe jeg forblev tavs, ville han stadig kunne være min far, ræsonnerede jeg og klyngede mig til tanken.

I dag i en alder af 24 år har jeg fået bearbejdet mange af de voldsomme oplevelser, jeg havde i min fars hjem, og nu er det andre tanker og spørgsmål, der presser sig på: Hvordan kan jeg jævnligt have boet hos en misbruger, fra jeg var fem, til jeg var 11 år, uden en eneste gang at være blevet spurgt, hvordan det var at være barn i det kaos?

Jeg ved ikke, om jeg ville have sagt noget, hvis den rette voksne havde spurgt mig, men det skræmmer mig, at der aldrig er nogen, der forsøgte. Hvor pokker var de voksne?

Liv Dupont er pædagog. Hun har deltaget i medieskolen for tidligere anbragte unge, som Information afholdt i foråret med støtte fra Egmont Fonden.

Serie

Systemets børn

Omkring en procent af de 0-17-årige børn er på en given dag anbragt uden for hjemmet. Sådan har det været de sidste 100 år. Men hvad sker der, når du bliver systemets barn, der er afhængig af omsorg og kærlighed fra mennesker, der er ansat til at tage sig af dig?

I en kronikserie fortæller tidligere anbragte unge i løbet af sommeren om deres opvækst, og Information går i en række artikler tæt på de dilemmaer, som opholdssteder, plejefamilier, sagsbehandlere og det danske velfærdssamfund står med, når de overtager ansvaret for barnets opvækst.

Seneste artikler

  • Ombudsmanden vil have styr på anbringelser af børn

    14. august 2017
    Ombudsmanden er gået ind i en række sager om manglende handleplaner for anbragte børn i de seneste år. Før sommerferien henvendte han sig til kommunerne og Social- og Børneministeriet om problemet. Hvis ikke det bliver løst, vil Ombudsmanden gå videre til Folketinget, som kan overveje sanktioner mod kommunerne
  • Forældre til anbragte får ikke den hjælp, de har ret til

    2. august 2017
    Selv om forældre til anbragte børn har haft ret til en støtteperson siden 2001, så blev der i 2015 blev kun tildelt en støtteperson i 16 procent af anbringelserne. Problemet er, at det ikke har nogen konsekvenser for kommunerne ikke at overholde loven, mener lektor i socialret
  • At anbringe børn er symptombehandling, hvis ikke familien får hjælp

    1. august 2017
    Ny forskning giver for første gang indblik i de opvækstvilkår, anbragte børn i danske plejefamilier har. Især støtten til familierne og de tidligere anbragte over 18 år halter bagefter, mener Inge Bryderup, der er professor i socialt arbejde på Aalborg Universitet og står bag undersøgelsen
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • Flemming Berger
  • Ernst Enevoldsen
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Roselille Pedersen
  • Poul Sørensen
  • Anne Eriksen
  • Mette Poulsen
  • Anker Nielsen
  • David Zennaro
  • Kristen Carsten Munk
  • Eva Schwanenflügel
Viggo Okholm, Flemming Berger, Ernst Enevoldsen, Robert Ørsted-Jensen, Roselille Pedersen, Poul Sørensen, Anne Eriksen, Mette Poulsen, Anker Nielsen, David Zennaro, Kristen Carsten Munk og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Christensen

Fordelen ved venner er - at dem vælger man selv. Det gør man ikke med familie, dem må man leve med på trods af uperfekte forhold.

I bakspejlets klare lys tænker jeg tit på hvad børn i vores familie blev budt, når vi var samlet ved højtider og ferier de 3 gange om året.
Misbrug var og er et issue i min familie, som i så mange andre familier. Vi sad til højbords fra morgen til aften, som man gør/gjorde i jylland, i hvert fald i min familie. Vi åd og drak, og alle røg - og det måtte ungerne så bare finde sig i.
Normal - er et vidt begreb. Godt at du har fået bearbejdet dine traumer, men du ville også være traumatiseret hvis du var blevet fjernet som 5 årig.

Så svaret på hvor de voksne er, kan ikke besvares enkelt.
De voksne lever det liv de har mulighed for, og mange - på trods af en række dårlige odds,på grund af arv og miljø.

Steffen Gliese, Anne Eriksen, Mette Poulsen, Allan Stampe Kristiansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Det er rystende, det du fortæller, Liv Dupont. Især når myndighederne var fuldstændig bekendt med din fars kriminalitet og misbrug, er det umuligt at forstå, at han blev godkendt som weekendforældre.
På din beretning må man forstå, at der i det hele taget blev set gennem fingre med mangt og meget vantrivsel blandt børnene i kommunen. Svært at forstå, at det er den nærmeste fortid du taler om, og ikke noget der foregik for 50 år siden..
Det er godt du er blevet pædagog, du har bedre forudsætninger end de fleste for at spotte et barn der mistrives. Tak for din åbenhed, og god vind fremover :-)

Viggo Okholm, Susanne Riis og Luise Ekberg anbefalede denne kommentar

Tak for at dele din historie. Jeg er en af mange der alt for godt genkender det du skriver. Det rammer mig dybt i hjertet at børn får lov at være alene med så store bekymringer og selv må danne konklusionerne på den verden de befinder sig i. Pædagoger og lærere lukker øjnene, og man skal være heldig hvis en ildsjæl kaster sit hjerte over én. Jeg håber at din artikel kan hjælpe til at droppe berøringsangsten og respekten for privatlivets fred til fordel for børns trivsel.

Susanne Riis, Luise Ekberg og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Kommuner ser gennem fingre med børns mistrivsel, fordi en evt. indgriben koster penge.
Mange penge.
Så enkelt er det - og dybt forkasteligt.

Susanne Riis, Luise Ekberg, Anne Lintrup, Eva Schwanenflügel og Allan Stampe Kristiansen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

En sørgelig historie, men når der laves indberetninger er der jo også nogen der siger at kommunen bare er offer for en småborgerlig lov og orden mentalitet, som ikke kan se storheden i en anden livsform. Selvfølgelig skulle der være grebet ind, men skulle barnet have været tvangsfjernet eller hvad ? Det er let at være forarget og med god grund. Det er noget sværere finde de rette løsninger.

Flemming Berger, Anne Lintrup, Christoffer Pedersen, Søs Dalgaard Jensen og Mette Poulsen anbefalede denne kommentar
Søren Jacobsen

En af de bedste investeringer det danske samfund kan gøre er at give al den nødvendige hjælp til udsatte børn, så de kan få et godt og produktivt voksenliv. Her skal der bare ikke spares. Her skal de bedste ressourcer sættes til rådighed.

Susanne Riis, Anne Lintrup og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Mette Poulsen

En sørgelig historie indeed.
Jeg er lidt i tvivl om, hvad der egentligt forventes af "det offentlige"? Måske ikke så meget af forfatteren selv men i det hele taget?
Persondataloven og Forvaltningsloven lægger op til beskyttelse af den enkelte borgers personfølsomme oplysninger netop for at værne om privatlivet og undgå stigmatisering i fremtidige kontakter. Det er individets rettigheder ift hele maskineriet og gælder for os alle, også de af borgerne, som er tidligere indsatte, narkomaner, etc.

Christoffer Pedersen, Steffen Gliese og jens peter hansen anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Jeg gik engang til politiet og anmeldte en dysfunktionel familie. Først blev jeg afvist og da jeg så kontaktede den øverste ledelse i distriktet, så blev der optaget rapport, men der skete ingen ting. Noget tid efter forsøgte den anmeldte familie far at køre mig ned, men der skete intet i sagen hos politiet, men kommunen tog endelig den bil fra som de havede stillet til rådighed for ham og konen og som de lå og kørte fulde rundt i med børnene på bagsædet.
Umiddelbart efter den første anmeldelse bad jeg politiet om, at se hvad jeg havde sagt under forhøret. Den øverste på stationen hørte min forespørgelse og kom hen og sagde til mig, at jeg ikke kunne få indsigt, da jeg spugte om jeg kunne appelere det, så pegede han vredt på mig sagde, at han selv ville sørge for at jeg ikke fik politi udskriften at se - politiet er virkligt service minded (ironisk)..... Jeg undre mig stadig over hvad der lige skete, om det var en hævn for at gå over hovedet på den lokale stationsleder eller om det var ham som jeg havde anmeldt der havde fyldt politiet med løgnhistorier....ham jeg anmeldte var ellers en gammel kending af politiet og han vidste alt om de forskellige politifolk på stationen lige som så mange andre kriminnel, så havde han sat sig ind i hvem de forskellige politifolk var og hvordan de skulle håndteres. Den slags sætter vi lovlydige borger os ikke ind i.
- Vores system virker overhovedet ikke og politiet gider ikke undersøge sager. Politiet gider ikke en gang at undersøge sager selvom man levere beviser ..... og kommunen vidste alt om at forældrene kørte rundt pissefulde med deres børn, men hvis de først opretter en reel sag, så får børnene automatisk rettigheder overfor kommunen, men hvis kommunen bare giver reprimander, så er de tvunget til at opfylde de krav der er i disse sager og de kan spare en masse penge....
- Vi har ikke et velfærdssamfund i Danmark, men hvis man har pengepungen iorden så kan man få det som man vil.....vi lever i et rigmandsvælde, hvor det er nærmest umuligt for dem nederst på samfundets stige at blive hørt.....

Kim Houmøller, Susanne Riis, Eva Schwanenflügel og Anne Mette Jørgensen anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

Jeg har oplevet tilsvarende, for ikke mindre end 2 år siden.
En person der gav sig ud som far til et barn på ca. 1½ år kom hver aften og hentede barnet, fordi moderen skulle klare sin massage biks.
Når barne skreg og ville til mor, så satte han hende, så barnet kunne pille lidt ved rettet og det var jo en god leg og afledingsmanøvre.
Det var lige udenfor mit vindue, da klinikken indtil for kort tid siden lå i kælderen i den ejendom jeg bor i.
Ikke nok med det, han kørte afsted med et barn uden sele og da jeg have opserveret det flere gange kontaktede jeg Københavns politi og opgav nummerpladenummeret.
Politiet slog det op, og sagde at han ingen børn havde. Kvinden moderen kom fra Asien. Det kan man jo se.
Ca 1 time ringede det på min dør og udenfor stod herren og var meget truende. Han sagde at jeg larmede for meget. Jeg var målløs. Jeg hører aldrig musik og gør desværre ikke så meget rent som jeg burde og mine ører er netop målt til at være fine.
Jeg havde dog netop den dag støvsuget, og det sagde jeg ,men han påstod at jeg hele tiden flyttede rundt på møbler. Gid jeg gjorde.

Det slog mig at det var et mærkeligt sammentræf, og jeg kontaktede politiet og spurgte direkte om de havde kontaktet ham ,men det afviste de pure.
Og tror jeg på dem! Nej.
P.S en svensk undersøgelse af hvem der oftest mishandler deres kærester eller koner viste, at det gør politiet, og konklusionen er, at der ikke er så langt ml. en forbryder og politimand.
De arbejder nemlig inden for samme felt og forstår hinanden.
Det æder jeg dog ikke råt og jeg har mange andre oplevelser vedr. politi, men det må holde her.

Susanne Riis, Poul Sørensen, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Christoffer Pedersen

Det handler også meget om lovgivning. Der skal utroligt meget til før der kan gribes ind fordi forældre har for store rettigheder. "Bare" fordi en eller begge forældre er alkoholiker, stofmisbruger, prostitueret, kriminel, racistisk, meget psykisk syg eller bare åbenlyst ude af stand til at tage vare på et barn, betyder det ikke at samfundet har lovhjemmel til at gribe ind. Og kommunerne vil være MEGET sikre før de skrider til handling.

christian christensen

Hvor tidligt skal/kan man sætte ind? Nogle mennesker er af forskellige årsager "forkerte" af væsen og adfærd og bør nok ikke sætte børn i verden. Løsningen burde enten være sterilisation eller tvangsadoption ved fødslen. Men uha! Det første har vi prøvet med en endeløs række jammerhistorier til følge og beskyldninger om racehygiejne m.v. og det andet krænker uden tvivl forældrenes menneskerettigheder. Men skal man sætte barnets tarv i højsædet, er det formentligt den eneste løsning istedet for at tilbyde en barndom, hvor det pendulerer frem og tilbage mellem misbrugsforældre og diverse plejefamilier.

Steffen Gliese

Hvad jeg kan mangle er et spørgsmål om konsekvenser. Vi bliver præsenteret for en situation, der lyder uhyrligt, i hvert fald efter almindelige normer, gældende i vores velordnede og fornuftsdrevne land.
En historie som Liv Duponts er ofte forbundet til en konkret lidelseshistorie, der har dybere konsekvenser end den lidelseshistorie, som børn i 'velfungerende' familier vokser op med; men den er fraværende her. Liv Dupont er 24 år, har gennemgået en uddannelse og må formodes også i kraft af denne at reflektere over, hvad der lyder som rent omsorgssvigt.
Når jeg tænker tilbage på min egen barndom for snart et halvt århundrede siden, var den helt store frygtelige skæbne, et barn kunne blive udsat for, at blive fjernet fra sin familie. Det var undergangen, opløsningen, fjernelsen af det fodfæste i verden, man trods alt havde.
I fransk i gymnasiet læste vi "La vie devant soi" af pseudonymet Emile Ajar, egentlig forfatteren Romain Gary: Bog: "Du har jo livet for dig" af Émile Ajar: "Den 10-årige dreng Momo beretter om de fortabte, men hjertevarme eksistenser, som han møder under sin opvækst i den fhv. prostituerede Madame Rosas illegale pension for tidligere kollegers børn."
Og så det i min generation ganske flittigt brugt, let galgenhumoristiske, at "det er aldrig for sent at få en lykkelig barndom."

Poul Sørensen

Problemet er det kristne moral kodeks. De kristne ser familien ikke bare som en ideal men som en hellig måde at leve på. De kristne lukker ofte øjnene for den misrygt der foregår, fordi de mener at familien er hellig og at familien på en eller anden mystisk måde er healende og det selvom konen får tæsk og ungerne får nogen flade og der bliver drukket hæmningsløst - i det mindste er de en familje er de kristnes kommentar.... det kristne syn på familien er lige som de kristnes syn på det meste andet forældet og bygger på de "gode gamle dage" hvor vi ikke havde en velfærds stat, men hvor familien var et og alt. Der blev lavet en undersøgelse tilbage i 90'erne og den viste at de mest tilfredse er enlige mødre - det står i hvert fald ikke biblen, men i den virkelige verden fungere det alligevel åbenbart. Måske får den enelige moder mere kontakt til andre kvinder og måske får hun mere opbakning fra børnene... så det er ikke nødvendigvis en katastrofe med skilsmisse.
- Når det gælder de børn, der bruger dres liv på at tørre bræk op efter deres alkoholiske forældre, så er det forsent for disse børn at få en god barndom. Disse børn ser deres forældre gå i opløsning og det er ikke noget kønt syn, men stadig væk så vil de kristne se igennem fingere med problemerne fordi, at det er guds mening at familien er hellig og udelelig også selvom den er uduelig....
- Der er så meget vrøvl og udenoms snak når det gælder om at gribe ind overfor de forældre der bare ikke kan have børn.
- Når kommunen endelig griber ind og fjerner børn af unge forældre og lader dybt alkoholiske beholde deres så kan man godt sidde tilbage med en følelse af om det er så farligt, at forældrene er unge i forhold til at forældrene er opløst i alkohol og ude af stand til at tage vare på sig selv... men det bliver de unge mennesker som kommunen tager børnene fra og ikke alkoholikeren....

Eva Schwanenflügel

Nu vil jeg gerne indskyde, at Liv Dupont på intet tidspunkt taler om tvangsfjernelse, for hun har boet hjemme hos sin mor. Det hun kritiserer, er at hendes far får lov til at have samvær i weekenderne.

Jan Weber Fritsbøger, Susanne Riis og Poul Sørensen anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Samfundet lukker øjnene når det gælder børn bare tænke, hvad vi har hørt børns opvækset på Christiania eller på de forskellige børnehjem ..... der er et helt klart mønster der gentages igen og igen og filosofien bagved; er de kristnes opfattelse af kernefamilien altid er bedst fordi det står i biblen...

Poul Sørensen

... og selvfølgelig at børn ikke har stemmeret og derfor overser kommuen dem... problemer uden stemmeret bliver ikke taget alvorligt.

Poul Sørensen

Børn lever allerede i Anders Fogh Rasmussens minimal stat...der ikke mange der har gjort sig det klart, men tag et kig på børnehaver, skoler og alle andre offentlige institutioner, der kommer i kontakt med børn. - Man kommer i uhyggelig grad til at tænke på de såkaldt "gode gamle dage" hvor børn skulle ses men ikke høres - ellers kunne de få nogen på lampen.

- Dengang levede alle folk i Anders Fogh Rasmussens minnimal stat på de gamle hjem lå de ældre på 7 mands stuer og med en transistor kværnene fra morgen til aften og de blev kun set til ved spisetid og der var lige så mange børn i skoleklasserne som man kunne proppe ind i klasseværelset og understøttelsen kunne man hverken leve eller dø af ... og de er ved at genindføre alle disse ting igen.

Poul Sørensen

... hvor mange børn kommer i dag ud af folkeskolen som hverken kan læse eller skrive.... "vær velkommen minimalstat" synger partierne fra og med socialplutokraterne og ud til DF og de konservative. - Når socialdemokraterne kommer til gør de det samme som venstre de skære ned og skære ned både i kommuner og på Christiansborg og nu vil de gøre det sammen med DF... vebekomme

Den manglende indgriben fra de voksne hos myndighederne har også en "bagside":
For i mange familier skrides ind med tvangsfjernelse selvom de evt problemer let kunne være løst med langt mindre indgribende foranstaltninger. Det kan være forældre, som ønsker professionel ekstern hjælp til et barn, som måske er syg, handicappet, har autisme og lignende. Eller forældre henvender sig til det offentlige for at få hjælp til at få udredt et barn, som ikke trives.
Kort sagt så mener jeg at de kommunale sagsbehandlere skal blive langt bedre i stand til at vurdere disse sager RETVISENDE.
Det kan ikke nytte noget at man i sager, hvor fx faderen er en lidt skummel type, at så skynder man sig at afslutte sagen, hvis det da ellers når at blive en sag.
I andre sager, hvor der søges om hjælp fra det offentlige eller familien kommer i søgelyset fx grundet mistrivsel grundet mobning i skolen; og hvor familien samarbejder efter bedste evne, ja, da sker det (alt for) ofte, at børnene uden forudgående varsel fjernes med tvang og assistance fra politiet....
De rigtige indsatser på det rigtige tidspunkt - dét er den rigtige løsning! Det vil også medføre besparelser - ikke blot samfundsøkonomisk men også og især spare menneskelige omkostninger....

Jan Weber Fritsbøger

der er meget fokus på familier hvor forældrene udviser afvigende adfærd, og har problemer med feks misbrug, og det skal der da også være, når det påvirker børns opvækst negativt, men der er jo også andre familier hvor børn har en traumatisk eller bare mindre god barndom, men hvis forældrene fungerer helt som samfundet forventer, og familien udadtil ser perfekt ud, er der ingen som ser på børnenes liv,
jeg har aldrig oplevet min far vise nogen form for kærlighed til os børn, han var ikke alkoholiker og arbejdede helt normalt, desværre gad han egentlig bare ikke at have børn, og af og til viste det sig som spontan vold, man havde ikke en chance for at vide, hvad der kunne udløse en omgang tæsk, og i tilgift til de tilfældige voldsepisoder var der den psykiske vold,
et eksempel jeg holdt af at se tv-avis og følge lidt med i hvad der skete i verden, dette fik min far til at insistere på, at imens resten af familien så tv skulle jeg alene klare dagens opvask, dette fandt jeg selvfølgelig dybt uretfærdigt især fordi jeg havde en storesøster som var ligeglad med nyheder, men som ikke skulle hjælpe til med opvasken, og jeg kunne ikke få lov at se tv-avis og så vaske op bagefter,
derudover blev jeg hele min opvækst tæppebombarderet med budskabet om at jeg ikke duede, var helt forkert og en skarnsknægt, jeg har siden fundet ud af at problemet var min fars opvækst som adoptivbarn og hans manglende selvtillid, og da jeg omkring niårsalderen overhalede ham intellektuelt, ( han var ikke den skarpeste kniv i skuffen ) reagerede han ved at gøre hvad han kunne for at holde mig nede, med alle midler, da jeg var færdig med 7 klasse og skolen mente det var logisk, at jeg selvfølgelig skulle læse videre insisterede min far på at jeg i stedet skulle i arbejde,
så jeg har forsørget mig selv fra jeg var 13 år, og fik aldrig den uddannelse som ville have givet mig det gode liv som "det rigtige job" kan give et menneske, i stedet har jeg haft opslidende fysisk arbejde som jeg hadede på skibsværfter mm ( som min far ;o( øv )
hvis jeg selv kunne have bestemt ville jeg være blevet svagstrøms-ingeniør, astronom, astrofysiker, kernefysiker, eller lignende da mine interesser går i disse retninger og jeg i rigelig grad har de nødvendige evner,
på grund af den opvækst ønsker jeg et samfund hvor social mobilitet er let, og mulig for alle, og det er den altså overhovedet ikke i danmark, skolen burde have insisteret på at viderestudie var det eneste rigtige, og forældre bør ikke kunne bestemme over, hvilket liv deres børn kan få lov at få, altså bør uddannelse være obligatorisk så langt barnets evner rækker, og betalt så ingen må vælge uddannelse fra med økonomi som begrundelse.

vil dog sige jeg i dag er absolut tilfreds med den jeg er, jeg synes bare jeg har spildt mange år som kunne være brugt langt bedre, både med hensyn til kvaliteten af mit liv, og især med hensyn til hvor meget jeg kunne have bidraget til samfundet,
et smart samfund har intet hierarki som bestemmer hvem der får succes, et smart samfund får dermed mest muligt ud af menneskers evner, men det danske samfund er stupidt fordi de priviligerede ikke vil lade andre end deres egne børn få en reel chance, den manglende sociale mobilitet er et bevidst valg som magthaverne har taget, så deres egne børn står forrest i alle køer.