Klumme

Festivalen har også et ansvar for, at roskildesygen spreder sig

Roskildesyge er en smitsom viruslidelse, der kommer pludseligt med opkastninger, diarré og mavesmerter. I den forløbne uge har medierne været fyldt med historier, der giver de samme symptomer. Men medierne overser, at Roskilde Festival også har et ansvar for, at sygdommen spreder sig
Roskildesyge er en smitsom viruslidelse, der kommer pludseligt med opkastninger, diarré og mavesmerter. I den forløbne uge har medierne været fyldt med historier, der giver de samme symptomer. Men medierne overser, at Roskilde Festival også har et ansvar for, at sygdommen spreder sig

Per Lange / Ritzau Scanpix

5. juli 2017

Først var der sagen om curling-forældrene. Den begyndte med et par opslag på Facebook. En bekymret mor klagede til festivalledelsen, over at hendes 17-årige datter ikke med det samme havde fundet en teltplads. Datteren frøs og ringede hjem til mor, der lagde ansvaret på festivalledelsen.

Som så ofte før blev et par Facebook-opslag til noget, der lignede en medie-tsunami. Klagen gav bagslag, den blev vendt mod de såkaldte curling-forældre, der ifølge kritikerne og de tilkaldte eksperter havde svigtet, fordi de ikke i tide havde lært deres afkom at tage ansvar.

Her kunne man så tilføje, at det manglende ansvar demonstrativt blev demonstreret med bjergene af efterladte værdier. Men er det kun forældrenes skyld?

Roskilde er et frirum. Arrangørerne værner om det. Så meget, at der tilsyneladende ikke er gjort meget for at forhindre svineriet. For eksempel kunne man indføre en teltafgift, der bliver refunderet, når man fremviser sit telt, når man forlader pladsen. Men Roskilde Festival er som en misforstået flink far, der nok kommer med venlige henstillinger om ordentlig opførsel, men ikke tager hårdere fat, når den udebliver.

En langt mere alvorlig afart af roskildesyge, blev formidlet af Politiken. Med inspiration fra Informations prisbelønnede serie om voldtægt, bragte avisen udsagn fra kvinder, der tidligere er blevet sexkrænkede på Roskilde.

I år var der seks anmeldelser af voldtægt. Det er ikke noget tilfælde. Måske burde aviserne ikke kun skrive om de fuldbyrdede voldtægter, men også om den ansvarsløse og grænseoverskridende kultur, der har bredt sig på Roskilde.

Ikke bare pik-udstillinger og krav om kusse-fremvisninger, men om stigende sex-aggressiv fremfærd. Måske lider yngre mænd af den vildfarelse, at når alt er tilladt i de sociale mediers ansvarsfrie ekkokamre, så er der også frit spil i Roskildes frirum.

Her rammer Roskildesygens ansvarsforflygtigelse både forældre og arrangører. Den store svenske Bråvalla-festival valgte forleden, efter et tilsvarende antal voldtægter, at aflyse næste års festival.

Roskilde-talsmand Christina Bildes reaktion var, at man ikke havde planer om at aflyse, fordi der var rådgivere, samaritter og sikkerhedsfolk på plads, og desuden havde festivalledelsen et godt samarbejde med politiet. Det lød som en ansvarsfralæggelse. Ikke et ord om mere håndfaste metoder, som øjeblikkelig bortvisning af krænkere.

Medierne rapporterer rutinemæssigt om voldtægterne, debattører har været på banen med forslag om indhegning af mænd under 21 år og bedre oplysning og undervisning i selvforsvar til kvinder.

Det mest markante indlæg fandt jeg på websiden F-frekvensen.dk, hvor en festivaldeltager skrev, at der intet står i Roskildereglerne om, at sexchikane ikke er okay og at personalet ikke har fået instruktioner i at håndtere det. »Og hvis der var en forskel i år, så var det værre end tidligere. De kan sige ’tolerance team’ så meget de vil, indsatsen er så minimal, at det er helt fair at kalde den ikke eksisterende,« skriver deltageren.

Det er åbenlyst, at forældrene har svigtet i forhold til at opdrage deres sønner til at respektere et nej, men Festivalledelsen synes urørlig og usårlig. Den opleves som fredet. Det ville næppe være tilfældet, hvis der havde været tale om en stor virksomhed, hvor seksuelle krænkelser tog overhånd. Så ville ledelsen blive stillet til ansvar af en kritisk presse.

De mange afarter af roskildesyge er kommet frem takket være medierne. Nu mangler vi bare at medierne også adresserer Roskilde Festival som en del af kilden til sygdommen. Roskilde Festival er et frirum, men også en meget stor, veldrevet og rig virksomhed, der som alle andre virksomheder har fokus på vækst, indtjening og image.

Alle elsker den årlige fest. Også medierne. Men den man elsker, har man et særligt ansvar for at kritisere. Og det hele handler om ansvar.

Lasse Jensen er mediejournalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Serie

Roskilde Festival 2017

Gennem røg, damp, skybrud og uoverskuelige mængder af musik og andre former for sansebombardementer strider Informations udsendte og udsatte medarbejdere sig gennem Roskilde Festivalen.

Mudderfarvede fordybelser i det vilde økosystem af ny musik. Kritisk og passioneret stillingtagen til stjernerne. Interviews med de skarpeste tunger. Reportager fra et utopisk anlagt orgie. Følg Informations dækning her.

Seneste artikler

  • Voldtægtsdebatten viser, at Roskilde Festival burde gøre mere for at oplyse om samtykke

    6. juli 2017
    Den næste måned tager hundredtusindvis af danskere på musikfestivaler rundt i landet. For langt de fleste vil lejrlivet blive et tiltrængt frirum fra hverdagen, men enkelte vil med statistisk sandsynlighed blive voldtaget.
  • De rigtige holdningers holdeplads

    2. juli 2017
    Åndeligt er Roskilde Festivalen en gedigen bjørnekrammer. Festen er i de bedste øjeblikke en hjemkomst. Men det er også en galvanisering af på forhånd vedtagne holdninger. Informations musikredaktør har indsigelser og kærlighed til overs efter fire udmattende dage
  • Arcade Fire var alting, lige nu, hele tiden

    2. juli 2017
    Det var halvanden time med den emotionelle speeder i bund, da canadiske Arcade Fire indtog Orange Scene lørdag aften. Fuldstændigt uden ironisk distance leverede de et kompakt show, der ikke slap sit tag i os på noget tidspunkt, hvor de tog ansvar for følelserne og kærligheden, men hvor de dog ikke tog os noget afgørende nyt sted hen
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • Eva Schwanenflügel
Olaf Tehrani og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

En krænkelse er en for meget. Når det er sagt, er fulde-kulturen måske en af baggrundene?
At man ikke aner hvad man laver, når der går så meget sprut og så mange bajere i det?
Og at alt ligesom er ansvarsfrit.
Fx alt det affald, det vil tage indtil Oktober (!) at oprydde.. Især luftmadrasserne er et problem, da de indeholder PWC, og derfor ikke må brændes. Hvorfor LAVER man overhovedet luftmadrasserne med miljøgifte, som man åbenbart er nødt til at deponere i Norges undergrund på ubestemt tid?
Jeg synes det er svineri, og kunne virkelig godt tænke mig, at Roskilde Festival satte totalt ind på miljøproblemer, istedet for bare at rengøre pladsen.

ingemaje lange, Britta Hansen, Hanne Ribens, Bjarne Bisgaard Jensen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Jensen fra den kritiske presse.
Naturligvis er det Festivalledelsens ansvar sammen med curlingmødrene, at unge piger bliver seksuelt krænkede – det burde da være en ’no-brainer’ for perlehøns – men er der muligvis en etnisk fællesnævner for denne gruppe, der åbenbart har svært ved at styre deres diller og sædblærer under overtryk, hvor visse dele af pressen har så fandens travlt med at snakke uden om, så har Jensen i hvert fald ikke haft modet til her at oplyse læserne om en eventuel kilde til denne særlige afart af ’Roskildesygen’ – så her er et oplagt område for en gravende journalist fra en i øvrigt på mange andre felter kritisk presse til at stille de virkelige ansvarlige til regnskab – bare nævn et tal …

Vi skal passe på de små piger – frit efter en bedstefar – de var også elleve drenge og én pige.
Måske burde Lasse Jensen – eller andre – foreslå effektive forholdsregler for, hvorledes man kunne løse problemerne – ét løsningsforslag kunne man jo læse om her for nyligt, men det ville nok være at gå for vidt, selvom tanken åbenbart var at foreslå en måde, hvorpå pigerne kunne beskyttes bedre mod disse overgreb, som ikke kun kan isoleres til Roskilde Festival, men ser ud til at være et landsdækkende fænomen …

"Alle elsker den årlige fest".
Hold venligst mig udenfor. Jeg har aldrig kunnet se charmen i den gang larm og druk og svineri.
Husker med gru det år, hvor 9 (ni !!) unge blev trampet ihjel - og man bare spillede videre, som om intet var hændt.
Da blev det for alvor tydeligt, at "it is all about the money".