Festivalen har også et ansvar for, at roskildesygen spreder sig

Først var der sagen om curling-forældrene. Den begyndte med et par opslag på Facebook. En bekymret mor klagede til festivalledelsen, over at hendes 17-årige datter ikke med det samme havde fundet en teltplads. Datteren frøs og ringede hjem til mor, der lagde ansvaret på festivalledelsen.

Som så ofte før blev et par Facebook-opslag til noget, der lignede en medie-tsunami. Klagen gav bagslag, den blev vendt mod de såkaldte curling-forældre, der ifølge kritikerne og de tilkaldte eksperter havde svigtet, fordi de ikke i tide havde lært deres afkom at tage ansvar.

Her kunne man så tilføje, at det manglende ansvar demonstrativt blev demonstreret med bjergene af efterladte værdier. Men er det kun forældrenes skyld?

Roskilde er et frirum. Arrangørerne værner om det. Så meget, at der tilsyneladende ikke er gjort meget for at forhindre svineriet. For eksempel kunne man indføre en teltafgift, der bliver refunderet, når man fremviser sit telt, når man forlader pladsen. Men Roskilde Festival er som en misforstået flink far, der nok kommer med venlige henstillinger om ordentlig opførsel, men ikke tager hårdere fat, når den udebliver.

En langt mere alvorlig afart af roskildesyge, blev formidlet af Politiken. Med inspiration fra Informations prisbelønnede serie om voldtægt, bragte avisen udsagn fra kvinder, der tidligere er blevet sexkrænkede på Roskilde.

I år var der seks anmeldelser af voldtægt. Det er ikke noget tilfælde. Måske burde aviserne ikke kun skrive om de fuldbyrdede voldtægter, men også om den ansvarsløse og grænseoverskridende kultur, der har bredt sig på Roskilde.

Ikke bare pik-udstillinger og krav om kusse-fremvisninger, men om stigende sex-aggressiv fremfærd. Måske lider yngre mænd af den vildfarelse, at når alt er tilladt i de sociale mediers ansvarsfrie ekkokamre, så er der også frit spil i Roskildes frirum.

Her rammer Roskildesygens ansvarsforflygtigelse både forældre og arrangører. Den store svenske Bråvalla-festival valgte forleden, efter et tilsvarende antal voldtægter, at aflyse næste års festival.

Roskilde-talsmand Christina Bildes reaktion var, at man ikke havde planer om at aflyse, fordi der var rådgivere, samaritter og sikkerhedsfolk på plads, og desuden havde festivalledelsen et godt samarbejde med politiet. Det lød som en ansvarsfralæggelse. Ikke et ord om mere håndfaste metoder, som øjeblikkelig bortvisning af krænkere.

Medierne rapporterer rutinemæssigt om voldtægterne, debattører har været på banen med forslag om indhegning af mænd under 21 år og bedre oplysning og undervisning i selvforsvar til kvinder.

Det mest markante indlæg fandt jeg på websiden F-frekvensen.dk, hvor en festivaldeltager skrev, at der intet står i Roskildereglerne om, at sexchikane ikke er okay og at personalet ikke har fået instruktioner i at håndtere det. »Og hvis der var en forskel i år, så var det værre end tidligere. De kan sige ’tolerance team’ så meget de vil, indsatsen er så minimal, at det er helt fair at kalde den ikke eksisterende,« skriver deltageren.

Det er åbenlyst, at forældrene har svigtet i forhold til at opdrage deres sønner til at respektere et nej, men Festivalledelsen synes urørlig og usårlig. Den opleves som fredet. Det ville næppe være tilfældet, hvis der havde været tale om en stor virksomhed, hvor seksuelle krænkelser tog overhånd. Så ville ledelsen blive stillet til ansvar af en kritisk presse.

De mange afarter af roskildesyge er kommet frem takket være medierne. Nu mangler vi bare at medierne også adresserer Roskilde Festival som en del af kilden til sygdommen. Roskilde Festival er et frirum, men også en meget stor, veldrevet og rig virksomhed, der som alle andre virksomheder har fokus på vækst, indtjening og image.

Alle elsker den årlige fest. Også medierne. Men den man elsker, har man et særligt ansvar for at kritisere. Og det hele handler om ansvar.

Lasse Jensen er mediejournalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning