Klumme

Flamewars har givet mig teflon på følelserne

Jeg ender i ’flamewars’ på nettet, det er uundgåeligt. Jeg hamrer fingrene i tastaturet, mens blodet bruser, jeg ryster i cellerne, hæver mine spyd, forbereder mine bagholdsangreb og hyller mig i humor – og så kaster jeg mig ind i kampen. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så minder det mig om dengang, debatten virkelig betød noget
1. august 2017

Jeg er lige kommet tilbage fra en flamewar på nettet. Mit hår er filtret og mudret, det bløder fra et stik i mit hjerte, og asken ligger som et tyndt lag over min hud. Ikke for at overdrive eller noget – det er bare sådan, det føles.

Flamewars, hurtigt opståede onlineskænderier, der går fra 0-100 hurtigere, end du kan nå at sige »girafkommunikation« er ellers ikke et fremmed fænomen for mig. Seriøst, jeg har gjort det her i 100 år. Mindst. Man skulle tro, jeg var vant til det, men nej.

Hver gang begynder mit hjerte at hamre, hver gang ryster jeg på hænderne af bar raseri, bar afmagt: Hvilken ugudelig stupiditet, de forstår jo ikke engang hvad ordene BETYDER. Hvilken skandale! Hvilken hån mod min personlige integritet!

De siger, man skal lade den slags ligge. Hvis nogen tager fejl på internettet, skal man bare gå væk.

»Dont feed the troll,« siger de. Men jeg åbenbart bare kaste peanuts og kødlunser til trolden, og jeg tror, det er fordi, jeg har et minde. Et minde, jeg ikke kan slippe. Mindet om dengang, jeg havde et forum.

Dengang, jeg var moderator i mit forum, råbte vi hele tiden røv og gik, smækkede med dørene, det gjorde jeg også selv. Flamewars var et nærmest ugentligt fænomen, en indlejret del af vores måde at tale på, ikke mindst fordi vi var nørder, og vi havde en specialinteresse. Vi var et miljø. Vi kendte hinanden. Vi vidste, hvem der stod for hvad, og hvilke emner der næsten stensikkert ville ende i flamewars.

Mærkeligt nok tror jeg, jeg savner det, for hvad vi havde dengang, men som vi ikke har nu, er det faktum, at vi altid kom tilbage.

Vi gik en tur, dampede af og genoptog diskussionen eller lod det ligge, enige om at være uenige, men i det mindste dog på talefod.

Det findes ikke rigtigt længere, ikke at jeg skal græde over tabte tider, tiden går jo, som den gør, men jeg savner det. Nu, når jeg ender i en flamewar, er det rent had. Ren blodrus. Ingen forløsning.

Dengang kendte vi alle sammen hinanden, og der var ikke rigtigt nogen andre steder at gå hen. Nogle gange mødes jeg med nogle fra dengang, og så fortæller vi heltehistorier om store slag, flamewars, der gik over i historien. Dengang havde vi skjoldmure og flanker og fodsoldater. Dengang kunne der etableres en fred. En forhandling.

Det er væk nu.

Jeg slikker mine sår og snøfter lidt tænker over den nye sandhed:

Man skal passe på sig selv. Man skal aldrig læse kommentarerne. Man skal lukke øjnene og ørerne og ikke tage det personligt. Man skal ikke ’gå ind i det’. Sig noget, quick and dirty, hurtigt ind og hurtigt ud.

Når jeg læser artikler om, hvordan man skal gebærde sig som debattør, står der altid, at de, der kritiserer dig, er små mennesker i små sko med dårlig selvtillid og dårligt hår, de afreagerer på deres frustrationer, det har intet med dig at gøre.

Det bliver så distanceret.

Selvfølgelig har jeg fået teflon på følelserne efterhånden og skinnende kevlarvest, det er klart, det er ikke sådan, at jeg ligger i fosterstilling og græder, bare nogen siger noget grimt. Ikke for at blære mig, men jeg vil mene, at jeg kan stå på mål for et suckerpunch eller to. Og man bliver jo bedre gennem årene, man lærer at aflæse, hvem der er troll max de luxe, ingen adgang, ingen adgang – og man lærer, hvilke emner man skal holde sig fra (vaccinationsdebatten og gældsspørgsmålet), og man opdager vigtigheden af at tage pauser. Gode lange pauser.

Men alligevel opstår de uundgåelige flamewars. Så hamrer jeg fingrene i tastaturet, mens blodet bruser, jeg ryster i cellerne, hæver mine spyd, forbereder mine bagholdsangreb og hyller mig i humor – og så kaster jeg mig ind i kampen. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så minder det mig om noget.

Det minder mig om dengang, flamewars betød noget. Dengang vi kunne bruge det til noget. Dengang det var noget, vi gik igennem – sammen.

Andrea Hejlskov er forfatter og journalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
  • Eva Schwanenflügel
Lise Lotte Rahbek og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Jeg husker tydeligt den måde, en af mine mest beundrede krigere (m/k) altid magtede at være et helt menneske i sin argumentation og sin henvendelsesmåde.
Hun er død nu. Ikke bare cyberdød, men rigtig død.
Jeg mødte hende aldrig live, men hun var bestemt et eksempel til efterfølgelse; superhumanist, gift med en muslim, altid med appel til forståelse, altid uden eder og øgenavne og med et hammerstort hjerte.
De store krigere findes stadig - om ikke andet så i erindringen hos mange af netoverleverne.