Kronik

Jo flere gange man bæltefikserede mig, desto bedre syntes jeg, at jeg klarede mig

Efter et par indlæggelser på psykiatriske afdelinger blev jeg rigtig god til at opfylde forventningerne i systemet. Jeg kunne få alarmen til at gå, når jeg ville, og jo flere gange man bæltefikserede mig, desto bedre syntes jeg, at jeg klarede mig. Men da jeg blev udskrevet efter en indlæggelse på 18 måneder, anede jeg ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg levede jo af at være indlagt
’Da jeg efter halvandet år blev udskrevet, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Det gik op for mig, at jeg levede af at være indlagt,’ skriver dagens kronikør.

’Da jeg efter halvandet år blev udskrevet, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Det gik op for mig, at jeg levede af at være indlagt,’ skriver dagens kronikør.

Sille Veilmark

24. juli 2017

Jeg husker tydeligt dengang, jeg i 8. klasse var til terminsprøve i skriftlig matematik. Min spiseforstyrrelse var så småt ved at overtage min verden, og jeg havde ingen anelse om, hvor jeg ville være fem år senere.

Min drøm var at arbejde med mennesker – så meget vidste jeg. Måske blive sygeplejerske. Matematik var jeg ikke specielt glad for, og derfor blev jeg overrasket over, at den eneste i klassen, der fik topkarakter ud over klassens klogeste, var mig.

Det gav et sæt i mig, og jeg fik følelsen af, at jeg duede til noget. »Jeg kan faktisk godt!« tænkte jeg.

Men spiseforstyrrelsen var allerede i gang, og et år efter var jeg blevet så god til at tabe mig, at de endelig indlagde mig. Under indlæggelsen handlede det ikke længere om at være god til at tabe sig, for det var umuligt, men om at være en god patient.

Jeg opdagede hurtigt, at de fleste fik medicin, og siden jeg ikke gjorde, var jeg ikke en god nok patient, tænkte jeg.

Stejl læringskurve

Der gik yderligere et år og lidt mere, før jeg blev indlagt for anden gang. Denne gang havde jeg taget en overdosis. Under den indlæggelse lærte jeg en del. Blandt andet hvordan man fjerner et barberblad fra en skraber og senere hen, hvordan jeg kunne få alarmen til at gå, når jeg først havde sat mig for at gøre det.

I de otte måneder på afdeling QU61 og QU62 fandtes resten af verden ikke rigtigt. Nu handlede det om mig, og den psykiatrisk afdeling blev min verden. Man siger, at man hurtigt tilpasser sig sine omgivelser, og det er helt rigtigt.

Før indlæggelsen anede jeg intet om psykisk sygdom. Inden Glostrup anede jeg heller intet om at høre stemmer og hallucinere, men man lærer noget hele tiden. Nogle gange noget godt, andre gange noget mindre godt.

Overdoserne fortsatte, og jeg tog dem, så tit jeg kunne. Gerne en gang for hvert kilo, jeg tog på. Som straf. Jeg var begyndt at få medicinen Truxal, der har appetitøgning som bivirkning, og det kunne min spiseforstyrrelse slet ikke lide. Samtidig var mit syge jeg ret glad for medicin, for jo mere medicin, desto sygere fremstod jeg. Og jo sygere jeg fremstod, desto bedre.

Jeg husker de første gange, jeg så gerne ville have alarmen på afdelingen til at gå. Jeg løb ind på mit toilet og bankede hovedet ind i døren, men stoppede altid så snart, jeg hørte personalet banke på. Jeg syntes det var alt for pinligt, hvis de skulle se, hvad jeg lavede, for et eller andet sted var det jo dybt åndssvagt, det jeg havde gang i.

Men som ugerne gik, lærte jeg, at jeg bare skulle tvinge mig selv til at blive ved med at banke hovedet ind i væggen, indtil blodet smittede af på væggen. Så tvangstilbageholdt mig, og senere lagde de mig også i bælte.

I løbet af de otte måneder endte jeg i bælte 11 gange. På det tidspunkt var min tankegang blevet så forskruet, at jo flere bæltefikseringer, desto bedre syntes jeg, at jeg klarede mig. Nu var jeg syg, det var det, jeg duede til. Ikke matematik. At blive sygeplejerske kunne jeg også godt droppe. Det var jeg simpelthen for dum til nu.

Hende den sunde

Jeg nåede at være udskrevet fra psykiatrien i ni måneders tid, og her brugte jeg tiden på Hvidovre Produktionsskole. I klassen var jeg hende den sunde, og jeg elskede at have det label. Morgenmaden blev spist i fællesskab på skolens kantine, og det samme gjaldt frokosten. Begge mine måltider var sunde. Måske lidt for sunde.

Om fredagen havde vi tidligt fri, så der tog vi altid hen til McDonald’s og spiste frokost. Jeg var dog kun med for hyggens skyld, for jeg ville først spise frokost, når jeg kom hjem, forklarede jeg de andre.

Hvad, de ikke vidste, var, at selv om jeg spiste ih og åh så sundt hele tiden, så proppede jeg mig med tusindvis af kalorier, når jeg endelig var hjemme. I denne periode kastede jeg op dagligt, og overdoserne tog jeg stadig temmelig ofte. Det skulle dog planlægges noget mere, for ellers risikerede jeg at blive smidt ud af skolen, så det foregik typisk i weekenderne, hvis tingene blev for svære for mig.

Hjemme på Hvidovre

Hvidovre Hospital begyndte at se mig en del gange, og til sidst blev jeg indlagt på Psykiatrisk Center Hvidovre (PCH). Først tre måneder, herefter i 18 måneder. Jeg tog mine tidligere erfaringer med mig og har nok aldrig været en bedre patient, end jeg var her.

PCH blev som et hjem for mig. Et hjem, jeg både elskede og ikke kunne fordrage på samme tid. I de første par måneder var jeg på den åbne ungeafdeling; de næste 10 på den lukkede.

Hvis en anden patient havde det skidt, følte jeg mig nødsaget til at få alarmen til at gå. Havde en anden patient fået alarmen til at gå, blev jeg også nødt til at få den til at gå, inden dagen var omme. Havde jeg først sat mig for at få den skide alarm til at kime, så skete det.

Kun hvis min primære kontaktperson var på arbejde, lod jeg være. Jeg var alt for glad for hende og respekterede hende for højt til at kunne udsætte hende for den slags.

Jeg husker en dag, hvor jeg tidligt på eftermiddagen havde besluttet mig for at få alarmen til at gå, men så viste det sig, at min primære kontaktperson allerede var mødt ind. ’Heldigvis’ for mig tog hun gåturen klokken 17, og da hun spurgte, om jeg ville med, sagde jeg selvfølgelig nej.

Jeg ventede til hun og de andre patienter var gået, og så gik jeg ellers i gang med det, jeg havde planlagt. Og så gik alarmen også den dag.

Da jeg efter halvandet år blev udskrevet, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Det gik op for mig, at jeg levede af at være indlagt. Det at kunne gøre, hvad jeg ville, som jeg ville, når jeg ville, hvor jeg ville, var sværere, end jeg lige troede. At være fri var alt for hårdt. Jeg kunne ikke finde ud af det. Jeg identificerede mig selv som hende den syge. Det eneste, jeg var god til, var at være patient.

’Jeg kan godt’-oplevelse

Senere det år begyndte jeg på KVUC, hvor jeg læste dansk på 9. klassesniveau. Det var ni timer om ugen og dødhårdt. Hver gang læreren snakkede om eksamen, græd jeg, og de første par skoledage løb jeg ud på toilettet for at græde i fred.

Min allerførste eksamen i hele mit liv skulle jeg op til som 20-årig. Aldrig havde jeg været så nervøs. Alligevel fik jeg skidegode karakterer, og det gav mig oplevelsen af, at jeg faktisk godt kan.

Sidst jeg fik en ’jeg kan faktisk godt’-oplevelse var i matematikundervisningen, hvor vi i pausen snakkede om, hvilke fag vi skulle have efter sommerferien. En af mine medkursister blev overrasket over, at jeg ikke skulle have matematik på B-niveau, for hun var overbevist om, at jeg da skulle hele vejen til A-niveau.

Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at den bemærkning gjorde hele weekenden meget bedre, og den fik mig til at huske den oplevelse, jeg havde efter terminsprøven i 8. klasse.

Siden da har jeg tænkt på, hvor vigtigt det er for mig at være god til noget, og at man både kan være god til noget dårligt, men også noget godt. Jeg er uden tvivl god til matematik. Psykologi er jeg lige så god til.

Jeg er god til at etablere sunde tætte venskaber. Jeg er god til at snakke. Jeg er sandelig også god til at lytte. Derudover er jeg måske lidt for god til at sætte mig ind i andres situation og følelser, hvilket resulterer i, at jeg meget let græder. Heldigvis griner jeg lige så let. Det er nogle af grundene til, at jeg elsker den, jeg er.

Jessica Barkani er studerende. Hun har deltaget i medieskolen for tidligere anbragte unge, som Information afholdt i foråret med støtte fra Egmont Fonden

Serie

Systemets børn

Omkring en procent af de 0-17-årige børn er på en given dag anbragt uden for hjemmet. Sådan har det været de sidste 100 år. Men hvad sker der, når du bliver systemets barn, der er afhængig af omsorg og kærlighed fra mennesker, der er ansat til at tage sig af dig?

I en kronikserie fortæller tidligere anbragte unge i løbet af sommeren om deres opvækst, og Information går i en række artikler tæt på de dilemmaer, som opholdssteder, plejefamilier, sagsbehandlere og det danske velfærdssamfund står med, når de overtager ansvaret for barnets opvækst.

Seneste artikler

  • Ombudsmanden vil have styr på anbringelser af børn

    14. august 2017
    Ombudsmanden er gået ind i en række sager om manglende handleplaner for anbragte børn i de seneste år. Før sommerferien henvendte han sig til kommunerne og Social- og Børneministeriet om problemet. Hvis ikke det bliver løst, vil Ombudsmanden gå videre til Folketinget, som kan overveje sanktioner mod kommunerne
  • Forældre til anbragte får ikke den hjælp, de har ret til

    2. august 2017
    Selv om forældre til anbragte børn har haft ret til en støtteperson siden 2001, så blev der i 2015 blev kun tildelt en støtteperson i 16 procent af anbringelserne. Problemet er, at det ikke har nogen konsekvenser for kommunerne ikke at overholde loven, mener lektor i socialret
  • At anbringe børn er symptombehandling, hvis ikke familien får hjælp

    1. august 2017
    Ny forskning giver for første gang indblik i de opvækstvilkår, anbragte børn i danske plejefamilier har. Især støtten til familierne og de tidligere anbragte over 18 år halter bagefter, mener Inge Bryderup, der er professor i socialt arbejde på Aalborg Universitet og står bag undersøgelsen
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olav Storm Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • ingemaje lange
  • Poul Sørensen
  • Jonathan Larsen
  • David Zennaro
Olav Storm Jensen, Eva Schwanenflügel, ingemaje lange, Poul Sørensen, Jonathan Larsen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Annika Hermansen

Tja hvad skal vi bruge denne historie til? Ud over, at det sikkert har været godt for Jessica Barkani at skrive den?

Jonathan Larsen

Rigtigt godt indlæg. Det senmoderne samfund er rigtigt svært at leve i, derfor gør vi alt for at finde et sted, hvor vi kan sige, vi hører til. Du er tydeligvis intelligent og du er på vej i en rigtig svær verden. God vind fremover.

Eva Schwanenflügel og Jeppe Lykke Møller anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Når man er ung, så er der så mange ting som man ikke lige har helt fod på og man opdager ting som man slet ikke vidste, men som man alligevel føler, at man burde have fundet ud af - Hvad i alverden er der galt med mig, at jeg ikke har fundet ud af det!!!....og i den forbindelse er det vigtigt, at sige til sig selv, at man må tage en ting ad gangen og lytte til sig selv for at blive klogere i stedet for at dømme sig selv for noget man alligevel ikke kontrollere....
- Der er et lyspunkt og der er; at hvis man bliver i kampen, så bliver man både visere og klogere end man havede regnet med og man kan være med til, at forbedre tingene ved at dele sine oplevelser, som ovenstående artikel er et fint eksempel på.
God artikel og keep fighting og lad være med at identificer dig med problemerne, se i stedet på hvor meget der kan lade sig gøre.

Colin Bradley

Jeg ved ikke om "vi" kan bruge det til noget, men der er mange der har det som Jessica og som helt sikkert kan bruge det til noget. Desuden meget lærerigt for en fagperson som ut. Psykiatrien kan og skal blive langt bedre til at forstå disse unge mennesker og håndtere deres kriser.

Poul Sørensen, Eva Schwanenflügel og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar
Søren Ferling

@ Annika

"Tja hvad skal vi bruge denne historie til? Ud over, at det sikkert har været godt for Jessica Barkani at skrive den?"

Den kan bruges til yderligere at kaste lys over psykiatrien og her pege på at der mangler noget.
Jeg har selv arbejdet på stedet og kan genkende patienternes reaktion på for professionelt personale.
Det gik bedre en tid med nye faggrupper, men hospitalssystemets 'immunapparat' udskilte os og resultaterne blev dårligere.
De ansatte i sundhedssystemet har fået den forståelse at det er lavet af hensyn til dem - deres indtjening og deres karrierer.

Poul Sørensen

Hele dette mareridt skyldes at vi har haft kristendommen som religion. Kristendommen anerkender ikke den åndelige verden, den anerkender kun tro. Kristne opfatter det som nødvendigt at underkaste sig den hellige tro, som den udlægges i biblen, som vejen til det normale. Hvis man lader sig hjernevaske med biblen, som kan man slippe ud af ens åndelige problemer, hvilket er så åndsvagt, at det virker som en forbrydelse imod menneskeheden. - kristendommen skaber flere problemer end alkohol efter min mening og kristendommen er med til at forplumre, hvilke problemer vi har med alkohol og drugs ved at give et helt forvrænget verdensbilled. Og kristendoemmen er også med til at forplumre de reele sammenhæmge der er i forbindelse med psykiske problemer.
- Vi tror det ikke, men vores konservative bakken op om folkekirken forhindre, at vi kan gå ny veje til at hjælpe folk med at få styr på deres sind, men kristendommen og troen på den hellige tro er med til at forplumre menneskers overblik, så det alt hvad de tænker kommer til at handle om religion og det ved vi vidst alle at det kan føre til store problemer.... men det største problem er at samfundet ikke understøtter en mener sand oplevelse af det åndelige, men istedet bakker op op om kristendommen eller samfundet vælger helt at fornægte den åndelige side af sagen og påstår det blot er stemmer i folks hovede....
Vi behøver mennesker der tør diskutere det åndelige landskab. Før kristendommen kom til Europa anså mennesker ånderne for at være onde, der var nogen enkelte gode, men stort set levede mennesker med en undertrykkelse fra den åndelige verden, hvilket er helt i overenstemmelse med sandheden efter min mening.
- Jeg tror mange behøver hjælp til at forstå, at der ikke er noget galt med dem, det er den åndelige verden det er galt med. Hvordan kunne er 2. verdenskrig forekomme uden at ånderne må have hjulpet Hitler med at få magten. Hvordan kan man hjernevaske mennesker til at deltage i udryddelsen af jøder undtagen, at de mennesker også i forhold til åndenverden er blevet fyldt med løgn.
- Det er snart på tide at vi kigger på åndeverdens indflydelse på det enkelte menneske og på alle de politiske problematiker som vi konstant befinder os i som mennesker. Det er ikke noget tilfælde at 81% af de kristne evangilister stemte på Trump. Mange kristne tror på en leder og på en tro. De fleste stærkt troende lande har haft facisme som system ind til fornylig og når de afsætter en højreorienteret facist, så sætter de straks en venstreorienteret facist til magten....eller en autoritær fastoid milliardær som Silvio Berlusconi eller Trump, der giver fanden i grundlovene.
- At folk har problemer med deres psyke er tæt forbundet til samfundet og det er et stort problem at vores syn på den verden vi lever er konservativt og næsten ikke forandre sig. Hvad er vores største problem ved integration er det ikke noget, der meget ligner det der foregik i 30'ernes Tyskland!!!
- Vi behøver udvikling og hele det psykriatrien og vores tro på religion behøver en revolution.