Debatten mellem Mikkel Bolt og Pelle Dragsted har vakt en klassisk diskussion til live: Kan socialismen realiseres gennem parlamentarisk arbejde?
Allerede under den store revisionismedebat i det gamle tyske socialdemokrati fremførte Eduard Bernstein optimistisk revisionismens klassiske formel: ’gradvis realisering af socialisme’.
Men Bernsteins optimistiske formel slog fejl. I stedet for reformer og socialisme fik Europa fascisme i Vest og stalinisme i Øst, begge former igen efterfulgt af krig, kold krig og kapitalismens triumf.
Også den tyske socialdemokrat Karl Kautsky forestillede sig en gradvis udvikling af socialisme, dog markeret ved et afgørende brud, hvor den socialistiske arbejderbevægelse ved frie valg erobrede parlamentsflertallet og efterfølgende socialiserede produktionsmidlerne. Men i grunden var Bernstein og Kautsky forbløffende ens. Begge var evolutionister og begge var tilhængere af en statslig socialisme.
Rosa Luxemburg, der var antievolutionist og struktur-aktør-teoretiker, lagde derimod afgørende vægt på de spontane bevægelser i bunden af samfundet og plæderede for et ultrademokratisk massedemokrati.
Kriminaliseret socialisme
De gamle problemer og løsningsforslag gik til grunde i virkelighedens malstrøm, og de gamle dybtgående diskussioner blev glemt. Bolsjevismen degenererede til stalinisme som følge af en fejlslagen politik og under omstændighedernes tryk, mellemkrigsårenes socialdemokratiske reformisme led nederlag over for fascismen eller forvandlede sig til en systemabsorberet reformbevægelse, og selv forsøg på ’en tredje vej’ mellem reformisme og bolsjevisme blev nedkæmpet.
Efterfølgende, efter afslutningen af Anden Verdenskrig, gennem hele Den Kolde Krig og med accellererende kraft siden 1989 har socialismen nærmest været kriminaliseret og den samfundsmæssige debats agenda stærkt indsnævret.
Selv på venstrefløjen begrænsede diskussionerne sig ofte til højst at dreje sig om ønskeværdigheden af en eller anden form for keynesianisme. Den samlede effekt af sejrende kapitalisme, slagen arbejderbevægelse, kold krig og en lang årrække med USA’s økonomiske, politiske og ideologisk-kulturelle dominans har været enorm.
Ingen let løsning
Kapitalismens krise siden 2008, ja, hele den bestående liberale ordens krise, bølgen af protester og revolter kloden over i perioden mellem 2008 og 2011 samt her på det sidste Bernie Sanders, Jeremy Corbins og Melanchons iøjnefaldende resultater har imidlertid revitaliseret såvel Marx’ kapitalismekritik som de klassiske problemstillinger og diskussioner.
Men i dag som tidligere er der ingen lette løsninger. Det man i dag kalder kommunismen – følgende Stalins ideologiske proklamation af ’socialismens sejr’ i Sovjetunionen i 1936 – er naturligvis ikke relevant. Stalinismen var et bureaukratisk-kollektivistisk moderniseringsdiktatur med en despot i spidsen. Det kan næppe løse den moderne kapitalismes problemer, for slet ikke at tale om socialismens.
’Løsningen’ ligger tydeligvis heller ikke i den nutidige socialdemokratismes tilpasning til den bestående sociale orden. Denne politik har ikke kunnet realisere den gamle vision om emancipation, men tværtimod været ensbetydende med en underkastelse under det bestående system af magt og udbytning og en overtagelse og internalisering af den dominerende nyliberalistiske ideologi. Øverst på formularen
I den aktuelle diskussion har Bolt selvfølgelig ret, når han peger på betydningen af bevægelser i bunden af samfundet, men han forkaster betydningen af reformpolitik og parlamentarisk arbejde, og han forholder sig noget arrogant, forekommer det mig, til den ungdommelige aktivisme, der har båret Sanders, Corbin og Melanchon frem i deres kamp mod kapitalisme, den professionelle classa politica, medieeliten, og USA’s neoimperialisme.
Pelle Dragsted har til gengæld helt ret, når han peger på betydningen af parlamentarisk arbejde og konkret reformpolitik, og af politisk organisation i det hele taget. Enhedslisten leverer i mange henseender et godt stykke parlamentarisk arbejde, dog med fejl og mangler undervejs.
Folket må selv vælge og handle
Udfordringen for et parti som Enhedslisten og andre tilsvarende europæiske partier ligger først og fremmest i tendensen til at underbetone politisk mobilisering ude i samfundet. Og så er vi tilbage i den klassiske diskussion.
Rosa Luxemburg talte med begejstring om det »uhæmmede skummende liv«, der finder »tusind ny former, improvisationer« og »udløser skabende kraft« og om, at »hele folkemassen må deltage« i den nye proces, hun kaldte socialisme. Men hun advarede også mod en anden mulig udvikling, som hun kaldte barbari, og som vi i dag kalder fascisme.
Marx proklamerede i sin tid i Statutterne for Den Internationale Arbejderassociation, at »Arbejderklassens frigørelse må være arbejderklassens eget værk«. Så enkelt er det – og så svært.
Hvis folk ikke vil det, så bliver der ingen socialisme. Det samme kan i øvrigt siges om demokrati – en hvilken om helst form for demokrati – og om klassiske liberale værdier og institutioner. Hvis folk hellere vedvarende vil være underlagt kombinationen af kapitalmagt og en politisk kaste eller alternativt af en stærk mand i en samling omkring autoritære værdier og institutioner, er der intet, der kan rokke ved det.
Der findes ingen naturlig endestation, som hedder ’demokratiet’, ’den liberale orden’ eller ’socialismen’. Kun en vedvarende proces, hvor alle resultater er foreløbige, og mange muligheder og risici åbne.
Set i et langt historisk perspektiv kan man konstatere, at den samfundsmæssige udvikling på et tidspunkt skabte de økonomiske og sociale forudsætninger for demokrati, også for et demokrati, der var langt bredere og mere genuint end det system af indsnævret elitekonkurrence mellem professionelle politikere, som i dag benævnes ’det liberale demokrati’ – et ’demokrati’, hvor den økonomiske magt nyder en særlig beskyttelse, men omvendt influerer overalt, og hvor befolkningerne blot er atomiserede statsborgere, hvis deltagelse og indflydelse er reduceret til ved valgene at vælge mellem de forskellige politiske deleliter, som indgår i den samlede classa politica.
Deltagelseskrise
Historisk etableredes forudsætningerne for en langt videre demokratisk massedeltagelse og udfoldelse i en særegen konstellation. Det skabte megen frygt og bekymring i toppen af de europæiske samfund og blandt tidens intellektuelle elite.
Men det fremkaldte også forhåbninger og visioner, og det etablerede grundlaget for historiens største og mest langvarige demokratiske massebevægelse: den socialistiske arbejderbevægelse.
Den har lidt nederlag, men nye former kan opstå; der findes ingen obligatorisk, uforanderlig form, men nok et vedvarende problem, nemlig den deltagelseskrise, der har plaget alle europæiske samfund siden den franske og den industrielle revolution.
Udfordringen
Det må være al socialistisk bevægelses mål at genoptage og videreudvikle den massedemokratiske tradition. Demokratisk massedeltagelse er ganske vist ikke det umiddelbart mest sandsynlige scenarie i dagens verden, men på længere sigt det mest nødvendige, hvis man vil knække massepolitikkens kode. Der synes her at være en omvendt proportionalitet mellem sandsynlighed og nødvendighed.
I første omgang er de afgørende spørgsmål imidlertid: I hvilken retning ønsker man overhovedet at bevæge sig? Herefter må man forene parlamentarisk arbejde og folkelig bevægelse, reformkamp og samfundstranscenderende kamp. Menneskene skaber deres historie. Historien er ikke en uundgåelig naturproces, som man tror det i den liberalistiske tradition.
Curt Sørensen er professor emeritus, dr. scient.pol, ved Institut for Statskundskab, Århus Universitet
"forene parlamentarisk arbejde og folkelig bevægelse, reformkamp og samfundstranscenderende kamp". Det lyder som noget, jeg kender nemlig Alternativet og borgerlønsbevægelsen.
Hvad er der ellers?
God kronik, tak for den.
Den seneste måling viser i øvrigt, at Corbyns Labour med 45 procents vælgertilslutning nu ligger seks procent foran de Konservatives May, der styrtdykker i popularitet.
Mere her:
https://www.theguardian.com/politics/2017/jul/01/over-60-of-voters-view-...
I et ideelt socialistisk samfund har samfundsmedlemmerne indsigt i og viden om, hvad de producerer og hvordan og hvorfor produktionen fordeles, som den gør. I et tillempet socialistisk samfund (det bedste vi kan håbe på) er den produktive og forbrugsmæssige situation bragt så tæt på idealet som muligt. Kapitalismen tillader og kræver produktion og forbrug, som ikke vil være ønskeligt eller muligt i et tilnærmet socialistisk samfund. Personer, grupper, partier m.m. med socialisme som målsætning, har det som en helt nødvendig opgave, at klargøre, hvilken fremtidig situation på disse områder, man finder det ønskeligt og nødvendigt at arbejde hen imod. Det minder om det man før i tiden kaldte en utopi, men en utopi som gør rede for alt det, der må gives afkald på. Og de tilsyneladende "omkostninger" forbundet hermed.
ALLE slags infrastrukturer skal ejes af samfundet - prisen på brug bestemmes af demokratiet,udvidelser og vedligeholdelse bestemmes af vælgerne i et økonomisk demokrati med folkeafstemning pr. NemID også når det gælder salg eller tilbagekøb af infrastruktur.
Men hvem ved egentlig hvad det er? - samfundet, demokratiet, kapitalismen, globaliseringen, strukturreformer, IMF, geopolitik - disse grå skolebogsbegreber, der synes gamle selvom de er nye som Brexit eller elbiler?
Socialismen står på skuldrene af kapitalismen, kapitalismen skal ophæves til socialisme ifølge Marx, der har begrebet "ophæve" fra Hegel.
"Ophæve" betyder "afskaffe" men det betyder også "løfte til et højere niveau" - der er tale om et dialektisk begreb med to ansigter.
Kapitalismekritikken har måske været for ensidigt negativ, uden at have blik for, hvilke aspekter af kapitalismen som skal hæves til et højere niveau.
@Ib
Jeg tror du rammer hovedet på sømmet. Forudsætningen for socialisme - og et bæredygtigt samfund som sådan - er at vi sætter og forstår (og som følge heraf _diskuterer_) rammerne for hvad der er plads til - også økonomisk. Hvis vi ikke tager en åben debat og gør det klar hvad det har af konsevkenser og hvad det giver af muligheder, så vil ethvert skridt i socialistisk retning blive kvalt af populisme med løfter om råd til flere ferierejser og mere privatbilisme.
Hvorfor skulle socialisme være bedre end den enkeltes liberalistiske frihed til alene at gavne sig selv.
Det er socialismen jo heller ikke før den er et konkurrencedygtigt fællesskab.
Dét magtede Sovjetunionen ikke!
Så lad os finde vejen dertil - nu!
Hvorfor fejler den offentlige sektor igen - og igen - og igen?
Find årsagerne - find løsningerne - og lad os så komme i gang med en massebevægelse :-)
Niels Nielsen; - 12:32
"Kapitalismekritikken har måske været for ensidigt negativ, uden at have blik for, hvilke aspekter af kapitalismen som skal hæves til et højere niveau."
Og det er så ikke den den private ejendomsret, den skal ophæves.
Enig, men hvad skal bevares? Produktiviteten? Finansieringen? Stressen?
Jens Thaarup Nyberg:
du skriver:
"Og det er så ikke den den private ejendomsret, den skal ophæves."
anbefalet af Niels Nielsen.
Sig mig lige, om der fejl eller uklarheder i den sætning.
Hvis ikke, så må jeg sige, at det er for sent at forestille sig ejendomsretten ophævet.
Men ikke at forestille sig den reguleret.
Den varme masse er gået kold - og mindst to oldefædre roterer i deres grave.
Mon ikke ’manden på gaden’ har set, og måske ligefrem prøvet, rigeligt med disse marcherende og brølende massebevægelser i forrige århundrede til at hoppe på den galej igen – især, da han her får at vide, at det var disse socialdemokrater, der var skyld i stort set alle politiske ulykker dengang …
Omtrent samtidig med at Marx dør, dør arbejdsværditeorien og den moderne økonomiske teori baseret alene på priser og marginalnytte opstår. Det er den verden vi lever i - teoretisk set.. De "socialistiske økonomer" blev aldrig født. Teorien er mere en tro end virkelighed - en påbudt tolkning og handlingsramme.
Socialister har et kæmpeproblem, når spørgsmålet går på, hvor meget af den personlige ejendomsret, der skal nedlægges. Vi er tilbage til: Skal man have lov at have sin egen tandbørste? Og hvad med den lille markedsplads i landsbyen med varer fra de private jordlodder? Hvad med kælder- og køkkenbordiværksætterne med deres geniale produkter?
Det andet er, om vi skal tilbage til vor mors og fars socialdemokrati dvs. Otto Krag og 'Gør gode tider bedre'. Det mener jeg ikke, men det er et af fyrtårnene i debatten. Jeg mener, at vi skal tænke helt nyt. Derfor er jeg det, nogle nok vil kalde en løbsk alternativist, men vi bliver nødt til at få svenskerne op på disken, så vi kan se, hvad der er at vælge imellem. Det er vist det, artiklen vil frem til. Finder vi ikke ud af noget, får vi Løkke en gang til, og ikke nok med det, også mere af alt det, der ødelægger verden.
Det størtste problem ved, i hvert fald ved at implementere revolutionen, Skal kendes i hvilke verden man er i . I mai 1968 var der mulighed for forandring i Europa og specielet i Frankrig, hvor begivenhederne var mere fremskreden, indgik kommunist parti og fagforinger en aftale om løn forhøjelse(de såkaldte grenelle aftalen) Så stoppede det hele. (Jeg var der på det tidspunkt). Den reelle årsag var "hvad vil USA gøre", der er ingen tvivl om det, USA vil intervenere. Og kommunistisk parti vidste det, det ved det fra USSR. Problemet var og er stadig væk at folk sammemklumper og har det godt; de tror revolution er gratis, men det koster som "Churchill sagde i Tårer, sved og blod". Det er det samme jeg oplever det Krav om lukning af "Al Jazeera", USA vil en periferi, hvor de kan færdes uden problemer, periferien er Egypten, Golf området etc.. " Make Amerika Great". Ok den kolde krig er forbi men "make Amerika great" er der stadig.
Niel-Simon Larsen, en tandbørste er ikke et produktionsmiddel ;-).
Selvfølgelig er der problemer med at definere præcis hvad, der er produktionsmidler. Og jeg er da helt klar over at jeg tilhører et håbløst mindretal, når jeg agiterer for revolution. Men det ændrer ikke på, at jeg har ret.
At den klassiske arbejdsværditeori dør og vi i stedet får en idealistisk teori baseret på prissættelse viser jo blot, at de borgerlige økonomer ikke har læst Marx. Penge er et distributionsmiddel, ikke en værdi i sig selv, det er derimod de varer og tjenesteydelser, som pengene burde repræsentere i stedet for at leve deres eget liv.
Så måske betyder "ophævelse af kapitalismen" bare "regulering"? Men forklar mig så retfærdigheden i, at 1% af befolkningen ejer næsten det hele, mens 99% er mere eller mindre på røven? Kan man regulere sig ud af den indbyggede tendens til kapitalkoncentration, der er indbygget i enhver form for profitmaksimering? Kan man regulere sig ud af en logisk nødvendighed?
Kan man overhovedet forestille sig en "flink kapitalisme"? Eller må man gå til ondets rod, før rovdriften på naturressourcerne får os alle til at flygte op til isbjørnene for ikke at dø af hedeslag?
Omfordeling er en lappeløsning, der ikke gør noget ved det centrale problem, som er ejendomsretten og dermed RÅDERETTEN over kapitalen. At man er god til at tjene penge har ikke nødvendigvis noget at gøre med, om man er dygtig til at lede og fordele arbejdet, så hvorfor har ejeren automatisk denne ret?
Niels Nielsen
Ja, man kan godt regulere sig ud af en logisk nødvendighed, og nej, man kan ikke forestille sig en "flink kapitalisme"?
Jeg går ind for demokrati og regulering af den private ejendomsret.
Kapitalismen er logisk nok ikke flink, men den tøjles og begrænses og den knurrer og bider som en lænkehund, hvis herre er demokratiet. Den må finde sig i demokratiets regulering, jf. fx. skattelove, planlove, natubeskyttelseslove, eller antitustlove.
(jf. også Margrethe Vestagers regulering af markeds monopoler)
@Niels Nielsen
Mit første besøg i Moskva som ung DKU'er med to par slidte jeans i kufferten slog arbejdsværditeori ihjel for mig en gang for alle. Hvis socialisme skal have en chance - revolutionær eller ej - så skal der en helt anden teori om værdi og værdisættelse til.
Pia Madsen, Sovjetunionen er nok et dårligt eksempel på "realiseret socialisme". Ligesom Kina også er det - apropos er det da interessant, at kineserne har omfavnet kapitalismen, og stadig kalder sig kommunister.
For mig er kommunismen en idealtype, som aldrig kan nås, mens socialismen er det kompromis, som kommer nærmest, og som forhåbentlig til stadighed kommer endnu nærmere på det uopnåelige mål.
Hvad jeg forsøgte at pege på, er råderetten - jeg er bedøvende ligeglad, om nogle mennesker er rigere end mig, så længe jeg har til dagen og vejen. Men jeg er ikke ligeglad med, at disse rige mennesker kan skalte og valte med både naturressourcer og andre mennesker - herunder mig, sagde hunden - som de finder for godt, alene fordi de "ejer" en masse penge (som de i parentes bemærket jo kun ejer, fordi andre mennesker har været tvunget til at betale tiende for at få lov til at arbejde og tjene til livets underhold.
Hvad er det, der gør, at en rigmand automatisk har råderet over de fælles ressourcer? At der findes eksempler på kapitalister, der forvalter deres talenter fornuftigt, kan da ikke undskylde de mange, som er i gang med at formøble den fælles natur for egen vindings skyld?
Bemærk, det er ikke tilfældigt, at jeg taler om "tiende" og "talenter" - den fremherskende religion i vore dage er dyrkelsen af guden Mammon, som så sit snit til at overtage styret, da den gamle gud døde.
@Niels
Jeg skal sige at jeg anser hverken Kina eller Sovjet som gode eksempler på "realiseret socialisme".
Men arbejdsværditeori var en integreret del af den sovjettiske _formelle_ forståelse af økonomi.
Niels Nielsen: Vi er vist ikke så uenige. Futteralet til tandbørsten må for min skyld gerne være fælleseje, men det er rigtigt nok ikke et produktionsmiddel. Den privatisering, der er sket de senere år er helt forrykt. Man skulle tro, at flertallet var imod den, men det er de netop ikke, desværre. Du og jeg kan ikke forstå det. Kapitalismen dyrker egoismen, og de fleste er nogle store egoister. Det er der, problemet er. Nu vendte ego-orienteringen i England, og man kan håbe på, at det samme sker her.
Jeg husker en tilføjelse til husannoncerne for en fyrre år siden: "Ejerglæden er den største". Det meste af mit liv, har jeg været lejer og været godt tilfreds. Nu er vi ved at kvæles i ejerglæde på alle områder, men Jorden vi bor på og ressourcerne er fælles. Det er det, der skal gå op for folk nu.
Må jeg lige provokere lidt i denne debat: I den buddhistiske tilflugt siger men ja til følgende: Levende væsener er utallige, jeg lover at frelse dem. Vores begær er ubegrænset jeg lover at overvinde den.
Hvis man tænker disse sætninger ind i livet bliver vores ego under alle omstændigheder voldsomt udfordret. En nævner folks ønsker og krav om at demokrati m.v. skal være det der gavner en selv mest. Hvad er vores liv, hvis begær og tilknytning forsvinder? Kan livet i dets mangfoldighed være lykkelig,hvis vi helt dropper konkurrencen og lønforskelle og bare er? Socialismen bliver for mig så intet værd,hvis det enkelte individ ikke ønsker og erkender det kræver en livslang accept af at alt hvad vi gør i denne verden skal gavne vore medmennesker lige så meget som os selv, selv de mennesker vi ikke bryder os om. kapitalismen siger sig selv: albuer og oenge og statussymboler styrer hvem man er uanset hvor mange "lig" det koster.
Buddha sprænger alle rammer. If. ham har vi to valg: Enten går vi ind i strømmen og søger mod nirvana, eller også fortsætter vi i lidelsens hjul.
For mig er nirvana at købe katten i sækken, så derfor er jeg ikke buddhist, men Buddha er svær at komme udenom. Jeg synes, vi skal lade os inspirere og ved siden af være det, vi ellers er. Det giver nogle gode diskussioner. De materielt tænkende har jo ikke noget interessant at diske op med, selvom vi er fanget ind af reklamer, annoncer og andet bullshit.
Pia Madsen; 4/7 16:40
"Mit første besøg i Moskva som ung DKU’er med to par slidte jeans i kufferten slog arbejdsværditeori ihjel for mig en gang for alle. "
Fik du da ikke dine penge igen - endda i rigeligt mål: realisering af varens værdi, afhænger af udbudet og behovet.
Mao. arbejdsvsærditeori, at produktet på markedet må indbringe en værdi, der mindst erstatter omkostningerne ved deres produktion [ for et vedligeholde kapitalen].
Michael Kongstad Nielsen;
"Sig mig lige, om der fejl eller uklarheder i den sætning.
Hvis ikke, så må jeg sige, at det er for sent at forestille sig ejendomsretten ophævet.
Men ikke at forestille sig den reguleret."
Ja, reguleret, fra privat til fælles ejendomsret, dvs ophævelse af den private ejendomsret.
Ups !
Ovst. til Michael Kongstad Nielsen; 03. juli, 2017 - 17:50
Niels-Simon Larsen; 04. juli, 2017 - 07:25
"Socialister har et kæmpeproblem, når spørgsmålet går på, hvor meget af den personlige ejendomsret, der skal nedlægges. ... "
Det er nu ellers nemt: Vi vil gerne have lige udbytte af merværdien, uanset den er frembragt under privat- eller under fælleskapitlistiske forhold.
@Jens
"Fik du da ikke dine penge igen - endda i rigeligt mål: realisering af varens værdi, afhænger af udbudet og behovet"
Jo. Pointen er at værdien af et par slidte jeans på "markedet" i Moskva i 1981 var fuldstændigt absurd. Målt i den tid mine "kunder" måtte arbejde for at betale det de tilbød mig.
@Jens
"Det er nu ellers nemt: Vi vil gerne have lige udbytte af merværdien, uanset den er frembragt under privat- eller under fælleskapitlistiske forhold."
Det lyder nemt, men det er den gordiske knude der i praksis er så ekstremt svær at løse. Når fx selv cubanerne åbner op for privatkapitalisme:
https://www.engagecuba.org/cubas-private-sector/
Jens Thaarup Nyberg
05. juli, 2017 - 08:38
Ophævelse af ejendomsretten er ikke regulering af den. Hvis den er ophævet er der jo ikke noget at regulere.
Jeg går som sagt ind for demokrati. En demokratisk ophævelse af ejendomsretten kræver vedtagelse af en ny Grundlov, hvor reglen om, at ejendomsretten er ukrænkelig, ophæves.
En grundlovsændring kræver kvalificeret flertal. Det er ikke nemt at opnå. Eftersom ejendomsretten siden revolutionsforfatningerne i 1776 og 1789 har været en hellig og ukrænkelig menneskeret, så tvivler jeg på, at der kan opnås demokratisk flertal for at ophæve den i dag. Måske om 100 år, men ikke i dag - er min vurdering
Så hellere regulere den, hvilket bestemt er en mulighed.
En kommentar til Curt Sørensens debatindlæg i Dagbladet Information 3.7, 2017 "Det er folket selv, der skal skabe socialismen – politikerne kan ikke alene"
Tak for et tankevækkende og konstruktivt debatindlæg.
Jeg er enig i følgende sætning: " Det må være al socialistisk bevægelses mål at genoptage og videreudvikle den massedemokratiske tradition" og har i denne sammenhæng følgende kommentar og spørgsmål:
De konkrete udfoldelser af omtalte massedemokratiske tradition blev ifølge min viden i høj grad organiseret og afviklet på nationalstatsligt niveau - ligesom selve industrialiseringen og kapitalismen, der jo også fortrinsvist udviklede sig inden for nationalstatslige rammer, gjorde det. Nationalstaten satte på denne måde rammerne for produktivkræfternes og produktionsforholdenes daværende udviklingstrin.
Jeg tror, der er almindelig enighed om, at produktivkræfternes og produktionsforholdenes nuværende udviklingstrin karakteriseres af internationalisme/globalisering.
Idet der er en direkte sammenhæng (min og mange andres påstand) mellem produktivkræfternes og produktionsforholdenes udviklings trin på den ene side og bl.a. politisk organisering og metoder på den anden side, er du så enig i, at nutidens "massedemokratiske tradition" for at have den ønskede virkning nødvendigvis må udfolde sig på et internationalt/globalt niveau?
Gunnar Jakobsen, Aabenraa