Kommentar

Gå efter loven – ikke jobcentermedarbejderne

Medarbejderne i jobcentrene udsættes dagligt for verbal tilsvining og det der er værre, når borgere lader frustrationerne få frit løb. Men er man frustreret, bør man i stedet bruge sine kræfter på at påvirke os politikere. Det er os, der har ansvaret for lovgivning og administration på arbejdsmarkedsområdet
Debat
13. juli 2017

Debat og engagement er demokratiets kerne, men ord, der bliver brugt forkert, er et kraftfuldt våben, som kan ramme de forkerte mennesker. Det er desværre tilfældet i nogle borgeres aktive kamp for, at flere skal have førtidspension.

På Facebook bliver jobcentermedarbejdere hængt ud med navns nævnelse, mens nogen direkte leger med tanken om at forulempe sagsbehandlerne og ødelægge og smide med ting i jobcentrene, hvor medarbejderne udfører deres arbejde.

Sagsbehandlerne beskyldes for at »maltraktere« de ledige, og i nogle debatfora kalder borgere deres sagsbehandlere for idioter, møgkællinger og røvhuller.

Jeg forstår godt frustrationen, når man som syg borger ikke kan tilkendes en førtidspension, og når man skal igennem arbejdsprøvning på arbejdsprøvning.

Vi er også utilfredse i kommunerne over de stramme lovkrav om især dokumentationskravet, der betyder, at alvorligt syge borgere i for mange tilfælde venter alt for længe, før de kan få førtidspension.

Det kan tage årevis og fører ofte ingen steder hen. Det er frustrerende, når der er tale om syge borgere, der åbenlyst er berettigede til en pension. Derfor har jeg også kritiseret lovgivningen og retspraksis, som kommunerne og medarbejderne er tvunget til at overholde og vurdere på baggrund af.

Men det er ikke rimeligt, når nogen folk retter deres vrede og frustration mod jobcentermedarbejderne.

For det er ikke jobcentermedarbejderne, der skriver loven. Det er heller ikke medarbejderne, der afsætter ressourcer og prioriterer i kommunerne.

Medarbejderne gør deres bedste inden for de politiske og administrative rammer, vi i kommunerne og politikerne i Folketinget udstikker. Medarbejderne må aldrig blive prygelknabe for borgernes frustationer. Det er os politikere, der skal stå til ansvar for, hvorfor loven er, som den er, og i øvrigt stå på mål for vores prioriteringer.

Daglige verbale overgreb

Desværre står det skidt til lige nu. Medarbejderne skal ikke kun lægge ryg og psyke til daglige verbale overgreb. I dag kan ansatte også forvente, at nogle folk optager samtaler anonymt og lægger brudstykker af samtalen ud på sociale medier til spot og hån – ofte med medarbejderne som direkte adresse for en større gruppes vrede.

Det betyder også, at det i dag er nødvendigt at have vagter ansat i visse centre. For vi har set for mange eksempler på, at ord og trusler på tragisk vis er blevet afløst af vold og endda drab i det offentlige. Vi har desværre haft alvorlige hændelser i jobcentrene allerede, og vi tager situationen meget alvorligt.

Jeg forstår fuldt ud, at der er borgere, der er frustrerede, ulykkelige og vrede over deres situation. Og selv om jeg mener, lovgivningen er hovedproblemet, har vi i kommunerne selvfølgelig også et ansvar for at vurdere rigtigt og hurtigt med færrest mulige menneskelige fejl i sagsbehandlingen.

Jeg stiller gerne op

Jeg påtager mig gerne ansvaret for fejl og mangler i mit eget system. Forleden dag havde jeg en god dialog med demonstranterne på Rådhuspladsen, som jeg selvfølgelig gerne ville tale med. Jeg stiller op til debatter, og møder og svarer alle dem, der skriver til mig.

Og selv om jeg nogle gange er nødt til at bede om en ordentlig tone, bliver jeg ikke ødelagt af den hårde og meget personlige retorik. For jeg er valgt til at tage svære beslutninger, jeg kan prøve at råbe ministre op, og jeg kan kæmpe for bedre forhold på jobcentrene. Men det kan jobcentermedarbejderne ikke.

Frustrerede folk skal derfor ikke rette vreden mod uskyldige og pligtopfyldende medarbejdere. Folk skal gå det rigtige sted hen. De skal påvirke Folketinget, ministeren og os i kommunerne, hvis de eksempelvis er utilfredse med normeringen.

Sådan behandler vi hinanden ordentligt, og sådan hjælper borgerne bedst sig selv. Debatten om, hvordan vi bedre kan hjælper syge borgere, er alt for vigtigt til at blive ødelagt og destrueret af voldsomme personangreb.

Hvad enten det er i jobcenteret direkte eller på Facebook. Lad os tale ordentligt sammen, lade være med at hænge navngivne medarbejdere ud og lad os bruge vores ord, som de bruges bedst: Til at råbe magthaverne op og forsøge at skabe en lovændring.

Anna Mee Allerslev er beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anne Eriksen

Ikke kun i dette tilfælde, men snart på alle offentlige arbejdspladser - indskrænket grådighed, NPM og et virvar af besparelser og regler, dårlig IT.