Jeg er gennemsnitlig, og det er ret fantastisk

Forleden skete der noget fantastisk. Jeg ramte en af de grønne bølger på vej til arbejde og skulle ikke stoppe for rødt lys én eneste gang ti lyskryds i træk.

Det vilde var, at jeg ikke gjorde noget særligt for det. Jeg cyklede hverken ekstra langsomt eller ekstra hurtigt, mine fødder trampede bare i pedalerne i en helt naturlig takt, og så ramte jeg grønt. Hver gang.

I de første tre kryds med grønt lys lagde jeg ikke rigtigt mærke til det, og jeg følte mig også lidt bagud et par gange, når jeg blev overhalet af de lycraklædte med skiftetøj i attachemapperne på vej mod indre by.

Men så gik det op for mig, at de hurtige cyklister aldrig nåede særlig langt foran mig, fordi de måtte vente på skiftet fra rødt til grønt lys – i modsætning til mig, der med en horde af andre cyklister i samme tempo kunne glide fra det ene grønne lyskryds til det andet.

Vi var en masse cyklister i en afslappende takt, som aldrig skulle stoppe op, og da jeg nåede op på det tiende grønne lys, frydede jeg mig så meget over det, at det næsten føltes som om, jeg blev båret frem på cykelstien. På et tidspunkt overhalede mit cykelfelt endda – i ro og mag – en Porsche 911. Det var opløftende. Og det var ikke engang hårdt.

Det var først, da jeg nåede frem til avisens cykelparkering, at jeg rigtigt forstod, hvorfor jeg var blevet så glad på cykelstien: Jeg blev belønnet for at være gennemsnitlig.

Fordi jeg cyklede i en hastighed, som de fleste på de københavnske cykelstier transporterer sig i, var lyskrydsene indrettet til mig. Den grønne bølge hyldede det gennemsnitlige.

Blind for mine privilegier har jeg tidligere ærgret mig over min gennemsnitlighed.

At jeg fungerer bedst med otte timers søvn ligesom de fleste andre, og at jeg også synes, at matematik på A-niveau er svært. Det er ikke de okay-gode, middelmådige journalister, som løber med priserne. Det er ikke de gennemsnitlige, som får de smukkeste mænd, og det er slet ikke de gennemsnitlige, som lever de mest spektakulære og interessante liv. Sådan har jeg i hvert fald tænkt.

Men mit velbehag ved det gennemsnitlige har nok været der et godt stykke tid, og jeg tror, at det begyndte med Berlingoen.

Da jeg fik et job i det sydfynske med ufleksibel offentlig transport, blev jeg nødt til at anskaffe mig en bil, og da min far ved samme lejlighed fik en Berlingo i bytte ved en handel, var det den, jeg endte med.

Jeg indrømmer gerne, at en Berlingo er langt grimmere end en gennemsnitlig bil, der er faktisk ganske få biler, som er grimmere. Men med tiden blev jeg glad for den.

Det er dejligt, at den er rummelig og kan køre, men det bedste ved den er faktisk, at der er utallige Berlingoer på de danske veje. Rigtig mange, når man først begynder at lægge mærke til det. Hver gang jeg møder en anden på min vej, som sidder i en Berlingo, bliver jeg glad og føler mig mindre alene – mere almindelig.

Det ekstraordinære bliver hyldet i vores verden. Vi higer efter præstationer ud over det sædvandlige. Det virker som om, at det altid er dem, der kun sover fem timer i døgnet, som bliver topchefer.

Men paradoksalt nok er vores samfund indrettet efter det gennemsnitlige – og heldigvis for det, for gennemsnittet klarer sig jo egentligt ret godt. Vi kommer i hvert fald frem på cykelstierne.

Catarina Nedertoft Jessen er journalist på Dagbladet Information. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.