Læserbrev

Godhedsindustrien er selv på bistand

19. juli 2017

Det er netop kommet frem, at den tidligere radikale gruppeformand og minister, Christian Friis Bach, overtager jobbet som generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp.

Det kommer egentlig ikke som nogen overraskelse, da organisationer som Dansk Flygtningehjælp, Red Barnet og Røde Kors ofte fremturer med politiske holdninger i den offentlige debat – med synspunkter, der lige så vel kunne være fremsat af den radikale folketingsgruppe.

Det er dog karakteristisk for disse ikkestatslige organisationer, at de i overvejende grad er på støtten. Hvis vi tager tre af de store organisationer: Red Barnet, Dansk Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp, så viser en gennemgang af deres seneste regnskaber, at de ikke er så uafhængige endda. Red Barnet i Danmark indsamler kun selv omkring 20 procent af deres midler.

Resten kommer fra staten eller EU. Hos Dansk Flygtningehjælp står det endnu værre til. Her har man de sidste fire år kun selv rejst mellem 3,6-5,6 procent af de midler, man har brugt. Resten kommer fra staten, EU og FN´s kasser.

Der er altså ikke tale om uafhængige organisationer, men snarere om bistandsjunkier, der har opbygget kæmpe apparater for skatteborgernes penge.

Dette sammenholdt med deres meget partipolitiske agenda udgør et problem. Tiden er for længst løbet fra, at danskerne via deres skat betaler til missionerende politiske bevægelser. For eksempel blev eksklusivaftalerne på arbejdsmarkedsområdet forbudt for mange år siden. Ligesom det står enhver frit for at melde sig ud af folkekirken.

Men når det kommer til godhedsindustrien, er vi stadig tvangsindlagt til at være med. Det kan og bør der laves om på, og det bør som minimum være muligt for den enkelte skatteyder at framelde, at ens skattekroner kan gå til organisationer, der argumenterer for en politik, som man er lodret uenig i.

Anders Vistisen er gruppeformand for Dansk Folkeparti i EU-Parlamentet og Claus Kvist Hansen er udviklingsordfører i Folketinget for DF

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

"Godhedsindustri"...

Hvor er det dog småtskårent, selvfed, arrogant sprogbrug. Det afspejler meget godt indholdet i teksten.

Poul Erik Pedersen, Eva Schwanenflügel, Ebbe Overbye, Hans Larsen, Slettet Bruger, Jan Damskier og Tue Romanow anbefalede denne kommentar
Slettet Bruger

Apropos og uden at kalde dansk folkeparti for missionerende bistandsjunkier fra ondskabsindustrien: Hvorfra får df deres midler? Hvor meget indsamler de selv, hvor meget er statsstøtte og havde de ikke selv snablen nede i EU endda uden det var helt lovligt?

Poul Erik Pedersen, Eva Schwanenflügel, Ebbe Overbye, Bjarne Bisgaard Jensen, Hans Larsen, Lise Lotte Rahbek, Jan Damskier og Tue Romanow anbefalede denne kommentar
Henning Kjær

Selvom man melder sig ud af folkekirken betaler man via staten stadig til folkekirken.

Eva Schwanenflügel

DF har måttet tilbagebetale ret så mange penge, som de snød sig til i EU. Mage til hyklere skal man lede længe efter.