Læsetid 3 min.

Husk nu at nyde det! Det er en ordre!

Vi lever ikke længere i en forbudskultur, men i en påbudskultur. Kig engang på din t-shirt, din spegepølse eller din colaflaske. De indeholder med al sandsynlighed et påbud, du skal leve op til: Enjoy! Men det er et hysterisk krav
18. juli 2017

»4 kanelsnegle for en 20’er«. Det er Statoils reklame, der ægger og prikker til min lyst. Jeg var egentlig ikke sulten, men det er jeg nu. Måske. Eller hvad? Jeg ved det ikke. Men nu løber mit mundvand i hvert fald. Pawlov, Pawlow – navnet ringer en klokke.

Mens jeg overvejer sagen, falder mit blik på reklamens bonusinfo: »SMAGSGARANTI« står der. Hele to gange faktisk. Og så står der noget med småt: »Elsker du ikke smagen, får du pengene tilbage.« Jamen helledusseda! Så er der da ikke noget at rafle om, tænker min jyske hjerne. Statoil, here I come!

Men så er det, min københavnerkritiske hjernehalvdel slår til. Den del, der forlod Jylland uden at se sig tilbage, og som har gået på KU og læst religionskritik og kritisk sociologi. For lad os nu prøve at tage reklamens påstand for pålydende.

Forestil dig den scene, kærer læser, hvor jeg – efter at have taget en to-tre bider af den første snegl – går tilbage i butikken, lægger den halve kanelsnegl på disken, og siger til ekspedienten: »Hør her, Karin, jeg elsker ikke den her snegl. Jeg vil gerne have mine penge tilbage.«

Hele scenariet er selvfølgelig absurd. Og det understreger i sig selv, at pointen med smagsgarantien er en anden: Jeg skal elske min kage. Det er ikke et tilbud, men et påbud. Hvis jeg ikke elsker smagen, så er det ikke sneglen, den er gal med, så er det mig. Eller med Kierkegaards ord: Hvis du ikke kan finde kærligheden i objektet, så er det fordi, den mangler i subjektet.

Resultatet er nedslående: Jeg må forlade tankstationen med et psykisk deficit. Mit begær var utilstrækkeligt. Jeg formåede ikke at elske kagen. Og i pinlig bevidsthed om ikke at kunne leve op til reklamens bud, undlader jeg selvfølgelig at konfrontere mig med den skam, som jeg ville bringe mig selv i ved at smække sneglen på disken. Statoil – Københavnerhjerne 1:0.

Vi har på dansk et udtryk, som er meget sigende: »Husk nu at nyde det.« Vi bruger det helt hverdagsligt, men især i bestemte situationer. Til studenten, til den gravide, og til én der skal på ferie: »Husk nu at nyde det.«

Der er mindst tre grunde til, at man også bør overveje netop det udtryk en ekstra gang. For det første synes det at underforstå, at vi kan glemme at nyde. At der er en risiko for, at begivenheden forløber ubemærket af vores følelsesliv. Og at det i sig selv er et problem. At vi dermed misser det afgørende ved situationen, nemlig nydelsen. Derfor er udtrykket for det andet et påbud. Det er ikke en høflighed, men en ordre.

Som om den gravide ikke har nok at se til. Men hun skal altså også nyde det. Ligesom vi også skal nyde ferien, når nu vi endelig er på den. Tænk engang, hvor meget der afhænger af, om vi får nydt vores ferie. Tænk dig igen, kære læser, det skrækscenarie, hvor familien kom uforløst hjem fra ferie uden at have nydt den. Det ville trække skæbnesvangre konsekvenser hele vejen til juleaften.

For det tredje – og her kommer kanelsneglen ind i billedet igen – bliver nydelse noget, vi skal leve op til. Det er den egentlige samtidsdiagnose. Problemet i dag er ikke, at vi overskrider grænsen, men at vi ikke kan leve op til idealet. Elsk din kage! Vær dig selv! Følg dit begær! Og husk nu at nyde det! Vi lever ikke længere i en forbudskultur, men i en påbudskultur.

Det er ikke skyld, men skam, vi bakser med. Kig engang på din t-shirt, din spegepølse eller din colaflaske. De indeholder med al sandsynlighed et påbud, du skal leve op til: Enjoy! I den forstand er Svend Brinkmanns bestseller Stå fast og hans nye Gå glip et vidunderligt tragikomisk symptom på tiden. Problemet er ikke, at vores tid mangler normer og krav, men at der er flere end nogensinde.

Nå ja, og så i øvrigt en sidste overvejelse. Vi siger aldrig til børn, at de skal huske at nyde det. Er der noget, de har forstået, eller noget vi andre har glemt.

Christian Hjortkjær er ph.d. og højskolelærer på Silkeborg Højskole.. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Anne Eriksen
    Anne Eriksen
  • Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
    Eva Schwanenflügel
  • Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
    Lise Lotte Rahbek
Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer