Klumme

Hvad nu hvis

Et par tankeeksperimenter i ministeradfærd
14. juli 2017

Nylig konstaterede Ekstra Bladet, at ingen kommer til at savne Esben Lunde Larsen (V). Et sådant udeblevet savn bliver aktuelt, hvis DF opretholder irritationen over den magtfuldkomne Larsen og hiver bundproppen op af ministerens lille hjemmehavbrug.

Men det er ikke rigtigt, at ingen kommer til at savne Venstres førende charmetrold: Det vil land- og havbruget gøre samt andre, der ikke tager det så tungt, at folk gerne vil ånde luft og drikke vand uden at besvime. Ministeren har jo sine helt egne ideer om, hvordan venner og vælgere får del i indirekte erhvervsstøtte, finansieret af forbrugere og skatteydere.

Lunde Larsen forekommer som en usund kloning af Inger Støjberg (V), den anden, mere muskulære af de kreative ministre i Løkke Rasmussens 3. ministerium. Trods alt er det sidstnævnte, der tæller: En statsminister, der ikke skaffer sig af med ministre med et afslappet forhold til lov og orden, stempler sig selv, hvilket, i betragtning af statsministerens egen vandel, næppe kan komme bag på mange, at han ikke gør. Så lad det nu ligge, sommansir.

Hvad angår de to førstnævnte, kan man forsøge sig med den moralske belæring, som pæne folks børn opdrages efter: Gør ikke mod andre, hvad du ikke ønsker gjort mod dig selv.

Den remse kan enhver forstå: Havde nogen pisset i Lunde Larsens barndoms brønd eller smækket en olieboreplatform op i hans baghave eller løjet for ham i Folketinget, ville han næppe vende sin anden kind til, men stille op i stenkasterkøen og opfylde den parlamentariske pligt, den han utvivlsomt ringeagter andre for at opfylde.

Fra godt til ondt

Som Lunde og Støjberg er der flere i dansk politik, der ikke just fremstår som de bedste eksempler for den ofte fremhævede intimitet mellem på den ene side adfærd og på den anden de ofte påkaldte danske værdier. Men de to er specielle, og ordentlige folk i Venstres bagland bryder sig ikke om det.

Så sandelig står vi her med arven fra Søren Krarup (DF), hvor ondt er vendt til tautologisk godt og det gode foragteligt reduceret til selvgodhed. At ville noget for miljøet falder her ind under Luthers misbrugte gerningsretfærdigheds- eller gerningsretfærdiggørelsesbegreb.

At gøre det gode er at ophøje sig til Gud i kulturradikal ondskab bedrevet af en forhadt elite, hvem fanden det så er, og alle andre der mener det modsatte af ovenstående menneskefornægtende vås. Ikke desto mindre et populært standpunkt al den stund afvisning af den gode gerning og bistand til de knækkede er billigere og imod bjergsomhed i kristendommens navn kæmper selv Gud forgæves.

Men det er langtfra utænkeligt at danskerne en dag i fremtiden får den besked, at drikkevandet ikke længere er forsvarligt; akkurat som havmiljøet, der kan skades ubodeligt af store nye havbrug og almindelig idioti.

For Inger Støjbergs vedkommende kan man også anvende formlen fra før: Hvad nu hvis Støjberg kom i samme situation, som ligner den på hvis grundlag hun forvalter flygtninge og fremmedes liv og skæbne? Hvad ville hun forestille sig?

Kun fantasien sætter grænser.

Men på det overordnede sikkerhedspolitiske plan i Europa p.t. med kun kort til de store brændpunkter kan en krise udvikle sig utænkeligt. Det frygteligste i verdenshistorien er det utænkelige, hvor en uberegnelig præsident i USA nu er jokeren, der kan udløse en verdensbrand. So oder so: shit happens.

Romaer, bøsser af begge køn, dissidenter måtte før i tiden flygte, også danske jøder fordi de ikke æder stegt gris og går med kalot indendørs. Med nød og næppe og solidariske svenskere unddrog et dansk flertal af et europæisk fåtal af jøder sig det gigantiske civilisationssammenbrud, dét der siden gav (gode) tænksomme mennesker noget at fundere over, og som siden afstedkom konventionerne om menneskers rettigheder.

Det utænkelige

Nu antager vi at det utænkelige sker: danskere må flygte. En frygtelig dag kommer de af uransagelige grunde efter Inger Støjberg, der i flugten hopper i Frederiksholms Kanal uden anden bagage end en plasticpose med en tandbørste og en lagkageform.

Nu er Inger en stærk kvinde med gode lægge og aquadynamiske former. I en kraftanstrengelse tilbagelægger ministeren på forbløffende kort tid og uden ophold i lande undervejs afstanden fra Frederiksholms Kanal til Australien.

Godt nok er hun træt, da hun går i land og har slugt litervis af forurenet havvand undervejs; og godt nok tænker hun med bitterhed på tidligere kollega Lunde Larsen, der svinede med naturværdierne. Men frem er Inger kommet, parat til at tage fat på en frisk og bidrage til det australske samfund.

Sådan skal det ikke gå.

Inger står i en fremmed verden, hvor de snakker engelsk på en måde hun ikke mestrer. Hendes hårfarve er sluppet op, og den ene stilet knækkede allerede i Biscayen.

Et tryghedskabende syn frembryder hun ikke. Og da hun åbner munden, konkluderer de australske myndigheder hurtigt, at den danske flygtnings tvivlsomme meritter udgør en reel fare.

Den gæve svømmepige kan ikke anbringes blandt almindelige flygtninge. Australierne, der ellers ikke er sarte, mener, at sådanne holdninger som Ingers er uforenelige med modne mennesker, der bør beskyttes mod utryghedskabende overgreb. Inger bliver under uartikulerede protester ført bort og sejlet til en lille ø med en børnelejr for vanartet europæisk flygtningeyngel.

Siden hører ingen fra Inger i lange tider. Lige til den dag da hun endeligt får afslag på australsk tålt ophold og sendes retur til Slotsholmen. Her er drikkevandet i mellemtiden blevet så farligt, at dem der oprindeligt ville Inger til livs, alle er omkommet af at drikke fortyndet Gammel Dansk, og det i øvrigt kan komme ud på det samme.

Det skulle egentlig ikke være så svært at sætte sig ind i.

Serie

Intermetzo

Den ugentlige klumme af Georg Metz

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
  • Tino Rozzo
  • Marianne Borgvardt
  • Poul Anker Sørensen
  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
  • Hans Larsen
  • Christian Mondrup
  • Niels Duus Nielsen
  • Grethe Preisler
  • Hanne Ribens
Lise Lotte Rahbek, Tino Rozzo, Marianne Borgvardt, Poul Anker Sørensen, David Zennaro, Eva Schwanenflügel, Hans Larsen, Christian Mondrup, Niels Duus Nielsen, Grethe Preisler og Hanne Ribens anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger er snu. Inger har intuition. Inger ved noget om folkedyb og folkestemninger.
Havde de været anderledes, havde hun pejlet i andre retninger.
Den anden er bare regulært dum.