Klumme

Hvem vil gå i døden for en koncern?

Hvorfor fører Forsvaret en aktiv kamp imod sin egen historie og kultur? Seneste eksempel er diskussionen om nedlæggelse af hærens kampregimenter. Hvis unge mænd og kvinder skal ofre sig for fædrelandet, så skal de også have nogle værdier at kæmpe for
Hvorfor fører Forsvaret en aktiv kamp imod sin egen historie og kultur? Seneste eksempel er diskussionen om nedlæggelse af hærens kampregimenter. Hvis unge mænd og kvinder skal ofre sig for fædrelandet, så skal de også have nogle værdier at kæmpe for

Lars Krabbe

21. juli 2017

I Irak var der på et tidspunkt en vittig sjæl, der lærte de lokale gadedrenge, at blyanter hed ’gardersvin’ på dansk. Så når soldaterne fra den kongelige livgarde gik patrulje, blev de overfaldet af tiggende børn, der råbte gardersvin efter dem. Det grinede vi meget ad.

Og det var ikke kun livgarderne, der måtte finde sig i hån, spot og latterliggørelse. Dem fra Jyske Dragonregiment kaldte vi dinoer, fordi de som kampvognssoldater havde masser af panser og meget små hjerner. Jyderne replicerede så, at hestene i Gardehusarregimentet var af en helt særlig race, hvor røvhullet sidder på ryggen.

Den slags drillerier er kendetegnende for den humor og interne konkurrence, der eksisterer imellem hærens tre kampregimenter. Den Kongelige Livgarde, Jydske Dragonregiment og så mit eget: Gardehusarregimentet.

Eller lidt endnu i hvert fald, for i følge en artikel i det anerkendte medie OLFI , der dækker forsvarspolitik, er regimenterne nok på vej ud med det kommende forsvarsforlig. Årsagen? Der kan sparres et par millioner. Håndører i det store regnskab.

Jeg er godt klar over, at det for mange civilister kan virke underligt, at vi går op i det med regimenterne og deres historie. For de fleste danskere findes der de gamle dage, der kan være hyggelige nok at læse om, men som grundlæggende er irrelevante for deres egen samtid.

Sådan er det bare ikke for soldater. Med varierende intensitet dyrkes arven og kulturen fra regimenterne, således at de unge soldater forventes at leve op til forgængernes eksempel. Det kan godt minde om kulturen i fodboldfanklubber, men her er forskellen, at som soldat forventes det, at man er villig til at dø for sine kammerater. Hvilket har været konsekvensen for ikke så få.

Jeg søgte selv til Bornholm, da jeg skulle springe soldat engang i forrige årti. Samme sted som min far tjente i 1967. Det var her, man kunne blive spejder eller opklaringsoldat, som det hedder. Det rangerede for mig et sted omkring eller lige under at være jægersoldat. Da vi så var færdige med vores rekruttid, fik vi et glas Gammel Dansk og en lille tale fra vores premierløjtnant. Han sagde, at nu var vi husarer, hvilket ikke var en dårlig ting.

Men havde vi haft valget, så havde vi hellere videreført Bornholms Værns historie, der blev oprettet i 1672, og som navnet antyder var tæt knyttet til øens historie. Den største demonstration i Bornholms historie fandt sted i 1999, hvor 11.000 mennesker dannede en menneskekæde rundt om Almegårdskaserne uden for Rønne. Det er nemlig ikke kun internt i forsvaret, at regimentskulturen har en betydning. En hær kan kun fungere, hvis baglandet bakker aktivt op. Det har bornholmerne altid gjort.

Når man alligevel oplever, at forsvaret fører en aktiv kamp imod sin egen kultur og historie, så skyldes det, at den kultur, man fra ledelsens side ønsker at udbrede, er en virksomhedskultur. Man kalder uden ironi Forsvaret for en ’koncern’, og meget sigende slipper officerer for at gå i uniform, når de kommer højt nok op i hierarkiet og får lov at sidde med der, hvor de virkelige beslutninger tages.

Logikken bag virksomhedskulturen er, at man ved at gøre som i det private erhvervsliv, kan man træne, udruste og opstille soldater på den mest effektive og billigste måde.

Men det er min påstand, at når soldater kan slås, så er det på trods af den virksomhedskultur. Hvorfor bliver man en del af en koncern? Naturligvis for lønnens skyld, men på et tidspunkt, hvor vi sad i Afghanistan, regnede vi os frem til, at vores timeløn var et sted under 70 kroner i timen. Det var jo tydeligvis noget andet, der motiverede os.

Som kampsoldat er det vigtigste ens kammerater. Det er dem, man kæmper for, og der loyaliteten ligger. Her spiller regimenterne en rolle som et stykke levende kultur, der binder mennesker sammen – endda uden at modtage en krone fra Kulturministeriet eller nogen fonde. At smide den kultur væk er at kassere noget af den sammenhængskraft, der får soldater til at fungere og overleve i kamp.

Niels Jespersen er cand.mag. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjørn Pedersen
  • Ib Christensen
  • Gustav Alexander
  • Henrik Brøndum
  • Henning Kjær
  • Torben Lindegaard
Bjørn Pedersen, Ib Christensen, Gustav Alexander, Henrik Brøndum, Henning Kjær og Torben Lindegaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jesper Frimann Ljungberg

I BananMonarkiet Djøffistan er der intet der er helligt.

// Jesper

Torben Skov, Eva Schwanenflügel og Egon Stich anbefalede denne kommentar
Christian Lucas

Virksomhedskultur i Forsvaret? Det kan kun gå rigtig galt. Pentagon/DoD er helt ude af kontrol med billiarder i tabte penge og elendig intern kultur.

Martin Madsen

Jeg håber de unge lader være med at ofre sig.. især for 'fædrelandet'
Kvalmende tanke og retorik.

Torben Skov, Elsebeth Christiansen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar

Jeg håber du unge mænd og kvinder lader være med at ofre sig for Forsvaret A/S Eller Forsvaret Aps?

Ib Christensen

Det lyder skræmmende.
Det vil være frygteligt hvis også vores soldater begynder, at begrunde deres gerninger med "det er det vi bliver betalt for".
Det hedder sig ellers, at man skal ikke ofre sit liv for sit land. Man skal ofre fjendes liv for sit land. Så når der inden for egne vægge snakkes om at ofre vores liv, så rykker det altså på mit fjendebillede. For det er fjenden der vil ofre mit liv, ikke mine egne.

Og tendensen fra det private, hvor ledelsen spilder flertallets tid for derefter, at blide de nøgne kejsere ind, at det er alle de andre og ikke fællesnævnerne, der er ukvalificeret og dyre, kan hurtigt gøre et par millioner i besparelser til milliarder i udgifter.
På nuværende tidspunkt koster den trendens i det private os over 18 milliarder i løntilskud årligt. Og det er årligt! I kan ligge de 14 milliarder jobcenterne koster os oven i de 18 hvis i vil.

Hørte vi ikke lige fornyeligt fra dansk privat erhvervsliv, at de mente det var op til myndigheder, at påtage sig ansvaret for om de fulgte regler og love?
For mig lød det som en trussel om, at hvis i ikke stopper os så fortsætter vi. Uden at nævne hvad de mente vi bør stoppe.

Kenneth Hansen

Der er da værdier nok at forsvare. Værdier, der kan opgøres i $, forstås. Vores deltagelse i de amerikanske oliekrige viser tydeligt, at unge mænd er villige til at ofre både sig selv, og hvad krigen ellers kræver, for at bevare magtstrukturerne og elitens velstand. Og at skiftende danske regeringer (og dermed alle, der har stemt på dem) er villige til at ofre vor civilisations menneskelighed. Militær industri komplekset skal jo også tjene penge. Måske de skulle belønne soldaterne med medarbejderaktier i stedet for medaljer?

Jesper Frimann Ljungberg

Kom nu.. det går jo ikke at soldaterne kæmper for hinanden.. for enheden.. for regimentet.. for Danmark. De må indordne sig .. og gøre som resten af forsvarsministeriet, nemlig kæmpe for McKinsey.

// Jesper

Torben Bruhn Andersen, Egon Stich, Ib Christensen, Torben Skov og Flemming Berger anbefalede denne kommentar