Kronik

Hvordan skal man reagere, når man sidder og ser journalister blive fængslet for at passe deres job?

Det er vigtigere end nogensinde at være klar i sin kritik af den retslige galskab, som finder sted i Tyrkiet. Under retssagen mod ansatte fra den respekterede avis Cumhuriyet er journalistikken og journalisternes hverdag under anklage
Tirsdag forklarede chefredaktøren for den tyrkiste avis Cumhuriyet, Murat Sabuncu, sig i retten i Istanbul efter at have siddet fængslet siden kupforsøget sidste år. ’Jeg har skrevet hundredvis af artikler i min karriere, og jeg har aldrig lovprist nogen politisk leder,’ sagde han og fortsatte med at forklare, at avisen har været stolt af sin uafhængighed gennem hele den tyrkiske republiks historie siden 1923.

Tirsdag forklarede chefredaktøren for den tyrkiste avis Cumhuriyet, Murat Sabuncu, sig i retten i Istanbul efter at have siddet fængslet siden kupforsøget sidste år. ’Jeg har skrevet hundredvis af artikler i min karriere, og jeg har aldrig lovprist nogen politisk leder,’ sagde han og fortsatte med at forklare, at avisen har været stolt af sin uafhængighed gennem hele den tyrkiske republiks historie siden 1923.

Murat Basol

29. juli 2017

Hvordan skal man reagere, når livet bliver forvandlet til galskab? Når de ting, man har gjort hver dag i 20-30 år, pludselig bliver kriminelle? Når man tilmed bliver stillet for retten for at forsvare det liv, man har levet, og det job, man har udført? Hvordan skal man beskrive den galskab, jeg er vidne til, mens journalistikken lige nu retsforfølges i Tyrkiet?

Under den igangværende retssag mod 17 journalister fra den kendte og respekterede avis Cumhuriyet er det netop det hverdagslige, som bliver beskrevet og er under mistanke. Sagen begyndte mandag og slutter i dag – fredag.

Det er disse 17 journalister, redaktører, tegnere og bestyrelsesmedlemmer, som efter tur (ikke dem alle, for to er flygtet fra landet) står foran dommeren og taler om artikler, som de har skrevet, telefonopkald, som de har foretaget, mennesker, som de har mødt og interviewet, om beslutninger om overskrifter, som redaktøren har truffet, om redaktionsmøder og diskussioner om redaktionelle prioriteringer samt om mediehuset Cumhuriyets strategier.

Vi hører om detaljer og hverdagsliv, om spørgsmål og ting, som alle aviser i hele verden gør hver eneste dag. Det vanvittige er, at dette hverdagsliv pludselig flytter ind i en retssal – ikke en hvilken som helst retssal, men en af de største i justitspalæet Caglayan i Istanbul, hvor sagerne for de over 40.000 arresterede og tiltalte efter kupforsøget sidste år bliver behandlet. Aldrig har så mange journalister og forfattere siddet på anklagebænken, og et år efter kuppet anholder de stadig forfattere.

Tilfældighedernes spil

Mandag den 24. juli begyndte med store demonstrationer foran retssalen. Over tusind mennesker var mødt op for at vise solidaritet med de fængslede journalister. Der opstod stort kaos, da flere hundreder mennesker skulle forsøge at skubbe sig ind i en retssal med plads til 75. Efter flere timers forsinkelse med skrig og råben kom sagen endelig i gang mandag eftermiddag. Det var en stærk oplevelse at se de 11 anklagede, der har været fængslet siden oktober/november sidste år komme ind til et stort bifald og tilråb fra publikum. Familiemedlemmer vinkede og blæste kys i retning af mændene, der vinkede tilbage og smilte. Alle prøvede at forsikre hinanden om, at vi har det godt, og at alt er fint! Det var også stærkt at se, hvordan de 11 mænd, som ikke har mødtes, siden de blev anholdt, omfavnede hinanden.

I to dage har jeg hørt på de sigtedes vidneforklaringer, som har vekslet mellem det dybt tragikomiske og det rent komisk, men mest har handlet om dagligdagen, rapporter fra journalistens hverdag. I det omfattende anklageskrift på 368 sider er hele bevisførelsen relateret til tekster, som har været trykt i avisen i de seneste par år. Derfor er det journalistikkens væsen og arbejdsmetoder, der er på anklagebænken.

Hovedanklagen mod avisen er, at den gennem det skrevne ord været med til at »miskreditere og at neutralisere den tyrkiske republik og regering«, og den derfor »yder støtte til en terrororganisation uden at være medlem«. I dette tilfælde drejer det sig både om støtte til de kurdiske guerillaer i PKK og til Gülen-bevægelsen. Der er ingen særlig grund til, at netop disse 17 er anklaget, eller at kun 11 af dem er fængslet. Det kunne ligeså godt være 11 andre fra avisen. For det er gennem tilfældighedernes spil, at den tyrkiske regering kan skræmme alle andre fra kritisk aktiviteter. Ingen ved, hvem der bliver tilbageholdt og retsforfulgt, og ingen ved, hvornår staten måske slår til. Grænsen mellem dem indenfor og dem udenfor er meget tynd.

Politisk teater

Et eksempel på, hvordan tilfældighed hersker, er anholdelsen af journalisten Ahmet Sik. Avisens medarbejdere havde besluttet at sende et nytårsbillede af hele redaktionen til de journalister, der var blevet fængslet to måneder tidligere. Ahmet Sik var med på dette billede og vinkede til sine kolleger i fængsel. Dagen efter, den 30. december, blev han selv anholdt, og da billedet nåede frem til de indsatte fra Cumhuriyet i kæmpefængslet Silivri nytårsaften, kunne han selv modtage det. Det skal tilføjes, at Ahmet Sik længe havde været Gülens hårdeste kritiker i den tyrkiske offentlighed og sågar har skrevet en bog om bevægelsen. Men nu er han altså anklaget for at støtte den.

Et andet eksempel er, at den mand, der har udarbejdet anklageskriftet mod Cumhuriyet, Mehmet Ekinci, nu selv er blevet beskyldt for at støtte Gülen-bevægelse. Anklagerne er blevet til anklagede.

Det er, som om man kan se, at både den nye anklager og dommerne sidder og sveder af bekymring for, hvad de siger og giver udtryk for. Er de for eftergivende og venligsindede i deres overvejelser og spørgsmål, kan de endda risikere at blive fængslet. Det hele er blevet et politisk teater, hvor alle ved, hvilken rolle de spiller, og at der ikke er meget, de kan gøre ved det. Retssalen er tirsdag fyldt af den tyrkiske intelligentsia, og selv dommerne har en lang uddannelse. Men det er et nedværdigende, kafkask vanvid, der udspiller sig for øjnene af os.

Tirsdag forklarede chefredaktøren Murat Sabuncu (som tog over, efter at Can Dündar måtte flygte)  sig:

»Jeg har skrevet hundredvis af artikler i min karriere, og jeg har aldrig lovprist nogen politisk leder,« siger han og fortsætter med at forklare, at avisen har været stolt af sin uafhængighed gennem hele den tyrkiske republiks historie siden 1923. Det er smertefuldt at høre, hvordan Sabuncu skal forklare om overskrifter i avisen, som er nævnt i anklageskriftet, om artikler, som han har skrevet, om folk, som han har talt med, og han må gentagne gange gøre det klart, at en journalists fornemmeste opgave er at tale med folk! Ligesom de andre er Sabuncu ikke bange for at sætte ord på, hvad sker der – det er en retssag mod journalistikken!

»Vi sidder i fængsel for de historier, vi har fortalt,« påpeger han, »ikke andet.«

167 journalister og forfattere sidder i fængsel i Tyrkiet i øjeblikket. Det er svært at se, hvordan ytringsfriheden skal bevares i et land, der langsomt bevæger sig mod afgrunden. Indimellem er der glimt af håb, eksempelvis i form af at hele 1.100 advokater har meldt sig som forsvarere for de 17 anklagede. Navnlig fordi tre af dem, som er medlemmer af Cumhuriyets bestyrelse, selv er advokater. Tydelige markeringer af solidaritet og sammenhold findes stadig.

For Norge og Europa er det vigtigere end nogensinde at være klar i sin kritik af den retslige galskab, som finder sted i landet. Tyskland har skærpet sin kritik, fra Norge er der foreløbig stille. Kritikken er i øjeblikket indstillet. Den norske regering har absolut grund til at indklage Tyrkiet for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Er der noget, præsident Erdogan frygter, så er det det. Flere tusinder har allerede indklaget deres sager, også de anklagede fra Cumhuriyet.

Sagen mod Cumhuriyet fortsætter indtil fredag, men det er næppe sandsynligt, at der allerede afsiges dom. Derfor er forsvarsadvokaternes vigtigste krav, at de 11 fængslede bliver løsladt, mens sagen pågår.

Tilfældighederne vil vise, hvad der vil ske.

Opdatering fredag aften: Ved fredagens retsmøde blev det besluttet, at Guray Oz, Bulent Utku, Turhan Guney, Mustafa kemal Gungor, Musa Kart, Hakan Karasinir og Onder Celik bliver løsladt fra fængslet, mens sagen fortsætter. Det betyder, at fire endnu sidder fængslet. Heriblandt Ahmet Sik. Næste høring bliver i september.

Jørgen Lorentzen er medlem af Norsk PEN’s Tyrkiet-gruppe.

© Jørgen Lorentzen og Information 2017. Oversat af Mads Frese

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Poul Sørensen
  • Olaf Tehrani
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Flemming Berger
  • Jens Frederiksen
  • Jes Enevoldsen
Eva Schwanenflügel, Poul Sørensen, Olaf Tehrani, Robert Ørsted-Jensen, Flemming Berger, Jens Frederiksen og Jes Enevoldsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jes Enevoldsen

Det er let at være kritisk overfor et diktatur, men det er meget sværere at kritisere et diktatur, som er forklædt som demokrati. Erdogans Tyrkiet får det til at løbe koldt ned af ryggen. Vi får næppe en Mussolini, Franco, Salazar eller Hitler igen i Europa, men vi er i fare for at få en Erdogan (startende med Polen og Ungarn). Derfor er det så forbandet vigtigt at bekæmpe styret i Ankara.

Anders Reinholdt, Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel, David Hertz-Holm, Michael Hullevad, Steffen Gliese, Carsten Wienholtz, Susanne Andersen og Mads Berg anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

Det skal opfattes som en risiko.

"Når de ting, man har gjort hver dag i 20-30 år, pludselig bliver kriminelle? Når man tilmed bliver stillet for retten for at forsvare det liv, man har levet, og det job, man har udført? "

Det minder meget om den adfærd, som har været normen for dansk journalistik i flere år. Eneste forskelle er, at pressen ikke er en formel domstol, men refererer direkte til landets lovgivende og udøvende myndigheder. Det sker jævnligt, at ting, som store dele af den danske befolkning har gjort i 20-30 år, pludselig bliver næsten kriminelle.

"Vi hører om detaljer og hverdagsliv, om spørgsmål og ting, som alle aviser i hele verden gør hver eneste dag. "

Det har jeg savnet i Danmark de seneste fem - ti år.

Jeg syntes faktisk, der både er deprimerende og forargeligt, at man i Tyrkiet fængsler alle, der arbejder for borgernes frihed, demokrati og rettigheder, medens hele vesten passivt ser på.

Det drejer sig om journalister, forfattere, intellektuelle, akademikere med videre - og nu også mennerettigheds-forkæmpere. Bl.a. er der tilbagehold journalister uden sigtelse fra Tyskland, Frankrig og Sverige. Og der er tilbageholdt uden sigtelse mennerettigheds-forkæmpere fra bl.a. Tyskland og Sverige.

Det er soleklart, at de berørte borgeres hjemlande stiller krav overfor styret i Tyrkiet. Og det er ligeså tydeligt, at de fleste lande slet ikke reagerer, og at dem der tier, de samtykker.

Men hvor er alle de andre politikere henne. Og hvad har Danmark statsminister og udenrigsminister egentlig gjort? - De samtykker tilsyneladende også.

Susanne Andersen, Anders Reinholdt, Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel, Carsten Munk, Carsten Wienholtz, Michael Hullevad, Steffen Gliese og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Det er mest en sag om historie og intelligens mere end om ytringfriheden at gøre. Problemrt er Systemer skifter mens journalister skifter ikke, de kritisere altid uanset system skift. EU bliver til non-EU, EU har været og Eu er ikke mere, og hvad gør journalistere, de forsætter med at kritisere alle, og verden er der ikke mere her. "De siges det er kun tre måder at blive rig på", og de tre er ulovlige; og hvis kommer en fjerde måde at blive rig på. så er journalisten nød til at folklare hvad har han gjort før?

@ Touhami Bennour,

Jeg ved ikke, om det er gået op for dig.

Men den frie presse og den journalister har faktisk en meget vigtig opgave i et demokrati. Ofte er det dem - og ofte de eneste, der graver ubehagelige sandheder frem om magthaverne.

F.eks. om korruption magtmisbrug og overgreb på demokratiet. Men f.eks. også om den tyrkiske sikkerhedstjenestes handel med Daesh, der hver nat købte nye og super moderne våbensystemer mod 100-130 tankbilers indhold af mineralsk olieprodukter.

Det er derfor, den frie presse nyder særlig beskyttelse mod myndigheders overgreb.

Anne Eriksen, Jes Enevoldsen, Eva Schwanenflügel, Carsten Wienholtz og Michael Hullevad anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Erdogan har kun en tanke i hovedet og det er at tilrane sig mere magt. Erdogan har gennemgået en forandring hvor han tilsyneladende har mistet alle de filtre som almindelige mennesker har i forhold til at styre sin opførsel.

Touhami Bennour

OK siger vi det, så ved du alt om korruption, om skattely og om profit, og om de gode også etc. , men folket stemmer til højre alligevel.. De fleste Journalister laver journalistik som en forsker laver forskning uden at opfinde noget. De forsker altid. Du mangler fransk humor. Jeg har læst engang nogen forsker sige: hvis jeg opfinder noget så jeg er ikke mere forsker.

Søren Kristensen

Det lyder i det hele taget som lidt af en rodebutik dernede, men sådan er der jo så meget der er i Mellemøsten..