Kronik

Hvorfor måtte jeg ikke elske mine plejeforældre?

Da jeg var 11 år, blev jeg fjernet fra min plejefamilie, anbragt på døgninstitution og fik at vide, at de ville glemme mig, og at jeg skulle glemme dem
Jeg boede på døgninstitutionen i fem år. Igennem de år fik jeg aldrig en forklaring på, hvorfor jeg ikke måtte se min plejefamilie oftere – det eneste, jeg fik fortalt, var, at jeg ikke havde juridisk krav på det. Og døgninstitutionens manglende samarbejde med min plejefamilie blev retfærdiggjort med, at den ikke var forpligtet til den slags af loven. Det er også juridisk korrekt, men det er etisk forkert – i hvert fald i min sag, skriver Wincentz Heim.

Jeg boede på døgninstitutionen i fem år. Igennem de år fik jeg aldrig en forklaring på, hvorfor jeg ikke måtte se min plejefamilie oftere – det eneste, jeg fik fortalt, var, at jeg ikke havde juridisk krav på det. Og døgninstitutionens manglende samarbejde med min plejefamilie blev retfærdiggjort med, at den ikke var forpligtet til den slags af loven. Det er også juridisk korrekt, men det er etisk forkert – i hvert fald i min sag, skriver Wincentz Heim.

Sille Veilmark

17. juli 2017

Store bøgetræer passerer uden for bilruden. Luften i bilen føles tung at indånde. Det er sidste dag med min plejefamilie, men min første dag som døgnanbragt barn på institution.

Bilen ruller ad de nordsjællandske veje til en herskabsvilla i det charmerende Nødebo. Det er her, kræften i mit sind skal kureres.

Jeg ser mit spejlbillede i den store glasdør til villaen. Da min plejemor tager i den, er den låst. Det er søndag eftermiddag, og døgninstitutionen har glemt, at jeg flytter ind. De mennesker, der lige om lidt vil fortælle mig, at min plejefamilie hurtigt vil glemme mig, har allerede glemt mig.

Det var ikke med min gode vilje, at jeg skulle flytte fra mine plejeforældre til en døgninstitution, da jeg var 11 år, men det var nok den rigtige beslutning på daværende tidspunkt. Mine plejeforældre havde selv påpeget over for kommunen, at jeg havde brug for mere hjælp, end deres egen faglighed rakte til. Jeg var psykisk syg og skulle i behandling.

Jeg havde forventet, at kommunen og døgninstitutionen ville indgå i et tæt samarbejde med mine plejeforældre, for de havde været mit fundament, fra jeg var halvandet år gammel. Men det samarbejde kom aldrig på tale.

Det undrede os alle, for de vidste alt om min opvækst. Måske kunne døgninstitutionen have fået nyttige oplysninger, der kunne bruges i min behandling? Måske ville kontakt til de mennesker, jeg var tættest på, have været gavnlig for min videre færd?

Psykiatriens klare anbefaling til døgninstitutionen var i hvert fald, at det var essentielt for mig at opretholde mit forhold til min plejefamilie – psykiaterne mente faktisk, at jeg skulle være blevet boende hjemme. På døgninstitutionen valgte man at overhøre det.

Farvel til kærligheden

Selv om der aldrig havde været en navlestreng mellem min plejemor og mig, var vores kærlighed lige så ægte, som havde hun været min biologiske mor. Men lederne på døgninstitutionen fortalte os, at vores kærlighed ikke ville bestå, og at vi ville glemme hinanden.

Døgninstitutionen gjorde aldrig noget for at arbejde sammen med mine plejeforældre, og jeg måtte kun besøge dem hver anden weekend. Institutionen ville intet have med dem at gøre, selv om de var mit fundament.

Der blev aldrig givet en faglig begrundelse for det, årsagen syntes at være, at min plejefamilie blot blev betragtet som en social foranstaltning, som nu var erstattet af en anden social foranstaltning. Det offentlige social systems tankegang havde ikke plads til kærligheden mellem os.

Knive af savn skar sig igennem min mave, hver gang jeg som det eneste barn skulle være på døgninstitutionen i en weekend.

Retsløs

Institutionens ord om mig og mine plejeforældre var sårende, men det, der ramte mig mest, var, at loven ikke beskyttede mig og min relation til mine tidligere plejeforældre.

Alle anbragte børn og unge i Danmark har ret til et familieliv og kan kun under særlige omstændigheder nægtes dette. Men jeg havde ingen ret til familieliv med den familie, jeg så som min. Den eneste grund var, at vi ikke var af samme kød og blod, og at jeg ikke var formelt adopteret.

Jeg fik en følelse af, at jeg blot skulle være taknemmelig for, at jeg måtte se dem – indtil vi alle havde glemt hinanden.

Men hvilket menneske vil glemme sit barn, og hvilket barn vil glemme sin mor og far, blot fordi ingen paragraffer i loven giver dem ret til hinanden?

Jeg følte mig glemt, mine ord ignoreret og mit liv omdannet til et journalnummer. Der var en slående ligegyldighed over for det, der havde værdi i mit liv, og den blev retfærdiggjort af lovens manglende paragraffer.

Jeg følte mig strandet i et juridisk sort hul, hvor der grundlæggende mangler rettigheder for plejebørn. Min stemme burde have betydet mere. Man burde have hørt på mig, også selv om jeg på daværende tidspunkt var 11 år.

Sille Veilmark
Som tidligere plejebarn burde jeg have haft ret til at kunne vælge min plejefamilie aktivt til, men i den henseende har man først juridisk slagkraft, når man fylder 15 år.

Jeg mener ikke, at vi bør give børn ret til at diktere deres eget liv, især ikke hvis de tumler med psykiske problemer. Men jeg mener, at deres stemme bør betyde mere i en yngre alder, og at tidligere plejebørn bør have de samme rettigheder til at have et forhold til plejefamilien, som børn har ret til at se deres biologiske ophav.

For mig føltes forskellen som diskrimination. Jeg følte mig anderledes og tilsidesat. Jeg måtte ikke elske de mennesker, der havde opfostret mig – men hvorfor skal systemet beslutte, hvem man må elske?

Sort hul

Jeg boede på døgninstitutionen i fem år. Igennem de år fik jeg aldrig en forklaring på, hvorfor jeg ikke måtte se min plejefamilie oftere – det eneste, jeg fik fortalt, var, at jeg ikke havde juridisk krav på det.

Og døgninstitutionens manglende samarbejde med min plejefamilie blev retfærdiggjort med, at den ikke var forpligtet til den slags af loven. Det er også juridisk korrekt, men det er etisk forkert – i hvert fald i min sag.

Det er her, der opstår et sort hul i den gældende lovgivning. For selv om lovgivningen ikke direkte opfordrer til samarbejdet, understreger den, at beslutninger træffes ud fra barnets tarv. I min sag er det svært at se, hvordan loven er blevet efterkommet på det punkt.

Da min relation til min plejefamilie kom under angreb, havde jeg ingen rettigheder til at opretholde mit forhold til dem. Det var faktisk heldigt, at jeg overhovedet stadig måtte se dem – jeg havde ikke kunnet ændre på det, hvis jeg var blevet nægtet at se dem.

Dette sorte hul i loven skal væk. Der bør vedtages en paragraf, som ligestiller plejefamilier med biologiske familier. Det tidligere plejebarn bør have de samme rettigheder til at vælge sin plejefamilie til, som et barn har til at vælge sin biologiske familie.

Barnet bør have den ret, fra det er ganske lille, og den bør kun tilsidesættes, hvis der er behandlingsmæssige årsager til det, eller hvis plejefamilien afslår at have kontakt.

Mit liv kunne være endt galt, men jeg var heldig, at min plejefamilie holdt fast i mig, og jeg holdt fast i dem – præcis som enhver anden familie bør gøre.

Jeg fik et liv, da jeg afsluttede 9. klasse og fik lov at flytte hjem til dem igen. Selv om døgninstitutionen anbefalede, at jeg tog på efterskole eller kostskole, så valgte min sagsbehandler at følge mit ønske om at bo sammen med min familie.

Jeg var en af de heldige, for jeg havde ressourcerne og muligheden for at overvinde sygdommen i mit sind, og jeg havde energi til at kæmpe imod et system, som behandlede mig uretfærdigt. Det er ikke muligt for alle – så jeg fortæller min historie i håb om, at andre kan blive skånet for en lignende oplevelse; måske endda med en ulykkelig slutning.

Wincentz Heim er studerende. Han har deltaget i medieskolen for tidligere anbragte unge, som Information afholdt i foråret med støtte fra Egmont Fonden

Serie

Systemets børn

Omkring en procent af de 0-17-årige børn er på en given dag anbragt uden for hjemmet. Sådan har det været de sidste 100 år. Men hvad sker der, når du bliver systemets barn, der er afhængig af omsorg og kærlighed fra mennesker, der er ansat til at tage sig af dig?

I en kronikserie fortæller tidligere anbragte unge i løbet af sommeren om deres opvækst, og Information går i en række artikler tæt på de dilemmaer, som opholdssteder, plejefamilier, sagsbehandlere og det danske velfærdssamfund står med, når de overtager ansvaret for barnets opvækst.

Seneste artikler

  • Ombudsmanden vil have styr på anbringelser af børn

    14. august 2017
    Ombudsmanden er gået ind i en række sager om manglende handleplaner for anbragte børn i de seneste år. Før sommerferien henvendte han sig til kommunerne og Social- og Børneministeriet om problemet. Hvis ikke det bliver løst, vil Ombudsmanden gå videre til Folketinget, som kan overveje sanktioner mod kommunerne
  • Forældre til anbragte får ikke den hjælp, de har ret til

    2. august 2017
    Selv om forældre til anbragte børn har haft ret til en støtteperson siden 2001, så blev der i 2015 blev kun tildelt en støtteperson i 16 procent af anbringelserne. Problemet er, at det ikke har nogen konsekvenser for kommunerne ikke at overholde loven, mener lektor i socialret
  • At anbringe børn er symptombehandling, hvis ikke familien får hjælp

    1. august 2017
    Ny forskning giver for første gang indblik i de opvækstvilkår, anbragte børn i danske plejefamilier har. Især støtten til familierne og de tidligere anbragte over 18 år halter bagefter, mener Inge Bryderup, der er professor i socialt arbejde på Aalborg Universitet og står bag undersøgelsen
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ulla enevoldsen
  • Steffen Gliese
  • Maiken Guttorm
  • Nanna Wulff M.
  • Viggo Okholm
  • Randi Christiansen
  • Kristen Carsten Munk
  • Poul Solrart Sørensen
  • Dorte Sørensen
  • Eva Schwanenflügel
ulla enevoldsen, Steffen Gliese, Maiken Guttorm, Nanna Wulff M., Viggo Okholm, Randi Christiansen, Kristen Carsten Munk, Poul Solrart Sørensen, Dorte Sørensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Susanne Ryding

Wincenntz Heim hvor er det en meget aktuel artikel og emne du berører her. Systemet. I Danmark. Godt at du har styrke og intelligens i orden. Og du har en fantastisk gid plejefamilie. Jeg er glad for i er genforenet. Men ville have i aldrig skulle have været adskilt. Dit savner beskrevet som en kniv der skærer dig er meget livagtigt. Du er kommet igennem det her unge mand.pp trods af systemet som mod spiller hvor de burde have været medspillere. Bravo jeg VED du får en fantastisk fremtid familie. Og et godt liv. Kærlige hilsner fra mig

Anne Mette Jørgensen, Linda Heim, Viggo Okholm, Kristen Carsten Munk, Poul Solrart Sørensen, Steffen Gliese og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Wincentz Heim, hvor er det dog en svinsk behandling du har været udsat for.. Jeg genkender smerten ved ufrivillig adskillelse, den er grum og altfortærende. Godt at du fik lov til at flytte hjem igen!
Jeg anede ikke, at umyndiggørelsen var så grel for plejebørn, og du har fuldstændig ret i, at det hul i loven bør lappes hurtigst muligt. Tak for din historie, og held og lykke fremover.

Kim Houmøller, ulla enevoldsen, Anne Mette Jørgensen, Linda Heim, Viggo Okholm, Poul Solrart Sørensen, Steffen Gliese og Jens Illum anbefalede denne kommentar
Poul Solrart Sørensen

Endnu en fantastisk vigtig historie, at få frem i lyset så det står klart for alle, at der skal virkelige forandringer til, vi kan ikke fortsætte med et system der fejler systematisk og specielt ikke unge gamle, syge, arbejdsløse og andre svage gruppper.
Det er ikke nok at politikerne reformere lidt og systemet så forsat køre sidelæns....

Anne Mette Jørgensen, Steffen Gliese, Torben Bruhn Andersen, Viggo Okholm, Kristen Carsten Munk og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Viggo Okholm

Ja historien her fik mig til at få ondt i maven, selvom jeg nu som71 årig intet har i klemme og aldrig har været i sådan en situation.
Det ville være rart om mennesker fra det faglige ville kommentere her.

Anne Mette Jørgensen, Eva Schwanenflügel, Linda Heim, Heidi Larsen, Nanna Wulff M., Steffen Gliese og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

Hjerteskærende fortælling om et koldt system.Håber du klarer livet fremover. og ønsker dig al mulig held og lykke.
Jeg har i mit job i slut 2000 oplevet på mit job, at møde mennesker,der havde været i 9 plejefamilier og ikke altid lige varme.
For få år siden så jeg til min skræk i tv, at et svigtet barn, der havde det godt hos bedsteforældrene blive frataget retten til at bo hos dem, trods stor kærlighed og varme mellem dem.
Nej barnet skulle absolut fjernes.
Hvad i himlens navn foregår der den dag i dag?

Kim Houmøller, ulla enevoldsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Kim Houmøller

Det er vel bare ren ondskab, der er sat i system. I dag banker man ikke børnene, men udsætter dem for psykisk vold.
Godhavn drengene ikke at forglemme!

Fint og flot indlæg, der påpeger nok et problemvedrørende børn og plejefamilie. Familier, der efter det offentliges mening ikke skal være der når den unge fylder 18, senest 23. så er der ikke "forpligtigelser" for familien mere. Som der er beskrevet fatter systemet ikke, at der erkærlighed for hinanden, når det handler om plejefamilier.
Anne Mette Jørgensen spørger hvad der foregår i dag? et godt spørgsmål, min oplevelse er, at der ind imellem er der nogle af de mennesker, der skulle tage sig af anbragte børns tarv, der ikke tåler kritik (her menes positiv kritik) og spørgsmål af nogen art, da de er klogere end alle andre og ved bedst, uanset der forsøges at bibringes af viden og indsigt om det menneske, der er i klemme.