Klumme

Min hyldest til drengepigerne og tøsedrengene

Mens accepten af kønsskifte og transkønnethed bliver større, er det, som om vores forestillinger om, hvad det vil sige at være en dreng og en pige bliver mindre. Måske er det de snævre anskuelser af, hvad det vil sige at være en mand og en kvinde, vi bør gøre op med, snarere end det er biologien
Debat
28. juli 2017

Jeg er gift med en drengepige. Det kaldte man det i hvert fald i 1951, da Pia blev født. Vores syvårige datter Lulu sad den anden dag og så gamle billeder fra Pias sommerferier med teltture på Nordstrand.

»Hvem er den lille dreng?« spurgte Lulu og så indgående på billedet af et 10-årigt meget solbrændt barn med helt kort, brunt hår, der står i shorts og bar overkrop og laver bål. »Det er jo mig,« sagde Pia.

Jeg skyndte mig at forlade stuen, for jeg har allerede hørt alle historierne om, at Pia gerne ville have været søspejder, men ikke måtte, fordi hun var pige, og hun måtte heller ikke have træsløjd i skolen, fordi hun var pige, og hun var tvunget til at have håndarbejde med de andre piger, men nægtede at brodere og i stedet afleverede sin søsters korsstingsbroderi til lærerinden.

Det var noget andet at vokse op som en pige i halvtredserne, når man ikke var vild med dukker, sløjfer eller håndarbejde. Der er ikke noget at sige til, at Georgina i De Fem-bøgerne drømte om at være en dreng og insisterede på at kalde sig George. Jeg elskede De Fem-bøgerne på grund af George.

Jeg elskede hendes handlekraft og frihedstrang, også selv om jeg selv mest legede med Barbie-dukker og ikke drømte så meget om skjulte skatte i borgruiner og skibsvrag. Jeg er ellers vokset op i det, der nu mest af alt ligner en slags kønshistorisk parentes i halvfjerdserne, hvor vi alle gik rundt i brune fløjlsbukser, inden vi igen blev delt op i Spiderman og Elsa.

Den anden dag sagde Pia, at hun sikkert ville have tænkt, at hun skulle have været født som dreng, hvis forholdet til kønsskifte dengang så ud, som det gør i dag. For der sker ting på køns- og identitetsfronten for øjeblikket, især når man ser på børn og unge.

I højere grad end nogensinde før er man med til at definere sin kønsidentitet. Man kan godt definere sig som en dreng, selv om man er født som pige, og omvendt. Man kan også definere sig som non-binær, hvor man på en måde sætter sig ud over kønnet.

Sexologisk Klinik under Rigshospitalet har svært ved at følge med forespørgslen på kønsskifte, og transaktivistiske grupper presser på for, at børn i en tidlig alder skal have mulighed for at definere egen kønsidentitet og begynde i hormonbehandling eller få en kønsskifteoperation.

»Nature loves variety. Unfortunately, society doesn’t«, bliver den amerikanske biologi- og seksualitetsforsker Milton Diamond ofte citeret for at sige. Citatet bruges i transaktivistiske kredse til at vise, at vi er for begrænsede i vores definition af biologisk køn. Men man kan også læse citatet sådan, at det er variationen inden for de biologiske køn, vi som samfund har svært ved at håndtere.

Måske er det de snævre anskuelser af, hvad det vil sige at være en mand og en kvinde, vi bør gøre op med, snarere end det er biologien.

Det er George-pigerne og alle de andre handlekraftige kvinder, og det er de drenge og mænd, der tør lakere neglene og tage et skørt på, alle dem, der førhen blev kaldt tøsedrenge, dem, der bryder med forventningerne til deres køn, det er dem, der hele tiden er med til at udvide kønsspektret for os alle sammen. Det er dem, der baner vejen for bulderbassepiger og glimmerdrenge.

Man kan sige, at det samfund, vi lever i, bliver mere og mere flydende i forhold til køn, men man kan også sige det modsatte. At vi bliver mere og mere optagede af køn, af at kategorisere os selv med rubrikker og underrubrikker. Vi vil have retten til selv at identificere os.

Og rammerne om de forskellige rubrikker bliver stadigt mere snævre. For dem, der vil skifte køn, bliver kønnet utroligt definerende. Det kommer til at ligne en identitet. Samtidig med at accepten af kønsskifte og transkønnethed bliver større, er det, som om vores forestillinger om, hvad det vil sige at være en dreng og en pige bliver mindre. Det er det paradoksale ved det. At det, man vil gøre op med, på en måde bliver stærkere end nogensinde.

Der er mange måder at være dreng på. Mange måder at være pige på. Tænk, hvis vi nåede derhen, hvor man bare var det på sin helt egen måde, uden at ens krop dermed var forkert.

Betty Frank Simonsen er journalist og oversætter. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Tak for et rigtig godt indlæg, jeg på mange måder kan nikke genkendende til :-)

David Zennaro

Suk, som transmand, der har levet et miserabelt liv i årevis som butch lesbisk, bliver jeg bare så træt af at læse den slags. Jeg er helt enig med forfatteren i kærligheden til drengepiger og tøsedrenge. Men at dømme os, som har brug for at forandre vores krop på denne måde er bare for træls.

Når man skifter køn, gør man det, fordi man ikke kan lade være. Så enkelt er det. Og kønsroller og kønsidentitet er to forskellige ting. Det er ikke korrekt, at de transkønnede, som skifter fysiologisk køn, har stereotype opfattelser af køn. Nogle har, men mange af os har ikke.

Når vi presser på for at de unge skal få behandling, så er det, fordi vi af egen erfaring ved, at det er i puberteten, at man får de virkelig store psykiske skader. Skader som det kan være svært eller umuligt at rette op på. Og det har intet med kønsroller at gøre. Vi siger ikke, at børn skal have hverken hormonbehandling eller kirurgi, men når de unge går i puberteten, har de brug for at få det stoppet, så de ikke udvikler sig forkert. Jeg synes, de tidligere burde få de rigtige hormoner, og det kommer sikkert også.

Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

David Zennaro, jeg forstår nøjagtigt hvad du siger. Jeg siger bare også hvad der er rigtigt for mig.
Har selv oplevet hvad Pia har, selvom vi er fra forskellige generationer.
Det der med at skulle defineres som et køn føltes enormt restriktivt for mig, og jeg gjorde hele tiden oprør imod det.

David Zennaro

Jeg angriber ikke, at man kan være utilfreds med sit køn men ikke ønske at ændre det fysiologisk. Tværtimod, så har jeg stor respekt for både maskuline kvinder og feminine mænd. Jeg har heller aldrig syntes om hverken måden man kan være kvinde eller mand i vores samfund.

Men jeg bliver virkelig vred, når forfatteren bruger det som et afsæt til at angribe os transkønnede. Jeg synes, det ville være så meget mere frugtbart, hvis vi kunne arbejde sammen, men det kræver godt nok, at alle på forhånd respekterer de andres position, en respekt som i den er fraværende i denne kronik.

Lars Bo Møller Dalsgaard og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Dengang i sjette klasse hvor vi fik seksualundervisning, troede jeg, at jeg var en forkert person
Jeg syntes jeg var en dreng, og havde hele tiden været stolt når fremmede sagde til min mor, sikken sød dreng du har. Men jeg blev en kvinde.
Jeg har aldrig haft dit mod til at lave mig selv helt om. Men jeg beundrer dig
Måske har jeg aldrig været butch som dig. Jeg er bare mig .