Det er ved at være et år siden, at Hillary Clinton accepterede Demokraternes nominering i Philadelphia. Ingen havde regnet med, at Bernie Sanders ville tage flotte 39 procent af stemmerne mod midterorienterede og favoriserede Hillary Clinton.
Der var heller ingen, der havde troet på, at den tidligere trotskist Jean-Luc Mélenchon fra Frankrigs venstrefløj skulle lave en slutspurt så overbevisende, at flere talte åbent om muligheden for, at han kunne blive præsident. Men største overraskelse af alle var dog uden tvivl, da Labour-lederen Jeremy Corbyn mod alle forventninger spolerede de britiske konservatives håb om absolut flertal i Underhuset.
De tre politikere har det til fælles, at et ungdommeligt momentum har spillet en central rolle i deres fremgang. Men de deler også den skæbne, at ingen af dem er nået frem til deres landes regeringskontorer. Det, der bør undre, er, hvordan de tre venstreorienterede politikere kan skabe så succesfulde og involverende kampagner og alligevel være så langt fra den ultimative sejr.
En del af forklaringen er, at kampagnerne har satset for meget på de progressive unge som den vigtigste vælgergruppe. De store mængder af jublende unge ved valgmøderne har overdøvet de mere stille – men større – vælgergrupper i befolkningen, og de er ikke nødvendigvis med på de nye, socialistiske noder.
Utryg ungdom
Der kan være gode grunde til at gå efter de unge stemmer. Først og fremmest er de unge lige nu i en position, hvor de er nemme at organisere. De såkaldte Millennials, generationen af personer født i 1980’erne og 90’erne, står som den første generation i lang tid til ikke at opnå mere rigdom end deres forældre eller ældre søskende. Derfor er deres tillid til politikerne rekordlav. I en måling foretaget af Harvard Universitetet i USA i 2015 er den amerikanske kongres kun fire procentpoint fra at have lige så ringe troværdighed som Wall Street blandt de 18-29-årige. Samme mønster går igen i Storbritannien og Frankrig.
Samtidig kan den yderste venstrefløj nemmere tiltrække de unge, der ikke sætter folk som Sanders, Mélenchon og Corbyn i båd med koldkrigstidens socialisme. En YouGov-måling fra 2016 viser, hvordan unge briter og amerikanere har et markant anderledes syn på socialisme end deres forældre og i endnu højere grad bedsteforældre.
Hvis man undrer sig over, at Sanders, Mélenchon og Corbyn først er slået igennem nu, selv om de har været i politik i en menneskealder, tyder meget på, at man skal finde svaret i en kombination af økonomisk utryghed, lav tillid til politikere og en genvunden tro på socialismen, der har skabt de store ungdomsbevægelser.
Færre unge stemmer
Det er nærliggende at gøre som Sanders, Mélenchon og Corbyn og satse på de unge vælgere og lokke dem til med klare socialistiske budskaber. Problemet er, at unge i fremtiden vil udgøre en mindre del af de stemmeafgivne ved parlamentsvalg.
Kigger man på den demografiske udvikling i Danmark, er der dårligt nyt for de unge, der ønsker at påvirke samfundet gennem socialistiske massebevægelser. Fra 1980-1995 var gruppen af 18 til 30-årige og gruppen af +60-årige demografisk set næsten lige store. Men i 2040 vil der være 2,5 gange flere ældre vælgere, viser en fremskrivning af Dansk Magisterforening.
Læg dertil, at de 60 til 79-årige ved Folketingsvalget i 2016 var den gruppe med størst valgdeltagelse. Det kan med andre ord ikke betale sig at gøre som Sanders, Mélenchon og Corbyn og satse på de unge, og med tiden bliver det endda en endnu dårligere investering.
I Danmark synes der oven i købet at være en generationskløft, i forhold til om man tror, at socialisme er vejen frem. En måling fra Wilke i 2014 viste, at over 32 procent af de unge danskere tror, at socialismen vil sikre bedre arbejde og velfærd end kapitalismen. For alle aldersgrupper var tallet blot 23 procent, og for de ældste danskere – dem over 70 år – var det sølle 12,7 procent.
Folkene bag de politiske kampagner står med et dilemma: På den ene side skal politikken have en grad af ekstremisme for at tiltrække og motivere de unge. Det er drømmen om noget andet, der skaber bevægelsen. På den anden side vil politikken, når den bliver for ekstrem, skubbe en række helt afgørende vælgere væk. Især ældre vælgere vil have mindre tilbøjelighed til at kaste sig ud i det eksperiment, som det nutidens socialistiske ikoner står for.
Ikke alle bør kopiere Corbyn
Kommer man fra underdog-positioner, som Sanders, Mélenchon og Corbyn gjorde, kan de dedikerede unge give et hurtigt adrenalinkick til valgkampen. De kan skabe gejst og omtale i medierne. Men hvis den danske centrum-venstre-akse skal være en magtbase i fremtiden, kan det simpelthen ikke betale sig, at alle partier kopierer de politiske ungdomsbevægelser, vi har set i USA, Frankrig og Storbritannien.
Vi må i stedet fokusere mere på de mere stille vælgergrupper, der udgør den brede befolkning. Derfor er det en fejlslutning, når Pelle Dragsted (Ø) og Rasmus Prehn (A) argumenterer for, at Corbyns strategi med at aktivere unge progressive kan virke for det danske socialdemokrati. De tager ganske enkelt fejl, hvis deres mål er at maksimere antallet af vælgere for de partier, der støtter op om Mette Frederiksen (A) som statsminister.
Heldigvis for Danmark kan vores politiske system rumme forskellige partier med forskellige strategier, og centrum-venstre-aksen bør derfor indgå en klar arbejdsdeling, i forhold til hvilke partier der skal satse på de progressive unge, og hvilke partier der skal favne bredere. Socialdemokratiet bør høre til den sidste kategori og som parti ikke lade sig inspirere af ungdomsbevægelserne på den yderste venstrefløj.
Enhedslisten og Alternativet kan derimod roligt lade sig rive med af bølgen og samle unge vælgere op, der ikke kan se sig selv hos de mere etablerede partier. Den vigtigste lektie fra Sanders, Mélenchon og Corbyn er altså ikke, om de har ret eller ikke har ret, men at de kun bør være naturlige forbilleder for nogle danske partier, mens de for andre skal være skræmmeeksempler på politiske projekter, der ikke er holdbare i den brede befolkning. Vi skal være glade for, at vi med vores flerpartisystem kan rumme begge dele.
Unge mangler succesopskrift
For gruppen af progressive unge må det seneste års udvikling dog give bange anelser. Efter snart ni års efterdønninger af finanskrisen, hvor unges muligheder og drømme er blevet begrænset af en europæisk økonomi i bakgear, har de unge udsigt til en politisk tilværelse som minoritetsgruppe.
Når der skal forhandles finanslov, satspulje og større økonomiske planer, vil der for politikerne være et vælgermæssigt incitament til at forfordele de unge.
Derfor bør vi unge stille os selv spørgsmålet: Hvis vi ikke kan bytte vores engagement til magt gennem så succesfulde kampagner, som dem, der har været ført det seneste år, hvad skal der så til, for at vi i fremtiden kan få valgt politikere, der sikrer vores mærkesager og vores indflydelse? Svaret giver hverken Sanders, Mélenchon eller Corbyn.
Sebastian Lukas Bych er jurastuderende ved Københavns Universitet og medlem af Socialdemokratiet. Han var koordinator for SF’s valgkamp i København i 2015
"...hvis deres mål er at maksimere antallet af vælgere..."
Er det ikke at spænde vognen for hesten? Er det rigtigste ikke at have en politisk holdning, som vælgerne så kan vælge til eller fra?
At forsøge at tækkes flest muligt - "de mere stille vælgergrupper" - ved at gå den vej, vinden og den øjeblikkelige folkestemning blæser, giver kun yderligere politikerlede, for hvem gider stemme på en politiker, der mener det ene i dag og det modsatte i morgen?
Denne valgtekniske matematisering af demografien og opportunistiske fabrikation af politiske holdninger til enhver lejlighed viser kun, at enten har SD overhovedet ingen principper, men er parat til at tage et hvilketsomhelst standpunkt, hvis der er stemmer i det.
Eller også har partiet faktisk nogle principper, der bare ikke kan tåle dagens lys, men skal holdes hemmelige og effektueres i nattens mulm og mørke, lige så snart vælgerne er blevet bedragede til at stemme på partiet.
Jeg synes, jeg fornemmer socialdemokratisk populisme fra kronikøren: den samme neoliberale baggrund som i SFs børnebande, og som i den gamle garde i Labour, der formodentlig havde en vis skyld i, at han ikke simpelthen vandt. Var 2.300 stemmer i udvalgte valgredse blevet rykket til Labour, havde de haft flertal. Det får de nok, når valget kommer om kort tid, for det er tydeligvis umuligt for May at regere med det parlamentariske grundlag, hun har at støtte sig til.
Melenchon er nok en lidt anden grydefuld fisk, men Sanders er ikke mere end en klassisk velfærdssocialdemokrat, som Corbyn - i familie med de bedste af de skandinaviske statsministre i årtierne frem til Nyrup-Lykketoft.
Jo mere klassisk venstreorienteret, jo mere troværdighed og appel og ægthed, vågn nu op, gamle garde, vi har fået mere end nok af såkaldt 'midter'neoliberalisme.... Ser I ikke at uligheden er accelereret, kynismen blandt de velhavende er eksploderet, retsløsheden for de dårligst stillede er en realitet (ledige), de unge, herunder prækariatet bliver tiltagende mere desperate. Til dels enig med Gliese, dog skal man huske på, at Sanders opfordrer til 'breaking up the banks', det er ægte venstreorienteret og ikke socialdemokratisk. Vi har så meget behov for nogle, der formulerer og går i spidsen for ægte demokratisk socialisme. Nogle, der kan formulere den indignation, som uretfærdighederne resulterer i.
@Niels: Selvfølgelig skal man da føre sine gode, politiske hensigter ud i livet, men hvis man ikke får en stigende tilslutning, har man et problem. Ø og Å har sølle 15% tilslutning og kommer ikke langt med det i folketinget. Ud over at blive ved at sige det rigtige, skal der noget andet til. Jeg vil ikke sige, at jeg har løsningen, men jeg kunne godt tænke mig en større debat her. Guy Standing skriver om prekariatet som en ny samfundsgruppe. I et konkurrencesamfund, en konkurrenceverden, vil denne gruppe vokse. Udvider vi det til at gælde alle, der lever et utilfredsstillende liv, er gruppen stor, men der skal ganske vidst en selverkendelse til hos den almindelige vælger om at høre til her. Holdningen er desværre, "at når jeg bliver rig, så...". Derfor stemmer mange på de forkerte partier. Vi skal ikke være rigere, for det kan Jorden ikke bære. Vi skal fordele goderne, men det ønske høres for lidt. Pelle Dragsteds læserbrev i dag taler om 'kollektivt ejerskab' som vejen frem, og det bør spille en langt større rolle end det gamle 'arbejdernes overtagelse af produktionsmidlerne'.
Hvis jeg skulle vælge hvem jeg forstår bedst, Sebastian eller kritikerne, er svaret klart det første. Men jeg er jo heller ikke ung ifølge dåbsattesten og heller ikke "aktiv" ud over debatindlæg som her. Når det er sagt: hvad skal man stille op andet end at ryste på hovedet af en indstilling om at ens politik ikke skal være at stræbe efter at få noget ført ud i livet, men blot at "opretholde principper"? Så kan man da nær sagt dyrke ren symbolpolitik. Ja det er vel på vej til at blive en indstilling om at symbolpolitik - eller er det "identitet" (?) er det det drejer sig om. Fører dette blot til årtier uden noget som helst resultat for det øvrige samfund er det åbenbart blot fint og smukt. Så har man vel blot demonstreret at man hører til det mindretal der ved bedst, og når resten af befolkningen ikke følger med kan man jo skælde dem for at være dumme, egoistiske og ikke fortjene bedre. Det er vel prøvet før med forudsigeligt resultat. Men hvorfor så overhovedet beskæftige sig med politik og samfund? Er der ikke andre måder at pleje sin identitet, udvikle sig selv o.s.v.?
Vi er heldigvis også en del mennesker med år på bagen, der stadig er socialister!
Det er Socialdemokratiet bestemt ikke længere.
@Niels: Arbejderklassen består traditionelt set af de organiserede arbejdere. Både du og jeg er uden for arbejdsmarkedet og tilhører ikke mere arbejderklassen, omend vi selv synes det. Det er dumt at slæbe rundt på begreber, der har mistet sin mening. Det samme gælder opfattelsen af, at man skal have et parti, der skal lede arbejderklassen. Når den blodige revolution er skiftet ud med demokratisk samfundsforandring, må man stoppe med at tale om revolution. Der er mange gode, gamle begreber, der har udspillet deres rolle. Det er en sproglig forandring, der skal til, men ord er sejlivede. Ydermere sker der fjendtlige magtovertagelser som fx det, at alle partier i dag kalder sig arbejderpartier - især dem til højre.
Coop er vel et meget godt eksempel på, hvad vi skal satse på. Jeg var til et foredrag i EL, der handlede om koorperationen. Brugsen er ikke alene på markedet. Utallige fællesskabsformer breder sig, men hvis lysten til fællesskab ikke virkelig vokser, har vi igen et problem. Derfor synes jeg, at der skal tales tydeligere om, hvad det drejer sig om. Økosamfundsbevægelsen er et godt eksempel. Den består af socialt indstillede mennesker, der vægrer sig ved at kalde sig socialister. På den måde kan en socialist stå i vejen for, lad mig sige, den sande socialisme.
Hvad f.. er det for en socialdemokratisk statistik-rytter under juridisk uddannelse der undskylder socialdemokratiernes totale svigt af deres idealer og endda tror at det ikke kan ændres pga. demografiske strukturer. Skal vi ikke lige een gang for alle slå fast : politiske idealer har ikke noget med alder at gøre - han har heller ikke forstået at PLEJER dør hver eneste dag i en brydningstid og den tid sker nu i real-time - med Sanders,Corbyn eller hvem der eller i nørdens øjne ikke tildeles den betydning i fremtiden som Status Quo -ekvilibristen siger den gør.
Præmisserne for analysen her er fejlagtige. Det antages at ungdommen vil blive konservativ, når de bliver ældre ligesom tidligere generationer. Det er jo også en betryggende borgerlig idé, at de skulle vokse op og blive 'fornuftige'. Forfatteren glemmer dog at indeberegne den unikke historiske situation, som kapitalismen befinder sig i. Børn af 90'erne og 00'erne kommer ikke til at opleve middelklasse velstanden, når de bliver ældre og deres holdninger vil følgeligt ikke moderere sig derefter. Det er i modsætning til næsten samtlige generationer siden anden verdenskrig.
Mange borgerlige kommentatorer observerer korrekt den socioøkonomiske ulighed, men ender alligevel med analyser, der i realiteten beror på en tid, der endegyldigt forsvandt med Thatcher og Reagan. Regner man virkelig med at folk vil blive 'fornuftige' konservative i en alder af 30-40 år, selvom de kommer til at arbejde løst uden pension eller eget hus? Der lader til at være nogle tråde som ikke bindes sammen her ...
Ungdommens socialisme vil formentlig fortsætte og kun radikaliseres yderligere som de bliver ældre. I mellemtiden må kommentatorer overkomme deres ideologiske kvababelser, som åbenbart ikke tillader dem at sammenkæde samfundets tendenser med disse tendensers nødvendige resultater.
Corbyn of Melenchon tabte ikke fordi deres mest engagerede vælgere tilhørte en relativt lille demografisk gruppe. De tabte fordi kapitalismens degeneration endnu kun bekymrer de som skal til at skabe sig en fremtidig tilværelse. De midaldrende husejere kan stadig spises af med Mccarthistisk antikommunisme og vage løfter om "Yes we can!" eller "En Marche!", for e oplevede socialliberalismen i sin funktionelle tidsalder. Fremtidens generationer - uanset deres størrelse - kommer ikke til at nyde samme middelklasse liv som børn af 40'erne, 50'erne, 60'erne eller 70'erne.
Det er en utopisk og overgearet fukuyamaisme som ligger til grund for analyser som ovenstående. Vil fremtidens prekariat være konservative eller liberale? Ikke hvis de har deres egne interesser kære. De interesser bliver svære at ignorere i fremtidens økonomiske miljø.
Melenchon og Corbyn var kun starten. Efterhånden som efterkrigstidens generationer forsvinder, vil troen på det liberale demokrati ligeledes forsvinde, da fremtidens generationer ikke har noget at se frem til. Det giver flere "ekstreme" socialister. Ikke færre.
Dennis Jensen
"Melenchon og Corbyn var kun starten. Efterhånden som efterkrigstidens generationer forsvinder, vil troen på det liberale demokrati ligeledes forsvinde, da fremtidens generationer ikke har noget at se frem til. Det giver flere "ekstreme" socialister. Ikke færre."
Det bliver så spændende, hvilken socialisme, højre eller venstre, der bliver udfaldet.
Kun den yderste højrefløj, vil kunne få vind i sejlene med den førte politik og pressens dækning af denne, Socialdemokratiet mf. tilnærmer sig ekstremisterne dag for dag, årsagen er politikernes og pressens alternative fakta eller løgn om man vil.
EU er motoren bag menneskesmuglernes forretning.
Menneskesmugling er kun en forretning, fordi der 'ikke' er tiltro til EU og nationale folkevalgte regeringer, vil løse klimaproblematikkerne og derved skabe tilllid, til en fremtid i Afrika mf.
"Spanien og Italien er ramt af værste tørke i årtier.
Ifølge forskere vil hedebølger blive mere almindelige i de kommende år."
Link: https://www.information.dk/telegram/2017/07/spanien-italien-ramt-vaerste...
Politikerne i EU kender naturligvis til klimaudviklingen i Spanien, Italien og Afrika mf., hvor det i årevis har regnet for meget, regnet for lidt og ikke regnet som det plejer med årstiderne, et mere ustadigt og ustabilt klima, er forlængst blevet det nye normale, med mellemliggende lange, lige så uforudsigelige tørkeperioder.
Politikerne kender naturligvis til alt dette samt, at problemerne er endt i uro, vold og krig om resurserne i de mest udsatte dele af Afrika og ’derfor’ flygte de stærkeste nu, en flugt, der accelerere i takt med udviklingen i de menneskeskabte klimaforandringer forstærkes.
Ingen behøver at skrive til de såkalte folkevalgte politikere eller EU, for de ved det udemærket godt, de passer bare ikke deres arbejde, de finder ingen holdbare løsninger, men arbejder alene for kapitalisme og kapitalakkumulation, de kortsigtede økonomiske interesser, men for en god orden skyld, så skal fakta ikke udelades af debatten her på Information, med håbet om af den en dag, når de ansvarlig politikere.
Fra artikel:
Utryk ungdom.
"De såkaldte Millennials, generationen af personer født i 1980’erne og 90’erne, står som den første generation i lang tid til ikke at opnå mere rigdom end deres forældre eller ældre søskende. Derfor er deres tillid til politikerne rekordlav."
PS.
Den samlede bedste verificeret forskning i verden, er enig om, at klimaforandringerne er menneskeskabte og den 100 gange accelerert udryddelsen af dyrearter, er menneskeskabt.
Politisk forbrugsdrevet økonomisk vækst, de menneskeskabte klimaforandringer i kølvandet samt massemord, er en forbrydelse imod menneskeligheden.
"European states have progressively turned their backs on a search and rescue strategy that was reducing mortality at sea in favour of one that has seen thousands drown.
Those trapped in Libya are vulnerable to human rights violations and abuses including killings, torture, rape, kidnappings, forced labour, and arbitrary and indefinite detention in cruel, inhuman and degrading conditions."
John Dalhuisen, Amnesty International
Link: https://www.amnesty.org/en/latest/news/2017/07/central-mediterranean-dea...
On the brink: Sixth mass extinction ’that will eradicate 75% of life on Earth is drawing closer’
Read more: http://www.dailymail.co.uk/sciencetech/article-1362454/Earth-heading-six...
"Det er afgørende for regeringen, at vi gør alt, hvad vi overhovedet kan for at understøtte, at Danmark fortsat er et førende olie- og gasland."
Klimaminister Lars Christian Lilleholt.
"Landsforræderi betegner den forbrydelse, det er at begå handlinger, der er til fare for ens eget lands sikkerhed eller er i åbenlys modstrid med dets interesser."
"Læg dertil, at de 60 til 79-årige ved Folketingsvalget i 2016 var den gruppe med størst valgdeltagelse"
Meget fin. Men det kan vel lige så godt have noget med opdragelse at gøre som alder. Og det kan da godt være, at der er 2,5 flere ældre end unge i 2040. Men de vil være vokset op med den fællesskabsfølelse de er opdraget til i vores børnehaver og skoler ligesom kvinder lever længere end mænd og derfor vil være overrepræsenteret blandt de 2,5 flere ældre. Og det er almindelig kendt, at kvinder stemmer overvejende mere til venstre end mænd.
Så det er ikke andet end en omgang statisktisk formodning. Og statistik kan lige så lidt som DMI forudsige fremtiden.
@Dennis Jensen:
Jeg skulle lige til at skrive det samme: Det er ellers NOGET af en antagelse, at man automatisk skifter politisk holdning fra venstre mod højre med alderen.
Jeg tæller vist lige nøjagtig selv med som 'millenial' (jeg er født i 1985), og om noget er jeg kun blevet mere (libertariansk) socialistisk med alderen.
Og desuden. Mig bekendt har hverken Sanders, Mélenchon eller Corbyn tidligere stillet op som præsident eller premiermister kandidater.
Blandt socialdemokrater, har der i mange år været et ordsprog om, at hvis man ville være en god socialdemokrat, skulle man have været kommunist i sin ungdom.
Desuden, hvad tror man folk vil stemme på når automatisering gør flere og flere arbejdsløse med tiden? De vil naturligvis i langt overvejende grad stemme på den politik, som giver dem eksistentiel tryghed. Og her er f.eks. velfærdssamfundet i verdensklasse uden sidestykke.
Man kan selvfølgelig også gøre som i USA, hvor bunden af samfundet overvejende enten sætters i fængsel, er politibetjente eller soldater. Så er de da beskæftiget med hinanden.
Alder er simpelthen så overvurderet i disse vælgeranalyser. Og til de der mener, at Enhedslisten er styret af et eller andet 'prinsesse-segment' af unge kvinder, hvad så med Finn Sørensen og Søren Søndergaard og mange andre rigtig gode, gamle socialister, der stadig brænder for deres arbejde, og også brænder igennem? Og man kan da virkelig ikke kalde hverken Corbyn, Sanders eller Melanchon for unge!
Socialdemokratiet må bare til at erkende, at deres analyser ikke holder vand. Det folk efterspørger, er en tilbagevenden til de gamle værdier.
Undskyld spørgsmålet, men hvilke "gamle værdier"? Det "gamle samfund" var - i denne del af Europa - aldrig i nærheden af "socialismen", men højst socialdemokratismen. "De gode gamle dage" er på mange måder et "fantom", som vi rigtig nok kan skabe i både "højre" og "venstre" udgaver, hvilket vel er den såkaldte konservatismes speciale.
Vold, kriminalitet og illegale indvandre, vil de kommende år være alt, hvad politikerne kan byde borgerne at debattere, årsagen er simpel, politikere vil ikke prøve, at ændre kurs, men kun symptombehandle konsekvenserne af deres religøse tro, på det guddommelige internationale marked.
I Socialdemokratiet og de regeringsbærende partier optik generelt, handler det om konkurrence samt produktivitet og arbejdsudbud, I standard-økonomisk tankegang arbejdsudbuddet, det samlede antal timer, som Socialdemokratiet mener personerne i en befolkning, ønsker at arbejde ved en given realløn, (altså udbuddet af arbejdskraft, ikke udbuddet af jobs), hvor Socialdemokratiets opfattelse er, at de fattige bogstaveligt talt 'skal' være sultne nok til ethvert job der tilbydes, precist så sultne, at de fattige må tage to job for, at holde sulten fra døren, et der betaler huslejen og så et job nummer to, der 'næsten mættet familien', så Danmark og befolkningen kan være konkurencedygtigt på produktions enhedspriser i forhold til f.eks. amerikanske løn og arbejdsvilkår og ikke mætte.
Børnene bliver syge, svage og udmattede hvilket umuliggør et socialt løft, men der er den billige arbejdskraft, Socialdemokratiet og politikere fra de regeringsbærende partier ønsker, at udstyre konkurencestaten med.
Slaveriet er ikke ophævet, hvis det står til Socialdemokratiet og de regeringsbærende danske partier generelt, men kald det fortsat demokrati, gældsslaver kan jo bare vælge, men kun inden for rammerne af forbrugerisme, systemforandring er ikke mulig, det er det internationale marked der diktere rammerne i de regeringsbærende partier.
100 års advarsler og nu synger EU på sidste vers.
Fortællingen om kapitalisme drevet af den økonomisk forbrugsdrevet vækst, har ikke givet mening siden 1896, da Svante Arrhenius (1859-1927) beskrev den menneskeskabte globale opvarmning ved afbrænding af kul, olie og gas.
Read more: http://www.lenntech.com/greenhouse-effect/global-warming-history.htm#ixz...
Der har været gjort flere forsøg på regulering af den kapitalistiske vildfarelses, først en CO2 afgift regulering af økonomisk forbrugsdrevet vækst i 1920’erne, en afgift lagt på den enkelte vare for afbrænding af kul, olie og gas, men det blev opgivet.
Alle senere forsøg på effektiv regulering af kapitalisme, er ligeledes blevet opgivet, nu senest i rækken FNs klimamål i Paris-aftalen.
Der er derfor tilsyneladende stadig, den dag i dag, kun en vej ud af overklassens og politikernes undertrygelse og løgne, en trist nedtælling med indbygget udløbsdato i form af menneskeskabte klimaforandringer.
"First proposed by Arthur Pigou Arthur Pigou in 1920 is for the product in this case, CO2 emissions to be charged at a price equal to the monetary value of the damage caused by the emissions."
https://en.m.wikipedia.org/wiki/Carbon_price
Fakta kort og simpelt, som de folkevalgte ikke ønsker, at forhold sig til:
Sålænge de menneskeskabte klimaforandringer, forårsaget af først og fremmest, af afbrænding af olie, gas og kul, fratager mennesker deres eksistensgrundlag, vil vi se de stærkeste, de der ikke sulter og tørster ihjel flygte eller blive kriminelle.
For mere politisk vold og politisk misbrug generelt.
Se link: https://www.information.dk/indland/2017/07/ord-klimaet-danmarks-strategi...
Glem alle traditionelle ismer.
Den nu afgåede FN’s generalsekretær Ban Ki-Moon 2011
"It is easy to mouth the words “sustainable development”, but to make it happen, we have to be prepared to make major changes in our lifestyles, our economic models, our social organization and our political life."
Jens Henrik Wegener, de gode, gamle værdier var solidaritet, en styrkelse af de 'små' i samfundet, en stærk fagbevægelse, og kollektivitet. Fagbevægelsen har længe skuffet, og især med det seneste forlig er det blevet cementeret, at de ikke beskytter de faglærte.
Flere fagforeninger repræsenterer både menige medlemmer og ledere i samme kurv, hvilket gør upartisk behandling af sager ret indviklede.
Niels-Simon Larsen, du har selvfølgelig ret i, at der er forskel på strategi og taktik, og at man kan have taktiske mål, som er styrede af den øjeblikkelige situation, mens de strategiske mål er mere langsigtede. Således mener jeg fx at EL og Alternativet kan indgå i et taktisk samarbejde, på trods af at de to partier ikke har samme strategiske mål. Ligesom jeg kan blive enig med Leo Nygaard om at jordrenten er et skridt på vejen, mens vi stadig er uenige om, om vi skal ophæve den private ejendomsret til produktionsmidlerne.
Retsforbundet er faktisk et eksempel på et retskaffent parti: De havde deres mærkesag, og kom endda i Folketinget, men på et tidspunkt svandt den folkelige opbakning lige så stille ind, hvorefter partiet nedlagde sig selv. Nu er det vistnok genopstået, ikke med nye fancy mærkesager, men med præcis de samme gode gamle principper som grundlag: Jordrente og borgerløn.
Hvis Venstre havde nedlagt sig selv, da bønderne blev mekaniserede og derfor forsvandt som en betydningsfuld demografisk gruppe, ville vi have været sparet for mange ulykker. Men i stedet blev de storkapitalens demagoger. Her kan man da tale om at sælge ud af sine principper for at slippe for at betale for sine underbukser.
Så spørger du, hvordan vi vinder opbakning til vores politik, når folk ikke gider os. Det demokratiske svar er, at vi indtil videre må leve med at tilhøre et stort mindretal, og så forsøge efter bedste evne at vinde flere mennesker over på vores side. Vi kunne selvfølgelig også ændre vore holdninger, hvis det er vigtigere at få indflydelse end at følge vore principper, og hvis vi er ligeglade med at blive kaldt opportunister. Men abstrakt indflydelse er ligegyldigt, hvis det kun betyder at få mulighed for at blåstemple en politik, som vi er inderligt imod, jf. støtten til Thorningregeringen.
For de professionelle socialdemokrater er det en levevej at være politikere, så for dem er det kun naturligt at agere opportunistisk. Hvorfor det også kun er naturligt, at de ikke kan forstå, hvor politikerleden kommer fra.
Og det er altså ikke så sort, som du giver udtryk for: Enhedslisten har stille og roligt erobret københavnernes hjerter, der er sågar en lille chance for, at den næste overborgmester vil komme fra EL. Hvordan er det sket? Efter min mening ved, at EL har ført en klassisk socialdemokratisk defensiv politik over for de borgerlige, og fordi SD og SF har forladt socialdemokratismen er folk begyndt at stemme på EL i stedet. Så selv om Pelle Dragsted andetsteds i avisen bedyrer, at EL skam ikke er socialdemokratisk, har det faktisk givet pote at stå fast på de defensive taktiske principper.
Lakmusprøven er, hvad EL og Alternativet vil gøre, den dag de har flertallet i ryggen. Der vil det vise sig, om de også er opportunister, der bare har ophøjet de taktiske principper til en strategi, der kun handler om at få og derefter bevare magten, uden en klar ide om, hvad de vil bruge magten til. Men til den tid har vi en ny situation, som kræver en ny taktik. Så lad os tage den diskussion til den tid, hvis vi stadig er i live.
Niels Nielsen, wow.
Ungdom er noget, der går over med alderen.
Så spørgsmålet er også, om den i dag nærmest revolutionære elle super progressive unge mand/kvinde også er af samme politiske observans i f eks 80års alderen ?
Ung er noget man er i et begrænset tidsrum af ens forhåbentligt lange liv - så dagens unge er ikke morgendagens unge osv .
( De fleste bliver klogere eller i hvert fald anderledes med alderen .)
Alle ved at socialplutokraterne bare bliver værre og værre, så hvis der blevet spurgt til forhåbningerne til en Mette Frederiksen som statsminister, så er det forståeligt, hvis de unge er stået af.... det er de fleste ældre med omtanke også.
Valget står imellem enhedslisten og plutokraterne.... måske vågner alternativet og indser, at det er formålsløst at ville være det klister der skal klister de forskellige plutokratiske partier sammen.
Efter en gennemlæsning af tråden, tror jeg, at bliver en brat opvågning for de fleste her, når det viser sig, at EU og medlemslandenes regeringer og med det ansvar der samtidig ligger på oppositionen, for at belyse den førte politiks konsekvenser, har spændt den politiske nølen i klimapolitikken med i kølvandet folkevandring til bristepunktet.
Globalisering er blevet kapitalismens værste fjende, ofrene for den ekstreme ulighed, vil ikke længere dø i stilhed, som de mishandlede danske slaver for et hundred år siden, datidens slaver, er en usynlig glemt og gemt fortid, nu er udryddelsen af nutidens slaver for rullende kamera og vil aldrig blive gemt og glemt.
Uskylden ved udplyndring, der så kaldes for udvikling, er nu blevet udstillet for hvad den er.
Hvis de kommer til at sidde på magten i København, kan det blive den direkte vej til at vinde stor opbakning i resten af landet.
Lad nu være at sammenligne melenchon med corbyn og sanders. Både Corbyn og Sanders samler og deltager i opbygning og samarbejde. Melenchon kan ikke samarbejde med nogen.
Melenchon har udryddet venstrefløjen i Frankrig. Hvem det skulle være forbillede for har jeg svært ved at se. Sanders har genindført venstrefløjen i Usa mens Corbyn ved samarbejde og principper har overtaget arbejderpatiet.
@Niels Nielsen (18. juli, 2017 - 19:32):
En mindre korrektion: Så vidt jeg ved har Retsforbundet aldrig "nedlagt sig selv", men gled bare ud af den offentlige bevidsthed, fordi de gled ud af Folketinget og ikke havd en kinamands chance for at komme tilbage. Partiets kortvarige genindtræden på tinge 1973-'75 og '77-'81 var baseret på en unik kombination af effekterne af EF-tiltrædelsesafstemningen og partiets efterfølgende deltagelse i Folkebevægelse mod EF, der havde eksponeret partiet som det eneste borgerlige('ish) parti med en entydig og klar EF-modstanderprofil, og stemmefordelingen inden for partiets valgforbund. Dette var på en måde en kortvarig tilbagevenden til situationen fra partiets storhedstid frem til 1960, hvor det især fungerede som "støvsuger" for utilfredse stemmer til højre for midten.
Men når det er sagt, så er jeg generelt enig i, at det ville være rart, hvis fokus på vælgersegmentanalyser var lidt mindre og argumenterne for og troen på egne ideologiske lidt mere udbredt i steder for den besværgende tale om "ansvarlighed" og "nødvendighed". Sidstnævnte er også et eksempel på hvordan politiske valg retorisk forklædes som teknik, hvor "pragmatisme" i øvrigt bruges på samme måde. Derfor er det på sin vis et fremskridt, at socialakrobaterne nu i det mindste er villige til at argumentere for, hvorfor de ikke ønsker at ændre kurs, i stedet for bare at lade som om der ikke engang er noget valg.
Det er bare en lille smule træls, at skulle lægge øre til endnu en gang "Corbyn tilhører den yderste venstrefløj"-retorik, der både er faktuel forkert og et billigt retorisk kneb, der på en og samme tid skal tjene til at delegitimere hans synspunkter (vel at mærke uden at diskutere hvad han egentlig står for og mener) og også placere kritikeren og dennes synspunkter i den "ansvarlige"/"pragmatiske" del af "centrum-venstre". Denne ulyst til rent faktisk at diskutere politik, snarere end valgtaktik og demografi er desværre også det bærende element i denne kronik.
Hovsa, der gled lige et par tyrkfejl ind:
*Men når det er sagt, så er jeg generelt enig i, at det ville være rart, hvis fokus på vælgersegmentanalyser var lidt mindre og argumenterne for og troen på egne ideologiske standpunkter lidt mere udbredt i stedet for den besværgende tale om "ansvarlighed" og "nødvendighed".*
For mig at se er den største politiske udfordring i vores egen andedam, i hvilken retning vi skal gå. Det lader til, at EL gerne vil give den som de sande socialdemokrater fra tiden "Gør gode tider bedre". Altså Jens Otto Krags dage, Hedtofts og måske Staunings. Dog ikke 1915 "Knæk sablen. Bryd Kronen. Styrt kirken". Det sidste var en demonstration af unge socialdemokrater i Københavns gader.
Gad vide om nogen i dag ville gå med banneret, det mest centrale i øvrigt, "Ned med temperaturen". Den stiger nemlig stadig, og det tager vi helt roligt. Ingen optøjer. Kun lidt i Hamburg.
Ja, det ser ud til at ØÅSFR kan besætte overborgmesterposten i Kbh. Fint med det. Det kan måske have en afsmittende effekt på næste ft.valg, men jeg har lidt svært ved at se, at fx Ø og Å skulle fordoble deres stemmeandel, selvom jeg ønsker det. Spørgsmålet er nemlig, hvordan vælgerne lige pludselig skulle ændre karakter bort fra ønsket om vækst og arbejdspladser og til en mere beskeden livsform, der stoppede temperaturstigningen (jeg ved godt, at vi ikke kan stoppe den alene).
Der skal dannes en folkebevægelse 'mod os selv', mod vores inderlige ønske om at få det bedre materielt til et ønske om at leve for hinanden. Det sidste hører ikke med til den socialistiske vision, som bare er at fordele goderne mere retfærdigt - når det er sket (miraklet indtruffet) har man et nyt problem: Hvor ska' vi nu hen, do? Det er socialismens akilleshæl. Derfor bør de såkaldt venstreorienterede partier hælde sig mod øko(permakultur)bevægelsen i meget højere grad, for det er der, det nye liv kommer fra. Hvor ellers?
"Især ældre vælgere vil have mindre tilbøjelighed til at kaste sig ud i det eksperiment, som det nutidens socialistiske ikoner står for."
Det er kapitalismen på olie, gas og kul der er mislykket!
Et hundrede år har advarslen lydt højt og klart.
Det er hele samfundsmodellen, der bryder sammen, når tiøren falder og det er netop det, at tiøren falder, vi nu har været vidne til med protestvalg på halvhjertet tumper, der desværre er alt, der politisk er opstillet, hvilket er resultatet af det ansvar, der samtidig ligger på oppositionen, for at belyse den førte politiks konsekvenser, der stadivæk er løgnagtig leflende for de magthaverne system administratorer, uden noget bud på en bæredygtig fremtid.
Det er tydeligvis ikke gået op for de ærede lærde kommentatorer her på tråden, af spillet er tabt, det syntes lidt tomt og pinligt, men det er Donald Trump lederen af den frie verden, så også et tydeligt bevis på, det tomme og pinlige ved oppositionen, The Donald, var vi få der så komme, på denne side af dammen.
Jeg ser ikke nogen fakkel af håb i en koalition melllem Alternativet og EL. Alternativet har gang på gang bevist at de er gammel vin på nye flasker. René Gade var for nogle måneder siden ude og forklare Alternativets ideologi. Det blev til de vante angreb på "ideologiske" politikere med en konklusion i retning af "Vi har ikke en ideologi. Vores ideologi er at Danmark skal være bedre i morgen end det var i går" .. Det er samme håbløse leflen for fremskridtet, som vi ser hos liberalisterne.
Borgerløn kan også hurtigt blive en almisse, som kan reduceres over tid pga nedskæringer på samme vis som de nuværnende overførselsindkomster. Vi kan grundlæggende ikke tillade at merproduktet tilbageføres arbejderen i en stærkt reduceret skala via borgerløn - essensen af et sådan system er ikke langt fra det nuværende alligevel. Her kan det være farligt blot at gå et stykke af vejen, da det fordrer konformitet blandt befolkningen.
Alternativet er, for mig at se, et borgerligt parti, da det gør knæfald for eksisterende diskurser og politisk konsensus. De snakker om bundlinjer med forskellige farver, en udvandet og utilstrækkelig regulation af finanssektoren, at vi skal væk fra blokpolitiken etc. Det lugter stærkt af centrisme! Partiet er ikke, som jeg ser det, del af et politisk nybrud. Det er en maskering af den regerende ideologi.
Tor Brandt,
Jeg var selv meget tæt på at blive SF'er i Gymnasiet under hele Søvndahl epidemien. Siden jeg flyttede hjemmefra har jeg dog ønsket mig at der var et DKP på stemmesedlen ved samtlige valg! Der er noget over at opdage sin egen økonomiske afhængighed af et redistribuerende system samt visheden om at nedskæringer går til skattelettelser, der har sin helt egen radikaliserende effekt.
Vi kommer desværre sikkert også til at se en masse liberalistiske unge, men spørgsmålet er vel om deres fetischistiske forhold til markedet og deres synonymiseren af frihed = investeringsfrihed, kan overleve de stadig dårligere vilkår? Der er vel nogen grund til at være svagt optimistisk på socialismens vegne.
Eva Schwanenflügel; 18. juli, 2017 - 17:41
" Fagbevægelsen har længe skuffet, og især med det seneste forlig er det blevet cementeret, at de ikke beskytter de faglærte."
Kunne du uddybe det sidste.
Som jeg ser det, er fagbevægelsen blevet neutraliseret, ikke mindste på lokalplan, ved moderne managementsystemer.
For 100 år siden kunne de der ønskede revolutionen også overbevise hinanden om at et fuldstændigt andet verdenssamfund var lige om hjørnet.
Philip B. Johnsen, når jeg er allermest pessimistisk er jeg enig med dig - løbet er kørt, det er for sent, og hvis det ikke er for sent endnu, vil det snart blive det, for vi mennesker lever alle i et risikosamfund, hvor vi har lært at ignorere risici. Som Ulrich Beck sagde, er katastrofen aldrig stor nok til, at vi ikke vil forsøge at ignorere den - indtil den dag, den slår os ihjel, og så er det for sent.
Tjernobyl var det håndgribelige bevis på, at atomkraft er farligt, men tilhængerne af atomkraft mente, at det kun var russisk atomkraft, der var farligt. Finanskrisen var det håndgribelige bevis på, at kapitalismen aldrig vil blive krisefri, men tilhængerne af kapitalisme mener stadig, at det kun var særligt grådige banker, der var skyld i sammenbruddet.
Mon ikke beboerne i Pompeji også for at kunne sove om natten havde en teori om, at det nok ikke er så farligt at bo på en vulkan?
Dennis Jensen, det er kun, når jeg er allermest optimistisk, at jeg tror på, at Ø og Å kan gøre en forskel. At Å er et borgerligt parti ser jeg ikke som et problem i et taktisk samarbejde, sålænge vi er i defensiven. Jeg er ret sikker på, at der kan findes fælles fodslag omkring tilbagerulning af mange af de såkaldte "reformer", vi har været udsat for i de seneste år.
Faren ved et sådant samarbejde er selvfølgelig, at de borgerlige samarbejdspartnere, altså Alternativet, løber med laurbærrene og sætter sig på magten, så det systemopgør, der er brug for, bliver aflyst. Men hvad er alternativet, hvis man også ønsker, at det skal gå demokratisk til?
Når jeg er allermest krigerisk ønsker jeg mig også et betonkommunistisk parti, der ikke vil lade folket få magten, før det er blevet fornuftigt nok til at udøve den. Når jeg er i dette humør er jeg ikke bedre end magteliten, som heller ikke ønsker, at folk skal have noget at skulle have sagt.
Dette må være mit svar også til dig, Niels-Simon - når jeg hverken er specielt optimistisk, pessimistisk eller i krigerisk humør kan jeg kun håbe, at det lange seje træk ikke vil tage for lang tid.
Romerne udnævnte diktatorer, når der var akut ballade, de parlamentariske metoder var alt for langsommelige til at håndtere den øjeblikkelige trussel; det var måske en løsning. Blot aner jeg ikke, hvem der skulle have posten som diktator. Mig, mig, mig, siger alle hundene, og hvem har kompetencen til at skære igennem hundeslagsmålet og udpege en overhund? Folket? Hvem er det? Folketinget? Jeg må le.
Så, nu bliver jeg sgu både kynisk og deprimeret. Machiavelli havde ret: Aristokrati afløses af demokrati, som afløses af despoti, som afløses af aristokrati, som afløses af demokrati, som afløses af...
Niels Nielsen
Efter den devise, er intet tabt, vi lever alle til vi dør af det og sådan har det altid været, men helt ærligt, hvis ikke snart folk vågner op og tager udfordringerne alvorligt, bl.a. i denne tråd, så ender kommentarerne på niveau med politikernes, hvor løsning på menneskeskabte klimaforandringer selvskabt af forbrugsdrevet økonomisk vækst, manglende tillid til fremtiden og i kølvandet folkevandring, er et stop for salg af gummibåde og påhængsmotorer fra EU til menneskesmuglerne.
Det er tydeligt, at eliten (de mest kyniske forbrydere i politik i dag udenrigsministre mf.) har tabt sutten, normalt ville det ellers glæde en politiker og kapitalisme tilhænger, at det er de unge og stærke der flygter og de svage dør, hvor de bor i dag, det er god kapitalistisk forretning, så umiddelbart ville den typiske reaktion være, den tidligere tyske holdning, at åbne nu og lukke senere, men det er nok virkelighed i for store mængder, alvoren vi stå over for taget i betragtning, så hellere myrde løs 'på alle' fra starten, når man politisk alligevel ikke vil løse problemet, hverken på den ene eller den anden side i politik.
Problemet forsvinder naturligvis ikke, men ender derimod i kommentarer, som den fra jan henrik wegener, som bære præg af, som du rigtigt skriver "katastrofen er aldrig stor nok til, at vi ikke vil forsøge at ignorere den", men det er en afstumpet og fordummende debat, der kommer ud af bl.a. den type kommentarer, så jeg håber på kommentatorer kommer ind i kampen og tag udfordringerne alvorligt.
Jer er ikke pessimistisk Niels Nielsen, sortseende, som altid venter sig det værste, tvivlende på tilværelsens godhed, jeg er noget så sjældent som, for en realistisk politisk udvikling i verden og det med nye ærlige politikere, det modsatte af dagens politikere, der ikke gider se hele den politiske virkelighed de er omgivet af, men kun ser de kortsigtede økonomiske gevinster, som forbrugsdrevet økonomisk vækst uden bæredygtig energi til formålet, en gemen kriminel flok uden ære, stolthed og som absolut ingen respekt fortjener fra nogen.
Det er aldrig i orden, at myrde løs på folk, fordi man ikke vil dele eller betale for løsningen af den fælles udfordring som vi, den rige del af verden, har det historiske ansvar for, men det er nu den politisk virkelighed, vi alle er omgivet af.
Nej. I stedet for "afstumpede og fordummende" indlæg sopm f.eks. undertegnedes skal der vel hellere være en "debnat" hvor alle bekræfter hinanden i en eller anden fælles konsensus mellem de ligesindede. Dejligt! så forsvinder alle de uenige debattører til andre debatter, hvilket vil "bevise" at det store flertal derude står bag den konsensus der kommer ud af det. Indtil det viser sig at det går resten af samfundet overhovedet ikke. Mystisk ikke? Men ud over dette var forrige indlæg af Johnson da fuldt af kritik af synspunkter ingen her så vidt jeg kan se har ytret.
jan henrik wegener
Det skulle ikke tages personligt, på den måde, der er intet galt i din komemtar.
Men jeg må undskylde et: stavefejlene. Og svare at hvis derefter din mening ikke var noget i vejen med min kommentar, så fint. Men da har jeg oprigtig talt fattet meget lidt af hvad meningen var.
"Der er ingen fremtid i unge socialister"
Hvis det er en konklusion, der er forbeholdt unge socialister, set i forhold til en politik det tjener flertallet i befolkningen, så har Sebastian Lukas Bych ikke fattet noget af de mange protestvalg Sebastian Lukas Bych, tilsyneladende udtaler sig på baggrund af.
Pointen ved samtlige protestvalg er, at den førte EU politik og den førte politik i medlemslandenes traditionelle politiske regeringsbærende partier, samt i USA, den er faldet til jorden, den fungere ikke længere, den har spillet fallit og levere ikke nogen fremgang og den skaber intet.
Debat på niveau med dagens politikere, hvor løsning på menneskeskabte klimaforandringer, selvskabt af forbrugsdrevet økonomisk vækst, manglende tillid til fremtiden og i kølvandet folkevandring, er et stop for salg af gummibåde og påhængsmotorer fra EU til menneskesmuglerne, har ingen substans overhoved.
Selve problemets kerne, er den tid det tager, at få debatten over på en løsningsorienteret politik og den tid tjener kun ekstremister fra det nuværende regime af uværdige og uduelige politikere, der aldrig kan levere en bæredygtig udvikling for Danmark, Europa og verden, sandheden er naturligvis i den nuværende situation, at alle er uden fremtid, til der kommer konstruktiv ledelse til magten og det for ung som gammel.
Debat om fremtidens politik, bør være over det nuværende historisk giftigt lave politiske niveau, for overhoved at give nogen mening.
Jens Thaarup Nyberg, det jeg mener med at fagbevægelsen er blevet svækket, er at de ikke længere kollektivt har en målsætning om at forbedre deres medlemmers vilkår.
De har konstant infight med hinanden om at promovere sig, istedet for at samarbejde.
De kæmper mod de såkaldt 'Gule fagforeninger' uden overenskomst, som tilbyder deres medlemmer billigere priser og billigere rådgivning, med flere sagsbehandler-ressourcer til færre penge.
Senest har LO forhandlet en overenskomst, hvor 3-F blev totalt underkendt. Og LO samarbejder med regeringen om at øge arbejdsudbuddet ved at støtte bla kontanthjælpsreformen. Fagforeninger håndterer ledere og menige socialrådgivere, pædagoger og lignende ansatte side om side, det samme gør de i kommunen. Det gør, at det er meget vanskeligt at klage over systemet, og at klager ofte fører til fyringer.
Eva Schwanenflügel; 20. juli, 2017 - 15:00
Jeg er ikke uenig med dig i at fagbevægelsen er på hælene, men kan ikke helt genkende "at de ikke længere kollektivt har en målsætning om at forbedre deres medlemmers vilkår." Ja, de kæmper med de gule fagforeninger ( som, ironisk nok, køber juridisk og anden ekspertise hos de etablerede fagforeninger, der sælger disse ydelser også af hensyn til medlemmerne af de gule foreninger) fordi de gule fagforeninger anses for unødvendige, og helt sikkert utilstrækkelige.
"Fagforeninger håndterer ledere og menige socialrådgivere, pædagoger og lignende ansatte side om side ...". Hver faggruppe har deres fagforening, og kan ikke håndteres ens.
Sandt nok begik LO-ledelsen og arbejdsgiverne en brøler med sidste overenskomst, at tillade systematisk overarbejde. Spørgsmålet er nemlig, om ikke den blot medfører nedgang i produktivitet. Ligesom den overser muligheden for lokalaftaler om spørgsmålet. Jeg forstår ikke arbejdsgiverne, de ved der vil blive uro indenfor byggefagene og 3F, men det var måske hensigten.
Eva Schwanenflügel; 20. juli, 2017 - 15:00
Et forhold i styrken mellem arbejdsgiverforeningerne og fagforeningerne, der viste sig rigtigt tydeligt ved sidste overenskomst, er dette, at arbejdgiverforeningen sikrer sig tilslutning til aftalen med fagforeningerne fra alle brancheforeninger, medens Lo tilslutter sig på grundlag af det generelle stemmetal. Lo kan således ikke stole på, at samtlige medlemmer kan leve med aftalen, det kan arbejdsgiverforeningen derimod.
´... det kan arbejdsgiverforeningen derimod.´ [ være sikre på, at dens brancher kan leve med aftalen ]
Jens Thaarup Nyberg, ganske min pointe.
Og så må nogen altså få 'gennemhullet DF's argumentation' på en effektiv måde??! Det kan ikke kun være mig, der hver gang leder forgæves efter bare ét tegn på ægthed og et troværdigt menneske, bag ved dygtigt formulerede sætninger og en effektiv topstyret politik?
Hvorfor sidder jeg hver gang, jeg hører en DF-politiker med en følelse af utroværdighed? Jeg har ikke bare en bekymring og frygt for deres oppisken af et 'dem og os', men langt mere en følelse af 'gustne bagtanker', 'skjult dagsorden', som mere handler om magt, magt og magt til DF...? Spin og propaganda i rendyrket form.
Jeg har et, 1, eksempel på mennesket bag en DF'er og det var en overraskende og tankevækkende oplevelse: Da formanden i Aftenshowet skulle svare på quiz-spørgsmål, var han synligt nervøs og gav udtryk for det. Pludselig opdagede jeg mennesket bag politikeren. For en gangs skyld, sådan følte jeg det i hvert fald, talte manden helt åbenlyst ud fra sine personlige følelser og ikke et manuskript.