Læsetid 3 min.

Ingrid har rod i privaten, men det har de sgu alle sammen i ’Rejseholdet’

Sarah Lund og Saga Norén er 10’ernes utilpassede kvindelige krimihelte. Jeg savner 00’ernes Ingrid Dahl, der også havde sit at slås med, men alligevel formåede at være et nogenlunde helt menneske
Sarah Lund og Saga Norén er 10’ernes utilpassede kvindelige krimihelte. Jeg savner 00’ernes Ingrid Dahl, der også havde sit at slås med, men alligevel formåede at være et nogenlunde helt menneske
Ulla Voigt
17. juli 2017

Første gang Rejseholdet rullede over skærmen, gik jeg i tredje klasse, og jeg måtte gerne blive længe oppe og se med, så længe jeg lukkede øjnene under de scener, der var forbudt for børn.

Og jeg husker, at jeg blev, hvis ikke småforelsket, så i hvert fald dybt fascineret af Mads Mikkelsens Allan Fischer med slikhåret, læderjakken, rygertænderne og den rappe kæft. Det var vist møgsexet, dengang i begyndelsen af det nye årtusind.

I mange år har Fischer stået for mig som den største karl, den største trussetyv blandt både strømere og hangarounds. Men efter et nyligt gensyn må jeg erkende, at hukommelsen har spillet mig et puds. Eller måske er det bare alderen, der har givet mig klarsyn.

Fischer er en forsmået lille dreng. Rejseholdets største player hedder Ingrid Dahl. Bragt til live af Charlotte Fich med powersuit, smilerynker og kortklippet rødt hår; den danske panserpendant til Sex and the Citys karrierekvindekarikatur Miranda Hobbes.

Ingrid Dahl er også en karrierekvinde. Drabschef, selv om der aldrig fandtes en kvindelig sådan hos Rigspolitiets ægte Rejsehold. Enlig mor med forsømte børn.

Altid i konflikt med sin chef og faderfigur, den forstokkede Ulf. Man er aldrig i tvivl om, at Ingrid er en kvinde i en mandeverden, og at respekt er noget, hun skal kæmpe sig til. Især fra Fischer, der giver hendes teenagesøn kamp til stregen om at være mest på tværs.

Men Ingrid er ikke en karikatur. Ulig sine yngre slægtninge fra DR Drama, Forbrydelsens Sarah Lund og Broens Saga Norén, har hun både humor, varme og evnen til at knytte nære relationer. Ikke nødvendigvis ukomplicerede relationer, men dog relationer. Hun er fraskilt, da vi møder hende, og bliver enke tidligt i serien, men hun er aldrig alene.

Og her taler jeg ikke kun om de to elskere, som hun dribler frem og tilbage mellem – den svenske charmør Staffan og retsmedicineren Boysen i skikkelse af Michael Falch. Jeg taler om hendes hold, Rejseholdet, der lige så godt kunne være familie.

De skændes, drikker sig fulde, dyrker motion, spiser og har det sjovt sammen. Og samler hinanden op, når de falder. Ingrid er chef, men hun er også en del af fællesskabet. 

Nu er det ikke sådan, at alle kvindelige hovedpersoner partout skal være forbilleder, men for en niårig pige har det nok været meget sundt at se, at en kvinde sagtens kan have et fint liv, selv om det ikke foregår i en kernefamilie, og selv om alt er kronisk op ad bakke både på jobbet og i privaten. Herregud, rod i privaten har de alle sammen i Rejseholdet.

... Og det er ved gensyn forfriskende at opleve den kvindelige drabschef få øjenkontakt med en nøgenbader om formiddagen, støde ind i ham på restauranten om aftenen, knalde ham om natten og tage videre på arbejde om morgenen efter have fået et par vigtige oplysninger ud af ham – uden at der skal gøres et stort nummer ud af det. Som sagt: Ingrid er Rejseholdets største player. Det er bare ikke det, man husker hende for.

Som tv-produktion er Rejseholdet ikke ældet med ynde. Karrierekvinden som arketype er efterhånden også noget bedaget (der er jo ikke noget, der hedder en karrieremand, vel, siger den gode feminist). Men dengang i startnullerne, før der gik mode i fucked up politikvinder, der var Ingrid noget særligt. Det er hun sådan set stadig. I hvert fald for mig. 

For Ingrid er hverken en perfekt chef, en perfekt mor eller et perfekt forbillede. Helt sikkert ikke en perfekt repræsentation af virkelighedens drabschefer (og så ikke et ord om den synske La Cour). 

Men på sin egen bedagede 00’er-måde er hun også et helt menneske – eller i hvert fald så tæt, man kommer på et helt menneske, når man samtidig har et krimiplot, der skal afvikles, og en række arketyper, der skal udfyldes.

Vi har haft den stærke kvinde og den fucked up kvinde. Nu glæder jeg mig til, at den hele kvinde slår igennem. I mellemtiden ligger Rejseholdet på DR’s hjemmeside, og man kan bare spole forbi Fischer, hvis man vil.

Mikka Tecza er publikumsudvikler ved Information. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Annemette Due
    Annemette Due
  • Brugerbillede for Jørn Vilvig
    Jørn Vilvig
  • Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
    Eva Schwanenflügel
Annemette Due, Jørn Vilvig og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Henrik Brøndum
Henrik Brøndum

Det passer ikke, der ikke er noget der hedder karrieremænd. Det er vi allesammen - undtagen taberne selvfølgelig.

Brugerbillede for Grethe Preisler
Grethe Preisler

Hvad var der egentlig i vejen med det gode gamle kønsneutrale udtryk karriererytter? Et ord som alle normalt begavede børn af såkaldt pæn familie kendte og også vidste, hvad der mentes med, fra de blev gamle nok at sidde med ved middagsbordet, hvor 'de voksne' underholdt hinanden med beretninger om livets gang på arbejdspladsen uden for hjemmets fire beskyttende vægge?

I de gode gamle dage for ikke så længe siden, hvor termen "karrierekvinde" bare var en eufemisme for ordet "ravnemor".