Læserbrev

Jyske mindreværdskomplekser er guld værd

20. juli 2017

Der er noget trist over den evindelige jammer over, at københavnere overser folk fra provinsen. Det er som den forsmåede elsker, der med klagende røst påstår, at han er god nok. Det er som manden, der kom for sent til toget, og som nu står på perronen og kritiserer køreplanen.

Forleden havde Bjarke Larsen en kronik i Information (»Det møder aldrig fordømmelse, når københavnere tramper på provinsen«, 15. juli 2017), hvor han traskede i de samme jamrende spor, og selv om det er fristende at affærdige kronikken som jydeklynk, så er det nok værd at gøre opmærksom på, at han uafvidende fortsætter en århundredgammel tradition for at beklage sig over de hovmodige københavnere.

Historikeren Peter Henningsen har således i bogen Hedens hemmeligheder påvist, hvorledes de vestjyske bønder på Ølgod-egnen allerede i 1700-tallet gjorde et stort nummer ud af at fremstille sig selv som armodige stakler, der led under statens krav om at betale skat.

Selv om de sad rimelig godt i det, lykkedes det dem ikke desto mindre at bilde centralmagten ind, at de konstant var på fallittens rand, og de slap således for at blive beskattet af deres reelle indkomst.

Deres taktik var succesfuld, og den er fortsat i generation efter generation, hvor de haft held med at spille på den samme jammerkommode – med betydeligt økonomisk udbytte.

De har fået populister i partiet Venstre til at gennemføre tåbelige udflytninger til de såkaldte udkanter. Det får Dansk Folkeparti til at forlange, at kunstmuseer, orkestre og halvdelen af Danmarks Radio flyttes til Jylland. Det er en forrygende fortælling.

Samtidig skjuler den, at jyderne ikke har været gode til at passe på deres egne byer. Jylland er i dag trukket mere skævt end det samlede Danmark. Langs den østjyske motorvej er der lige så megen vækst, kreative miljøer og stor økonomi som i København. Men det må ikke siges højt – de jyske mindreværdskomplekser er nemlig guld værd.

Jydejammeren er således en fortælling, der har virket. Her er noget, som danske forfattere bør kunne tage ved lære af. Mange af dem klager over manglende gennemslagskraft og deraf følgende dårlig økonomi, kan passende se til jyderne. Deres fortælling om den oversete provins er en af de mest succesrige fortællinger i dette land.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henning Kjær

Københavnerklynk!
Hvad har 1700 tals bønder i Ølgod at gøre i fortælling om nutiden?
Hvad har Østjylland at gøre i en fortælling om udkanten?
Mange af de statslige udflytninger er tåbelige, men mest fordi staten ved centralicering allerede har flyttet flere statslige arbejdspladser væk fra de samme områder.

Som københavner føles det meget "naturligt" og bekvemt at samle alt mulig lige her. Det er jo her VI bor.

Maj-Britt Kent Hansen

Endelig ses sagen fra den anden side. Og hvis det er DEN Egon Clausen, der skriver, er han oprindeligt fra Jylland.