Kronik

Kommunen var et sted med en masse voksne, der ikke lyttede

Min mor drak, til hun ikke kunne stå, tale sammenhængende eller helt blev bevidstløs.  Men da jeg henvendte mig til kommunen for at få hjælp, blev jeg sendt hjem med besked om at holde op med at lyve 
’Når jeg er ude på ungdomsuddannelser, får de unge fra tid til anden mulighed for at tilkendegive, om de har talt med en fagperson, en voksen, om et alvorligt problem, uden at der blev fulgt op på det. Ofte har en tredjedel af de unge haft sådan en oplevelse – nogle gange op mod halvdelen,’ skriver dagens kronikør.

’Når jeg er ude på ungdomsuddannelser, får de unge fra tid til anden mulighed for at tilkendegive, om de har talt med en fagperson, en voksen, om et alvorligt problem, uden at der blev fulgt op på det. Ofte har en tredjedel af de unge haft sådan en oplevelse – nogle gange op mod halvdelen,’ skriver dagens kronikør.

Sille Veilmark

Debat
26. juli 2017

Da jeg var  12  år, gik jeg op på kommunen  hånd i hånd med min storesøster på 14. Vores budskab var kort  og klart: Vi  ville ikke bo hjemme længere, vores mor drak for meget. Vi ville fjernes.  

Det  kunne være  begyndelsen  på en solstrålehistorie, hvor to udsatte børn møder et system, der er lutter øren og med forståelse tager børnene i favnen og hjælper dem mod et bedre liv.  Men  sådan er min historie ikke.  Tværtimod. 

Sagsbehandleren fortæller mig, at hun har talt med min mor, som benægtede sit  misbrug. Min mor  var god til at holde sit misbrug hemmeligt for omverdenen, så min søster og jeg var  de eneste vidner.  Vi bliver sendt hjem med besked om at holde op med at lyve. 

Næste gang jeg kommer i kontakt med kommunen, er jeg blevet  15  år. Jeg møder op gang på gang  hos en sagsbehandler og fortæller om mit liv, min hverdag, mine problemer og min mors misbrug.  Jeg græder ofte og meget.  Sagsbehandleren er venlig, og jeg åbner mig for første gang over for et voksent menneske og fortæller, hvad der foregår derhjemme.

Jeg fortæller, hvordan min mor drikker til hun besvimer, og hvordan jeg indimellem er sikker på, at hun er død. Hvordan jeg slæber hende op ad trappen, når hun ikke kan røre sig af druk, hvordan mine forældre skændes, hvordan min mor har en tendens til at fortælle mig upassende ting, jeg hverken vil og skal høre som lille barn, og jeg fortæller om de lussingene, som til tider er en del af det hele. Jeg fortæller, at jeg er bange, alene, så utrolig ked af det og ikke mindst vred.

Kommunen sætter en såkaldt  paragraf 50-undersøgelse igang for at  afdække barnets tarv – altså hvad der vil være bedst og gavnligst for mig og min udvikling.

Undersøgelsen trækker ud. Sagsbehandleren er overbebyrdet. Så  stopper hun.  Min sag bliver  endnu en gang tabt på gulvet, fordi en  sagsbehandler  ikke kan  udføre sit job på grund af pres, stress og bureaukrati. Ingen tager over, da hun er væk.

Sendte mor på afvænning  

Da jeg går ud af 9. klasse,  har mit fravær rundet de 50 procent. Min klasselærer sætter mig ned til en snak. Hun fortæller,  at hun er bekymr et, og at hun er nødt til at underrette kommunen om mit fravær. Det er alt for stort til, at hun kan lade det passere.

Jeg fortæller hende,  at min mor drikker,  men at det ikke rager hende.  Jeg er 16 år, træt af livet,   træt af voksne og har mistet troen på systemet. Jeg glæder mig ligefrem til,  at kommunen endnu en gang tager fat i min sag, så kan jeg se dem tabe den igen,  så snart de er gået i gang. Men jeg hører intet fra kommunen eller fra min lærer. Måske lavede hun den underretning, måske ikke, men der sker ikke mere.

Min mor drikker fortsat. Hun bliver først ædru, da hun går i døgnbehandling. Den beslutning tager hun  selv  en aften, hvor hun er så fuld, at  hendes øjne svømmer rundt i deres  huler, og hun skiftevis græder og griner hysterisk, mens hun snøvler og kæmper for at komme op  at stå og ned ad  trappen.  Det er mig,  der står for at koordinere hendes afrejse, for der er  ingen voksne til stede.   

Venindens mor tager affære  

En venindes mor er  den første voksne  nogensinde,  som følger min sag til dørs.  Jeg er 16  år, og efter et mislykket selvmordsforsøg møder jeg for første gang en voksen,  der handler.  Men for hende skulle det heller ikke være nemt.

Efter en tur på psykiatrisk skadestue må hun over for kommunen insistere på, at der bliver sat en sagsbehandler til rådighed,  og at der bliver fulgt op på min sag samme dag. At jeg ikke bare skal sendes hjem til de omgivelser,  der satte det hele i gang.  Noget jeg ikke selv havde hverken viden eller kræfter til.

Jeg får en midlertidig sagsbehandler og derefter en fast.  Hun har gåpåmod, hun er vedholdende og bedst af alt: Hun  lyver  ikke. Jeg møder endelig en side af systemet, som jeg kan kommunikere med.

Jeg fortæller hende,  at jeg ikke vil og ikke kan bo hjemme længere. Min mor er blevet ædru, og hun stiller sig uforstående over for, at jeg ikke bare kan »komme over det«,  der er sket. Jeg skal bare glemme det hele, men det kan jeg ikke.  Jeg har brug for ro,  og jeg har brug for hjælp. 

Men det er ikke nemt at  få det bedre, når man gerne vil. Måned efter måned kan min sagsbehandler fortælle mig,  at hun har talt med den ene og den anden,  og svaret er konsekvent: »Vi er vant til,  at forældre ikke vil have deres børn, men ikke til børn,  der ikke vil have deres forældre.«  Og min sag trækker ud. 

Jeg har været så dyr 

Efter måneders ihærdigt detektivarbejde finder sagsbehandleren et bosted til mig for  unge, der ikke kan bo hjemme.  Jeg flytter i en alder af 17  år. Jeg bor sammen med stofmisbrugere, aktivt selvskadende og stærkt psykisk ustabile. 

Der er så godt som intet opsyn med os,  og der går sjældent en uge uden trusler,  tyveri, vold eller sammenbrud. Trods det begynder det at gå bedre, og snart er mit fravær på gymnasiet  faldet  fra 50  procent  til to  procent. Omsider får jeg  professionel hjælp til at bearbejde mine oplevelser. Endelig.  Der er gået fire  år,  siden jeg første gang råbte om hjælp. Nu kommer den.    

Hvad fanden er det,  der går galt i systemet, når et barns råb om hjælp på det groveste bliver ignoreret igen og igen? 

Når en sag, serveret på et sølvfad,  bliver  tabt.  Når der ikke tages hånd om et liv,  der kunne være ændret  til  det bedre, allerede mens barnet stadig var barn. Tænk, hvor meget nemmere det ville have været, hvis jeg var blevet  hørt. 

Og på kommunalpolitikersprog: Tænk på hvor mange penge, der kunne være sparet ved at  gøre noget ved  problemet, før det udviklede sig.  Jeg har været så dyr. Prisen  steg og steg, i takt med at jeg råbte  på hjælp igen og igen.

Jeg var ikke et ’kommunebarn’ til at begynde med,  men det blev jeg på kommunens bud.

’En beklagelig sag’ 

Man ville nok kalde min sag beklagelig og følge op med, ’det skal vi blive bedre til’. Måske vil man slutte med, ’sådan er det ikke i dag’. Men det er det.

Jeg sidder i bestyrelsen i Lænkens Unge Ambassadører (LUA) – en medlemsdrevet forening for voksne børn af alkoholafhængige. I den forbindelse  holder jeg foredrag om mit liv  for at bryde med tabuet om misbrug i familien. 

Når jeg er ude på ungdomsuddannelser, får de unge fra tid til anden mulighed for at tilkendegive,  om de har talt med en  fagperson, en voksen,  om et  alvorligt  problem, uden at der blev fulgt op på det.  Ofte har en tredjedel af de unge haft sådan en oplevelse – nogle gange op mod halvdelen.  Jeg ved ikke, hvilke problemer der har været tale om, eller hvor voldsomme de har været, men en ud af tre er mange. Rigtig mange. 

Da jeg tidligere på året blev  jobløs, henvendte jeg mig på kommunen. I den forbindelse skulle jeg udfylde flere formularer, som sagsbehandleren på jobcenteret skal bruge til at hjælpe mig videre. I en rubrik,  der  giver mulighed for at italesætte personlige  problemer,  skrev jeg som et eksperiment  om min mors misbrug og de konsekvenser,  det har for mig  den dag i  dag.  Flere af de konsekvenser havde  direkte forbindelse til mine udfordringer med jobsøgning.

Efter at have læst ovenstående, kommer det nok ikke som et chok for dig, at der – endnu engang – ikke blev reageret.  

Camilla  Fraas  har deltaget i medieskolen for tidligere anbragte unge, som Information afholdt i foråret med støtte fra Egmont Fonden 

Serie

Systemets børn

Omkring en procent af de 0-17-årige børn er på en given dag anbragt uden for hjemmet. Sådan har det været de sidste 100 år. Men hvad sker der, når du bliver systemets barn, der er afhængig af omsorg og kærlighed fra mennesker, der er ansat til at tage sig af dig?

I en kronikserie fortæller tidligere anbragte unge i løbet af sommeren om deres opvækst, og Information går i en række artikler tæt på de dilemmaer, som opholdssteder, plejefamilier, sagsbehandlere og det danske velfærdssamfund står med, når de overtager ansvaret for barnets opvækst.

Seneste artikler

  • Ombudsmanden vil have styr på anbringelser af børn

    14. august 2017
    Ombudsmanden er gået ind i en række sager om manglende handleplaner for anbragte børn i de seneste år. Før sommerferien henvendte han sig til kommunerne og Social- og Børneministeriet om problemet. Hvis ikke det bliver løst, vil Ombudsmanden gå videre til Folketinget, som kan overveje sanktioner mod kommunerne
  • Forældre til anbragte får ikke den hjælp, de har ret til

    2. august 2017
    Selv om forældre til anbragte børn har haft ret til en støtteperson siden 2001, så blev der i 2015 blev kun tildelt en støtteperson i 16 procent af anbringelserne. Problemet er, at det ikke har nogen konsekvenser for kommunerne ikke at overholde loven, mener lektor i socialret
  • At anbringe børn er symptombehandling, hvis ikke familien får hjælp

    1. august 2017
    Ny forskning giver for første gang indblik i de opvækstvilkår, anbragte børn i danske plejefamilier har. Især støtten til familierne og de tidligere anbragte over 18 år halter bagefter, mener Inge Bryderup, der er professor i socialt arbejde på Aalborg Universitet og står bag undersøgelsen
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Ferling

Meget enig - det er både det sociale område og beskæftigelsesområdet, der ikke fungerer hos kommunerne.
Det er så genkendeligt at sager 'tabes på gulvet' eller 'løber ud i sandet'.
Det er ikke primært ressourcer, der mangler - det er faglighed og samvittighed - og at få DJØF'erne ud af systemet. De sidste opbruger en stor del af områdets ressourcer.

Susanne Riis, Anne Mette Jørgensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Anker Nielsen, Torben Bruhn Andersen, Christian Nymark, Karsten Aaen, Torben Skov, Ken Sass og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

@ Camilla Fraas
Hvor det hjerteskærende, at høre din historie, men hvor det herligt at høre at du er med i kampen som bestyrelsesmedlem i Lænkens Unge Ambassadører.

Problemet er at kommunerne fungere ikke og det betyder, at unge, syge og gamle bliver ladt i stikken på en fuldstændigt umenneskelig måde. Hvis kommuner havde været et almindeligt firma der skulle varetage en service over for grupper af svage mennesker, så var kommunerne blevet NEDLAGT for længst. Det enste der holder kommnunerne flydende ovepå er, at de har en politisk styring der ikke kan afsættes fordi den er uduelig, men kun kan afsættes, hvis de ikke kan forføre borgene med valgflæsk til kommunevalget.

- Der er så mange børn der har forældre med stort misbrug af alkohol, stoffer eller medicin, at det må betegnes som en epedimi af misrygt af børn, men kommunerne interressere sig ikke for at bekæmpe fattigdom og alle de katastrofer der følger med.... den politik har de forlængst lagt på hylden.
Børn af rige misbrugere har det heller ikke nemt, fordi der slet ikke nogen der vil høre på, at rige mennesker bag facaden sejler rundt i misbrug og jeg kan næsten umuligt forstille mig at en kummunalarbejder kan få lov til at gå i rette med velhavende mennesker.
- Vores samfund udvikler sig for tiden i retning imod et totalt skibbrud og hvor bliver det bliver ironisk når CNN, BBC med flere begynder at køre serier om Danmark bag facaden.... Ville det ikke være rart, hvis vi vill påtage os ansvar for de svageste og for udvikling af nye politiker til at løse social problemer, inden vi bliver hængt ud i verdenspressen som selvbedragere og hyklere, der ikke tør se os selv og vores livsløgne i øjnene og gøre noget ved dem.

Torben Bruhn Andersen, Viggo Okholm, Christian Nymark, Johnny Winther Ronnenberg og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Niels Jakobs

Hvilken kommune? Må vi ikke vide hvilken rådden kommune der berettes om, nogle kommuner er alt så deres ansvar voksen.

Mette Langdal

Niels Jakobs, jeg er alvorligt bange for, at der er flere kommuner, der handler på den måde.

Poul Sørensen

Niels Jakobs
Jeg er 100% sikker på at ikke en eneste kommune er dere opgave voksen. Rebild kommune er den enste kommune jeg har hørt om, der dels har været ude og sige undskyld og hvor borgmester har taget konsejvens af kommnunes svigt og reorganiseret deres børn og ungdoms afdeling er blevet reorganiseret. Jeg tror Rebild er den enste kommune med svigt, der ikke bare har forsat deres politik på området som ingenting var sket.... Lollands kommune nægtede eksempelvis at påtage sig nogen som helst skyld fordi de retn teknisk kunne skyde skylden på andre kommenuer.....men Lollands kommune er ikke alene de fleste kommuner er en flok forbrydere... min mening.

Poul Sørensen

.... Mange kommuner "glemmer" også systematisk, at de har ansvar for alle udsatte børn indtil de er 23 år.... men dette glemmer kommunerne fordi de tager ikke noget alvorligt når det det kommer til syge, ældre og udsatte børn ... OG ALLE OG ENHVER VED, AT KOMMUNE ER LIGEGLADE MED DERES SOCIALE ANSVAR..... men alle kommunerns svigt bliver i pressen og på Christiansborg behandlet som om det er en undtagelse... Vi lever i plutokrati, hvor kun rige mennesker betyder noget.