Kronik

Da min kontaktperson blev alkoholiker, stod jeg alene med skammen

Da jeg flyttede fra den døgninstitution, jeg havde været anbragt på i flere år, insisterede en af pædagogerne på fortsat at være der for mig. Jeg var taknemmelig. Men kontakten gav mig flere problemer, end den løste, og da hun svigtede, var der ingen til at hjælpe mig videre
Clara Amanda Skov har deltaget i medieskolen for tidligere anbragte unge, som Information afholdt i foråret med støtte fra Egmont Fonden.

Clara Amanda Skov har deltaget i medieskolen for tidligere anbragte unge, som Information afholdt i foråret med støtte fra Egmont Fonden.

Sille Veilmark

Debat
8. juli 2017

Jeg har tilbragt størstedelen af mine teenageår i psykiatrisk behandling. Først på ungdomspsykiatrisk afdeling og siden på en døgninstitution for unge med psykiske problemer. Jeg var humørsvingende, selvdestruktiv og havde brug for massiv støtte døgnet rundt.

Heldigvis og takket være pædagoger, der engagerede sig i mig, fik jeg det bedre, og da jeg efter flere års intensiv behandling skulle flytte fra døgninstitutionen til et mindre bemandet sted, valgte min daværende kontaktperson og nærmeste allierede at holde kontakten med mig privat.

Hun havde spillet en afgørende rolle i den omfattende udvikling, jeg havde gennemgået i mit sidste år på institutionen, og jeg var lettet og taknemmelig for at kunne få hende med mig gennem et skift, jeg længe havde frygtet.

Umiddelbart lignede vores forhold den klassiske historie om en udsat og sårbar ung, der har fået det bedre, takket være det ekstra engagement fra en fagperson. En historie om pædagogen, der var villig til at gå den ekstra mil, som gjorde forskellen på fiasko og succes.

Forgudet og svigtet

Kontakten skulle imidlertid vise sig at skabe flere problemer for mig, end den løste. Jeg trivedes ikke på det nye bosted, og midt i min sårbarhed begyndte jeg at modtage opkald fra min kontaktperson, når hun havde drukket. Hun lovede, at hun altid ville være der for mig som en slags ekstramor. Hun lagde planer for ting, vi skulle lave, og hun ville have, jeg skulle møde hendes familie.

Hun fortalte også, at jeg var så betydningsfuld for hende, fordi jeg mindede om hendes mor, der begik selvmord, da hun var barn. Hun nævnte den ene lighed efter den anden mellem mig og den her afdøde mor og ville have mig til at love aldrig at dø fra hende.

Min umiddelbare reaktion var vrede, men jeg var alt for sårbar og afhængig af hendes hjælp til at kunne give min vrede plads. Jeg sagde til mig selv, at det var okay for mig at agere reinkarnation af hendes mor, hvis det kunne fungere som en ekstra garanti for, at hun var der for mig.

Og da hun efter en måneds tavshed skrev, at der skete meget nyt for hende for tiden, hun ville ikke uddybe det nærmere, »men fortsættelse følger«, stolede jeg fuldt ud på hende.

Først efter flere måneder uden en lyd begyndte det at gå op for mig, at jeg måske ikke kunne være så sikker på, at hun ville vende tilbage, selv om hun havde lovet det.

Herefter fulgte en periode præget af vrede og skam. Jeg følte mig som noget beskidt, ingen havde lyst til at røre ved, og var samtidig rasende over, at hun uden videre besked kunne slette mig fra sit liv.

Trods mange ihærdige forsøg på at råbe hende op, har jeg intet hørt siden.

Manglede svar

I begyndelsen tænkte jeg, at jeg måske bare havde været ualmindeligt uheldig, men midt i min frustration hørte jeg fra to af mine tidligere bofæller fra institutionen, at de havde oplevelser, der – med undtagelse af alkoholen og de personlige detaljer – mindede om min egen.

Deres kontaktpersoner havde også lovet at holde kontakten med dem, stukket dem et telefonnummer og taget dem med på café et par gange for så at holde op med at tage telefonen.

De pågældende kontaktpersoner havde angiveligt begge nære pårørende med alvorlig sygdom og har – ligesom min egen – sikkert haft gode grunde til ikke at have plads til at tage sig af et sårbart ungt menneske.

Jeg kan tænke mig til alle mulige grunde til at afbryde kontakten, men jeg kan ikke forstå, hvorfor ingen af dem i det mindste skrev det, som det var: At de ikke magtede at være der, og at de var kommet til at love for meget. Manglen på svar gjorde svigtet meget værre.

Alene tilbage

Det er et kendt problem inden for socialpædagogikken, at for tætte relationer kan skabe problemer. Alle pædagoger, jeg har mødt, taler om, hvor vigtig grænsen mellem det professionelle og det private er.

Men jeg har aldrig hørt nogen tale om, hvordan man håndterer det, når grænsen er overskredet. De, som overskrider grænsen, bliver omtalt som en slags uprofessionelle skurke, og mit indtryk er, at det er meget skamfuldt at have mistet sin professionelle distance og dermed også sin faglige autoritet. Men jeg har aldrig hørt et bud på, hvordan man retter op på en situation, hvor følelserne har taget overhånd for en pædagog.

Det burde ellers være noget, man talte om, for grænsen mellem professionel og privat bliver overskredet hele tiden. Den bliver overskredet i mild grad hver dag, når pædagoger på bosteder bruger lidt mere tid på en beboer, de føler en særlig tilknytning til. Den bliver overskredet groft, når ansatte på et bosted for flygtningebørn har sex med beboerne. Her sætter domstole og kommunen ind med sanktioner over for de ansatte, hvis love og retningslinjer er brudt, men hvem samler de unge op?

Grænsen blev overskredet af min kontaktperson, og min historie kunne bruges som en løftet pegefinger over for pædagoger, der overvejer at holde kontakten til en ung. Som et skrækeksempel på, hvor galt det kan gå, når man involverer sig for meget; eller som en undskyldning for at indføre kringlede bureaukratiske regler, der forhindrer tætte tilknytninger og i samme ombæring fjerner alle muligheder for reelt at udføre pædagogisk arbejde.

Jeg vil gerne bruge min historie som en opfordring til at tale om den lidt for personlige involvering – ikke bare som noget, man skal undgå, men som noget, der rent faktisk sker, og som noget man kan og skal gøre noget ved, når det er sket.

Det havde gjort en forskel for mig, hvis jeg var blevet afvist med ord i stedet for tavshed. Eller hvis min kontaktperson havde skrevet, at det ikke var mig men hende, der var noget i vejen med, og at hun var ked af, at det var gået ud over mig.

Jeg var stadig blevet svigtet, og jeg var stadig blevet vred og ked af det, men jeg var blevet det i mindre grad, og jeg havde ikke skullet spilde nær så mange kræfter.

Som ramt af en flugtbilist

Jeg er ikke pædagog, og jeg ved ikke, hvad der bliver talt om på møderne rundt omkring på det sociale område, men min oplevelse er, at der er alt for lidt fokus på, hvordan man bedst muligt håndterer, at grænsen mellem privat og professionel bliver overskredet.

Det er den enkelte fagpersons ansvar ikke at blande sine egne følelser for langt ind i relationen og at undgå at love for meget. Men der kan være alle mulige uforudsigelige grunde til, at man ikke er i stand til at tage det ansvar, og i det tilfælde må det være et fælles ansvar at tilbyde løsninger frem for fordømmelse. Det må være legitimt at sige højt, at man har begået fejl i stedet for at feje dem under gulvtæppet.

Jeg har følt mig som offer for en flugtbilist, der er smadret ind i mig for at efterlade mig blødende i vejkanten uden at se sig tilbage. Jeg ved ikke, hvad der har været på spil for min kontaktperson, og jeg ved ikke, om det havde gjort en forskel, hvis der ikke kun havde været fokus på at undgå for tætte relationer, men også på at rydde op efter dem.

Jeg håber det, for det værste for mig var ikke at blive filtret ind i min støttepersons personlige problemer. Det var ikke, at jeg blev lovet ting, som ikke holdt stik. Det værste var, at situationen ikke blev håndteret, og at jeg måtte stå alene tilbage med en skam, jeg ikke havde fortjent.

Clara Amanda Skov er studerende. Hun har deltaget i medieskolen for tidligere anbragte unge, som Information afholdt i foråret med støtte fra Egmont Fonden

Serie

Systemets børn

Omkring en procent af de 0-17-årige børn er på en given dag anbragt uden for hjemmet. Sådan har det været de sidste 100 år. Men hvad sker der, når du bliver systemets barn, der er afhængig af omsorg og kærlighed fra mennesker, der er ansat til at tage sig af dig?

I en kronikserie fortæller tidligere anbragte unge i løbet af sommeren om deres opvækst, og Information går i en række artikler tæt på de dilemmaer, som opholdssteder, plejefamilier, sagsbehandlere og det danske velfærdssamfund står med, når de overtager ansvaret for barnets opvækst.

Seneste artikler

  • Ombudsmanden vil have styr på anbringelser af børn

    14. august 2017
    Ombudsmanden er gået ind i en række sager om manglende handleplaner for anbragte børn i de seneste år. Før sommerferien henvendte han sig til kommunerne og Social- og Børneministeriet om problemet. Hvis ikke det bliver løst, vil Ombudsmanden gå videre til Folketinget, som kan overveje sanktioner mod kommunerne
  • Forældre til anbragte får ikke den hjælp, de har ret til

    2. august 2017
    Selv om forældre til anbragte børn har haft ret til en støtteperson siden 2001, så blev der i 2015 blev kun tildelt en støtteperson i 16 procent af anbringelserne. Problemet er, at det ikke har nogen konsekvenser for kommunerne ikke at overholde loven, mener lektor i socialret
  • At anbringe børn er symptombehandling, hvis ikke familien får hjælp

    1. august 2017
    Ny forskning giver for første gang indblik i de opvækstvilkår, anbragte børn i danske plejefamilier har. Især støtten til familierne og de tidligere anbragte over 18 år halter bagefter, mener Inge Bryderup, der er professor i socialt arbejde på Aalborg Universitet og står bag undersøgelsen
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Annika Hermansen

Kære Clara Amanda Skov. Det du har været udsat for er noget alle - unge som voksne - kan blive udsat for i deres liv. At mennesker, der siger de vil være der ikke er der eller har mere brug for kontakten end man selv har. Forskellen er måske, at du grundet din situation er mere sårbar end vi andre og derfor mangler strategier til at bearbejde en sådan oplevelse. Det du har været ude for med denne pædagog kommer du helt sikkert til at opleve igen. Det er svært at gå igennem livet uden. Derfor kan spørgsmålet for dig være hvad du har lært og hvordan du kan bruge det næste gang du kommer ud for det samme.

Eva Schwanenflügel, Jørn Andersen og Mette Poulsen anbefalede denne kommentar

Clara har vel lært at hun ikke kan stole på andre, og at hun ikke er værd at holde af. Det er noget de fleste anbragte unge lærer. Et sådan svigt er jo ofte ikke et enkeltståede tilfælde, men den naturlige afslutning på de fleste relationer med ens biologiske forældre, aflønnede omsorgspersoner som plejeforældre og pædagoger, samt venner fra institutioner. Heldigvis har Clara sansynligvis lært at hun kan bruge nederlaget til at hjælpe andre ved at fortælle sin historie. Og tak for det. Hvis der er nogen her der skal lære noget, så er det os, læserne, og forhåbentlig andre professionelle omsorgspersoner, som på grund af manglenede indsigt og forståelse fortsætter omsorgssvigtet for de udsatte unge, der er afhængige af systemet. Tak for din historie, Clara.

Poul Sørensen, Jørn Andersen, Kim Houmøller, Vivi Rindom, Christel Gruner-Olesen, Søren Ferling, Pia Colère Lenau, Bjarne Bisgaard Jensen og Jonathan Smith anbefalede denne kommentar
Anne Eriksen

Den fornemste opgave som professionel ( det være sig i en kortere eller længere uddannelse) må være at stimulere til selvstændighed. Nøjagtig som det, forældre gerne skulle bibringe deres børn. At bibringe en følelse af svigt eller en vedholdende afhængighed er ingen hjælp.
Derfor bruger man også ofte supervision med jævne mellemrum, udefra eller kolleger.

Om det bliver neddroslet i vore dages spareiver, skulle ikke undre nogen.
Men "hjælp", hverken i en anbringelse eller senere, privat - må ikke - skabe afhængighed. Ingen er tjent med følelseskvabakkelser og det skulle gerne læres i umiddelbar forlængelse af en uddannelse.
Typisk, også i forhold til flygtninge, er det givende og kærlige der ses som meget positivt, hvilket det ikke er. Det er langt sværere at overskue situationen og stimulere til at vedkommende selv kan klare problemerne. Det er faktisk også mere gavnligt, men det kræver at man selv er i balance.

Jørn Andersen, Eva Schwanenflügel og Pia Colère Lenau anbefalede denne kommentar
Søren Ferling

Tak for beretning og betragtninger over et institutionsliv. Den slags er vigtigt, for efterundersøgelser er der ikke meget af på området.
Jeg kan følge, hvad du fortæller og er ret enig, men med det forbehold at jeg desværre tror at det er noget begrænset, hvad man kan gøre for havarerede børn og unge på institutioner med såkaldt professionelle pædagoger.
Det miljø og den professionalitet er ikke, hvad et sådant menneske har brug for.
det har netop brug for noget stabilt, varigt og sikkert og et eller flere mennesker, der er permanent følelsesmæssigt involverede i den unge.
Dette kan institutioner ikke.
Bedre familiepolitik og frivillige støtteordninger i den intakte familie er en anden vej.

Eva Schwanenflügel

Clara Amanda Skov, det er nogle overordentlig gode spørgsmål du stiller i dit meget personlige og direkte indlæg. Det burde udløse en stor samtale om, hvordan det vil være muligt at sikre kontinuitet i kontakten mellem mennesker der har brug for hjælp, og de der gerne skulle yde støtte og følge til dørs.
Man ser også dette dilemma i socialpolitikken på andre områder, fx i samspillet mellem socialrådgivere/sagsbehandlere og handicappede eller arbejdsløse med andre problemer. Her er udskiftningen af kontaktpersoner så hovedløs, at man skulle tro målsætningen i virkeligheden gik ud på det modsatte af intentionen, nemlig at flest muligt gik ned med stress.
Men det du har været ude for, er endnu værre, for her er det et personligt løfte om hjælp der ikke er blevet holdt. Det strengeste er, som du selv siger, det svigt der har været i og med at din pædagog bare afsluttede jeres relation uden at være åben om at det skete, og hvorfor. Du har nok ret i, at det var skamfuldt for hende, at hun ikke kunne leve op til sine løfter. Hun har åbenbart haft sine egne problemer, og det har taget magten fra hende, så hun tilsidst trak sig. Alt tyder på, hun er røget ud i et eller andet personligt morads. Men det er skammeligt, at der manglede en anden støtteperson til at tage over. Anne Eriksen pejer også på supervision som et vigtigt værktøj, men jeg mener at kunne læse ud fra dine beskrivelser, at din pædagog tilbød sin støtte ud over hvad der i dit tilfælde var bevilget, og således understøttet ad det offentlige?
Under alle omstændigheder er et sådant svigt forfærdeligt, og aldeles ikke i orden.
Jeg forstår til fulde din vrede.
Mange tak for et yderst tankevækkende indlæg, jeg håber det vækker en meget nødvendig debat.

I øvrigt stor ros til politiken for denne artikel-serie. Tidligere anbragte er overrepræsenterede i alle de forkerte statistikker (psykiske lidelser, selvmord, misbrug, hjemløshed), og trods mange spændende undersøgelser fra bla.a. SFI, er der meget lidt indsigt i hvorfor indsatsen overfor udsatte unge har så katastrofalt dårlige resultater.

De seneste tal fra SFI viser at 74% af tidligere anbragte 18-årige piger (tidligere anbragt på institution) har forsøgt selvmord. Men man ved ikke hvorfor eller hvornår; var det før, under eller efter anbringelsen?

Man ved dog fra tidligere undersøgelser at en anbringelse har ingen eller negativ effekt på den udsatte unge. Og at en tidlig forebyggende indsats i hjemmet giver de bedste resultater for udsatte børn.

Selvfølgelig findes der børn og unge, som skal fjernes fra forældrene. Man har tilsyneladende bare ikke forståelse for hvordan en anbringelse påvirker den unge psykisk, selvom at der f.eks er bred enighed om at længerevarende omsorgssvigt (både fra forældre og systemets side) ofte giver børn og unge kompleks ptsd, lavt selvværd, psykiske lidelser, anlæg for misbrug osv. Der er sgu en grund til at halvdelen af unge hjemløse mellem 18-29 år er tidligere anbragte.

Man forsømmer man at lytte til de virkelige eksperter; de anbragte unge. De har den indsigt som resten af systemet tilsyneladende mangler.

Poul Sørensen, Eva Schwanenflügel og Søren Ferling anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Super godt indlæg Clara.
Den menneskelige side af disse problemer nærmest råber på udvikling, dialog og mod til at gå nye veje - ny veje, hvor alle parter må instille sig på at bidrage til problemets løsning. Der er nok ikke noget der hedder "proffessionel kærlighed", men der er noget hedder et ægte engagement i at løse problemer og et ægte ønske om at være der til at kunne gribe ind når og hvis de unge går i stå.
- Jeg kommer lidt til at tænke på, hvordan Sverige greb kvinders frigørelse an dengang i 70'erne. Man indførte simpelthen to timer hver måned, hvor kvinderne på fabrikken kunne mødes i kantinen med løn og diskutere de problemer som kvinderne selv fandt relevante, det var en aldeles overvældende succes med masser af nye ideer og lavere syge fravær.... måske skal man lægge diskusionnen om "proffessionel" eller "ikke proffessionel" lidt væk og i stedet anskue hele problematikken som et udviklings fællesskab, hvor alle må bidrage og alle ideer er lige velkommende.
Jeg er selv en stor tilhænger af bøger og derfor ved jeg også at mange bøger slet ikke fungere i virkeligheden og endvidere er skrevet af idioter med lange lange teoretiske uddannelser og for hvem det at være proffessionel er 80% af deres personlighed og alene derfor bør de ikke have med udsatte børn og unge at gøre, men der er også bøger der videregiver erfaring og indsigt, der kan hjælpe de unge med at give dem en platform til at angribe deres problemer for at løse dem og komme videre og helst sammen med andre unge evt. i samme situation - livet er en lang situation som vi har tilfælles og som vi skal kunne snakke om, uanset hvem vi er eller hvad vores rolle er.... selvfølgelig.