Klumme

Det kræver lige så meget ydmyghed at give, som det kræver mod at få

Er det forkert at give penge til en tigger, fordi det understreger hans hjælpeløshed? Ender han i rollen som den underlegne, mens man selv bliver den overlegne? Ikke hvis man selv er ydmyg og modtageren modig
19. juli 2017

Nogle gange nægter virkeligheden at indrette sig efter vores forestillinger om den. Vi tror, den er på én måde, men så viser den sig at være på en anden. Vi tror, vi kender den, men så kender vi den slet ikke.

For noget tid siden læste jeg en artikel i BT med overskriften: »Derfor skal du ikke give penge til tiggere«. Artiklen citerede en talskvinde fra SAND, der er en interesseorganisation for hjemløse. Hun argumenterede for, at tiggeri slet ikke burde være en mulighed i Danmark.

»Det er et uværdigt møde mellem mennesker,« sagde hun og anbefalede i stedet, at man gør de hjemløse opmærksomme på, at der findes varmestuer og organisationer, der kan træde hjælpende til.

Det er indlysende rigtigt, at vi bør gøre alt for at bekæmpe fattigdom i Danmark. Men er det også rigtigt, at tiggeri per definition er »et uværdigt møde mellem mennesker«?

Tillad mig en anekdote. For efterhånden en del år siden var jeg på ferie i Rom med min daværende kæreste. En aften sad vi nær Trevifontænen og spiste, da der pludselig dukkede en lille, forhutlet romadreng op på restauranten.

Han havde kortklippet hår og brune øjne, og i sine hænder holdt han en tynd stofpose. Lydløst bevægede han sig rundt mellem bordene og sendte bedende blikke til de spisende gæster.

Som de fleste formentlig genkender, findes der ikke et værre tidspunkt at blive konfronteret med andre menneskers fattigdom på, end når man selv sidder midt i sin egen overflod; når man for længst er blevet mæt, og alligevel spiser lystigt videre af sin tiramisu, mens man sipper af sin cognac.

Reaktionen blandt restaurantgæsterne var da også præget af et vist ubehag: Enkelte rystede febrilsk på hovedet eller kiggede forlegent væk, som om drengen ville forsvinde, hvis de bare ignorerede ham hårdt nok. Andre fandt nogle småmønter frem til ham som et skyndsomt aflad.

Men så skete der pludselig noget overraskende: Da drengen nåede frem til et bord med et velbjærget amerikansk ægtepar, trak manden uden at tøve sin store tegnebog frem fra baglommen og væltede hele dens bugnende indhold ud i den lille drengs stofpose.

For hver en skinnende mønt, der fossede ud, sank posen i hans hænder, centimeter for centimeter. Som forstenet stod drengen og betragtede miraklet med åben mund. Så trådte han ordløst baglæns og forsvandt ud af restauranten lige så pludseligt, som han var kommet.

Fra de omkringstående borde sendte folk forundrede blikke rundt til hinanden, og der bredte sig en nysgerrig summen: Hvem var denne generøse amerikaner, og hvad skyldtes hans storsind?

Sådan sad vi stadig og talte lavmælt ved bordene, da drengen få minutter efter vendte tilbage til restauranten. Med ét blev der ro. Knive og gafler blev lagt. Glas blev stillet.

Alle holdt op med at spise og vendte sig i stedet mod det scenarium, som nu skulle til at udspille sig. Jeg får stadig gåsehud, når jeg tænker tilbage på det. Med små raske skridt gik drengen op til den store amerikaner, åbnede sin lille hånd, og rakte en skinnende mønt frem til ham.

Til at begynde med fattede jeg ikke, hvad der foregik, men amerikaneren forstod det straks: Han tog imod mønten og lagde den tilbage i sin pung: »Thank you!,« sagde han og kiggede respektfuldt på drengen.

Han sagde ikke: »No, you need it more than I!« Han sagde tak og tog imod. Og i dét øjeblik voksede den knæhøje dreng og den to meter høje amerikaner til samme størrelse. Pludselig var de i øjenhøjde, for de havde begge givet og taget.

I en vis forstand havde intet ændret sig: Amerikaneren var fortsat rig, og drengen var fortsat fattig. Den strukturelle ulighed havde de ikke ændret på. Men i en anden forstand havde alting ændret sig: Sammen havde de vist, at man kan tage imod hjælp uden at blive underlegen og hjælpe andre uden at blive overlegen.

De havde demonstreret, at det kræver lige så meget ydmyghed at give, som det kræver mod at få. Men de havde også vist, at så længe giveren er ydmyg og modtageren er modig, så kan der opstå lighed midt i uligheden, og så kan den, der rækker ud for at røre en anden, ende med selv at blive rørt.

Det ville jeg ønske, at informationsmedarbejderen fra SAND havde set.

Rasmus Bo Sørensen er kulturjournalist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tino Rozzo
  • June Beltoft
  • Nanna Wulff M.
  • Viggo Okholm
  • Eva Schwanenflügel
Tino Rozzo, June Beltoft, Nanna Wulff M., Viggo Okholm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

En åbenbaring på en almindelig onsdag eftermiddag.
Hvor tit oplever man det?
Det scenario, du beskriver, og de billeder, det fremkalder, kommer aldrig mere til at forlade mig.
Det er jeg sikker på.
Tak, Rasmus Bo Sørensen

Lise Lotte Rahbek

Ah ja... men da jeg er en misantropisk, smådepressiv surstrålende hverdagsdansker vil jeg da applaudere dette enestående tilfælde og sætte det i perspektiv: Hvor ofte er det lige, at den slags sker, set i forhold til alle de gange, hvor tiggeriet er pinagtigt, ulige og nedslående i sin åbenlyse maangel på værdighed..?

Nå, jeg kryber ned i mit hul igen --->