Klumme

Med kunstsult og relativt gode intentioner til Documenta 14

Ved at lægge en festival i udkanten af Europa bliver man bevidst om, hvor privilegeret det i grunden er at kunne rejse rundt relativt frit. Documenta gav mening, fordi det ikke er nok at vide, at kriserne foregår. Jeg tror, vi bliver nødt til at opleve dem og blive tvunget til at være en del af dem
27. juli 2017

For nyligt var jeg i Athen og i Kassel for at besøge kunstfestivalen Documenta 14, der har fundet sted hvert femte år siden 1955. Det er selvfølgelig allerede et klamt ord: ’kunstfestival’, og måske er kvalmen ved sådan et ord lige præcis det, som dette års Documenta handlede om.

En af grundene til, at dette års festival foregik delvist i Athen, er, at en af udstillingens røde tråde er gæld, krise og mobilitet. Ikke bare i Europa, men globalt. Da jeg ankom alene den første aften, var det noget af det, jeg tænkte på: at muligheden for at tage til Athen i sig selv kræver mobilitet og derfor også økonomi.

Ved at lægge en festival i udkanten af Europa sker der allerede noget med bevidstheden om, hvor privilegeret det i grunden er at kunne rejse rundt relativt frit. Og for hvad? Tja, for at kigge på kunst, der især handlede om, hvor besværligt det er blevet for mange at bevæge sig på tværs af grænser.

Jeg har læst og hørt venner enten kritisere, hvor direkte politisk mange værkerne virker til at være, og at det på sin vis er kedeligt. Eller omvendt, at kunsten i især Athen forsømte at beskæftige sig med den aktuelle flygtningesituation i verden og i Grækenland lige nu. 

Noget af det skønne ved kunst er selvfølgelig, at begge ting godt kan få lov til at være sande samtidigt.

Til en talk (et andet forfærdeligt ord) med en af kuratorerne, sagde hun til netop den kritik, at hvis folk havde brug for at se, hvad der foregik i Athen lige nu, så kunne de jo bare tage og kigge på gaderne eller tage ud til nogen af øerne, og da jeg så sad i en (meget billig) taxa på vej hen til et nyt udstillingssted og var lige ved at tænke, at det også var en meget nem måde at forsvare sig på, så sagde chaufføren, at vi nok ikke kunne komme ind på det museum, vi var på vej til, fordi der var generelstrejke i hele byen.

Så kunne man få lov at gå der med at sin kunstsult og sine relativt gode intentioner og penge og ikke komme ind nogen steder.

Der er noget helt grundlæggende turistet ved at kigge på kunst, hvis stof er smerte. På grund af den økonomiske krise har man leaset havnen i Piraeus ud til forskellige selskaber, som har fjernet diverse ejendele og telte, som mennesker på flugt boede i. Derfor kan det virke ubehageligt at tage ud til havnen for at kigge på kunst og få nogle følelser, men omvendt er det så også lige præcis det, der tvinger én derud. Jeg tror ikke, det er nok at vide, at de her kriser foregår. Jeg tror, vi bliver nødt til at opleve dem. Altså at blive tvunget til at være en del af dem.

Mens jeg sad i et stort og rundt rum i Kassel og så Angela Melitopoulos’ værk Crossing (2017), blev der afspillet fire videoer på skift på en skærm. Pludselig dukkede en person frem på havnen i Piraeus: »Here they are killing us slowly,« lød stemmen.

Igennem sit liv har min morfar besøgt mange steder i Grækenland og er kommet hjem og har fortalt nærmest forelsket om sine ture. Selvfølgelig med tilhørende lysbilleder, så fotos, så billeder på telefonen.

Noget af det sidste, jeg nåede at snakke med ham om, da han ringede på min fødselsdag i foråret, var, at han i de seneste par år var stoppet med at tage til Grækenland, fordi der var noget affortryllende ved det. Og så blev vi enige om, at der måske var noget godt ved den affortryllelse, men også at vi i det mindste havde muligheden for bare at rejse andre steder hen.

Sådan kan jeg også have det med kunst ind imellem. Andre gange er det alligevel ikke helt sådan. Så kunst kan være umulig at slippe, hvilket ikke bare er smukt på en kuldegysende måde, men også vigtigt.

Måske er det også derfor, at mere og mere kunst virker til at arbejde dokumentarisk, fordi forskellige kunstnere er så pissetrætte af ideen om, at kunsten skal være en smuk oplevelse.

Caspar Eric er forfatter. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Der er noget absurd og selvmodsigende i, at store grupper af økonomisk priviligerede og veluddannede mennesker, hvoraf mange arbejder professionelt med kunst og får deres rejse betalt, søger mod Athen og Kassel får at få tilfredsstillet en" kunstsult" (som det nævnes i rubrikken). Hvor en del af pointen med udstillingerne er, at de forinden skal døje med "kvalme" (som det senere nævnes), for at de kan gøre sig fortjent til at få tilfredsstillet deres "kunstsult".

De får i en vis forstand aflad for deres priviligerede og selviske interesser ved også at beskæftige sig med kunst i sammenhænge, der tematiserer de fattiges og de nødstedtes situation.

Når jeg tænker på, hvor meget der økonomisk omsættes i sammenhæng med de arrangementer, der afvikles i Athen og Kassel, nationalt og internationalt, kan jeg ikke lade være med at sammenligne det med, hvor meget kunst og udstilling af kunst, der kunne været kommet ud af de penge i mindre priviligerede sammenhænge. Spørgsmålet er, om de deltagende kunstnere og publikum egentlig har fortjent ovennævnte følelse af aflad, for dem af dem der måtte gå rundt med blandede følelser, som beskrevet i klummen.