Det er er blevet sommer og dermed atter højsæson for massiv migrationsstrøm. Et emne, der altid kan sætte en debat i gang, som deler de politiske partier såvel som den brede befolkning. Denne gang handler debatten om, hvorvidt ngo’er skal have lov til at sejle rundt i Middelhavet tæt på Libyens kyst for at redde skibbrudne migranter op af vandet. Højrefløjen argumenter for, at redningsaktionerne frister flere til at foretage den livsfarlige overfart, og at Danmark dermed er med til at finansiere menneskesmuglere.
Det er næsten inhumant at sætte sig i opposition, når vi taler om at redde menneskeliv. Det kan ganske rigtigt være svært at skelne mellem migranter og reelt livstruede flygtninge, men det ændrer ikke ved, at disse mennesker har brug for hjælp, og at vi som privilegerede verdensborgere må tilbyde dem denne hjælp. Italien og Malta kan ikke klare presset alene.
Socialdemokratiet stillede for nylig et forslag om at oprette lejre i blandt andet Libyen og Yemen, hvor asylansøgere skal have deres sag behandlet. Det er en god start. Dog ændrer det ikke ved, at der stadig vil være mennesker, som er villige til at tage den risikable tur. Vi må derfor gøre en indsats for at hjælpe, dels i nærområderne, men også i Italien, på Malta og i Middelhavet. En sådan hjælp kunne blandt andet bestå i at øge udviklingsbistanden til i hvert fald én procent af BNP. Hvis vi skal forebygge en krise som den i sommeren 2015, er vi nødt til at investere.
Danmark må hjælpe i de områder, hvor det hele begynder. Vi må støtte de frivillige ngo’er og være humane i en tid med humanitære kriser.
