Klumme

Jeg længes efter tillidsvækkende politikere

Åh, politikerleden er en trussel mod demokratiet. Hvad skal vi dog gøre ved den? Politikere og kommentatorer vrider hænder og debatterer endeløst. Svaret ligger ligefor: Stop jer selv
20. juli 2017

Politikerlede er et emne, som alarmerede politikere og håndgangne journalister tager op med faste mellemrum. Og forklaringer er der nok af.

Politikerne kommunikerer ikke godt nok; det er en standardforklaring, især i politikernes egen lejr. De mundhugges, er en anden, i stedet for at trække på samme hammel. Politikerne er en fjern overklasse, der ikke aner, hvad der rører sig ude i landet. Og så videre.

Jeg abonnerer på en mere enkel forklaring: Der er kun én ting, der tæller. Tillid. Politikere er til for at vinde vores tillid ved at kunne deres kram. På vores vegne og med hæderlighed. Det er det hele.

Det betyder ikke, at danskerne ikke kan tage fejl. Det kan vi i den grad. Se bare på dengang, vi nærmest forelskede stemte Morten Messerschmidt (DF) ind i EU med en svimlende høj stemmeprocent. Vi var vilde med ham, denne EU-kritiske statsmand og fake gentleman med det hævede øjenbryn.

I en enorm tilslutningsguldstol bar vi ham direkte ind på parnasset i Bruxelles, hvor han så kunne sidde og rode i sine og andres papirer og skubbe nogle penge den forkerte vej. Vi havde masser af tillid! Vi er ikke fejlfri.

Og nu skal han åbenbart til fadet igen for enhver pris (gerningssteder har som bekendt altid tiltrukket). Og en spindoktor har han allerede skaffet sig (sig mig, er de ikke dyre?). Og undskyld, er der ikke andre erhverv end politik? Nå, ham om det – vi lever i et frit land.

Der var i gamle dage en enkel selskabsleg. Den bestod i, at deltagerne skulle forestille sig, at alle folketingsmænd var læger. Hvem af dem ville du så helst have kom, hvis du blev syg?

Én, der blev hyppigt valgt – også af mig – var Henry Grünbaum.

Den gamle socialdemokrat, økonom, finansminister, statsrevisor og fagforeningsmand døde for godt ti år siden i en høj alder. I øvrigt forlod han politik nøjagtig den dag, han fyldte 70. Det var i 1981. Samtidig nedlagde han alle tillidsposter og udtalte sig siden aldrig offentligt om politik.

Ham blev der stolet på.

Han var cand.polit. ligesom sin nærtstående partifælle Jens Otto Krag, men havde hverken hans karisma eller spektakulære privatliv. Ved visse lejligheder vovede han at være åbent uenig med partiledelsen, navnlig i 1980 (det år Morten M. blev født), fordi han ikke kunne indse visdommen i visse økonomiske stramninger under Anker Jørgensen-regeringen.

Henry Grünbaum levede i en anden tid, bevares. Mediebilledet var overskueligt og karrusellen ikke oppe i så vanvittige omdrejninger som nu. Underholdningsindustrien var ikke så umætteligt sulten. Men at blive kändis, hvad man også kunne dengang, interesserede ikke Grünbaum et sekund. Signe Molde ville kunne være i fred for ham. Han gjorde sig gældende på anden vis.

Ordet og taleretten brugte han i Folketinget, i udvalgsværelser og i LO.

Grünbaum var en enspænder, men samtidig ubetinget loyal som politiker, han borgede for sit partis og sin bevægelses grundsætninger. Han var flittig, og han var stædig. Han stod som sagt til troende. Hvis han var læge, så var han velkommen.

I dag er hans arvtagere vanskelige at få øje på. Selv om de er på tv uafbrudt. Den politiske substans er pakket ind i et uoverskueligt fedtlag af kommentatorer og reportere og såkaldte meningsdannere, der sammen med politikerne ruller dejen ud i milimetertykke skiver og plastrer hele køkkenet til med det. De trænges side om side om mikrofonerne på panelernes borde, og palaveren er endeløs.

Meninger, formodninger, perspektiveringer, analyser, påstande, forudsigelser svirrer som fluesværme fra alle højttalere. Før, under og efter det mindste skvulp i den dagspolitiske indsø.

Nuværende og forhenværende spindoktorer går i ét med hinanden og er skiftevis på den ene og den anden side af hegnet. Politikere og journalister træder endeløse kædedanse, så det ikke er til at se, hvem der med galante chasseer giver hånd til hvem og omvendt. I den overbevisning, at det alt sammen er evig godt for danskerne derude.

Vi andre rejser os op og prøver at få øje på det, der befinder sig inde i midten af jeres drejende kredse. Og ønsker, I ville se jer selv udefra og ikke i Borgens, mediernes og skærmenes spejlsale.

Det er ikke en selskabsleg. Er der en læge til stede?

Niels Barfoed er forfatter, dr.phil. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mads Berg
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Anne Eriksen
  • Stig Bøg
  • Ole Christiansen
  • Jens Frederiksen
  • Holger Madsen
  • Torben K L Jensen
  • Ib Christensen
  • Henning Kjær
  • ole eising
  • Torsten Jacobsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Kurt Svennevig Christensen
  • Niels Duus Nielsen
  • Kurt Loftkjær
  • Lise Lotte Rahbek
Mads Berg, Bjarne Bisgaard Jensen, Anne Eriksen, Stig Bøg, Ole Christiansen, Jens Frederiksen, Holger Madsen, Torben K L Jensen, Ib Christensen, Henning Kjær, ole eising, Torsten Jacobsen, Eva Schwanenflügel, Kurt Svennevig Christensen, Niels Duus Nielsen, Kurt Loftkjær og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Johnny Werngreen

Hovedet på sømmet er som sædvanlig ramt hårdt og præcist. Ærgerligt blot at en hædersmand og en opportunistisk, bedragerisk tølper skal nævnes i samme åndedrag; men hensigten helliger vel midlet.

Mads Berg, Anne Eriksen, Susanne Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Kurt Svennevig Christensen

"Klummen er udtryk for skribentens egen holdning" det er i hvert fald også min og, tror jeg, noget nær alle i dette land. Derfor burde én Morten Messerschmidt også være fhv. i dag.

Mads Berg, Egon Stich, Susanne Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Henrik holm hansen

man kan hurtigt komme til lyde som en der råber højt men dejligt med en præcis beskrivelse af politikerleden jeg tror politikerne kunne hjælpe sig selv hvis de turde smide spiondoktorene ud rådhuse og Christiansborg og så skal vi som vælgere op af stolen og meget vedholdende påminde de opstillede kandidater af DET ER ET TILLIDSHVERV AT VÆRE FOLKEVALGT og ikke en karriereplatform eller danmarks dyreste teater, troværdighed og ordholdenhed er nøgleord også for politikere.Det næste er at kompronierne som alle skal lære at indgå det betyder selvfølgelig at nogen gange kommer man til fremstå som om man har tabt en sag men det har befolkningen stor forståelse for hvis det er ærligt og tjener landet/samfundet god ferie

Egon Stich, Christoffer Pedersen og Holger Madsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Niels Barfoed, det kan du komme til at længes efter længe.
Politikkerne bruger mange kræfter på at være i øjenhøjde med befolkningen.
Være ligesom dem.
Og da befolkningens mentalitet er ændret til egoisme og egensind, må politikerne gøre lige så. ellers kan de jo ikke snakke sammen.
Tillidsvækkende politikere er folk, der ikke vækker tillid, for ellers ville de jo ikke ligne deres vælgere.
At angle efter tillid er at gå efter det bristede.

Christoffer Pedersen

Politikerne er uden undtagelser magtbegærlige mennesker der elsker sig selv og at få gennemtrumfet deres vilje. Nogle påstår så de ofrer sig for at arbejde for ædle sager for andre end dem selv.
Men stuerene bliver de aldrig.

Lise Lotte Rahbek

Der findes i klassisk retorik 3 måder at appellere til folk på: Logos, etos og patos.
Hvor logos kort fortalt handler om at appellere til folks logiske sans, appellerer etos til etik og moral og patos henvender sig til følelser, gerne i form af den tillid en kendt person nyder hos sit publikum.

I nutiden er fake news en realitet. Vi ved ikke, om de videnskabelige tal og oplysninger, vi bliver præsenteret for, er fakta eller spin. Derfor kan vi ikke sætte lid til logos/logikken.

Etikken er det så som så med i et konkurrencesamfund, hvor det handler om at konkurrere om at være først, størst og mest skrupelløs. Derfor kan vi heller ikke stole på etikkens appel.

Patos kræver, at den person som appellerer til vores følelser er til at stole på. Men også her går det galt. Den politiker/virksomhedsrepræsentant/rigmand/aktionær som selv har økonomiske interesser i et projekt, er ikke troværdig.

Vi er i fald.

Bjarne Bisgaard Jensen, Ib Christensen, Michael Kongstad Nielsen, Søren Roepstorff, Ebbe Overbye, Egon Stich, Grethe Preisler, Holger Madsen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Christian Lucas

PATOS

Fuldstændig korrekt. Manipulation via følelesporno er nu standarden i både det politiske og journalistiske miljø. Hvis standard altså er TV2 News, Viasat, Ellen Trane Nørby's spin og ekstremt overproducerede TV-Aviser. Danmark er siden Fogh gledet ned i en etisk og vidensfornægtende spiral hvor kortsigtet profit og psykopatiske tendenser er i høj kurs. Det mider FORBLØFFENDE meget om en politisk operation mest kendt her i landet fra Den Kolde Krig, men som mange danskere, inkl. politikere og journalister, slet ikke tror bruges mere.

Inhabliteten er er overalt. Løgne og vildledning overalt. Konstante nedksæringer uden effekt. Derfor ingen tillid.