Måden at ønske

Berlingeren har ikke helt fundet ud af at håndtere Trump. På den ene side betjener redaktionen sig af fritidskommentatorer med bemærkelsesværdig sympati for den mentalt forstyrrede præsident.

På den anden leveres de bedre sider i avisen af kyndige folk, der på faglig baggrund dagligt tegner samme mistrøstige billede af ulykken i USA på linje med de trængte seriøse amerikanske medier.

Kan hænde dette uhåndterlige grundlag forførte Berlingerens fung. chefredaktør til det synspunkt, at Trump i virkeligheden repræsenterer en semantisk udfordring, idet den meddelsomme mand taler i ønskemåder – grammatisk: conditionalis.

Præsidentkandidat Trump opfordrede jo umisforståeligt sine tilhængere til at benytte sig af retten til at bære våben og gøre det af med Hillary Clinton. You know, som han råbte under jubel. Dette betød i klartekst: ’Gid en eller anden plaffer kællingen ned. Men kun i ønskemåde, ikke at kællingen skal skydes, men at en eller anden gerne må gøre det, så hun ønskværdigt kreperer af det.’

Ja, det er uforståeligt

Da Henry 2. i 1170 havde fået nok af Thomas Becket, ærkebiskop af Canterbury, der ikke ville føje kongen, udtalte denne ifølge overleveringen: Will no one rid me of this turbulent priest!

Dén begreb fire af Henrys gorillaer, der drog af sted og huggede den turbulente præst ned. Kongen havde ikke beordret mordet, blot udtrykt ønskemåde.

Trump: »Jeg ønskede kun, at russerne hackede demokraterne og ønsker ingen undersøgelse af sagen, da det jo var et ønske, at det skete, hvilket det gjorde, selv om jeg siger, at det måske ikke skete eller måske. I ønskemåde.

Hvis ovenstående er uforståeligt, er det, fordi det er det.

Trump henviser i sine aldrig svigtende pubertære twitterier til de falske medier, som ikke levner ham en chance, skønt flertallet af medier er på Trumps side og med på hans flimrende farlige demagogi.

Mod kendsgerningerne kæmper alt andet end ønskemåden forgæves.

Pilou Asbæk? Hans mor?

Følger man sommerens agurkesalat om eliten anes en lignende underliggende ønskemåde: Kan vi dog ikke blive fri. Nåh nej, undvære eliten kan vi ikke, kun den del af den, der er hovskisnovski, som Folketingets formand i vanlig enkelhed udtrykte eget og andres mindreværd.

Men hvem er det egentlig, det drejer sig om i denne elite eller den kreative klasse. Hvem er de? Er det pottemagerne på Bornholm, Bjørn Nørgaard eller Det Kgl. Kapel, Søren Ulrik Thomsen eller Erik Brandt? Hvem fanden er det?

Er det embedsmændene i Finansministeriet eller havbiologerne; eller er eliten prins Henrik som digter eller Zirkus Nemo eller advokatstanden, hvoraf en del ikke er udpræget elite, eller Susanne Bier eller Pilou Asbæk eller hans mor? Hvem er det?

Nu skal man i den danske debat være varsom med at trække bestemte kort, som man siger. Nazikortet, så er debatten tabt, det mener nogen, skønt kortet kan være berettiget at smække i bordet. Eller jødekortet. Det skal man ikke spille, hvis man har sit debatrenomé kært. Så det gør vi:

Antisemitismen er arketype og viser sig i givne sammenhænge. Ikke kun jøder er underkastet mekanismen. Skolegården kan i spidssituationer være leveringsdygtig, mobning på arbejdspladsen ligeså – sjældent med endestation i gaskammeret, det skal siges, men vejen dertil anlægges i princippet.

Karakteristisk ved antisemitismen er den forholdsvis anonyme adresse. Jøder, javel, men hvilke og hvem konkret. Wer Jud’ ist bestimme ich, som oprindeligt udtrykt af Wiens overborgmester Karl Lueger omkr. 1900 Tydeligere og mere kynisk kan det ikke siges.

Den bestemte, den grimme elite er altså ifølge Kjærsgaard hovskisnovski, hvilket ganske vist indskrænker feltet, men næppe gør identificeringen nemmere.

Som jøde kan man over for en person, der ikke bryder sig om jøder, forsvare sig og sige: Jamen, jeg er integreret og assimileret, gift med en lysblond fynbo og tror på Jesus, spiser gris, og min tissemand er intakt. Men således accepterer man antisemitismens første princip: at inddele mennesker efter uvedkommende kriterier. Ved ens erkendelse af præmissen jøde, til hvem andre tillader sig at stille krav om ikke at være det på andre end antagonisternes kriterier, har man blåstemplet problematiseringen af jøder in toto.

Som elite kan man sige: Jamen, elite jo, jo, men jeg er ikke hovskisnovski, en af mine bedste venner overvejede faktisk at sætte kryds ved Pia Kjærsgaard, men så revnede forhænget i stemmeboksen, og så blev det i stedet Pernille Skipper.

En portofri omgang

Forskellen ligger i kategorierne. Jo, jeg er jøde. Det går i vore dage an, skønt identifikationen unægteligt har medført ubehageligheder samt opfølgningen: at jøden er ansvarlig for alle jøder. Dén er ikke som sagt ikke så rar.

Derimod hvis nogen siger: ja, jeg er elite, går det slet ikke an; end ikke hvis vedkommende er cykelrytter med reelle planer om at vinde Touren. Det er hybris.

Andre kan sige: Klummisten tilhører den danske elite af klummeskrivere. Selv ville han beskedent afvise lovprisningen, som han måske inderst inde finder berettiget, men aldrig, aldrig om så under tortur, på egne vegne ville fremture med.

Det er vanskeligt for en ubestemt elite at tage til genmæle mod samme på elitens vegne.

For det første forudsætter svar på angreb som folketingsformandens baglandsrettede opstød, at man anerkender præmissen: at der eksisterer en identificerbar elite, som bør humme sig. For det andet forudsætter genmælet påstand om egen adkomst til eliten. Sker det, trimler tilhørerne om af grin: Elite!? Højrøvede nar! Og hvordan kan du tale på alles vegne!

Det er således en portofri omgang, akkurat som angreb generelt på jøder, at gøre front mod eliten hovskisnovski eller ej.

Elitedebatten for tiden er tvivlsom, tarvelig, i slægt med andre etniske udfasninger som

antisemitismen.

Hvis man skal være venlig, er det måske bare en ønskemåde.

Eller noget populistisk vås.