Klumme

Måske begynder livet aldrig, måske fortsætter det bare

Et ubesvaret telefonopkald sætter tanker i gang. Om alle de liv, de andre lever, og om det ene, man selv må nøjes med
’Jeg ser mig selv udefra: Her står en 36-årig mand i sin stue med en mobiltelefon i hånden og en underlig følelse af, at noget er slut, uden at noget andet helt er begyndt,’ skriver Rasmus Bo Sørensen i denne klumme.

’Jeg ser mig selv udefra: Her står en 36-årig mand i sin stue med en mobiltelefon i hånden og en underlig følelse af, at noget er slut, uden at noget andet helt er begyndt,’ skriver Rasmus Bo Sørensen i denne klumme.

Jakob Dall

26. juli 2017

Det begynder med et ubesvaret opkald: Det er søndag, og jeg er netop trådt ind under bruseren, da mobilen ringer inde fra stuen. Først lader jeg den ringe. Hvis det er vigtigt, kan jeg altid ringe tilbage, tænker jeg. Men den bliver ved.

Jeg flår badeværelsesdøren op og sopper hen over stuegulvet. Jeg når den selvfølgelig ikke. Det gør man aldrig. Men nu er det blevet umuligt for mig at slippe tanken: Hvem var det, der ville have fat i mig? Jeg genkender ikke nummeret.

Måske var det en gammel ven, måske en fremtidig forelskelse – eller bare en telefonsælger? Det kunne være hvem som helst, handle om hvad som helst, være både vigtigt og ligegyldigt. Potentialet er svimlende, så længe det er uforløst.

For nogle år siden interviewede jeg den amerikanske forfatter Nicole Krauss. Vi havde talt i en halv time om de tilfældigheder og vilkår, der former et liv, da hun med fortrydelse i stemmen udbrød: »Jeg synes, det er en skam, at vi bliver givet så lidt af livet. Jeg har kun dette ene liv, det ser sådan her ud, og det vil altid kun se sådan her ud. Men når jeg går ind på mit værelse og lukker døren for at skrive, har jeg mulighed for at krybe ind i hovedet på andre mennesker og leve andre liv. Det er dét, der er så spændende ved at være forfatter – at man kan udvide livet og gøre det større.«

Vi drømmer alle om at leve andre liv, eller som minimum om at leve vores eget liv på andre vilkår – og på en søndag med tømmermænd er tanken særligt besnærende. Man kunne for eksempel forestille sig, at telefonen en dag ringede fra et ukendt nummer og alting pludselig ændrede sig. Man kunne forestille sig, at det var sådan, det begyndte.

Nummeret dutter optaget, da jeg ringer tilbage, så jeg går i stedet ud i køkkenet for at riste mig en skive rugbrød. Måske, tænker jeg, mens jeg står og stirrer ned i brødristerens glødende jerntråde, begynder det hele alligevel ikke med et ubesvaret telefonopkald.

Måske begynder det slet ikke. Måske fortsætter det bare, dag ud og dag ind, med de samme gøremål, de samme sysler, de samme uopsættelige pligter. Måske gentager det sig i en uendelighed, indtil det ikke længere er muligt at skelne dagene fra hinanden:

Man vågner i den samme seng, spiser af den samme tallerken, drikker af det samme krus ved det samme bord i den samme lejlighed i den samme by; man kysser den samme kæreste farvel (hvis man har en), cykler ad den samme vej til det samme arbejde (hvis man har et), spiller badminton med kollegerne om mandagen (med mindre man spiller håndbold), og mens man på denne måde er travlt optaget af hverdagens rituelle gøremål, marcherer en hær af sekunder, minutter og timer igennem døgnet, nye dage erstatter gamle, lige uger afløser ulige, måneder skifter navn tolv gange i streg og trækker til sidst hele året med sig ind i den evigt cirkelsluttende bevægelse, som vi kalder tidens gang.

Måske er det bare sådan, det er, tænker jeg. Måske begynder det aldrig, måske fortsætter det bare?

Så ringer telefonen igen.

Jeg farer ind i stuen og ser det samme ukendte nummer lyse op på displayet. Jeg sætter mobilen til øret og fremsiger mit navn. Stemmen i den anden ende af linjen rømmer sig. »Det må du undskylde,« siger han så, »jeg må have fået forkert nummer.«

Skuffelsen rammer mig som en feber. Jeg bliver utilpas og ked af det, og jeg er ikke sikker på hvorfor. Måske fordi det er søndag, og alting i forvejen er indhyllet i en tæt, melankolsk tåge af tømmermænd og tungsind; pludselig bliver det meget let at læse dette tilfældige telefonopkald ind i rækken af uindfriede løfter og bristede forestillinger, der breder sig ud som en boulevard bag om ryggen.

Jeg ser mig selv udefra: Her står en 36-årig mand i sin stue med en mobiltelefon i hånden og en underlig følelse af, at noget er slut, uden at noget andet helt er begyndt.

Jeg tænker på alle de mennesker, der skulle have ringet gennem tiden, som aldrig gjorde det – og på alle de mennesker, jeg ringede til, som aldrig svarede. Jeg tænker på alt det, der skulle være sket, som ikke skete – og på det, der skete, som aldrig burde være sket.

Jeg ser ned på mine våde fodspor på stuegulvet og tænker, at det også er sådan, vi selv er her; aldrig helt længe nok, aldrig helt fuldt nok og altid med en evigt prikkende nysgerrighed efter, hvad der også kunne have været. Hvilke liv, man også kunne have levet.

Så sætter jeg mig hen til min computer og skriver det hele ned på disse linjer. Forfra, men ikke fra begyndelsen. Som alle andre må jeg nøjes med fortsættelsen.

Rasmus Bo Sørensen er kulturskribent på Information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • Niels Duus Nielsen
Viggo Okholm og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

Nietzsche, Kierkegaard, Dostojevskij, Sartre, Camus...for nu at tage et smalt udvalg...Vil man hælde gammel vin på nye flasker, kan det betale sig at smage på den først. Ellers kan man ende med at tage sig ufrivilligt komisk ud..

Medmindre man da bilder sig ind at tappe helt ny vin af friske druer? (Ungdommen nu til dags...tsk tsk tsk!)

Maj-Britt Kent Hansen

Jeg har ikke tidligere vidst, hvad tsk, tsk, tsk betød.

I dag slog jeg det op, for jeg havde fået en kedelig fornemmelse af, at det her var fremsat højpandet overbærende, lettere hånligt. Og ja, desværre - det bekræftede mit opslag.

Niels Duus Nielsen

Torsten Jakobsen, det er mit indtryk at du er en ung mand, ligesom skribenten, så hvorfor denne nedladende tone?

Jeg har selv været der, hvor skribenten er lige nu, midt i livet, med en nagende tvivl om det alt sammen overhovedet giver mening. Det eneste fornuftige svar til et menneske, som således tvivler på at det altsammen nytter noget, er at vise vedkommende, at selv om der måske ikke er en mening, er der altid et håb. Så hvorfor peger du så skråsikkert på eksistentialismen, som om det var universalløsningen på alle tvivlsspørgsmål?

Nietzsche, Kierkegaard, Dostojevskij, Sartre, Camus osv. har måske givet dig, de svar du søger, men derfor befinder du dig jo ikke på en piedestal højt hævet over den uvaskede pøbel, som endnu ikke har fundet et svar på livets spørgsmål, som er til at leve med.

Hvorfor glemmer gamle mennesker så ofte, hvor svært det er at være ung og midaldrende? Hvorfor kan de ikke huske, hvor svært de selv havde det?

Hver gang jeg læser en artikel om ovenstående mindes jeg altid mine egne mange personlige kriser. Jeg føler på ingen måde, at jeg med alderen er blevet klogere på livets store mysterier, blot har jeg lært at se dem i øjnene, uden at føle meningsløsheden som det store problem. Og det har jeg bl. s. lært af de forfattere, som du nævner. Men uden et ungt menneske, som udstiller sin usikkerhed, ville der ikke være anledning til at pege på denne "opbyggelige" læsning. "Opbyggelig" i citationstegn, fordi fx Nietzsche måske ikke er den mest oplagte forfatter at læse, hvis man føler, at livet er meningsløst. Med mindre man vil helt derned og skrabe bunden, hvorfra det kun kan gå fremad.

Det er en kendsgerning, at midaldrende mænd begår selvmord i langt højere grad i dag end blot for ti år siden. Så en hånlig afvisning, af, at der er t problem, er sgu for nemt.

See evt. følgende video, hvor Russell Brand diskuterer med sig selv om hvorfor især mænd er i fare for at dø for egen hånd:

https://www.youtube.com/watch?v=ctXrAoCMSsY&t=310s

David Zennaro, Bo Stefan Nielsen og Morten Haahr anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Niels Nielsen,

De nævnte koryfæer giver ikke svar, hvilket du så udmærket ved(?). Når jeg alligevel påkalder dem, er det ganske rigtigt for at påpege det utilstrækkelige i den foreliggende tekst.

Forskellen på dine og mine eksistentielle kriser - og deraf følgende mere eller mindre kvalificerede overvejelser - og så Rasmus Bo Sørensens er, at vores overvejelser ikke tilsyneladende uredigeret belaster debatsektionen på det hæderkronede dagblad Information.

Eller sagt på anden vis: Jeg forventer mere af det trykte ord end halvkvædet sødsuppe. Hvis det gør mig til en nedladende højpandet idiot, then so be it..

Torsten Jacobsen

...men allright, mindre højpandet denne gang:

Kære Rasmus Bo Sørensen. Hvis du for alvor vil af med den eksistentielle kvalme, så er det i og for sig såre simpelt:

- Beslut dig for at leve for noget andet end dig selv, og se hvor det tager dig hen..
- når du indser hvor svært det er, så udforsk grundene til, at det er så svært...
- resten må improviseres, og der er ingen garanti for en 'happy ending'...

Kærlig hilsen
Torsten Jacobsen

P.s.
Du er en af de mest privilegerede af de mest privilegerede mennesker i universet. Hvis du ikke kan skabe mening ud af det faktum, then shame om you!

Niels Duus Nielsen

Okay, Torsten Jakobsen, vi oplever så de samme tekster forskelligt. Hvor jeg finder det interessant og lidt morsomt at læse om, hvordan unge mennesker kan kløjs i livets svære kunst, finder du det åbenbart bare irriterende.

Det er det, jeg ikke rigtigt forstår, for du plejer at være meget rummelig i dine synspunkter. Det er ikke enhver, der kan komme med store forkromede redegørelser for livets meningsløshed, som fx Camus - der er jo en grund til, at det er Camus, vi opfordrer folk til at læse, når de er faret vild i eksistentialerne.

Jeg opfatter Rasmus Bo Sørensens essay som et indspark på lige fod med de andre subjektive skriverier, som avisen diverterer med fra tid til anden. Der er forhåbentlig mange unge og yngre mennesker, som læser Information, og de har vel også et behov for at udveksle erfaringer om livets store spørgsmål, selv om det kan virke lidt studentikost på os gamle røvhuller?

Det er sgu da svært at sluge, at det liv, man har levet, har været fake, og at de sandheder, man har troet på, ikke er så sande, som man troede. De fleste ryster det af sig og fortsætter som om intet er hændt, men de mere følsomme gemytter fortjener et venligt skub i den rigtige retning, ikke en sur afvisning, som blot vil cementere deres fordomme om alderdommens forstokkethed.

Har du set den video, jeg linkede til? ? Åbenbart ikke, for som Russell Brand gør opmærksom på, er det at være "en af de mest privilegerede af de mest privilegerede mennesker i universet" ikke nok til ikke samtidig at være et ulykkeligt menneske, selv om der er en udbredt vulgærmaterialistisk tro på, at privilegerede mennesker er lykkelige.

Og når du koger din livsvisdom ned til tre gode selvhjælpsråd, lyder det jo som om, at livet er nemt nok. Men jeg vil holde ti stegte på, at det har kostet dig blod, sved, tårer og mange timers læsning af dybsindig litteratur at nå så vidt, at du overhovedet kan formulere disse regler så kort og klart.

Torsten, jeg er ret sikker på, at du er et ungt menneske, eller i hvert fald et yngre menneske. Jeg vil ønske for dig, at du ikke falder i den grøft at blive gammel før tiden. Det er fedt at blive gammel, fordi man ikke længere har problemer med selvtilliden og angsten for, hvad de andre måske synes. Den ufede måde at blive gammel på er at tro, at man har regnet den ud, og at alle de andre bare er idioter, der ikke har regnet den ud endnu. Også jeg var engang en idiot, der ikke havde regnet den ud endnu. Denne viden gør mig ydmyg, især fordi jeg i min relativt ophøjede alder stadig ikke er helt sikker på, at jeg faktisk har regnet den ud.

Hjerte rimer på smerte, old hat, been there, done that. Men det er ungdommens privilegium at opleve smerten for allerførste gang nogen sinde. At vi andre har vænnet os til, at livet gør ondt, er jo ikke en trøst for den, som måske aldrig har prøvet det før.

.

Morten Balling, Viggo Okholm, David Zennaro, Bo Stefan Nielsen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

PS: "De nævnte koryfæer giver ikke svar..." skriver du. Det er ikke rigtigt. Jeg læste "Sisyfosmyten" af Camus som ganske ung, og har genlæst den mange gange siden, og bogen svarede mig faktisk på det spørgsmål, som jeg af og til tumlede med: "Hvorfor begår jeg ikke bare selvmord og får det hele overstået?" Fordi udsigten fra toppen af bjerget er så smuk, at det er til at leve med, at man nu skal ned og skubbe stenen op på toppen af bjerget endnu en gang.

Viggo Okholm, Bo Stefan Nielsen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Dante skrev i Helvede: Midtvejs på livets bane, befandt jeg mig i en mørk skov...

At de fleste har været der eller kommer der, gør det ikke lettere for den enkelte.

Torsten Jacobsen

Niels Nielsen,

Camus først:

'Sisyfosmyten' er yndlingens første reelle forsøg på at forstå verden. 'Pesten' er den voksne mands svar. Hermed anbefalet.

Hvad angår Rasmus Bo Sørensens indlæg:

Rasmus Bo Sørensen er - med mindre jeg har misforstået noget - en velbetalt ansat ved Dagbladet Information. Dette er ikke stedet til at diskutere rimeligheden i forskellen på indtægt mellem velbetalte ansatte ved Dagbladet Information og så daglejere som du og jeg: Dem der - konkret arbejdende eller ej - lever af smulerne fra en ellers særdeles smuk og velsmurt maskine.

Men nej, siger du. Vi skal såmænd ikke blot æde vores usle løn eller vores usle understøttelse i stille taknemmelighed! Næh nej, vi skal sågar kaste bittert bifald op, hver eneste gang en af de bedre stillede får 'second thoughts' i et forbigående anfald af sjælelig kvalme?

Hell no, siger jeg, til den form for følgagtig selvforglemmelse. Men - og dette er værd at holde sig for øje - er så blot min helt egen og åh så af alder indskrænkede mening..

Torsten Jacobsen

Og...i forlængelse:

Debatsektionen på Information er efterhånden ved at udvikle sig til en 'ofrenes kirkegård', hvor mennesker udelukkende præsenterer problemer og tragedier, men ikke skyggen af konkrete løsningsforslag. Det nærmeste vi kommer er, at samfundet og dets mennesker burde opføre sig noget bedre...og ja det ved Gud fanden de burde..men hvor starter og slutter den kamp?

Det ved ethvert modent menneske..

Niels Duus Nielsen

Torsten Jakobsen, vi er alle mennesker på ofrenes kirkegård, også de rige. I virkeligheden er det nok dig og mig, der er privilegerede, da vi ikke længere ser nogen værdi i rotteræset mod bunden. Du er åbenbart stadig fanget i hamsterhjulet, så jeg har fuld forståelse, for, at du stadig lader vreden løbe af med dig. Selv har jeg fundet ro og frihed som fattigrøv på kontanthjælp. Når ikke lige min ro bliver forstyrret af politikernes utilgivelige idioti.

Freedom's just another word for nothin' left to lose.

PS: Tak for henvisningen til Pesten, den har jeg selvfølgelig læst, men det er så længe siden, at jeg ikke husker andet end at den var ret uhyggelig. Jeg vil straks i morgen gå på jagt i byens antikvariater.

Viggo Okholm

Niels og Torsten:
Tak fra en anden ældre naivt menneske som har fået muligheden for en vandring fra jord under neglene
over studier, arbejde med børn og nu tid til at fundere over de samme problematikker, som er livets udfordring til en hver tid.

Steffen Gliese

Ting forbliver problematiske og uløste, når man går og putter med dem. Kommunikér, kommunikér, kommunikér! Den enes spejling i den anden er det mest forløsende, der gives.
Det er også dér, opgøret med en alt for prætentiøs tid, skal tages: facade-begejstringen er vendt tilbage med krav om robusthed, om ikke at belaste andre mennesker, om at lide i stilhed.
Kunsten hjalp os tidligere til at møde os selv i andre - men i dag kan vi faktisk kaste det åg af os og blotte os uden at behøve at indkassere tab i agtelse ved det.

Pernille Rübner-Petersen

Den forholdsvis unge skribent er ikke særlig konkret i sin ellers velskrevne klumme. Måske derfor for udgydelsen karakter af lidt for meget weltschmerz a la ha uha - livet er hårdt.. tilværelsens ulidelige lethed er satme en byrde..

Når livet bare fortsætter betyder det bl.a. at vi umiddelbart ikke er i fare for at få en bombe i hovedet. Hurra for det. Not too shabby, I would say!

Når det så er sagt, så livet for det meste ikke, som skribenten henviser til, noget, der ”sker”. Medmindre man er popsangere eller har nemt ved at blive forelsket. Vi andre må sgu op på det yderste af neglerødderne.

Så unge mand - gør dog noget! Det lyder som om, du aldrig for alvor har satset – har tabt eller vundet. Gør det – og så kan du komme tilbage og fortælle om liver bare er noget, der fortsætter.

Du er kulturskribent på Information. Var den ansættelse ikke en skelsættende foreteelse i dit liv eller var bare livet, der gik videre?

Måske du skulle spørge dig selv om – helt konkret – hvad er det helt præcist, der skal begynde – for dig?

Niels Duus Nielsen

Netop, Steffen Gliese, midtvejskriser er måske som udgangspunkt individuelle, men når midaldrende mænds selvmordsrate pludselig stiger voldsomt i statistikken, går det hen og bliver et samfundsproblem. Kommunikation er vigtit, men det er også vigtigt at skabe et socialt miljø hvor det ikke er stigmatiserende at kommunikere om sine personlige problemer.

Endnu en video med Russell Brand om dette emne, denne gang diskuterer han med dr. Brad Evans:

https://www.youtube.com/watch?v=pajOnQN_5Z4

PS: Ikke at jeg tror, at Rasmus Bo Sørensen er selvmordstruet, men hans indlæg er en glimrende anledning til at tage et problem op, som regnes for individuelt, men som ifølge statistikkerne er begyndt at blive et kollektivt problem, som kræver kollektive løsninger.

Niels Duus Nielsen

Pernille Rübner-Petersen, du har ret, men behøver du at formulere det så patroniserende? Hvis det kriseramte menneske hele tiden bare får et drag over nakken,når vedkommende forsøger at tale om sine problemer, vil han/hun jo bare holde op med at ytre sig.

Den principielle diskussion omfatter ikke kun midaldrende mænds tendenser til at begå selvmord, men også unge og yngre kvinders frustrationer over moderrollen. Som enlig mor m/k har jeg selv oplevet denne frustration, selv om rollen som enlig far åbnede mange døre for mig i dette behandlersamfund befolket af kvindelige sagsbehandlere, der synes at det er mere synd for en mand, at han er enlig far m/k, end det er for en kvinde. Dette illustreres - bogstavelig talt - glimrende andetsted i avisen.

Det er kun menneskeligt at fare vild i sine prioriteter, og det er kun alt for menneskeligt at kritisere andre fordi de beklager sig i stedet for at tage det som en mand m/k.

Men en beklagelse er et råb om hjælp. Rasmus Bo sørensen har styrken til at gøre lidt grin med sin egen forvirring, men der er mange mennesker, som er i dyb krise, og som ikke tør sige det højt, netop af angst for omverdenens fordømmelser. Vi er jo kun mennesker, ikke overmennesker, selv om vi uvilkårligt forsøger at få det til at se sådan ud.

Pernille Rübner-Petersen

Kære Niels Nielsen. Jeg mener ikke, at mit opråb var patroniserende, (det bedes du uddybe..), og jeg tror ikke skribenten er i egentlig krise. Jeg tror masser af mennesker er i krise med deres liv og prioriteter, men sådan som skribenten har formuleret sig, virker han ikke til at have "faret vild i sine prioriteter" - men snarere til ikke at have prioriteret for alvor. Sandsynligvis fordi han ikke været tvunget til det. Min kommentar er en opfordring til at prioritere, fordi man vil - ikke vente på at livet kræver det - eller at vente på at livet er noget, der "sker" og dermed prioriterer for een.

Pernille Rübner-Petersen

Kære Niels Nielsen. Jeg mener ikke, at mit opråb var patroniserende, (det bedes du uddybe..), og jeg tror ikke skribenten er i egentlig krise. Jeg tror masser af mennesker er i krise med deres liv og prioriteter, men sådan som skribenten har formuleret sig, virker han ikke til at have "faret vild i sine prioriteter" - men snarere til ikke at have prioriteret for alvor. Sandsynligvis fordi han ikke været tvunget til det. Min kommentar er en opfordring til at prioritere, fordi man vil - ikke vente på at livet kræver det - eller at vente på at livet er noget, der "sker" og dermed prioriterer for een.

Niels Duus Nielsen

Ang. det patroniserende, du skriver fx:

"Medmindre man er popsangere eller har nemt ved at blive forelsket. Vi andre må sgu op på det yderste af neglerødderne."

Det er udtrykket "vi andre", der falder mig for brystet, det sætter et skel mellem dem, der ikke kan finde ud af det, og os, der kan. "Gør som mig, og dine problemer vil blive løst" er et typisk patroniserende udsagn.

Og jeg kan forstå, at du aldrig har været popsanger, for så ville du vide, at det ikke er noget, der bare "sker" men derimod et resultat af voldsomme afsavn og anstrengelser.

Jeg har selv prøvet at nå helt til tops indenfor min branche, men i stedet for en dyb tilfredsstillelse ved at have nået mine drømmes mål, blev jeg sgu bare deprimeret, for hvad var der nu at kæmpe for? På vejen op gav livet mening, for der var altid et mål, jeg kunne stræbe efter. Det var der pludselig ikke mere, og at nå mit mål havde ikke gjort mig lykkelig, tværtimod, for hvad skulle nu stræbe efter?.

Pernille Rübner-Petersen

Kære Niels Nielsen.
Tak for oplysningen.

Jeg vil dog sige, at jeg hverken dømmer popsangere eller folk, der har nemt ved at blive forelsket. Jeg beskriver et vilkår – eller rettere om forskel i vilkår.

Det kan være, at jeg har formuleret denne antagelse lidt kækt, men at du opfatter det som patroniserende kunne måske være udtryk for din egen trang til at patronisere.

Jeg skriver overhovedet ikke noget om at ”gøre som mig” eller om at kunne finde ud af det eller ikke finde ud af det. Det er din egen fortolkning. Du ved ikke noget om, hvorvidt jeg opfatter livet som meningsfuldt eller om jeg har løst, hvad jeg opfatter som mine problemer. (Tværtimod - giver jeg snarere udtryk for ikke at have løst noget - for livet sker jo i hvert fald ikke for mig.)

Det slående ved skribentens klumme er, at der måske ikke en engang er tale om et problem, men snarere forbigående kedsomhed på en søndag med tømmermænd. (Er det ikke OK – eller må man ikke være uenig med den udstukne præmis i en debat?)

Jeg opfordrer skribenten til at finde ud af, hvilken begyndelsen i livet, der kunne give mening for ham.

I den forstand har jeg taget hans (såkaldte) problem dybt alvorligt.

Når jeg henviser til ”popsangeren” som eksempel på en position, hvor liver ”sker”, så er det fordi, jeg umiddelbart synes, det er et godt eksempel på netop den position. Uanset, hvor hårdt vedkommende arbejder i øvrigt, også har vedkommende en ”industri” bag sig. Dvs. penge og folk, som booster én på en måde, som vedkommende aldrig selv ville kunne have gjort. Og ofte har denne boostning karakter af at ændre popsangerens liv – al la noget, der ”sker”. Indtil vindene pludselig skifter, og så er popsangeren pludselig yt. (Jeg er sikker på, at Beyoncé arbejder benhårdt, men Beyoncé er ikke bare Beoyncé. Hun er en industri. Medina arbejder sikkert også hårdt, men blev hun ikke helt på gammeldags vis ”opdaget” i udgangspunktet – i en sandwichbar?)

Hvis man, som skribentens tekst umiddelbart giver udtryk for, opfatter livet som noget, der sker, - så mener jeg, at mismodet overvejende er opstået, fordi man afventer, at nogen eller noget ændrer livet for én. F.eks. via et vilkårligt telefonopkald. Eller via en forelskelse, som sædvanligvis ændrer livet.

Og det ville da være skønt – begge dele. At livet bare kommer sejlende imod en, og inviterer én
ombord. Det gør det bare ikke for de fleste. (Så vidt jeg kan se).

Selvom livet pludseligt forekom dig dybt meningsløst, så anerkender du vel kvaliteten af oplevelsen med at afprøve dit talent, din kunnen og få succes.

Den erfaring, du har fået dér, viste netop at livet i hvert fald en overgang, begyndte for dig – og udfoldede sig i al sin meningsfuldhed – og ikke bare ”fortsatte”. Den erfaring betyder vel alt andet lige, at livet trods alt ikke kan forekomme så meningsløst, som hvis du ikke havde haft den erfaring.

Den erfaring har skribenten åbenbart ikke fået, og da mener jeg altså, at det kunne være idé ”at rubbe neglene”. Måske tager jeg fejl, men det virker ikke som om, at skribenten har prøvet det.

Og undskyld, - du må da gerne identificere dig med noget, der er adresseret til skribentens situation, som den fremstår i teksten. Men jeg taler ikke om dig. Du har jo prøvet ”at rubbe neglene”.

Mit fokus er ikke hvem, der har lov til at føle at livet er meningsløst. Min pointe er, at hvis livet opfattes som meningsløst eller noget, der bare fortsætter, så vil jeg anbefale, at man i udgangspunktet handler aktivt i forhold til ens egne ønsker, præferencer og ambitioner. Og ikke sætter sin lid til, at livet bare sker.

Dette er i sig selv ikke patroniserende. Det er et bud i en debat, et godt råd om man vil – eller blot et synspunkt.

Pernille Rübner-Petersen

PS. Nu henviste jeg også til”popsangeren”, fordi popmusik kan have en tendens til at udtrykke en lidt forenkelt tilgang til – eller opfattelse af livet, hvor livet bare sker eller bare er. (Hvilket man selvfølgelig er velkommen til at være fuldstænding uenig i.)

I øvrigt kom dette ”at gøre noget” nu til handle meget om at få succes, og det er sådan set ikke mit ærinde – blot at det er et (nødvendigt) alternativ til at afvente, eller tro på, at livet ”sker”.

Jens Thaarup Nyberg

Pernille Rübner-Petersen; 27. juli - 13:53
"Den forholdsvis unge skribent er ikke særlig konkret i sin ellers velskrevne klumme. Måske derfor for udgydelsen karakter af lidt for meget weltschmerz a la ha uha - livet er hårdt.. tilværelsens ulidelige lethed er satme en byrde.."
Såh ! ?
"... Her står en 36-årig mand i sin stue med en mobiltelefon i hånden og en underlig følelse af, at noget er slut, uden at noget andet helt er begyndt."
Jeg ser ingen weltschermtz i den formulering, og resten er konkret hvad et ubesvaret telefonopkald affødte af nye (?) tanker, hos Rasmus Bo Sørensen.

Og som Niels Nielsen er inde på, signalerer dit udtryk.

Niels Duus Nielsen

Tak for svar, Pernille, et par korte kommentarer:

"Jeg skriver overhovedet ikke noget om at ”gøre som mig”..." Ikke det? Hvorfor så udtrykket "Vi andre må sgu op på det yderste af neglerødderne"? Det lader sig nemt misforstå som at du dybest set bare svarer "Tag dig dog sammen mand!"

Det er nok et spørgsmål om tonen i debatten: Der er flere måder, man kan sige "Tag dig dog sammen" på: Det kan siges inkluderende eller ekskluderende - i denne kontekst konnoterer "Vi andre" eksklusion.

Det afgørende for mig er, at skribenten står i et vadested, hvor han har valget mellem at fortsætte som om intet er hændt, eller tage konsekvensen af sin gryende erkendelse.

Da jeg selv var i en tilsvarende situation, var det ikke de mange, som råbte "tag dig dog sammen", der fik mig ud af starthullerne, men derimod de få, der gad sætte sig ned sammen med mig og fortælle om deres egne erfaringer med at håndtere livets meningsløshed. Ikke for at pådutte mig en løsning på et uløseligt problem, men blot for at bibringe mig forståelsen af, at jeg ikke var alene, at vi alle på et eller andet tidspunkt står foran afgrunden.

At jeg reagerede på udtrykket "popsanger" skyldes selvfølgelig, at jeg ved fra nærmeste hold, hvor hårdt popsangere kan have det, og argumentet med, at de har en industri i ryggen forstår jeg ikke, for hvem har ikke det i vore dage?

Og så skyldes det også, at Russell Brand - som jeg er stor fan af - for tiden kører en kampagne for at skabe åbenhed omkring hvorfor mænd i stigende grad begår selvmord. Han tager netop afsæt i popsangere, som på trods af personlig succes vælger at begå selvmord, og bruger dette eksempel på, at det er ligegyldigt, hvor privilegeret du er, du er stadig i risikogruppen.

Et par links:

https://www.youtube.com/watch?v=ctXrAoCMSsY

https://www.youtube.com/watch?v=pajOnQN_5Z4

Pernille Rübner-Petersen

Det er altid lidt ærgerligt, når diskussioner udmunder i ordkløveri. Men jeg vil gerne give svar på tiltale.

Kære Jens Thaarup Nyberg

Jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår din kommentar vedr. ”weltschmerz”, men jeg prøver alligevel at svare Det virker som om, at du opfatter den som patroniserende – altså ligesom Niels Nielsen. I så fald, er det overraskende, at ordet ”måske” i en sætning får dig til at opfatte det pågældende udsagn som patroniserende. "Måske" betyder som bekendt, at noget ikke er sikkert. Det kan være sådan her – eller det kan være, at det ikke kan være sådan her. Noget bliver kastet op i luften til besigtigelse. Udsagnet er ikke skråsikkert.

Det kan da godt være, at du ikke opfatter teksten som udtryk for welschmerts – men jeg kunne forstå, at der var andre i kommentarsporet, der mener det, ligesom jeg umiddelbart selv gjorde, og så spandt jeg videre på det. I øvrigt ikke som en fast dom – yes- dette er er weltschmerz - punktum – men som en refleksion over, hvorledes teksten kan fremstå som sådan. Hvilket jeg dernæst redegør for.

Undskyld, men du læser en dom ind i sætningen, som der rent sprogligt ikke er belæg for.

Det kan være at telefonopkald er konkret for dig, men det er det altså ikke for mig. Jeg savner at høre om konkrete hændelser og valg i skribentens liv – som gjorde en forskel eller som netop ikke gjorde forskel. Det kan jo ikke passe, at manden ikke har oplevet noget som helst. Blot det at han skriver for Information er dog noget.

Undskyld, men det kan ikke være rigtigt, at det at have et undersøgende, eller for den sags skyld, ligefrem et kritisk blik på en tekst eller et udsagn er patroniserende i sig selv. Det er absurd.

Dette her er en debat i det offentlige rum – ikke en session i et terapilokale. Strengt taget handler budskabet i teksten desuden ikke om skribentens privatliv men om et livssyn. Man må gerne være uenig og opfatte tingene forskelligt og anlægge forskellige vinkler på tingene. Det er faktisk pointen med at være her.

Kære Niels Nielsen: Ja – måske skal den unge mand bare tage sig sammen. Det er måske ikke en så tosset en idé, du dér har læst ind i min tekst.

Og da du mener, at vi åbenbart alle har en industri i ryggen (”hvem har ikke det i vore dage”? Som du skriver) så skal det jo nok gå alt sammen. (Så er vores helt allerede halvvejs i mål – en ny opringning er sikkert på vej. Helt sikkert ikke et fejlopkald.)

Min opfordring til at ”gøre noget” er dog ikke helt det samme som "bare at tage sig sammen". Til sidst opfordrer jeg vores helt til at definere, hvad der egentlig er, der skal begynde. Denne opfordring er løsningsorienteret og peger fremad.

I brugen af ”vi andre” inkluderer jeg skribenten (han må som ”vi andre” også handle aktivt).

Jeg har desværre ikke tid til at skrive mere i denne omgang.

Men jeg tror, at vores forskellige synspunkter i denne sag er blevet rimeligt afklaret :-)

Tak for snakken.

Niels Duus Nielsen

Pernille Rübner-Petersen, jeg anerkender, at du faktisk giver skribenten et godt råd - sagt helt uden sarkasme - når du opfordrer ham til at tænke over, hvad det egentlig er, der skal til at begynde. Og som du ser i mit første indlæg, første linje, giver jeg dig faktisk ret i dit budskab. Min kritik går alene på tonen i din debatform.

Jeg fastholder, at din brug af udtrykket "vi andre" er ekskluderende. Det er et spørgsmål om semantik: "Vi andre" refererer implicit til "jer, der ikke er som os", og denne skelnen kan per definition ikke være ekskluderende: Enten er man som os, eller også er man ikke.

Meningen har sikkert været god nok, det kom bare lidt uheldigt ud. Og selv tak.

:-)

Selv tak for snakken.