Klumme

Måske var det markedslogikken, der fik van Gogh til at skære sit øre af

Jeg kan ikke leve af min forfattergerning. Om natten ligger jeg vågen og spekulerer over hullet i kassen. De fleste mener, at jeg bare skal finde mig et rigtigt arbejde. Men samfundet bliver fattigt, hvis kun det, der kan klare sig på markedets præmisser, er arbejde
22. juli 2017

Jeg tænker meget på van Goghs øre lige for tiden. Hvor befinder det sig? Er det begravet sammen med hans jordiske rester på kirkegården i Auvers-sur-Oise?

For nylig gik det op for mig, at van Gogh må have skåret sit øre af, fordi hans tilværelse som kunstner ikke var mulig. Jeg gav mig til at læse om manden og øret, og jo mere jeg læste, desto mere slog det mig, hvor forkert det er at tilskrive hændelsen med øret hans angiveligt maniodepressive tilstand. Alt det med øret er i virkeligheden historien om en mand, som ikke blev hørt, og som ikke selv ville høre efter.

Så vidt det nu er muligt, har jeg forsøgt at sætte mig i van Goghs sted. Som forfatter er det ikke svært. Sagt i al beskedenhed har jeg en hel del til fælles med van Gogh.

Først og fremmest det forhold, at jeg ingen penge har, og derfor er henvist til at leve på andres nåde og barmhjertighed. Indimellem er jeg heldig enten at få et legat til videre arbejde med det forfatterskab, jeg nu i nogle år har forsøgt at etablere, eller at få fingre i et stykke lønnet skrivearbejde.

Men uanset om der er tale om en indtægt i form af et legat eller et honorar, så er det ikke en stabil indtægt, jeg kan regne med. Økonomisk kan jeg i det hele taget ikke regne med noget. Jeg tænker, at det var det samme med van Gogh. Kassen var for det meste tom.

Af og til ligger jeg vågen om natten og tænker på den tomme kasse, og på hvor helt igennem umuligt det er at tale med andre om den. Når jeg en sjælden gang imellem forsøger, spørger de altid bare, hvorfor jeg så ikke bare finder et arbejde.

Når jeg svarer, at jeg jo allerede har et arbejde, nemlig forfattergerningen, bliver jeg mødt med enten hovedrysten eller forargelse.

Efter at have levet i nu 41 år er det gået op for mig, at de fleste er skide ligeglade med mit begyndende forfatterskab, med mig og med hvordan jeg klarer mig i tilværelsen. Jeg har i den forbindelse observeret en logik, som lader til at være temmelig udbredt: Kan man ikke leve af det, man laver, må man finde sig en anden gesjæft.

Fører man logikken ud i sin yderste konsekvens, må konklusionen blive, at kun det, der kan klare sig på det økonomiske markeds præmisser, får lov at bestå. Vi andre må rent ud sagt (og undskyld det rimer) forgå.

De gange, jeg har tilladt mig at påpege denne markedsfundamentalismes yderste konsekvenser, er jeg blevet mødt med kommentarer om, at sådan er verden jo, og det må man bare tilpasse sig.

Men okay, hvis alle os, der laver noget, som ikke kan overleve på markedets vilkår, virkelig holdt op med at lave det, vi laver, så ville vi ikke have nogen ny litteratur eller nævneværdig samtidskunst. Vi ville ikke have en avis som Information, fordi den som alle andre aviser i Danmark modtager mediestøtte, som altså er en af de dér ydelser, staten langer ud til alt det, der ikke kan klare sig på markedets vilkår.

Og så er det, jeg tænker på van Gogh. Han var henvist til at leve på sin brors nåde, fordi han ikke kunne klare sig på markedets vilkår. Mig bekendt solgte han kun ét eneste maleri i sit liv. Alligevel blev han ved med at lave det, han var skabt til. Det kan man vel godt tillade sig at sige, nu hvor hans malerier hænger på gallerier og museer verden over og sælges for svimlende beløb?

Også van Gogh fik at vide, at han kunne stikke sin kunst skråt op, og at han da bare kunne finde sig et rigtigt arbejde. Men hvad nu hvis han havde hørt efter?

Hvad nu hvis han var holdt op med at male sine usælgelige billeder, havde fundet sig dette ’rigtige’ arbejde og var kommet til den form for fornuft, som vi hele tiden får tudet ørerne fulde af? Så havde ingen af os kendt hans historie eller fundet inspiration i hans umulige kamp med kunsten.

Eva Gro Andersen er cand.mag., forfatter, forsker og billedkunstner.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Erik Christensen
  • Niels-Simon Larsen
Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel, Erik Christensen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

@Eva Gro Andersen: For mig at se er løsningen at indføre den rigtige form for borgerløn, og det er der flere grupper, der forsøger. Gå med ind i arbejdet, hvis du kan, for borgerlønnen skal komme fra neden fra de borgere, der har problemet inde på livet. Der er kun ét parti i ft., der er åben over for ideen, og det er Alternativet.
Hvis borgerlønnen kommer fra oven (eksperterne), går det galt. Der skal rejses en folkebevægelse, et vælgerflertal, og derfor skal vi aktivere os. Iværksættere, økologer, terapeuter, kontanthjælpsmodtagere, folk der vil hoppe af ræset plus alle os, der har vores på det tørre, men kan se den gode samfundsforandring i at skabe en mere retfærdig fordeling af goderne, skal gå ind i bevægelsen.
Over hele verden tales der om og eksperimenteres der med borgerløn. Ligesom vi i Danmark har en vis social, uddannelsesmæssig og sundhedsmæssig retfærdighed, burde vi også have det på det økonomiske område.

Sven-Åge Westphalen, Randi Christiansen, Anker Nielsen, Kirsten Skjerbæk, Niels Duus Nielsen og Erik Christensen anbefalede denne kommentar
Peter Nissen

"Efter at have levet i nu 41 år er det gået op for mig, at de fleste er skide ligeglade med mit begyndende forfatterskab, med mig og med hvordan jeg klarer mig i tilværelsen. Jeg har i den forbindelse observeret en logik, som lader til at være temmelig udbredt: Kan man ikke leve af det, man laver, må man finde sig en anden gesjæft. Fører man logikken ud i sin yderste konsekvens, må konklusionen blive, at kun det, der kan klare sig på det økonomiske markeds præmisser, får lov at bestå."

Skarp analyse dér, må man sige...

Folk, der med den største naturlighed mener, at nogle uspecificerede "andre" skal stå for deres underhold i samme øjeblik de erklærer sig for Kunstnere, og som indigneret fremturer, når det går op for dem, at disse uspecificerede andre ikke umiddelbart er med på idéen, skulle ha' buksevand, eventuelt suppleret med smæk i den bare.

Solveig Jensen

De fleste historiske kunstnere og forfattere har levet af bijob og bestillingsarbejde. At være kunstner er også at prioritere. Hvis ens kunst virkelig rammer samtidens masser, skal den nok kunne betale sig.

Niels Duus Nielsen

Pas på, Eva Gro Andersen, du nærmer dig den kritiske alder. Som gammel musiker kender jeg kun din problemstilling alt for godt, i perioder var der ingen penge i kassen, og det er aldrig sjovt.

En af de ting, der holdt mig oppe var, at der hver måned i forbundets blad var en række nekrologer over afdøde kolleger. Det var påfaldende, hvor mange af dem, der var i fyrrerne. Vilkårene for musikerproletariatet er åbenbart således, at så længe man er ung, stærk og ambitiøs kan man tåle mosten, men når man når midtvejskrisetider er man pludselig i alvorlig fare for at tage livet af sig selv. Omverdenen er ligeglad, man er jo ikke en kändis, så op i røven med det. Det gjorde mig trodsig, jeg skal fandeme vise dem noget andet, skal jeg.

Jeg overlevede selv ved at søge mod teaterverdenen, hvor den økonomiske støtte er lidt mere rundhåndet. Det betød i sidste ende, at jeg lige så stille holdt op med at spille musik for i stedet at være vandbærer for skuespillerne, som i øvrigt står i samme situation som os. Men det lugtede lidt af cirkus, så det var til at leve med. Jeg blev aldrig berømt, men jeg havde det sgu sjovt, og oven i købet en fast indtægt.

Det hjælper selvfølgelig ikke dig, at jeg solgte ud af mine principper, og det er heller ikke det, jeg råder dig til. Det eneste jeg siger er: Vær glad for det, du laver, og bliv ved med det, så længe du kan. Mange store og banebrydende kunstnere var ikke anerkendte i deres samtid, men døde fattige og forladte.

Løsningen på dette problem, som er særlig grelt for solokunstnere - vi musikere har jo trods alt hinanden i orkestret at støtte os til - er som Niels-Simon Larsen siger at indføre borgerløn. At skære øret af eller at tage livet af sig selv nytter ikke noget. Det bliver bare en god anekdote, som kunsthistorikerne kan divertere med for at legitimere vigtigheden af, at de får en god løn, mens de udøvende kunstnere må gå for lud og koldt vand.

PS: På et tidspunkt uddannede jeg mig til kunsthistoriker, bare for at se, hvad det egentlig er, de går og laver. Den vigtigste lære var, at selv om det er lukrativt at være kunstkritiker, er det meget, meget sjovere at være kunstner.

Randi Christiansen, Niels-Simon Larsen og Kirsten Skjerbæk anbefalede denne kommentar
Kirsten Skjerbæk

Kære Eva Gro Andersen, mange tak for dit indlæg. Jeg har selv levet det meste af mit snart 60-årige liv på mine forældres nåde og efter deres død den arv de efterlod mig. Jeg kan ikke kalde mig kunstner, for jeg er naturvidenskabeligt uddannet og "kunne bare have taget mig et rigtigt arbejde". Jeg er siden blevet terapeut, og kan heller ikke leve af det - det er der jo nogen, der kan. Ligesom der er forfattere, der kan leve af at være forfattere ... Vi andre, der af mange forskellige grunde ikke kan få det til at løbe rundt, bør altså "tage sig et rigtigt arbejde", men de "rigtige arbejder" hænger ikke længere på træerne, så også det er lettere sagt end gjort.
Vi kan kun være glade for at van Goghs bror understøttede ham - gad vide hvem der efterfølgende har tjent alle millionerne på hans malerier?
Jeg har fundet min vej gennem livet og er tilfreds med det (jeg har ofte tidligere haft dårlig samvittighed over ikke bare at tage mig et "rigtigt arbejde", men har langt om længe forliget mig med mit liv, som det er).
Jeg håber for dig, at du også finder din vej gennem livet, uanset arbejdets art.

Ang. Peter Nissens kommentar har jeg i mange år undret mig over, hvem her i landet, der tjener sine "egne" penge og derigennem forsørger sig "selv"? De, der arbejder i det offentlige betales/forsørges af borgerne, de, der arbejder i det private erhvervsliv betales/forsørges af deres kunder (som iøvrigt også er borgere). Vi er med andre ord alle forsørget af hinanden. Det er, for mig at se, et kunstigt skel sat af markedsøkonomien, når noget arbejde bedømmes til "rigtigt" og andet til "urigtigt" eller ikke-rentabelt og alle de ord, der ellers bruges om det. For slet ikke at tale om hvilket arbejde, der skal betales højt og hvilket, der skal betales lavt ... I det hele taget at bedømme mennesker efter deres arbejdsevne er et skråplan. Et menneskes værdi afgøres ikke af dets evne til at være på et "arbejdsmarked".
Jeg mener også at indførelsen af borgerløn kan være en del af løsningen på de problemer vi står med.
Med venlig hilsen
Kirsten Skjerbæk

Randi Christiansen, Niels Duus Nielsen, Anker Nielsen, Niels-Simon Larsen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Mens Peter Nissen går hen til vandposten for at hente vand, kan vi andre få en fornuftig snak.
Hvem laver samfundsgavnligt arbejde i dag, og hvem laver samfundsskadeligt arbejde? De, der er højest gagerede, arbejder flittigt på at ødelægge verden. De, der ikke laver noget, gør ikke så meget skade. En høj stilling i den fossile industri burde medføre flere år på vand og brød.
Stadig er det godt at være af god (økonomisk) familie, men de økonomisk velstillede har i stor udstrækning skadet verden, ellers var de ikke velstillede. På det kapitalistiske samfunds præmisser er det næsten umuligt at gøre noget, der tjener menneskeheden. Mange kunstnere lever i dag af at fornøje de rige, ligesom de tidligere måtte fornøje kirken eller deres mæcener. Hvorfor ser man ikke billeder og skulpturer fra gammel tid af børn, der leger frit? Nej, de, der havde pengene, betalte andre for at lade sig selv portrættere. Derfor så mange kedelige billeder af rige familier. Kunstnere må stadig leve af at sælge sig selv - og vi andre også i øvrigt. Det er først, når man bliver pensioneret, at man kan trække vejret frit, og så skal man alligevel være glad for at ens pensionskasse har investeret i sort energi.
Det er ufatteligt, at der stadig opretholdes et billede af 'rigtigt arbejde', uden at der tales om skadevirkningerne ved dette arbejde, mens folk, der arbejder uden at sætte pengene i højsædet, lægges for had. Vi skal have vendt hele vores tankeverden, hvis vi skal overleve. Dilemmaet er selvfølgelig, at hvis vi ikke fortsætter med at ødelægge verden, kommer vi til at leve et nøjsomt liv. Der er dog frit valg.

Randi Christiansen, Niels Duus Nielsen, Anker Nielsen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Peter Nissen

Kære Kirsten Skjærbæk

For en god ordens skyld vil jeg gerne indskyde, at jeg absolut ikke skriver ud fra et eller andet Liberal Alliance-kapitalistisk synspunkt: Jeg tror ikke på markedsøkonomien som styrende princip og jeg bedømmer ikke menneskers værd ud fra deres placering på arbejdsmarkedet. Jeg er overbevist om, at den blinde tro på marked, penge og vækst kun gør os dummere.

Jeg er selv musiker og lever af et sammenflet af meget undervisning på en musikskole, lidt små spillejobs, freelance-oversættelse og tidligere i mit liv handicaphjælper-jobs og vikartimer på et psykiatrisk bosted.

Men hvad der giver mit liv allermest mening er at komponere musik og skrive digte og små historier. Det tjener jeg indtil videre i mit 42-årige liv meget lidt på. Det ville jeg selvfølgelig gerne, men jeg forventer det ikke. Men det er ok, for som Eva Gro Andersen også skriver, så er det at prøve at lave kunst det fedeste i verden. Rigtig mange af mine venner lever også på denne måde, får det til at hænge sammen med forskellige "civile" jobs.

Det, der anfægter mig - og ja, indrømmet, pisser mig en lille smule af - ved Eva Gro Andersens indlæg er den der forkælede og småfornærmede holdning, at "nu er jeg Kunstner, som laver Kunst, det må Samfundet og Moder Stat da kunne forstå, så gi mig lige en masse penge, så jeg kan være Kunstner, som laver Kunst på fuld tid". (Og så har jeg ikke engang nævnt den helt igennem ubeskedne sammenligning med Van Gogh).

Der er MASSER af kreative mennesker, der render rundt og laver kreative ting og gudskelov for det - som underviser bruger jeg al min energi på at opfordre børn og unge til det. De mest ihærdige af de kreative hoveder bliver ved hele livet, fordi det bare er det FEDESTE man kan foretage sig. De perfektionerer og sublimerer det, og måske en dag vil nogen kalde det kunst, hvis de er dygtige og ihærdige nok.

Men det er deres eget valg at gøre det og blive ved med at gøre det. Der er ikke nogen andre end én selv, der be'r én om at gøre det og blive ved med at gøre det. Det er et hårdt og uomgængeligt faktum, at man ikke kan forvente at blive belønnet selvom man har brugt uanede mængder af tid & kræfter på det.

Og det er et lige så hårdt og uomgængeligt faktum, at det er smådårlig stil at blive fornærmet på publikum og Moder Stat og guderne, hvis de ikke klapper af mig eller køber min plade eller min bog eller mit maleri. Jeg kan kun gå hjem og prøve at gøre det bedre.

Jeg ved godt, at noget af denne debat også handler om, hvorvidt borgerløn er en god idé. Det er bestemt en interessant tanke og mange debatter værd. Personligt er jeg ikke helt overbevist - jeg har på fornemmelsen, at det ville fremme mængden af mennesker, der kunne få lyst til at gå rundt og kalde sig Kunstnere, og i mindre grad fremme mængden af god kunst.

Sven-Åge Westphalen, Randi Christiansen, Niels Duus Nielsen og Solveig Jensen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Ja, Peter Nissen, vi har et problem, selvom flertallet ikke har erkendt det endnu. Hvis man ikke er tilfreds med det nuværende system, må man komme med et alternativ. Her er det borgerlønnen kommer ind, ikke blot som en protest mod kontanthjælpssystemet, men især en udfordring til arbejdsbegrebet. Synet på løn og arbejde skal ændres. Hvad er værd at bruge sit liv på? Hidtil er det meste af vores energi gået med at lønarbejde. Det bliver der mindre og mindre brug for. Der er ikke plads til alle på arbejdsmarkedet, selvom de såkaldt ansvarlige politikere nødig vil indrømme det. Nogle bliver brutalt sendt hjem, ser sig selv som klienter og kigger efter 22 uger ned i et sort økonomisk hul.
Spørgsmålet går nu på, hvad vi vil med vores liv: Tjene det fælles bedste eller nogle få rige? Vi står måske foran et samfund med robotstyring på de fleste området. Det er fint, men hvad skal vi så lave? Vi skal selvfølgelig lave det, vi hele tiden har drømt om: Være til gavn for hinanden, være sammen med børnene, udvikle os med andre voksne, udvikle de kunstneriske sider i os selv som ligger begravet, og som tager tid at grave frem. Derfor er jeg ikke helt enig i dit syn på det, at kunstnere skal gå så meget ondt igennem. Det skal man måske nok i eget regi, men ikke i konkurrence med andre end sig selv. Jeg læser Evas oplæg som en længsel efter et samfund, hvor det at have evner for et eller andet er en fantastisk berigelse for en selv og andre mennesker og for samfundet som helhed. Disse evner skal ikke takseres af, undskyld, nogle rige svin. Vi må kunne finde nogle andre bedømmere, og det kan vi også.
Borgerløn på nuværende trin af debatten er bare et bud på en løsning af mange problemer. Jeg er åben over for bedre forslag.
Og så må du, Eva, gerne blande dig i debatten, hvis du har lyst.

Randi Christiansen, Niels Duus Nielsen og Anker Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Peter Nissen: "...jeg har på fornemmelsen, at det ville fremme mængden af mennesker, der kunne få lyst til at gå rundt og kalde sig Kunstnere, og i mindre grad fremme mængden af god kunst."

Kære kollega. som Frank Zappa sagde, er det kunstneren (med lille k) der suverænt bestemmer, hvad, der er kunst, og hvad der ikke er. Men det er publikum der - nu eller om hundrede år - bestemmer, om der er tale om god eller dårlig kunst. Det er to forskellige diskussioner. Jeg fremstiller et værk, som er et kunstværk, fordi jeg siger det, punktum. Du afgør så, om det er værd at spilde din tid på.

At borgerløn skulle øge antallet af udøvende kunstnere (stadig med lille k) ser jeg virkelig intet problem i, tværtimod, da det jo - som du selv skriver - er det fedeste, man kan foretage sig, hvis man har de lyster. Kun hvis vækstlaget er stort nok, vil der af og til vise sig en stor Kunstner - der skal rigtig mange chimpanser og skrivemaskiner til, før vi får en ny Shakespeare.

At Kunstnere (med stort K i egen selvforståelse) er ulidelige at omgås kan vi hurtigt blive enige om. Teaterbranchen er fyldt med primadonnaer. Det tror jeg hænger sammen med, at skuespillere bruger deres krop som instrument, hvorfor de ikke uden videre kan holde deres kunst ud i strakt arm og betragte den udefra. I modsætning til os musikere, som til vis grad kan gemme os bag værktøjet.

Forfattere og komponister har det handicap, at de arbejder alene, så det kræver langt mere ambition og stamina at arbejde sig gennem kriserne, fordi man ikke har kolleger at græde ud hos, når man mister modet. Selv er jeg glad for, at jeg blev musiker, netop på grund af kollegerne. Når jeg var på landevejen længtes jeg altid hjem til min computer, så jeg kunne sidde i ro og fred og komponere. Men når jeg sad og komponerede, længtes jeg efter kollegerne og livet på landevejen.

Til sidst slog jeg mig til ro som postarbejder, selv om postsortering nok er noget af det mest kedelige, man kan foretage sig; Postterminalen var imidlertid fuld af både kunstnere og Kunstnere, så man kunne altid få sig en god snak med spændende og interessante mennesker.

Det var ved den lejlighed, at det gik op for mig, at det er livets kunst, der er den vigtigste. Og sjoveste. At tjene penge er blot et nødvendigt onde. Og som Kirsten Skjærbæk så præcist gør rede for: Der er ingen, der har noget at sige nogen på, når det gælder om at tjene til dagen og vejen - uden andre mennesker omkring os ville vi alle hurtigt gå til grunde.

Niels-Simon Larsen, Randi Christiansen og Peter Nissen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Igen - hvem 'ejer' hvad og hvorfor .... og hvem har derfor retten til at udstykke fællesejet til indbyrdes konkurrence og privatprofitering - i en konkurrencestat som i sagens natur ikke kun kan producere vindere. Men fordi konkurrencestatens præmis ikke udfordres effektivt kan dens fortalere - og vindere - senest joakim b olsen, stadig slippe afsted med deres bs, blanke sludder, om at økonomi er den enkeltes eget valg.

Peter Nissen

Kære Niels Nielsen

Tak for dit velskrevne indlæg, som jeg allerede nu kan mærke gir mig stof til eftertanke resten af denne højhellige søndag.... meget interessante betragtninger om forskellen på skuespillere og komponister og forfattere. Og livets kunst, ja, helt enig.

"At borgerløn skulle øge antallet af udøvende kunstnere (stadig med lille k) ser jeg virkelig intet problem i, tværtimod, da det jo - som du selv skriver - er det fedeste, man kan foretage sig, hvis man har de lyster."

Du har jo fuldstændig ret, hvorfor har jeg egentlig et problem med det? Verden kan da kun blive et bedre sted, hvis alle gik rundt og var kreative... eller hvad? Måske, jeg ved det ikke. Det slår mig nu, at jeg over årene med jævne mellemrum har haft denne diskussion med en kunstnerisk veninde, der ubetinget tror på kreativitet for hele menneskeheden og er lykkeligst når hun står på Burning Man festivalen i USA.

Hvis jeg må tillade mig at blive lidt navlebeskuende, så tror jeg min skepsis bunder dels i en instinktiv afsmag for utopier, dels i en lige så instinktiv tro på ydmyghed og selvkritik i kunstneriske processer. Men det er komplekst og fyldt med paradokser. Den modsætning, begge dele indeholder, finder jeg lige så "sand": jeg tror fuldt og fast på det frigørende og livgivende i kunstnerisk og kreativt arbejde, ligesom et vist mål overmod og storhedsvanvid givetvis er nødvendigt for at virkeliggøre kunstneriske visioner.

Men jeg har også lært - især ved at undervise mange forskellige mennesketyper i alle aldre i musik - at min vej ikke nødvendigvis er andres vej. Forstået sådan, at jeg vil ikke pådutte nogen noget, de ikke vil påduttes. En kreativitets-livsanskuelse (i mangel af bedre ord...) for eksempel. Hvis de vil, er jeg fyr og flamme, hvis ikke, fint nok.

Jeg tror, at dér, hvor flest mulige gør det, de føler sig dygtige til (eller i hvert fald kan se en mening i) er der mest mulig glæde og mening.

Men måske skulle jeg bare lære at tro på utopier :-)

Sven-Åge Westphalen

Det meste er sagt: Stem på os i Alternativet og få borgerløn.
Men jeg må sige, at jeg også mest læser Eva Gro Andersens indlæg som Peter Nissen; der er for meget forurettethed over det: Masser af mennesker dyrker en interesse eller en hobby mange timer om ugen - hver uge og i årevis ved siden af et betalt arbejde. Netop fordi det er deres passion. Tusindvis af andre laver frivilligt arbejde i samme mængder og får fx i sportsverdenen en klapsalve og en check på 1.500 kr. ved sæsonafslutningen.
Eva Gro Andersen må meget gerne definere sig som kunstner, men det betyder ikke nødvendigvis, at det skal være et lønnet hverv. Det er her markedsmekanismen kommer ind; hvis du er god nok, kan du også leve af det. Hvis ikke, så er du fortsat kunstner men kan ikke leve af det og må derfor finde anden indkomst. For at sætte klummen i perspektiv kunne man jo prøve at forestille sig, at der i stedet for forfattergerning stod fodboldspiller eller skakspiller!

Niels Duus Nielsen

Peter Nissen, tak for svaret, det er altid rart at få at vide, at det ikke er helt spild af tid at ytre sig.

Du skal heller ikke være bekymret for, at verden vil blive oversvømmet med kunstnere, for der er visse betingelser, som skal opfyldes, for at man kan deltage i festlighederne.

Jeg er selv guitarist, og nåleøjet for guitarister er, om man kan holde den fysiske smerte ud, som altid følger med at lære at tage barrégreb. Jeg har haft elever, som bed smerten i sig, og mange flere, som bare gav op, det gjorde sgu for ondt. Så vi behøver ingen tærskelvogtere, det er lysten, der driver værket, og det gør ondt, før det gør godt. Komponister og forfattere kender også til denne smerte, selv om den i deres tilfælde er af psykisk art. At sidde og glo på et nodeark og føle sig tom indeni er selvtortur, enten kan du holde det ud, eller også kan du ikke.

Det er lidt ligesom sex, kvinder kan være enormt irriterende, men vi mænd kan ikke rigtigt undvære dem, og omvendt for kvinder. Det er ikke altid sjovt at være kunstner, men når det kører, og man oplever de sjældne momenter af ufattelig skønhed, er der intet bedre.