Læsetid 5 min.

Mesterskaber i omsorgssvigt

Forældre, der skælder ud på deres børn, når de taber; forældre, der ser store lys i deres meget gennemsnitlige poder; forældre, der sender klager i en uendelig strøm, fordi de oplever deres børn som evigt forfordelt. Den slags forældre har sat sig på livet i det danske tennismiljø, og de er ved at presse legen ud af sporten
Illustration: Mia Mottelson/iBureauet

Illustration: Mia Mottelson/iBureauet

13. juli 2017

I denne uge afvikles ungdoms-DM i tennis i Hellerup. Jeg frygter en gentagelse af det ungsoms-DM i indendørs tennis, jeg overværede som træner for et par måneder siden. Spillet var kedsommeligt, og de kalkulerede risikosituationer var få.

Sporadisk var der gode momenter og også velafbalancerede unge, som hverken havde medbragt træner eller forældre, og som bare spillede. Men flertallet skældte voldsomt ud på sig selv, skreg ofte højt og truede med knyttet næve af deres ’fjende’.

De råbte »come on« både til sig selv og som trussel til modstanderen, men sikkert også henvendt til deres medbragte hof – for ligesom at bekræfte motivationen. Uden dommer snød mange med deres kendelser. Mange søgte øjenkontakt og motivation ved at observere deres forældres reaktioner. Alle signaler indikerede et rigtig usundt ungdomsmiljø.

Som forældre er det svært at holde en emotionel distance til ens børns aktiviteter – og i sport endnu sværere, hvis man selv har uopfyldte sportslige drømme. I andre sammenhænge ellers fornuftige mennesker magter ikke at holde den fornødne distance. Enkelte forældre er helt uden for pædagogisk rækkevidde – ofte demonstreret i den problematiske kombination af forældre- og coachrollen.

Rundt om på tennisanlægget så man fædre varme de unge op, følge dem tæt eller stå klinet op af dem, sandsynligvis med et sidste øjebliks indprentende »tro nu på det« – noget man burde have snakket igennem hjemmefra.

En far blev set skælde ud på sin datter, som lige havde tabt. Mange forældre havde nerverne uden på tøjet, sad eller gik uroligt omkring og råbte endog til deres børn fra tilskuerpladserne. Spillernes hyppige toiletbesøg både under spillet og efter sættene gav muligheder for ureglementeret forældrecoaching.

Adskillige forældre forlod tilskuerpladserne, hvis spillet på banen ikke artede sig. Dette blev hurtigt spottet af den unge, hvis motivation naturligvis tog et dyk ved et sådant ’omsorgssvigt’. Endelig kom to fædre i korporlig nærkontakt under deres sønners kamp og måtte adskilles af en træner.

Forældremails

Ungdoms-DM er et forum, hvor trænere mødes og udveksler erfaringer. Vi lytter til hinandens forældrehistorier med en blanding af vantro og halvbetændt moro. Kommer der først hul på bylden, vælter historierne frem: »Ham, der går der, blev bortvist sidste gang – hæ, hæ!«.

Vi delte de Facebook-opdateringer, som nogle forældre har lagt ud om deres børn uden at forstå det pres, det lægger på børnene. Og der var historien om en far, der ved skifte af banehalvdel fulgte sit barns modstander rundt bag hegnet for at kontrollere, om hun snød med sine linjekendelser.

Hjemme i klubberne kan det også være vanskeligt for ledere og trænere at takle forældres medleven. I en Københavnsk storklub har man opsat adfærdsregulerende opslag for at begrænse deres indblanding i træningen. Således møder træningsprogrammer i næsten alle storklubber protester fra forældre.

Et stående samtaleemne blandt trænere er den grundlæggende mangel på respekt fra forældre, hvis interesse alene ligger i egne ofte overvurderede børns timeantal og træningsmakkere. Forældre blotter en bemærkelsesværdig umoden jalousi, når de sammenholder ’deres’ program med andres uden at have forståelse for forudsætningerne. Flere trænere definerede en god dag ved, at de ikke havde fået forældremails!

Tennishistorien er fyldt med vanvittige forældre, der intet middel skyer for at få deres børn frem i forreste række. En far forgiftede sit barns modstandere. Berusede fædre er smidt ud af tennisanlæg eller har truet alle omkring sig eller har mishandlet deres barn efter en kamp eller har været voldelige over for barnets sparringpartner eller har slået træneren osv. osv. Listen er lang og kan googles.

Også i Danmark har vi haft en række uheldige eksempler af den slags, og jeg har ved selvsyn konstateret flere på vej til at ødelægge deres børns liv og tennis, fordi de ikke magter at perspektivere og kontrollere deres engagement. Afslørende signaler om fremtiden kan spottes i juniorrækkerne, når fædre hæmningsløst bryder reglerne om coaching og højlydt intervenerer under deres børns tenniskampe.

Genindfør legen

Forældrenes adfærd trænger til regulering – for de unges, deres egen og sportens skyld. Det kræver nye måder at være sammen på. Jeg forestiller mig næste turnering organiseret i en række aktivitetsområder.

I det første aktivitetsområde forestiller jeg mig de unge fordybet i den medrivende leg, som tennis er, hvor de opfatter modstanderen som en legekammerat, man roser og applauderer med accept og respekt, fordi denne muliggør egen udfoldelse. Alle dyrebørn leger som et nedarvet forstadie til voksenlivet, men som leg betragtet er idræt noget specielt.

Legeforskere skelner mellem fire former for universelle lege: fysiske færdighedslege, strategilege, chancelege og centrale personlege. Netop den samtidige tilstedeværelse af alle disse fire legetyper definerer idrættens kvaliteter og muligheder og forklarer noget af dens succes som kulturelt fænomen.

Jeg ser for mig et tennisspil, hvor de unge udfolder sig med en række taktiske færdigheder og en spillestil tilpasset analysen af modstanderens spil (strategilegen). På egen banehalvdel arbejder de med at turde udføre de rigtige satsninger med de kalkulerede risici, der øger spændingsniveauet, men også den personlige tilfredsstillelse ved at udføre det, man knap nok tør (chancelegen).

I linjekendelserne kan de uden den sædvanlige ophøjede autoritet møde deres indre djævel og beslutte sig for at give den mundkurv på for at følge de regler, der giver spillet perspektiv som menneskelig udveksling i accept (den centrale personleg). I spillets flow opstår oplevelsen af balance og rytme og den dybe tilfredsstillelse ved at lykkes med den variation og kombination af slag, man har udviklet (den fysiske færdighedsleg).

Endelig forestiller jeg mig den afsluttende præmieoverrækkelse som en finalistoverrækkelse af trofæet til sejrsdrengen eller sejrspigen i overværelse og applaus af konkurrenterne uden tilstedeværelse af voksne. De unge har spillet om anerkendelse i kammeratskabsgruppen og ikke for at leve op til et voksent hofs forventninger.

Det andet aktivitetsområde er en idrætslegeplads for ustrukturerede aktiviteter, der opstår spontant. Man samles i grupper på tværs af køn, klubber og landsdele og finder selv på noget.

Voksenhygge

Endelig forestiller jeg mig, at man i forældreområdet sidder bænket ved et veldækket bord. Her kan man møde nye mennesker, pleje forretningsnetværk, lave egne tennisaftaler og snapse den, mens man højlydt glæder sig over, at ens børn og unge i fællesskab udfolder og udvikler sig – uden for indblanding og rækkevidde!

Forældrene er helt på det rene med, hvilke forskelligartede kompetencer de unge tennisspillere erhverver sig, mens de konkurrerer for sig selv, og de er tilfredse med bagefter blot at få bekræftet, at børnene har haft det sjovt. De ved nemlig godt, at leg er et frirum, hvor man kan lære sig selv at kende, og en forudsætning for senere at kunne fungere som en aktiv, kreativ og sund voksen. Og derfor er disse forældre glade for deres børns engagement.

Kære tennisforældre, lad jeres dejlige unger få deres tennisprojekt tilbage!

Lars Elvstrøm er tennistræner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Poul Solrart Sørensen
    Poul Solrart Sørensen
  • Brugerbillede for Flemming Berger
    Flemming Berger
  • Brugerbillede for Alvin Jensen
    Alvin Jensen
  • Brugerbillede for Finn Årup Nielsen
    Finn Årup Nielsen
  • Brugerbillede for Bo Eklund
    Bo Eklund
  • Brugerbillede for Torsten Jacobsen
    Torsten Jacobsen
Poul Solrart Sørensen, Flemming Berger, Alvin Jensen, Finn Årup Nielsen, Bo Eklund og Torsten Jacobsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Bo Eklund

Lars Elvstrøm er ikke kun tennistræner, han er også tidligere davis cup spiller og danmarks bedste tennis spiller gennem 70'erne. Jeg har været nede på anlægget og kan genkende det miljø som Lars beskriver, og jeg synes også den skitserede handlingsplan for at løse problemet lyder rigtig. Problemet er dog ikke nyt. Elitesport hari Danmar desværre længe båret præg af at være et trist ungdomsmiljø, og uanset hvor positiv jeg forsøger at være på min egen tennis ungdom er der stadig lange skygger med mobning, snyd, arrogance, manglende selvtillid og et forældremiljø som kun har pustet til ilden.

Brugerbillede for Peter Beck-Lauritzen
Peter Beck-Lauritzen

Forfordelt? For megen eller for lidt opmærksomhed? Det har forskellig værdiladning, hvor i landet det anvendes.
I Sønderjylland er det positivt, at blive forfordelt.
Nok ligesom med bjørnetjenester.

Brugerbillede for Britt Kristensen
Britt Kristensen

Jeg er gammel nok til at kunne huske, da fodbold var leg, og man drillede godmodigt hinanden med, hvem man var fans af. Før Harald Nielsen fik gennemtrumfet professionel fodbold. Jeg tilgiver ham aldrig, for det var sjovt dengang. Der var heller ingen voldelige bøller på tilskuerpladserne. Det hele var skæg og ballade og selvfølgelig stolthed, når man vandt. Jeg så aldrig forældre være til stede. De havde vist nok i deres egne liv, og parolen var: "Tab og vind med samme sind."
Ak! Hvor man dog bliver nostalgisk på sine gamle dage.

Poul Solrart Sørensen, Flemming Berger og Kristen Carsten Munk anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lilli Wendt

Det har faktisk været et problem i rigtig mange år - også tilbage i 1980'erne. Pludselig bliver leg til konkurrence og der fokuseres kun på de dygtigste. Det gør at mange børn ikke længere føler sig velkomne og selv de dygtige børn til pågældende sport får "for meget" og gider ikke længere. Det er dog ikke kun forældrenes skyld, for også mange trænere har været for fokuseret på "elite" børn. Det samme gælder for medierne og jeg kan forestille mig, at samfundets penge flyder betydeligt lettere mod elitebørnene end mod almindeligt foreningsliv og almindelig træning. Vi lever i et præstationsorienteret samfund, hvor kun dem der er i toppen tæller. Trist udvikling.

Flemming Berger, Kristen Carsten Munk og Britt Kristensen anbefalede denne kommentar