Klumme

Når man giver hånd, slår man i det mindste hverken ihjel eller griber pussy

Aldrig har vi tænkt så meget over magtfulde håndtryk, som efter Trump blev præsident og bragte den banale gestus tilbage til det narcissistiske niveau
Det har mistet selvfølgelighed og usynlighed på grund af præsident Trump. Trump bryder timingen, Trumps håndtryk er et ukendt bogstav midt i verden, skriver Tine Byrckel.

Det har mistet selvfølgelighed og usynlighed på grund af præsident Trump. Trump bryder timingen, Trumps håndtryk er et ukendt bogstav midt i verden, skriver Tine Byrckel.

Carolyn Kaster

29. juli 2017

Forleden hjalp jeg et iransk ægtepar på vej i den parisiske metro. Jeg fulgte dem, så langt jeg kunne, og pegede på skiltet med metrostationen, der svarede til adressen på smartphonen.

Selv er jeg håbløs til andre alfabeter end det latinske. Bogstaver er noget mærkeligt noget.

Ved afskeden greb kvinden med de glade øjne under et løst tørklæde min hånd og rystede den energisk. Manden lagde hånden på hjertet.

Et øjeblik var håndtrykssituationen omvendt fra mange arabiske lande. To kvinder havde lov. Han havde ikke. Hun havde i hvert fald forstået håndtrykkets vigtighed i den vestlige verden, mens jeg lynhurtigt tænkte over, at jeg vist ikke giver hånd andre steder end i banken.

Håndtryk er noget mærkeligt noget.

I langt de fleste lande er håndtryk kønnede. I Frankrig giver mænd hinanden hånden, mens kvinder får kindkys. Kvinder giver ikke hånd til særlig mange, medmindre det er i arbejdsmæssig sammenhæng. I forretningsverdenen er vi lige meget mænd.

I Danmark gives der heller ikke særlig meget hånd privat. Vi gør noget med at føre hovedet ind over den andens skulder og dunke hinanden lidt i ryggen.

Håndtrykkets kønnethed har sin historie. Det var mænd, som skabte kontakt med andre og handlede. Håndtrykket var en kontakt med den andens krop, en territorieoverskridelse, men i fredeligt øjemed. Derfor bruges højre hånd i næsten alle lande. Våbnets hånd, men uden våben – alle riddere var udlært som højrehåndede. Man trækker våbensikkert hånden frem og gør så det ekstremt bizarre med at ryste hænder. For at tjekke, om der er noget i ærmet?

I Japan skal håndtrykket vare længe og endelig ikke være for fast, det er udtryk for aggressivitet.

Vi er i den grad begyndt at fundere over håndtryk igen. Det har mistet selvfølgelighed og usynlighed på grund af præsident Trump. Trump bryder timingen, Trumps håndtryk er et ukendt bogstav midt i verden.

Et håndtryk er en symbolsk handling, som kan signalere magtrelationen mellem dig og den, du hilser på: Hvem er underlegen, hvem er overlegen?
Læs også

Håndtrykket har på grund af den direkte kontakt med et andet menneskes krop at gøre med det, man kalder spejlstadiet, narcissisme og paranoia. Kærlighed eller angreb – tilstanden før loven regulerer menneskers forhold. Håndtrykket er venligt, ja, men det fortrængte ligger lige bag: mordet. Man giver hånd i stedet for at myrde. Trumps uforståelige håndtryk er genkomsten af det fortrængte.

De fleste af de folk, Trump giver – eller ikke giver – hånd til, befinder sig derfor i en uvant situation. Vi havde jo lige glemt sådanne primitive udtryk, havde vi ikke? Japans premierminister, Shinzo Abe, gjorde en undrende grimasse, da han som en af de første på verdensscenen blev udsat for den amerikanske præsidents obskøne håndtryk. Trumps jernnæve må have været utrolig uhøflig efter japanske standarder.

Så var der det demonstrativt manglende håndtryk til tyske Angela Merkel eller det alt for intime ’tagen i hånd’ til britiske Theresa May på vej ned ad en trappe. Kvinder tæller ikke for Trump, det er deres pussy, man ønsker at gribe, har vi hørt fra manden selv, og det skinner tydeligt igennem.

Forgænger Obama, men også franske Emmanuel Macron og canadiske Justin Trudeau var tydeligvis coachet i Trumps teknik: At rykke den anden ud af balance og ind i sin egen sfære. De unge mænd havde kropsvægt klar fra starten.

Den mærkeligste håndtryk foregik på Champs Élysees den 14. juli. Optrinnet var nærmest et symbolsk bunkepul. Trump tog Macrons hånd og trak den langt ind i privaten, mens han samtidig med venstre hånd indfangede Macrons kone, Brigitte. Melania så til. Det gør hun jo. Det ville ingen ende tage.

Trods det nærmest pinlige optrin – pinlighed har altid med seksualisering at gøre – tror Trump uden tvivl selv, at han udviser forbrødning.

For verden er det ildevarslende.

Et paranoidt game, hvor især Putin er på omgangshøjde, ikke i venlighed, men med egen dagsorden og ultrakorte kropslige møder med Trump.

Det er lige før, man får lyst til slet ikke at give hånd. Tvunget som man er til at tænke over den paranoide betydning af alles kamp mod alle og beseglingen af obskure handler.

Man kunne måske bare lægge hånden på hjertet?

Tine Byrkel er filosof og journalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Odin Rasmussen

Jeg har på et jobsøgning-kursus fået at vide at man skal trykke hånd efter eventuel job-samtale. Der skulle sidde en refleks ved tommelfingerens rod - der hvor knoglen stikker frem - også (ifølge den pågældende jobkonsulent) skal man så trykke til der så det giver et lille gip - i den man trykker hånd med altså. Så kan de bedre huske en.

Om alfabeternes udvikling
http://terpconnect.umd.edu/~rfradkin/alphapage.html

Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar