Kronik

Når vi vil redde stakkels børn, følger overgrebene hurtigt

Sagen om Inger Støjbergs adskillelse af ægtefæller, hvoraf den ene var mindreårig, demonstrerer ’barnets’ kolossale symbolske betydning. Adskillige krænkelser er gennem tiden blevet begået med det formål at sikre barnets tarv. Det er på tide, vi begynder at forholde os kritisk til redningsmissioner, der behandler det lidende barn isoleret fra dets sociale virkelighed
Når vi mobiliserer billeder af stakkels børn, der kræver vores redning, risikerer vi at begå overgreb i iver efter at gøre godt, skriver dagens kronikør med afsæt i Støjbergs instruks om at adskille asylansøgere under 18 år fra deres ægtefæller.

Når vi mobiliserer billeder af stakkels børn, der kræver vores redning, risikerer vi at begå overgreb i iver efter at gøre godt, skriver dagens kronikør med afsæt i Støjbergs instruks om at adskille asylansøgere under 18 år fra deres ægtefæller.

Sofie Amalie Klougart

4. juli 2017

Da Inger Støjberg i februar sidste år i sin pressemeddelelse instruerede Udlændingestyrelsen i at adskille flygtningepar, hvis den ene part var under 18 år, var det hendes udtrykkelige formål at beskytte piger fra tvang og udnyttelse.

At Institut for Menneskerettigheder, Red Barnet og andre advarede mod at nægte ægtefællerne individuel sagsbehandling gjorde tilsyneladende ikke indtryk på ministeren, som insisterede på sin kategoriske tilgang.

Kritikere blev skudt i skoene, at de var ligeglade med undertrykkelse af muslimske piger, ligesom Berlingske fortsat forsøger at fremstille oppositionen som en samling opportunister, der yder støtte til »dem, der tvangsgifter små piger« (Berlingske, den 2. juni 2017).

’Jeg synes, der er en tendens til, at man lukker det ene øje og kun kigger med det andet,’ siger Berlingskes chefredaktør Tom Jensen.
Læs også

Det er langtfra første gang, at magthavere bruger tvang til at redde børn, og ofte har den slags tiltag haft katastrofale konsekvenser. De sidste godt halvandet hundrede års historie er faktisk uhyggeligt rig på eksempler på både myndigheder og private aktører, der begår overgreb, når de er på mission for at frelse børn.

Typisk er børnene kommet fra koloniserede befolkninger, fra underklassen eller fra religiøse og etniske mindretal. Altså fra befolkningsgrupper, der i social og kulturel henseende afviger fra den hvide middel- eller overklasse.

De privilegieredes indgreb

I de mest drastiske tilfælde er forældre (og i særdeleshed ugifte mødre) blevet presset eller tvunget til permanent at afgive deres børn. Eksemplet fra Australien, hvor statslige organisationer og kirkelige missioner mellem 1910 og 1970 fjernede et ukendt antal børn fra deres aboriginal-forældre, er nok det mest velkendte og berygtede, men det er langtfra det eneste.

En hurtig liste: I slutningen af 1800-tallet pressede Det danske Missionsselskabs missionærer fattige indiske forældre til at afgive deres børn, så de kunne blive opdraget som gode kristne. Grønlandske forældre fik i 1951 fjernet 22 børn, som blev transporteret til Danmark.

I samme årti tvang den katolske kirke i Irland tusinder af unge, ugifte irske kvinder til at bortadoptere deres ’uægte’ børn. De amerikanske og canadiske regeringer konfiskerede børn fra nordamerikanske indianske forældre og sendte dem på kostskoler, hvor mottoet var »dræb indianeren, red mennesket«.

Mellem 1976 og 1983 fjernede det argentinske militærdiktatur hundredevis af spædbørn fra politiske fanger og gav dem til forældre, som ikke modarbejdede regimet. Efter jordskælvet i Haiti i 2010 kidnappede amerikanske missionærer et antal haitianske børn, hvoraf mange viste sig stadig at have levende forældre.

Man kunne skrive en langt længere liste af eksempler. Alle er forskellige, og bevæggrundene for indgrebene har været uensartede, men fælles for dem er, at privilegerede eller magtfulde personer har følt sig berettigede – og formodentlig i en del tilfælde forpligtede – til at redde børn fra befolkningsgrupper, de opfattede som mindreværdige. Interventionerne har i sig selv været med til at cementere et eksisterende hierarkisk forhold.

Ulykkelige skæbner

Redningsmissionerne har alt for ofte medført forringede forhold og ulykkelige skæbner for både børnene og deres forældre. Forældre, der blev dømt uegnede til at tage vare på deres børn, har måttet leve med sorg, savn, vrede og bitterhed. Nogle børn har været heldige og fået gode, kærlige opvækstbetingelser, men mange andre er havnet på dårlige institutioner med ustabile relationer til andre børn og voksne.

Heller ikke Støjbergs tiltag kan påstås at have været utvetydigt positivt for de børn, der skulle reddes. Selv om hun indtil for nylig hævdede, at hun havde reddet mindst fire »barnebrude« fra tvangsægteskaber, har denne avis dokumenteret, at der højst er tale om en enkelt pige.

’Vi har reddet fire piger her fra at bo sammen med en mand, de ikke ønsker at bo sammen med, og det er jeg ganske godt tilfreds med’, sagde Inger Støjberg på samrådet. Det viser sig nu ikke at være rigtigt.
Læs også

Til gengæld har adskillelsen forårsaget unødige krænkelser af mange andre af de unge ægtefæller som eksempelvis 17-årige Nagham Hassan, der var gravid, da hun mod sin vilje blev adskilt fra sin 18-årige mand og siden fik angst og selvmordstanker.

Sagen understreger igen, at eksplicitte intentioner om at redde stakkels børn ikke nødvendigvis betyder, at et indgreb faktisk er godt for de børn, der sættes ind over for.

Den elskelige kategori

Hvad er det for en impuls, der driver denne type redningsindsatser? Der er næppe noget entydigt svar, men det er værd at have for øje, at de tog til i takt med, at barndommen blev kulturelt konsolideret som en særlig livsfase adskilt fra voksenlivet.

I løbet af 1800-tallet begyndte man i middelklasserne i Europa og Nordamerika at opfatte børn som en særlig sårbar, uskyldig og elskelig kategori af mennesker. Efterhånden som flere familier kunne klare sig uden børnenes arbejdskraft, og børn dermed mistede deres økonomiske værdi, fik børnene større emotionel værdi. At beskytte børn, man opfattede som udsatte, fra utilstrækkelige eller farlige omstændigheder (og voksne), blev derfor et ubestrideligt moralsk imperativ.

Det er et imperativ, som den globale venstrefløj i dag deler med højrefløjen. Humanitære organisationer bruger billeder af udsatte børn i kampagner, hvor det uudtalte budskab er, at disse små mennesker er særligt værdigt trængende bistands- eller nødhjælpsmodtagere.

I forbindelse med de sidste års flygtningekrise har netop billeder af børn haft en uvurderlig betydning for mange forskellige meningsdannere og beslutningstagere. Fotografierne af Aylan Kurdis strandede lig ætsede sig i sensommeren 2015 ind på nethinder verden over og blev det stærkeste symbol på flygtningenes uforskyldte, umenneskelige situation.

Året efter cirkulerede videooptagelserne af Omran Daqneesh, den lille støvede og blodige dreng, der var blevet offer for den syriske regerings bombeangreb. De blev hurtigt det ikoniske billede på Aleppos belejrede befolknings lidelser.

Da USA’s præsident Donald Trump i april i år kastede missiler ned over Syrien, skete det også med henvisning til de »smukke babyer«, der var blevet ramt af præsident Bashar al-Assads giftgasser. Også Trump ville gøre sig til redningsmand for stakkels børn – en mission, der uden tvivl appellerede bredt.

Sårbarhed som grundvilkår

Når barnet er så potent et politisk symbol, hænger det utvivlsomt sammen med, at børn ofte er særligt sårbare og udsatte. Krige indebærer ubegribeligt voldsomme oplevelser for børn, og over halvdelen af verdens flygtninge er børn. Mange af dem er udsat for tab, vold, forsømmelse og udnyttelse.

At udskille børn som en særlig type mennesker kan givetvis i nogle situationer være et nyttigt værktøj til at kæmpe for deres rettigheder og muligheder. Men det er vigtigt at huske på, at ’børn’ og ’barndom’ er historisk skabte kategorier på lige fod med ’kvinde’, ’mand’, ’sort’ og ’hvid’, som alle indebærer inklusion og eksklusion. Hvem der regnes som tilhørende kategorien, med de fordele og ulemper det indebærer, afspejler ikke et naturligt skel, men er et resultat af historiske processer.

Når vi mobiliserer billeder af stakkels børn, der kræver vores redning, uden fornemmelse for deres familiære, sociale og kulturelle kontekst, er der en øget risiko for, at vi kommer til at begå overgreb i vores iver efter at gøre godt.

Vi bør måske hellere begynde at tænke på sårbarhed som et eksistentielt grundvilkår. Og begynde at måle vores politikere på deres evne til at hjælpe mennesker i alle aldre til bedst muligt at håndtere denne sårbarhed og til at overkomme traumatiserende oplevelser. Det kræver ikke blind tro på egen bedrevidenhed, men derimod lydhørhed, nænsomhed og fleksibilitet.

Karen Vallgårda er lektor i historie ved Københavns Universitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
  • Eva Schwanenflügel
  • Alvin Jensen
  • Viggo Okholm
  • David Zennaro
  • Flemming Berger
  • Leo Nygaard
  • Grethe Preisler
  • Dorte Sørensen
  • Hans Larsen
  • Niels Duus Nielsen
  • Lise Lotte Rahbek
Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen, Viggo Okholm, David Zennaro, Flemming Berger, Leo Nygaard, Grethe Preisler, Dorte Sørensen, Hans Larsen, Niels Duus Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Stående applaus herfra !!

Der er begået så megen grusomhed mod de, som ikke kan forsvare sig imod de magtfuldes opfattelse af hjælp og det rigtige liv. Det være sig mod børn, kvinder mænd, ungdom, alderdom; mennesker.

Karen Grue, Bjarne Bisgaard Jensen, Kirsten Lindemark, Annemette Due, Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen, Karsten Aaen, Annika Hermansen, David Zennaro, Vibeke Hansen, Flemming Berger, Steffen Gliese, Britta Hansen, Dorte Sørensen, Martin Madsen, Grethe Preisler og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Martin Madsen

@Lasse
Jep, så skide være med retssikkerheden...
Håber du husker det når du engang kommer i klemme.

Henning Kjær, Jonas Karlsen, Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen, Anne Mette Jørgensen, David Zennaro, Vibeke Hansen, Flemming Berger, Steffen Gliese, Hans Larsen, René Arestrup, Niels Duus Nielsen og Ole Frank anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Forbuddet mod børnearbejde er jo et godt eksempel på vores godhed. Så lad os droppe det for barndommen er en e historisk skabt kategori .

Lasse Reinholt - lad os blokere trafikken på motorvejen mandag morgen og lad os skille alle børn fra deres forældre og andre potentielle farer.

Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen, Anne Mette Jørgensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Lone Sæderup

Og åbenbart skide være med de piger, som fik det så psykisk dårligt, at de måtte på hospitalet og var igennem selvmordsforsøg. Især fordi en individuel sagsbehandling, hvor alle regler var blevet overholdt, sandsynligvis alligevel havde hjulpet den ene pige.

Karen Grue, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen, Anne Mette Jørgensen, Ole Frank, Vibeke Hansen, Steffen Gliese, Hans Larsen, Niels Duus Nielsen og Britta Hansen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

"Frisk pust over landet", sagde kællingen, og slap en vind.

"Der findes kun én civilisation, og det er vores", som Pia Kjærsgaard sagde, dengang hun stadigvæk kun var formand for Dansk Folkeparti. Nu, hvor hun er blevet forfremmet til formand for hele folketinget, har hun folk til det grove og behøver ikke selv at tørre op efter sig, når hun taber en klat på det bonede gulv. Og hvem er bedre egnet til at føre fru Kjærsgaards våde drøm om et etnisk, religiøst og kulturelt makadamiseret og ensrettet kolonihave-Danmark ud i livet end hjemmehjælperne Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti og udlændinge og integrationsmedister Inger Støjberg fra Handelshøjskole-Venstre?

Hanne Ribens, Bjarne Bisgaard Jensen, Kirsten Lindemark, Annemette Due, Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen, Anne Mette Jørgensen, Karsten Aaen, Annika Hermansen, Viggo Okholm, Vibeke Hansen, Flemming Berger, Steffen Gliese, Arne Lund og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Henrik L Nielsen

Den ene pige havde de jo nok fundet på anden vis. Det gør de jo løbende. Det ville derfor være godt om nogen af de andre par sagsøgte ministeren for den ulovlige sagsbehandling. Så kunne vi andre forhåbentligt bedre tro på at sagsbehandlingen af vores sager ville overholde loven. Det kan vi jo desværre lidt mindre hver gang administrationen slipper godt fra den slags numre.
Så er der ikke en advokat der kan gøre det pro bono?

Karen Grue, Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen, Ole Frank, Flemming Berger og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Egentlig er det "velfærdssamfundets" bagside, at velmenende fagfolk og administratorer - herunder politikere - måler velfærden ud fra egen målestok.
Samfundet er fuld af offentlig ansatte, der vil fortælle andre, hvordan de skal leve deres liv - og sætter magt bagved.
Denne holdning har medført et væld af regler, der skal styre befolkningen - og det koster !
Ganske sikkert kunne de resurser bruges direkte i familierne - sammen med en tydeliggørelse af deres eget ansvar.
Dette gælder borgere i alle aldre.

Torben K L Jensen

For ikke så lang tid siden fik dybt ulykkelige,psykisk syge mennesker en såkaldt lobotomi for at give dem fred i sindet -men hvem fik fred og for hvem? - spørg de eksperimenterende psykopater der gennemførte de "hvide snit" Et mord på sjælen er hvad det er.

Jonas Karlsen, Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen, Anne Mette Jørgensen, Anne Eriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Despoter som Hitler og Saddam Hussein samt politikere med ondt i familielivet, har altid (mis)brugt børn/unge når de dels skal kompensere for egen elendighed, og dels score stemmer.

René Arestrup

Jeg tror det handler om noget filosofisk-religiøst. Barnet er ikke bare svagt, men også uskyldigt. Mens alle vi andre er syndere for Vor Herre, bliver børn opfattet som ukorrumperede, 'rene' væsener, ja næsten hellige i en iøvrigt vanhellig verden. Det er derfor børn virker som et meget stærkt symbol i en kontekst af krig, lidelse og uretfærdighed.
Og så i øvrigt tak til Sofie Amalie Klougart for et indsigtsfuldt perspektiv på menneskelig dårskab.

Mette Poulsen, Arne Lund, Eva Schwanenflügel, Anne Mette Jørgensen, Annika Hermansen, Niels Duus Nielsen, Ole Frank, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Piet Aagaard

Der er nok ikke nogen der tror på at Inger Støjberg går op i at redde børn, når hun lige har støttet et kontanthjælpsloft der presser økonomien for 40.000 familers børn, så de ikke har råd til mad?

Hanne Ribens, Arne Lund, Jonas Karlsen, Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen, Hans Larsen, Anne Mette Jørgensen, Niels Duus Nielsen, Viggo Okholm, Ole Frank og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Henrik L. Nielsen,

Hvis det er Inger Støjberg, man gerne vil sagsøge for "ulovlig sagsbehandling" kan man godt skyde en hvid pind efter det. I hvert fald så længe der ikke kan samles et flertal i Folketinget for ophævelse af hendes parlamentariske immunitet, jvf. grundlovens § 57, hvorefter "intet medlem af Folketinget uden dettes samtykke kan tiltales eller underkastes fængsel af nogen art, med mindre han (eller hun) er grebet på fersk gerning".

Og det er der vist ikke store chancer for kan lade sig gøre med den mandatfordeling, der kom ud af folketingsvalget i juni 2015. Altså er der ikke andet at gøre for hverken oppositionen eller 'den fjerde statsmagt' end at fortsætte med at lede efter 'den rygende pistol' i form af et 'skuffecirkulære' i udlændingestyrelsen og/eller et 'skuffenotat' hos en embedsmand i justitsministeriets departement, hvis man ønsker at få klippet kløerne på konen, før hun når at kvaje sig så meget, at hun også bliver en belastning for VLAK-regeringen og dens parlamentariske støtteparti.

Bjarne Bisgaard Jensen, Anne Mette Jørgensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Annika Hermansen

Tak til Karen Vallgårda for at bringe dette perspektiv ind i debatten om barnebrude og andre såkaldte udsatte børn og unge. Som Karen Vallgårda skriver er der mange børn, der i godhedens navn er blevet anbragte og diverse velmenende familier eller professionelle, der i den bedste mening har hamret det ene ligkistesøm i deres kister efter det andet. Hvilket betyder, at vi har generationer af anbragte børn og unge, der ikke er i stand til at klare en almindelig voksentilværelse. I de tilfælde havde det været det mindst ringe om de fik lov til at blive hjemme hos deres forældre - så uegnede de forældre end måtte være. Strukturel vold kaldte man det vist i gamle dage.

Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese, Karsten Aaen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Christoffer Pedersen

Der er sket mange frygtelige fejltagelser gennem tiderne. Fejltagelser som er gået ud over både børn og voksne.
Jeg vil påstå børns vilkår aldrig har været bedre her i landet end de er nu. Der har aldrig før været så meget fokus på børns trivsel og opvækst som nu.
@Annika Hermansen.
Det at være anbragt betyder ikke at barnet er fortabt. Jeg vil sige tværtimod for der skal være ret groteske forhold til stede i familien barnet fjernes fra før man skrider til tvangsfjernelse. Jeg ved ikke hvor fra du har din opfattelse, men der er masser af mennesker som ikke er opvokset hos deres biologiske forældre som har det fint psykisk, lever et godt familieliv og på alle måder er det vi anser som normale.
Og der er utroligt mange som har fået ødelagt livet på grund af forældre som på ingen måde magtede opgaven. Incest, vold, omsorgssvigt, stofmisbrug, alkoholmisbrug, kriminalitet, voldelige kærester er ikke OK at lade et barn vokse op i. Og der er mange som er endt nede i sølet, som ville kunne have haft et meget bedre liv hvis samfundet havde grebet ind i tide og fjernet barnet.

Anne Mette Jørgensen

Så sent som i kolonihavens idyl Danmark i 1969 var jeg 1 uge ansat på et børnehjem i Humlebæk.
Fin stor villa med udsigt til Øresund.
Jeg flygtede fra stedet, for jeg var alt for ung og rystet i min sjæl.
Børnehjemmet var styret af 2 ugifte søstre og Bodil Koch var bestyrelsesformand.

Jeg fik et pragtfuldt værelse med en skøn udsigt ud over park og sund, men ved siden af var sovesalen for de mindste. de var ca. ml. 1-3 år. der var ca. 10 -15 børn.

Fra kl. 17 fik de intet at drikke, for de skulle jo ikke tisse i sengen. De lå i tremmesenge på rad og række, og de største af dem kunne kravle ud.
Jeg hørte skrig og gråd og gik ind for at trøste, og gav dem vand.
Det var forbudt, alt hvad jeg skulle foretage mig var at putte dem tilbage i tremmesengen og gå igen.

Nogle af de større børn fik brev fra deres forældre. Det fik de læst op, og så blev brevet konfiskeret.

Der måtte ikke tales under måltiderne.
jeg var ved at kvæles. Jeg kendte allerede dengang til Benjamin spock og andre børnepsykologer og jeg fattede o og en skid af, at dette var mit land, og tilmed understøttet af en Bodil Koch, som var den føste kvindelige minister.
Vidste hun mon hvad der foregik eller var hun bare ligeglad.
Pt, er jeg i tvivl om hun var minister på det tidspunkt men uanset, så var hun ikke sin opgave voksen.
Jeg har i mit arbejdsliv mødt mange ofre. Ja jeg tillader mig at trække offerkortet, trods det er blevet et skældsord.
Den dag i dag er man vidne til plejefamilier der anerkendes af kommuner og børn der udsættes for overgreb af værste art - og det med kynisk overlæg, for at spare penge.
Imens så kriges politikere om hvem der sagde og gjorde dit og dat i den anden regering.
De gør det alle sammen, og de er stort set ikke interesseret i at finde løsninger der virker.
De har udlagt alle beslutninger til styrelser, men det er da for pokker dem der laver lovgivningen.
så nu er mit blodtryk vist højt nok.

Lars Steffensen, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese, Annemette Due og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Henrik L Nielsen

Grethe Preisler

Måske ikke ministeren selv, men jeg så lige på et andet medie at ministeriet bliver sagsøgt i denne sag.
Taber ministeriet den, ja så er det muligt at Søjberg ikke kan sagsøges men det vil alligevel være et stærkt peg mod hende med hensyn til ansvar og ulovlige befalinger.

Kirsten Lindemark, Eva Schwanenflügel og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Christoffer Pedersen

@Anne Mette Jørgensen
Det var en barsk beretning om livet på et dansk børnehjem i 60´erne. Men i sidste del af dit indlæg skriver du, at der begås frygtelige overgreb, som jeg læser det mener du man anbringer børn i plejefamilier og forventer de derefter bliver mishandlet. Der ER sket overgreb både på institutioner og i plejefamilier. Men det er meget få tilfælde der har været. I dag er der meget mere tilsyn og meget større krav til opholdssteder og plejefamilier. Hvis det er plejefamilierne og medarbejderne på opholdssteder mv. du mener tit begår overgreb, så synes jeg det er en ret urimelig beskyldning mod en masse mennesker som helhjertet arbejder netop for at gøre det bedste for anbragte børn og unge.
Jeg tror alle politikere uanset partifarve rigtig gerne ville finde holdbare løsninger hvis de kunne. Hver gang et ungt menneske kommer godt gennem barn- og ungdommen og kommer videre, får en almindelig tilværelse med uddannelse, job etc. er det gevinst for alle. Og når vi kigger tilbage er det også sket enorme forandringer til det bedre og hurra for det..

Grethe Preisler

Henrik L. Nielsen, d.d. kl. 23.02
Tak for oplysningen.

Nu har jeg også læst det - i dagbladet Politikens digitale opdatering af 4. juli 2017 kl. 22.14.
Lad os håbe for det unge par, at de får bevilget fri proces og medhold i, at de har krav på en erstatning fra ministeriet for tort og svie.

Henrik L Nielsen, Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

Christoffer Pedersen.
Lad mig uddybe. Jeg forventer ikke overgreb, men læser om at det stadig sker.
Når jeg græmmes over det er det fordi, der i de i nogle af de sager ikke har skortet på henvendelser fra omgivelserne og sidst så vi en Slagelse sag, hvor kommunen nægtede at erkende fejl.
**Først da sagen kom for retten måtte kommunen rette ind og betale erstatning.
Jeg har arbejdet hele mit liv med de allersvageste og har erfaret utallige overgreb, som har ødelagt menneskers liv.
Og, ja jeg har desværre kun hørt om de såkaldte blomsterbørn, men selv her er der store ar på sjælen.
Jeg ved godt hvor svært det er, at skabe mening i et samfund der er styret af kolonner, og hvor det at tage den enkelte alvorligt fremfor systemet er op ad bakke.
Jeg kender alt til tilsyn , hvor systemet( chefer) i forvejen er adviseret og der bliver gjort rent så kommunens kontrolposter ser en forvrænget virkelighed.
Det de kan kontrollere er medicin status og lign, men de der er afhængige af systemet tier fordi de er bange. og ikke mindst er det børns natur at tie.
det være sig når det handler om biologisk familie og andre de er afhængige af. Desværre
Så vi er ikke enige.

Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese, Annemette Due og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Christoffer Pedersen

@Anne Mette Jørgensen
Sagen fra Slagelse er enestående og det er over 10 år siden overgrebene fandt sted. Jeg har ikke selv set nogen tilsvarende historier i nyere tid. Så "utallige overgreb" tror jeg helt enkelt ikke på finder sted. Og der laves altså også uanmeldte tilsynsbesøg og dem bliver der ikke adviseret om i forvejen.
Der er over 14.000 anbragte børn og unge i Danmark. Og jeg tror altså ikke de går og er bange for at betro sig til forældre, psykolog, kontaktperson eller for den sags skyld ringe anonymt til børnetelefonen hvis den er rivende gal hvor de er anbragt.

Lise Lotte Rahbek

Christoffer Pedersen
Vi 'tror' alle på etellerandet, som du gør i dit indlæg ovenfor. Eller synes, mener, antager, håber, ønsker, tager stilling til.
Indimellem er vi nødt til at have fortrøstning til at nogen VED mere end andre. Ellers kan vi lige så godt give fanden i alle uddannelser og erfaringer. Eller skriverier, for den sags skyld.

jens peter hansen

Efterhånden som flere familier kunne klare sig uden børnenes arbejdskraft, og børn dermed mistede deres økonomiske værdi, fik børnene større emotionel værdi. At beskytte børn, man opfattede som udsatte, fra utilstrækkelige eller farlige omstændigheder (og voksne), blev derfor et ubestrideligt moralsk imperativ.
Og videre:
Det er et imperativ, som den globale venstrefløj i dag deler med højrefløjen. Humanitære organisationer bruger billeder af udsatte børn i kampagner, hvor det uudtalte budskab er, at disse små mennesker er særligt værdigt trængende bistands- eller nødhjælpsmodtagere.
Skrives der.

Måske skulle de der tordner mod Støjberg og med god grund, se lidt på sig selv og spørge sig om de ikke i lige så høj grad ligger under for den tankegang artikelskriveren kalder det moralske imperativ.

Mette Poulsen, Lise Lotte Rahbek, Hans Aagaard og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Tak til Anne Mette Jørgensen for at fortælle om sine oplevelser i 1960. Det var før de store institutionen blev opdelt og udflyttet til bofællesskaber osv. Ja indstillingen var at alle skulle have mulighed for et værdigt liv.
I dag er skuden ved at vende de store institutioner er ved at blive genindført og hjælpen til handicappede mv. er blevet beskåret - synspunket med et værdigt liv til alle er næsten ikke eksisterende længere - og det er meget trist at det nu går den vej.

Kirsten Lindemark

Har i hele denne debat savnet, at nogen forholder sig til og inddrager, at tvangsgift eller ej, ældre mænd eller ej ( hvad er "ældre" iøvrigt? 5 år, 10 år, 15 år ældre - må vel være defineret)
børn eller ej - ja, så er den unge kvinde nu kommet til et fremmed land, en fremmed kultur, et fremmed sprog - sandsynligvis efter traumatiserende oplevelser og med ægtemanden som eneste faste holdepunkt. Det kan være et ligeværdigt kærlighedsforhold, et pateriakalsk tryghedsforhold, et
uværdigt tvangsforhold - men under alle omstændigheder stadig den eneste, den unge kvinde har som anker lige nu. Det kræver derfor omstændelig og uddybende undersøgelser, at vove at skille dem ad uden udtrykkeligt ønske fra kvinden selv. Risikoen for yderligere traumatisering er reel i denne Støjberg-aktion, som umiskendeligt ligner stemmefiskeri forklædt som omsorg.

Ib Christensen, Henrik L Nielsen, Anne Mette Jørgensen, Steffen Gliese og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Et ungt par har lagt sag an fordi de var adskilt i 4 måneder. Man kan kun ønske dem held og lykke, da de også ønsker erstatning for tort. Sådan, så kan Støjberg lære det og vi andre undre os over det overskud de har til at lægge sig ud med den onde statsmagt, men det har de.

Steffen Gliese

Lige præcis, Kirsten LIndemark. Jeg har skrevet det rundt omkring, for det er så indlysende.
Jeg ved ikke, om man tænker, at et fuldbyrdet forhold kan neutraliseres - eller om man tænker, at det er værre for 15-16 muslimske piger end vestlige at indlede seksuelle relationer.
I min generation led forældre og børn ikke af så megen angst for seksualiteten.

René Arestrup

@Christoffer Pedersen
Jeg ved ikke hvor du henter din system-tiltro fra og jeg kan være i tvivl om du forstår rækkevidden af- og perspektiverne i - tvangsfjernelser/tvangsanbringelser. Ja, der er tilfælde hvor børns trivsel og sundhed er så truet, at det er nødvendigt, at gribe ind. Men det ændrer ikke ved, at det altid er stærkt problematisk, når myndighederne intervenerer og skiller en familie ad – og ikke mindst for barnet selv.
Børns følelsesmæssige tilknytning til deres forældre er ekstrem stærk, også selvom forældrene ikke er særlig kapable. Derfor er det en voldsom omvæltning for barnet at blive fjernet fra sit hjem til fordel for…ja, hvor er det egentlig børnene ender? En stor del af dem havner i privatdrevne socialpædagogiske tilbud (private institutioner) eller hos en plejefamilie.
Adskillige af landets kommuner har svært ved, at skaffe plejefamilier nok. Derfor skruer de på vilkårene (betalingen), ligesom det er en kendt sag, at de privatdrevne socialpædagogiske tilbud ofte er yderst lukrative forretninger.
Jeg vil ikke postulere, at økonomiske interesser nødvendigvis blokerer for, at de anbragte børn får et nyt og trygt hjem, men man kan i høj grad sætte spørgsmålstegn ved om plejefamilier og socialpædagogiske tilbud altid er drevet af de rette motiver. Og dermed kan man også sætte spørgsmålstegn ved om børnene opholder sig i et miljø, hvor der er det fornødne menneskelige overskud til at favne dem - og kompensere for de følelsesmæssige svigt, der er en uomgængelig del af børnenes bagage.
Tvangsfjernelser er også problematiske i den forstand, at de er drevet af et middelklasse normativ og dermed er der mange familier, der bevæger sig på kanten af hvad et flertal i samfundet – og dermed også systemet - opfatter som et acceptabelt børneliv. I den forbindelse kommer man ikke uden om at diskutere normer og værdier – og grænser for hvornår systemet har ret til at foretage det overgreb en tvangsfjernelse reelt er.
Jeg ved ikke om der nogensinde er lavet undersøgelser af, hvordan tvangsanbragte børn klarer sig i livet, men jeg tror man skal være varsom med at konkludere, at tvangsanbringelser altid – og helt entydigt – er af det gode.

Lars Riber , Dorte Sørensen, Lise Lotte Rahbek, Niels Duus Nielsen og Anne Mette Jørgensen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

PS: fra - "Vidensbaserede indsatser for anbragte børn–Socialt Udviklingscenter SUS og TrygFonden 2012-2013"
uddrag - " HVORDAN KLARER TIDLIGERE ANBRAGTE SIG SAMMENLIGNET MED ANDRE
Tidligere anbragte er, sammenlignet med deres jævnaldrende, ringere stillet som voksne.
Voksne, der i kortere eller længere tid har været anbragt uden for hjemmet, har større risiko for at have en problematisk uddannelses ‐ og arbejdssituation.
De er i langt højere grad end andre i risiko for at ende som lavt uddannede eller ufaglærte.
Andelen, der forsørges af det offentlige er også større blandt tidligere anbragte end blandt voksne i almindelighed.
Også på andre områder er tidligere anbragte dårligere stillet. Der er således overforekomst af kriminalitet, teenagemoderskaber og psykiske lidelser blandt tidligere anbragte.
Tidligere anbragte har desuden sammenlignet med deres jævnaldrende større risiko for tidlig død, specielt selvmord"
www.sus.dk/wp-content/uploads/Fakta-anbragte-boern-070512.pdf

Lars Steffensen og Anne Mette Jørgensen anbefalede denne kommentar
Christoffer Pedersen

@Rene Arestrup
Jo jeg er udmærket klar over hvor stor indgriben en tvangsfjernelse er. Men er du egentlig klar over hvilke konsekvenser tidlig omsorgssvigt har for børn ? Ellers tjek det.
Jeg har to kolleger, der har været i hhv plejefamilie og opholdssted en stor del af deres barndom. Men fælles for begge er, at de i dag er det som de fleste vil kalde velfungerende mennesker. Og ingen af dem ville hellere være blevet hos forældrene.
Ja loyaliteten over for biologiske forældre kan være en meget stærk faktor. Og når det er sagt så findes der desværre også mange, som decideret hader deres forældre og bebrejder alle dem som burde have sørget for de var blevet fjernet fra dem.
Du antyder så at motiverne for at hjælpe de som bliver anbragt er ufine. Men hvis det var et spørgsmål om at tjene flest penge ville der være meget få der ville arbejde inden for det specialpædagogiske område. Rigtig mange vælger der i mod med hjertet i stedet for pengepungen. Selvfølgelig har man lov at stille spørgsmål ved alt. Men det er useriøst at mistænkeliggøre en stor gruppe mennesker på den måde du gør det.
Før du begynder at stille spørgsmål ved berettigelsen af anbringelser synes jeg du skal prøve at finde eksempler på årsager til konkrete børn er anbragt. Oftest indgår vold, stofmisbrug, alkoholisme og incest samt almindelig omsorgssvigt. Selv meget rummelige mennesker kan se det ikke er OK at lade børn være i sådan miljøer.
@Dorte Sørensen
Der er ikke noget underligt i de tal. Rigtig mange er ødelagt allerede ved anbringelsens start.Der skal utroligt lidt til at ødelægge et barn allerede i spædbarnsstadiet Så at sammenligne med gennemsnittet giver ingen mening. Hvis man sammenlignede med børn, som er vokset op under de forhold som de fjernede er fjernet fra ville der være noget mere brugbart at træffe fremtidige beslutninger ud fra.

Anne Mette Jørgensen

Christoffer Pedersen.
Du har kollegaer som er kommet ud på den anden sige og godt for dem.
De mennesker kender jeg også, og jeg har også erfaringer, hvor jeg tæt på, som nabo forsøgte at råbe myndighederne op, så hvis I vil vide mere har jeg også en anden historie, som også er grum:
Så der findes ikke et aldrig eller altid, men jeg oplever dit forsvar for systemet som ualmindeligt naivt.
En pige på 8 år var datter af en mor, som trak på halmtovet. hun var som tændstik. Pigen samlede flasker til mad.
Jeg tog hende ind, men en dag stod der 2 HA lign. folk og truede mig. Jeg spillede dum og de gik.
En sen aften ringede dørklokken, men der var mørkt og ingen ville sige hvem de var.
Jeg forsøgte, men til sidst kontaktede jeg politiet, som sagde: der sad en lille pige på trappen, da vi kom. Jeg for ned ad trappen, men hun var væk. Flere gange kontaktede jeg socialkontoret og talte også med fuldmægtigen, som sagde, jamen hun er jo vant til de forhold.
Politiet henviste til de sociale myndigheder. De sociale myndig bl. a via døgnvagten sagde. Vi skal give besked til moderen hvor hun er, så hun kan hente hende.
En dag stod pigen og ventede på sin mor, og sagde glædesstrålende: jeg skal i tivoli med min mor. En taxa ventede, men da moderen kom var beskeden til pigen. Det bliver ikke i dag. vi skal alligevel ikke i tivoli.
Først da skolen omsider vågnede op skete der noget. Hun blev fjernet og moderen sendt til Samsø, hvor hun få mdr. efter døde.
dette stod på i 3 år.
Hvis du læser om plejefamilien fra Lolland kan dú læse om en nu 4 årig pige, der de 3 første år blev kastet rundt, så kom du bare med at slagelse historien er 10 år gammel. Du ser kun toppen af isbjerget. Hvad er din baggrund for din indsigt?
Er det blevet bedre? ja muligvis på internettet, men ikke i virkelighedens verden.
Da jeg var barn og ung i 50 erne og 60erne husker jeg ingen ligge på gaden i en sovepose og sidde og tigge, trods vi var fattigere dengang. Jeg så dem på en ferie i Italien.
I dag kan du stort set ikke gå i Københavns gader uden at se selv hele unge hjemløse.

Tror du virkelig det er unge fra et et kærligt og omsorgsfuldt hjem med 12 taller i rygsækken.
Nej,vel de skal bare møde op på jobcentret og have en uddannelse og dette vel og mærke uden forståelse for deres massive tunge rygsæk og det er ikke af 12 taller, men af svigt.
Alle taler om, at økonomien har det godt og vi aldrig har været rigere, men ikke engang flere skæve boliger er der vilje til at sørge for. De mennesker har nemlig ikke brug for en pæn lejlighed i et boligkompleks og de har slet ikke brug for flere kontroller og systemer. det sidder dem op i haldsen til brækstadiet, og du burde forstå hvorfor.
Da en meget omtalt stofmisbruger døde 14 dage efter hans førtidspension var der ikke et eneste undskyldende ord fra Københavns kommune.
Jeg måtte i 2008 selv kaste håndklædet i ringen. Jeg havde arbejdet på et af Københavns mest udsatte bosteder, som pædagog, men for mange trusler og til sidst en kniv foran mig hvor jeg ikke kunne komme væk, dels fordi jeg var lammet og fordi jeg skulle gå forbi blev jeg syg.
Er jeg i dag vred på de beboere. Nej det er jeg ikke, for jeg forstår dem godt.
Når man intet har at miste , så bliver man følelsesmæssigt indskrænket eller også dør man.
Fik jeg hjælp efterfølg. af den fejlslagne politik i købehavns kommune jobcirkus. Nej.
Kan jeg i dag holde ud at tale med en hjemløs med flasker og som måske råber højt . Nej jeg undgår dem, men jeg har ondt af dem og ondt af alle der ikke fatter en hulens fis.

Ib Christensen

Jeg husker stadig politikernes store bekymring for børnene, da de skulle have indført censur filter. Bekymringen var så stor, at man glædeligt vækkede samtlige skabspædofile i landet, så man kunne begrunde behovet for censur filteret.
I dag er alle, børn såvel som voksne, og voksne der før var børn underkastet censur og overvågning, altimens vi kan høre at overgrebne mod børn er stigende. Men bekymringen for børnene lod ikke til at række udover indførelsen af censur filteret. Også dengang fandt nogen det passende at misbruge misbrugte børn for egen dagsorden.

Det siges at kujoner kender man på, at de gemmer sig bag regler, kvinder og børn.

René Arestrup

@Christoffer Pedersen
Ingen tvivl om at der er mange grumme historier derude og at det ofte er helt berettiget, at børn bliver fjernet fra deres forældre. Men din tillid til systemet forekommer ærlig talt en lille smule naiv.
Jeg har en ven, som gennem snart 25 år har arbejdet som socialpædagog i skiftende bostæder/institutioner for anbragte børn. Han fortæller om aldeles ukærlige miljøer, befolket af despoter og platugler, der vil gøre hvad som helst for at presse den sidste krone ud af de kommunale kasser og i øvrigt giver fanden i børnenes trivsel og almindelige velbefindende. Han fortæller også om kommunale tilsyn, der er hullede som en si, grænsende til ikke-eksisterende og han fortæller om miljøer med en syg ledelseskultur, drevet af frygt og trusler om repressalier, hvis nogle skulle få tanker om at kritisere forholdene åbent. Og børnene er gidsler i disse menagerier.
Jeg har absolut ingen grund til at tvivle på min ven, som er et ædrueligt, balanceret og begavet menneske, men jeg har flere gange klandret ham for, at han har forholdt sig tavst og blot er søgt videre til et nyt bosted. Men det er naturligvis en gratis omgang for mig.
Det giver sig selv, at systematisk vold og seksuelle overgreb er særdeles valide argumenter for tvangsanbringelser, hvorimod begrebet 'omsorgssvigt' efterlader en hel fodboldbane af fortolkninger og holdninger, farvet af specifikke moralkodeks og værdier.
Min pointe er blot, at man skal tænke sig rigtig grundigt om inden man splitter en familie og overlader børn til et system, som jeg, personligt, har meget ringe tillid til.

Christoffer Pedersen

@ Rene Arestrup
Jeg har egentlig ikke forsvaret selve systemet, men da jeg ved der er mange som arbejder med udsatte unge og virkelig yder prøver at hjælpe, synes jeg ikke de alle fortjener den mistænkeliggørelse som der er i de fleste indlæg til artiklen.
Og fordi jeg måske som den eneste ikke udelukkende hyler med i brokke-koret, men prøver at tilføre en lille nuance i debatten er det ikke ensbetydende med at være naiv.
Det ting jeg har ”rost” er:
At mange medarbejdere faktisk er OK og er gode ærlige mennesker uden skumle bagtanker .
At det ikke nødvendigvis er dårligt når børn fjernes fra hjemmet
At tingene er ændret hen over de sidste år. I 2016 blev der lukket 124 opholdssteder/plejefamilier. Så en flot påstand at det blinde øje vendes til. (se link) https://www.mx.dk/nyheder/danmark/story/26809993
At jeg tror de fleste både røde og blå politikere gerne løste problemerne mht anbringelse af børn/unge hvis de kunne
Jeg kan ikke selv finde det naive i ovenstående?
Hvornår er det så omsorgssvigt? Det kan jeg ikke svare dig entydigt på. Men der er dusinvis af helt små mennesker som er ødelagt livsvarigt af den type omsorgssvigt som tit ses hos ressourcesvage forældre: manglende øjenkontakt, manglende respons, manglende stimulering mv. Barnet kan godt få mad og tør ble på men alligevel blive meget alvorligt skadet. For psykologer er følgerne af omsorgssvigt og navnlig tidlig omsorgssvigt meget klare. Og meget tragiske.
Men alt det betyder ikke jeg ubetinget har blind tillid til systemet.

Anne Mette Jørgensen

Christoffer Pedersen.
Først skrev du at det var 10 år siden med slagelse sagen og alt var blevet bedre siden da.
Nu henviser du til lukkede bosteder i 2016.
Jeg har svært ved at se sammenhængen i dine argumenter.
Du mener at både røde og blå politikere vil det bedste, men hvorfor gør de så ikke.
nårbegge siden i salen vil det bedste er der jo flertal, så besvar vnligst hvorfor et så rigt land, kommune som købnhavn ikke har råd til at oprette boliger, så folk ikke skal sove på gaden.
D et er jo ikke fordi de ikke vil det bedste og heller ikke økonomien der spænder ben, så hvorfor mon?
Jeg mener desværre, at det er fordi de fylder så lidt som stemmeslugere, og at den almindelige dansker er ligeglade så længe de selv sover lunt og godt.
Så velkommen til ego DK.
U anset hvad du selv mener , så anser jeg dig for at være utrolig naiv og systemets mand.

Christoffer Pedersen

Anne Mette Jørgensen
Ja jeg skrev at jeg ikke har kendskab til nyere alvorlige sager som den i Slagelse for 10 år siden. Grunden til jeg henviser i linket er for at sige der faktisk er tilsyn og at brodne kar sorteres fra. Alt andet lige burde det være med til tingene er bedre end før man gjorde det. Københavns boligmangel og hjemløse har intet med sagen at gøre. I København er der klart rødt flertal så tro du bare på Enhedslisten og S ønsker at gøre livet surt for svage. Jeg tillader mig bare at tro noget andet.
Og jeg synes det er paranoidt at tro politikerne ikke forsøger at nå frem til de bedste løsninger.

René Arestrup

@Christoffer Pedersen
Vi er i det store hele enige. Jeg er blot bange for, at 'systemet' ikke er så velfungerende som du tror. Alene det faktum, at anbragte - og sårbare - børn er genstande for professionaliserede relationer, er problematisk. Den teknokratiske - og dermed også politiske - forestilling om, at man så at sige kan konstruere sig til rammerne om et godt og trygt børneliv, er, efter min overbevisning, en vildfarelse. Ja, børnene skal have ordentlig mad, en seng at sove i, tag over hovedet osv. Men når alt kommer til alt, står og falder det hele med de mennesker, der skal tage sig af børnene. Og man kan nu engang ikke 'konstruere' sig til det menneskelige overskud, der er den helt fundamentale forudsætning for børnenes trivsel. På den baggrund må man nødvendigvis spørge sig selv om det - altid - er den bedste løsning, at fjerne børn fra deres forældre.

Lise Lotte Rahbek, Leo Nygaard og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Christoffer Pedersen

@Rene Arestrup
Helt enig.
Og kommunerne som skal betale går hvad de kan for at undgå anbringelse. Forkert økonomien er med til at bestemme den slags, men det betyder også at der skal være gode grunde til anbringelse.
Men der er sikkert mange anbringelser der ikke skulle være sket og vice versa.

Anne Mette Jørgensen

Jo, jeg mener at boligmangel, som der iøvrigt ikke er for alle
Her er nemlig et hav af dyre andel og ejerboliger.'
Jeg bor selv i et område med dyre boliger undtaget få lejeboliger.
Hvis jeg flytter bliver boliger såkaldt moderniseret og her bliver en del mennesker udelukket fra at flyttet ind, da huslejen vil stige til over det dobbelte.
Det er ikke kommunens skyld, men boligpolitikkens love.
Jo, det har præcis noget med emnet at gøre, for som jeg skrev er der mange endog meget unge, der i dag sover under broer, i parker og på gaden.
Jeg mener at mange af disse er en resultat ef en totalt fejlslagen socialpolitik.

At jeg bor i rød kommune afspejler sig desværre i den politik som føres.
Magt har en sørgelig tendens til at korrumpere, og ligegyldigt hvem man stemmer på har socialdemokruterne i årevis haft flertal.
I min optik er det et pamperparti, men smarte er de.

Anne Mette Jørgensen

Dorte Sørensen.
Tak, men det var nu 1969 og altså tættere på 1970 end 1960.
Til steffen Giese. Tak for linket, som jeg nu har genset.
I ca. 60 eller måske lidt senere udkom en bog af en schweizisk børnepsykiater eller psykolog( kan pt. ikke huske navnet) hvor hun meget udførligt påviste, at spædbørn der fik flaske i sengen med en pude under, så de kunne sutte uden fysisk kontakt.
Hver 4 time skiftet til tiden, men aldrig blev rørt ved. Først holdt op med at græde.
Herefter udviste børnene autistiske tendenser.
Nogle af børene døde så gar, men alle var skadet.
Dette var ikke et forsøg, men en observation på et børnehjem.

Selv langt oppe i 70 erne fungerede vores hospitalsafdelinger for børne ligeså. Kort fortalt, at jeg ikke affandt mig med det og klagede til overlægen, som måtte give mig ret, men sagde nervøst at plejen stod sygeplejersken for
Oversygeplejersken på Riget, ville lære mig at give min 3 mdr. gamle baby mad med en ske, for det skulle de jo alligevel lære.
Jeg blev til han sov, trods hun blev hamrende sur. Hendes erfaring var nemlig, at når børnene vænnede sig til det holdt de op med at græde. Og iøvrigt tog jeg selv en sutteflaske med og sked hul i hendes uvidenhed.
Heldigvis var det trods alt ikke et blivende ophold, men mange forældre var uhyre autoritetstro og affandt sig med ordren.

Mette Poulsen

@ René Arestrup: De "professionaliserede relationer" er et resultat af vores samfundstruktur - vi har udliciteret næsten alle aspekter af omsorg til det offentlige.
Det sikrer folk, som ingen nære har (et gode) OG legitimere ansvarfralæggelse hos folk, som faktisk godt kunne tage sig af deres nærmeste´s problemer (bagsiden af medaljen).