Klumme

En narcissistnassers bekendelser


Hvis man kritiserer samfundet ved at melde sig ud af ræset, får man nasserkortet smidt i hovedet. Det er nærmest genialt at få de kontrære til at hade sig selv, men det er mest af alt uhyggeligt
7. juli 2017

Til sidst kunne jeg ikke holde det ud længere. Jeg var nærmest død. Jeg var afkræftet og ulykkelig (her kunne jeg sige noget om markedsvilkårene og kapitalismen, men nu handler det jo om mig), så jeg flygtede ud i en skov.

Ok, jeg bosatte mig som nybygger, byggede min egen bjælkehytte, gik ned i levestandard og vendte ryggen til. Tænkte en del på Robin Hood, ledte efter ham under hver en sten, øvede mig i at skyde med bue og pil – men MEST sad jeg bare og stirrede på skoven, som jeg ikke kunne se for bare træer. I en form for chok, faktisk.

Desværre, for mig, skrev jeg om det. Hvis man flygter ud i en skov, skal man bare holde sin kæft og være smuk. Scheiße mamma, så faldt der brænde ned! Enten er du med os, eller også er du imod os. Landsforræder! Kujon!

Nu har retræte jo været en revolutionær strategi, men dét var i gamle dage. For i vore dage må man ikke nægte at producere af den simple årsag, at kapitalismen har taget patent på begrebet solidaritet. Hvis du ikke bliver klippet og får et arbejde, er du simpelthen ikke et solidarisk menneske – og i Skandinavien er det jo ubetinget den største synd.


De, der tilhører subkulturerne og de alternative miljøer og samfund, er ikke længere solidariske mennesker. Nej, de er nogle selvoptagede røvhuller, de gør alting for deres egen fede skyld. De er narcissister. De er nassere. De værste ting, man kan sige om et menneske, begynder med N.

Selvfølgelig mener jeg, at det er et problem. Set fra mit personlige perspektiv gør anklagen ondt og er falsk, for jeg kan godt være imod samfundsmodellen, men for fællesskabet. Set fra et mere overordnet perspektiv gør det også ondt: Det er et problem for samfundet, hvis enhver kritik forstummer. Hvis man ikke må nægte. Nuvel.


Jeg kom til at kritisere samfundet og BAM!, så fik jeg smidt narcissistnasserkortet lige i hovedet. Kanterne var så skarpe, at jeg begyndte at bløde i mit fjæs. Narcissistnasserkortet er efterhånden et lige så yndet kort som hitlerkortet. Folk smider bare om sig med de kort, som rasende tryllekunstnere, som pokerspillere på speed.

Hvis man kritiserer samfundet, må man ikke gå med briller, gå til lægen, benytte sig at moderne teknologi eller køre på vejene (dette er helt konkrete reprimander, jeg har fået i indbakken). Det viser sig nemlig, at samfundet ejer alting. Også sjælen. Samfundet ejer teknologien, samfundet ejer fremskridtet, samfundet ejer fællesskabet. 
Man får jo helt lyst til at citere frit fra internettet: »Vil du forstå reglerne, skal du finde ud af, hvem du ikke må kritisere«.

Man får jo helt lyst til at blive kontrær. Men hver gang jeg vil tale, kontrært, om kapitalismen, hvisler neoliberalismen ’det personlige ansvar, det personlige initiativ, det personlige, det personlige, det personlige’, og så ender vi så igen med at tale om mig. I det personlige perspektiv. Det er nok, fordi jeg er sådan en narcissistnasser. At få de kontrære til at hade sig selv for at være narcissistnassere er ... det er jo nærmest smukt, hvis ikke det var så uhyggeligt. Nu står Robin Hood og peger sine pile, ikke mod magten, men mod sig selv.

Grundlæggende er problemerne disse: 1) Man kan kun ændre systemet indefra, hvis man reelt set har noget magt derinde. 2) Det er træls at skulle melde sig ind i klubben, hvis man er grundlæggende imod formålsparagraffen (i dette tilfælde penge, penge, penge, penge), og 3) Man kan kun ændre noget, hvis man har kræfter til det.


Hvis tingene skal ændres, og det skal de jo – her tænker jeg især på klimakrisen – vil jeg mene, at vi bliver nødt til at arbejde lidt med vores syn på retræten, herunder også på dem, der går ned med stress eller op i new age, der er en spirituel ’melden sig ud’.

At nægte at stille sin krop til rådighed for maskinen, at boykotte, strategisk retræte, omorganisering osv. er nødvendigt, hvis tingene skal forandre sig væk fra fuld turbo, fuld turbo, panden mod muren.

Andrea Hejlskov er forfatter og journalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Hans Larsen
  • Toke Andersen
Eva Schwanenflügel, Hans Larsen og Toke Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henning Kjær

Jeg forstår ikke hvad du skriver. Der er da masser af mennesker der ikke arbejder i samfundets tjeneste uden at blive kaldt nasser, fordi de lever for egne midler. Hvad er det for nogle mennesker du omgås?
Det mange mennesker udtrykker på www skal du ikke tage så alvorligt. Det meste er skrevet som ren underholdning og har ikke meget med virkligheden at gøre.
Jeg har i mit liv mødt adskillige mennesker, hvis kritik jeg ikke tog alvorligt, de kunne ikke ødeægge mit humør. Lev dit liv som du har lyst og evner til.

Annika Tiin Nielsen og Annika Hermansen anbefalede denne kommentar