Kommentar

Nej tak til Informations uddannelsessnobberi

Georg Metz er i min optik med i et kor af klagende venstrefløjskritikere uden syn for at bidrage til de løsninger, som er væsentlige for at bringe vores velfærdssamfund videre
28. juli 2017

Min far var murer, jeg er selv akademiker, og min ældste søn er elektrikerlærling. Det er vores liv på en snor i tre generationer. Vi er stolte af vores arbejde og fag. Anerkendelsen på tværs af fag er fundamentet i den socialdemokratiske politik.

Georg Metz’ indlæg »S og hjemløs« den 9. juni 2017 i Information om Kaare Dybvad og socialdemokratiets uddannelsespolitik er uddannelsessnobberi af værste skuffe og en tro på akademisk frelse. Jo flere universitetskandidater, jo bedre verden.

Det er umuligt at svare på samtlige spørgsmål, som Metz rejser. Jeg vil koncentrere mig om et centralt spørgsmål: Spørgsmålet om vores uddannelsessystems indretning i forhold til erhvervsuddannelserne, for det er her, problemet er størst. Selv om en del af de samme problematikker gør sig gældende for de korte og mellemlange videregående uddannelsesinstitutioner, som jeg selv er ansat i.

Min far gik i den enhedsskole, vi skabte i 1958. Før sorterede man i skolen mellem de boglige og ikke-boglige elever. For et barn i folkeskolealderen var det mere en social end faglig skelnen og selvfølgelig uacceptabel i et samfund, hvor lighed var den centrale socialdemokratiske idé, som skolen skulle realisere.

I dag har man en målsætning om, at 95 procent af alle unge skal have en ungdomsuddannelse, at 50 procent af dem skal have en videregående uddannelse, og at 45 procent skal have en erhvervsuddannelse. I begyndelsen af 00’erne tog hver tredje ung en erhvervsuddannelse. Det tal er faldet, så det nu er mindre end hver femte. På bare ti år faldt søgningen til erhvervsuddannelserne fra 30 til 18 procent.

Akademikerønsket

Det er tilsyneladende blevet mindre fint at tage en håndværkeruddannelse. Selv i mit parti fortæller mange deres historie således: »Min far/mor var arbejder, jeg er blevet akademiker, og jeg håber også, at mit barn bliver akademiker.«

Det er problematisk. Dels fordi vores børn ikke nødvendigvis ønsker at blive akademikere – og vi bør lade dem træffe deres egne valg – og fordi alle i samfundet ikke bør være akademikere.

Metz skriver, at de gamle socialdemokrater i betonklassen ikke kunne fordrage at blive klogere. Og at det stadig er sådan i dag, men det er forkert.

Kaare Dybvad og Socialdemokratiet tager erhvervsuddannelserne alvorligt. Vi har underprioriteret dem i årtier. De er blevet ressourcemæssigt nedprioriteret og glemt i den offentlige debat – i modsætning til de gamle universiteter.

Der skal en særlig kynisme til for at kunne insistere på, at det er ubetinget gavnligt, at flere unge tager lange videregående uddannelser, skriver dagens kronikør.
Læs også

Devisen har før lydt: Kunne man ikke andet, så kunne man da starte på et grundforløb i en erhvervsskole, og unge blev sendt ud i nogle gange fem-ti grundforløb med frafald og mangel på tro på, at det kunne lykkes. Det var et svigt af både de unge i grundskolen, der ikke lærte det, de skulle – og en helt urimelig opgave at lade erhvervsskolerne have ansvaret for at rette op.

Vi må derfor kort og godt genoprette værdien af vore håndværkerfag. Vi skal have flere faglærte og flere med korte og mellemlange videregående uddannelser.

Der er et konstant behov fra mange kommentatorer om at definere, hvad der er socialdemokratisk politik. Metz’ polemisering er endnu et eksempel i rækken på kritikere, som tilsyneladende bekender sig som ’ægte’ socialdemokrater, der fra sidelinjen er utrolig gode til at stille diagnosen. De er i min optik et kor af klagende venstrefløjskritikere uden syn for at bidrage til de løsninger, som er væsentlige for at bringe vores velfærdssamfund videre og løse de udfordringer, som vi står overfor.

Metz formulerer en bagudskuende kritik, hvor der ikke tages højde for, at vi lever i et samfund i bevægelse. Vi i Socialdemokratiet har fokus på kvalitet i uddannelsen inden for håndværk såvel som af akademikere. Og det er ikke et spørgsmål om at lefle for den ene eller den anden gruppe på arbejdsmarkedet. Det er et spørgsmål om at skabe muligheder for alle og samtidig sørge for en ramme, hvor Danmark har den arbejdskraft, som er nødvendig for at sikre arbejdspladser og det produktive fællesskab.

Simon Simonsen er formand for Socialdemokratiets centrale udvalg for forskning og videregående uddannelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Genefke-Thye

"...og fordi alle i samfundet ikke bør være akademikere."
Mener Simonsen virkelig, at vi -efter at have ofret ufattelige summer på uddannelsesreformer, universitetsbyggerier m.m. - helt skal nedlægge alle akademiske uddannelser. Og hvor går grænsen, skal mellemuddannelser fra professionshøjskolerne også afskaffes?
Åh, skulle der måske have stået "...og fordi ikke alle i samfundet bør være akademikere."

Steffen Gliese

Vi kunne også bare sige det, som det er: det offentlige uddanner primært til offentligt virke - mens det indtil for relativt kort tid siden var sådan, at uddannelser til det private erhvervsliv blev finansieret af dette. Jeg kan ikke se, hvorfor det ikke kunne være den vej, vi skal igen - når det nu er så svært at få etableret de lærlingeaftaler, som alle skriger op om, at vi har behov for.