Kommentar

Det er ikke et oprør mod konkurrencestaten at flytte på landet

Jeg græd efter at have læst en kronik i Information om en familie, der var flyttet på landet. For når ét forbrugerfår skærper konkurrencen, må vi andre jo følge trop, ellers går der inflation i vores statusmæssige, hierarkiske placeringer
31. juli 2017

For nylig læste jeg i Information om en familie, der på arrogant vis søgte at udfordre os andre ved at finde endnu en måde at konkurrere på. I egen frelsthed var de flyttet på landet med en eller anden idé om at komme væk fra konkurrencesamfundet.

Jeg grinte højt, da jeg læste det, for jeg kan ikke forestille mig et mere klart et eksempel på synliggørelse af statusgivende forbrug end at fremhæve sin egen livsstil i avisen. ’Se, os! Vi lever af vores kreative udfoldelse og har god tid til børn!’ Jeg måtte i bad efter at have læst det.

Da jeg var i bad, græd jeg. For når ét forbrugerfår skærper konkurrencen, må vi andre jo følge trop, ellers går der inflation i vores statusmæssige, hierarkiske placeringer. Den dag måtte jeg således give lidt ekstra til velgørenhed.

Altid er der en eller anden, der skal presse os andre med sin mere effektive eller rigtige livsstil! ’Ej, det er altså bare det, der virker for mig.’ Men hvorfor pokker skal du så i avisen med det!?

Jeg mødte for nylig en rigtig antikapitalist. Uden fast bolig og indkomst rejste hun fra kollektiv til kollektiv for at engagere sig i projekter, der omhandlede bæredygtighed, genanvendelse af ressourcer og så videre. Hun plejede at læse filosofi.

Jeg spurgte, hvad der var grunden til en sådan livsstilsændring og fik svar i form af udtryk som »at stå af hamsterhjulet«, »det fascistiske, totalitære samfund« og anklager om, at »socialismen er på vej ud af samfundet«.

Det ironiske, synes jeg, med hensyn til, at levemåden skulle være antikapitalistisk, er selvfølgelig, at hendes og hendes fællers hårde arbejde stadig ender som en styrkelse af det kapitalistiske system som helhed.

I deres bestræbelser opdyrker de uopdyrkede landområder, der for enhver landmand, grundet økonomisk skala, ville være fuldstændigt værdiløse. De opsnuser og genintroducerer delvist anvendte varer som ny værdi i systemet.

Ovenikøbet ofrer de sig ved at nedsætte deres personlige forbrug til et minimum for på den måde at sikre systemets overlevelse i fremtiden.

Disse mennesker ønsker at drage ud i naturen og blive selvforsynende. Med andre ord ønsker de at investere frugterne af deres humankapital i udvalgte folk fremfor at dele dem med systemet og derigennem folk, der ikke er enige i deres ideologiske position. I den forstand kæmper de lige så ihærdigt som »de grådige kapitalister« for privat ejendom i forstand af afskæring fra samfundet.

Flere markeder for venturekapitalister

Venturekapital er kapital, som investeres med en stor risikovillighed, ofte i nye, usikre projekter. En venturekapitalist er således både den, som investerer, men også den, der bevidst arbejder på et projekt, der afhænger af den type af investeringer.

Jeg har svært ved at forstå, hvordan omtalte antikapitalistiske projekt ikke bare er venturekapitalisme i fuld flor. De, som ikke kan konkurrere direkte på et åbent marked, finder, eller opretter selv, et nichemarked, hvor de kan konkurrere.

Det kan godt være, at penge ikke er involveret, det påstås i hvert fald. Pengesystemet er også bare et meget effektivt og brugbart system, men kapitalisme handler først og fremmest om kapital.

Denne form for venturekapitalisme, der søger at underminere åben konkurrence, er på paradoksal vis det logiske produkt af det kapitalistiske konkurrencesamfund.

Vi har i FedFront valgt at bruge vores begrænsede ressourcer på egne prioriteter, men vi vil da gerne gøre os den ulejlighed at skærpe analysen for vores kritikere. At vi kalder os antikapitalistiske, er et modspil til den kommercialiserede og afpolitiserede kropspositivitet
Læs også

Mindre, nyere ideologiske projekter som Fed Front, den organiserede del af antivaccinationsbølgen, diverse bærerdygtighedsprojekter eller græsrodsbevægelser kan karakteriseres som venturekapitalistiske af natur, grundet den risikovillighed det indebærer for individet at investere sin humankapital i udarbejdelsen af en offentligt synlig, statusgivende rolle.

Dog endnu mere i forstand af det faktum, at alle de nævnte skaber forudsætninger for hele industrier. I forbindelse med antivaccination tales der ofte om Big Farma, knapt så ofte tales der om Big Alternative, de organiserede producenter af alternative behandlinger og medicin, der kollektivt set omsætter for milliarder.

Ligeledes har projekter som Fed Front gjort det mere værdifuldt for tøjvirksomheder at udvide deres målgrupper.

Man vælger med andre ord ikke bare kapitalismen fra. Et autentisk oprør imod kapitalismen ville være, hvis kritikken helt ophørte. Det ville ikke være nok til at ødelægge systemet alene, men en række markante institutioner ville blive udfordret på deres levevilkår (nyhedsmedier, tænketanke, politiske partier, humanistiske og samfundsfaglige fakulteter på universiteterne etc.).

Et stille oprør ville dog kræve uselviske deltagere. Det eneste, der er mere absurd, end ideen om, at nogle af de nævnte er antikapitalistiske, er ideen om, at de ville kunne producere en kollektiv, ukritisk, uselvisk stilhed. Til det er de – som alle andre – for bekymrede om deres egen overlevelse. En bekymring, der danner grundlag for kapitalismens primære drivkraft.

Alexander Gam Østergaard er cand. mag. og underviser i samtidshistorie og mediefag ved Det Blå Gymnasium

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Når du intet gør gør du mest?
Hvordan skal vi bekæmpe klimaændringerne? Jo, vi skal tie dem ihjel.
Hvad med udledningen af tungmetaller? Snak ikke om det.
Børnearbejde og slaveri? Lad som om det ikke findes.

Trond Meiring

Hvordan skal vi bekæmpe klimaændringerne?
Ved slet ikke at gøre så meget.
Ved ikke at producere og forbrænde så meget af olie, kul og gas.
Ved ikke at krige, flyve, køre, transportere, producere og forbruge så meget, som vi gør.
(Og stadigt mere...)

- Arbejdere i alle lande, tag nu en slapper!

Eva Schwanenflügel og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Trond Meiring

...ved ikke at spise (så meget) kød og (langvejs) transporteret/importeret mad.

Under flyvning - ikke mindst politikere og andres stadige flyvninger (statsministre flyver gerne i private jetfly) til adskillige klima- miljø-, madsikkerhed-, ekstremvejr-, naturvernkonferanser og andet, med minimale praktiske resultater, andet end forureningen fra rejser, ophold og underhold...

Eva Schwanenflügel og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar

Hvilket, Trond Meiring, netop er det artiklen påstår er en styrkelse af det kapitalistiske samfund.
Man tror det er løgn, men læs eksemplet med pigen, der rejser fra kollektiv til kollektiv for at engagere sig i bæredygtighed.

Trond Meiring

Tja, hvis en verdensomfattende økologisk katastrofe er den eneste måde, hvorpå kapitalismen vil ophøre, så skal vi da bare fortsætte i kursen imod isbjerget, pesten, krigen og syndfloden med forøget hastighed...
Så kan det ikke gå for hurtigt...!!
...

jan henrik wegener

Man kan også skrive afskaf menneskene, så er der nul kapitslisme! Men hvad mening giver det!

Dennis Laursen

To spørgsmål melder sig hos arbejderen:
1) Er din teori testet i praksis, eller er det bare en, ja, teori?
2) Hvad er løsningen så?

Og lige et bonusspørgsmål:
3) Det indlæg, du refererer til, er jo mest af alt et opgør med den akademiker-konformistiske livsstil, om at alle skal bo i storbyen. Så hvordan kobler du den sammen med din kritik her? Det lugter lidt af en stråmand...

Steffen Gliese

Et af disse utallige forsøg på at forvirre folk og gøre kapitalisme til essens; men kapitalisme er en ganske bestemt omgang med værdier, der kvantificerer og markedsgør. Undgår man det, især bevidst, er det antikapitalisme.

Eva Schwanenflügel og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Jeg lever, ergo er jeg kapitalist. Jeg kan heller ikke flyve, ergo er jeg en sten. Hallo Erasmus Montanus 2.0, vi har ligesom hørt logikken før!

Steffen Gliese, Lise Lotte Rahbek og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Toke Andersen

Der findes kun ét reelt og konstruktivt oprør mod konkurrencestaten: Arbejdsnedlæggelse.
Det har konkurrencestaten og dens proselytter dog vidst længe, hvorfor den forlængst har sikret sig mod arbejdsnedlæggelse, i nogen betydelig udstrækning, ved udbredt gældssættelse af arbejdskraften(også kaldet borgere, blandt borgere) samt militant oprustning hos "ordensmagten" til de (relativt) få der ikke fattede beskeden.

Lise Lotte Rahbek og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Konkurrencestat - nul og nix. Men system-konkurrence vil vise at den nordiske velfærdsmodel slår alle andre samfundsmodeller på alle parametre.

Alexander Østergaard

Peter Knap
Jeg bruger ideen om stilhed som en mere effektiv anti-kapitalisme, ikke så meget fordi jeg er sikker på at det ville virke i praksis (Dennis Baggers Laursen), men fordi jeg synes at den meget effektivt fremhæver hvordan kritik af kapitalisme nødvendigvis er noget der produceres under kapitalismen og derfor har sin plads i det system den påstår at være en kritik af. Det er en finurlig ide som både Baumann og Zizek leger med, selvom de står for to helt forskellige positioner.
Implikationen af din kommentar er problematisk fordi du får det til at lyde som om, at man ikke kan være imod klimaforandringer eller børnearbejde uden at skulle påtage sig mærkaten "anti-kapitalist". Kapitalisme er i den sammenhæng en alt for stor og vag kategori til at man ville kunne sige at den, som en slags konsistent system, producerer problemer som ikke kan løses indenfor dens rammer.
Slaveri og børnearbejde er, i historisk perspektiv, reglen og ikke undtagelsen. Det er kun i nyere tid at vi har kendt samfund hvor disse ikke lader til at finde sted. Dertil er de, trods økonomiske incitamenter blevet reduceret voldsomt igennem de sidste hundrede år, så jeg ser ingen årsag til at antage, at de som problemer skulle være ganske uløselige indenfor en kapitalistisk ramme og derfor heller ikke at man skulle modsætte sig den private ejendomsret, eller ambitioner om relativt frie markeder før man kan erklære sig uenige i umenneskelig praksis.

Generelt til tråden:
Det er klart at individer og virksomheder i udøvelsen af kapitalistisk konkurrence skaber problemer hvis det giver dem en fordel. Det er også klart at disse problemstillinger først søges løst når det bliver økonomiske viabelt, hvorfor vi kan komme til at reagere for langsomt. Der er således klare problemer med kapitalistisk konkurrence, men at erkende dette forudsætter ikke at nogen praksis der kan passe under kategorien "anti-kapitalisme", skulle være en særlig god eller selvfølgelig løsning.
De projekter jeg nævner i indlægget, er for mig at se ikke anti-kapitalistiske projekter, men når jeg siger dette, siger jeg ikke samtidig at jeg synes at de er dårlige projekter. Udover de problemer man kan diskutere for de enkelte (anti-vaccination, alternativ behandling etc.) er min kritik først og fremmest et spørgsmål om mærkater. Hvis man kalder sig "anti-kapitalist" forventer jeg at man engagerer sig i adfærd som passer ind i den kategori.
En af problemstillingerne er i den sammenhæng at kategorien "kapitalisme" er meget bred og meget vag, og derfor bliver dens modsætning det også. Arbejdsnedlæggelse, set som anti-kapitalistisk adfærd (Toke Andersen), har kun en effekt hvis det sker på en nærmest global skala, ellers er den bare en fordel for de virksomheder som ikke oplever den. Eksempelvis er den gennemsnitlige levetid for nyopstartede restauranter i USA ca. 3 år, men det at den enkelte restaurant dør, som Nassim Nicholas Taleb (The Black Swan, Antifragile) påpeger, er en styrkelse af branchen som helhed. Der er i hans optik tale om en helt grundlæggende "trial-and-error" proces til fordel for de som overlever. At den enkelte virksomhed oplever modstand, fortæller os altså ikke meget om systemet som helhed. Dertil er det måske forkert at betragte "kapitalismen" som et sammenhængende system?
Kapitalisme samler som kategori andre overordnede, vage kategorier som "privat ejendomsret" og "frit marked". På den baggrund ville jeg forvente at al adfærd som underminerer disse kategorier enten som appliceret i praksis eller ved deres juridisk opretholdelse, ville være "anti-kapitalistisk" adfærd. Så kunne vi sige at alle regimer som frarøver deres befolkninger den private ejendomsret er anti-kapitalistiske regimer, men ville det føles naturligt at beskrive diverse autokratier rundt omkring i verden, som bedriver sådan en praksis, som anti-kapitalistiske? Det passer vist ikke med vores fordomme.
Fordi de nævnte kategorier er så vage, kan vi kun tage få skridt imod en autentisk anti-kapitalisme. Den private ejendomsret er altid allerede begrænset fordi den skal virke i praksis. Der opstår konflikter hvis ejerskab overlapper mellem individer eller virksomheder (hvorfor arvelovgivning er så kompleks). Også det frie marked er i sig selv altid allerede uperfekt. Der klages fra konservativ og liberal side ofte over mængden af bureaukrati som begrænser det frie marked. Der nævnes et utal af problemer som ikke ville eksistere hvis bare markedet var så frit i praksis, som det er i teorien. Det som glemmes hos disse pro-kapitalistiske kritikeres angreb på hvad de ser som anti-kapitalistisk bureaukrati, er at den primære producent af bureaukrati som begrænser det frie marked, er det frie marked. Diverse former for bureaukratisk begrænsning af handel, er blot endnu et niveau af konkurrence mellem virksomheder. Dette er også grunden til at den kategoriske adskillelse af ”økonomi” og ”politik” altid ender i forvirring. Begge kategorier bør betragtes som underkategori til ”konkurrence”.
Med hensyn til den mere vage overvejelse omkring kapitalisme som en ”ganske bestemt omgang med værdier, der kvantificerer og markedsgør.” (Steffen Gliese) er det problematisk at menneskets tendens til at værdisætte er langt ældre end kapitalisme. Så længe der har eksisteret bevidste mennesker, så længe har der eksisteret udveksling af ressourcer. Der er i evolutions psykologien også indikationer på at udvekslingen af ressourcer sker før bevidsthed, da vi kan observerer sådanne udvekslinger, udover hos diverse former for aber, hos flagermus og nogle typer fugle. At der skulle være noget ”ganske bestemt” ved den måde vi gør det på i dag, andet end de forandringer som teknologisk udvikling muliggør, kan jeg ikke se. Hertil ser jeg heller ingen specifik grund til at søge bort fra kapitalistiske tendenser. Siden 1950’erne, som markedet og produktionen er vokset, har vi reduceret ekstrem fattigdom fra over 50% af den globale befolkning til kun 10%, og det er imens klodens befolkning er fordoblet. Det er dog misvisende for den primære årsag til at befolkningen er fordoblet er at levestandarden er eksploderet på tværs af lande (Rösling ”Gapminder.org”, Roser ”OurWorldinData”).
I konklusion kommer jeg, med trådens hjælp, til en position der sætter spørgsmålstegn ved den løse omgang med begrebet og kategorien ”kapitalisme”. Der er en problematisk tendens til at indsætte den som en forklaring på diverse ting (ulighed, børnearbejde, krig etc.), uden nogensinde at forklare hvordan den forklarer disse. Der er ikke tale om et system med en konsistent, indre logik eller intentionalitet, men en vag kategori som indeholder andre vage kategorier og derigennem mange former for modsatrettet adfærd.