Pædagoger skal ikke arbejde med mennesker. De skal holde af mennesker

Da jeg stod på scenen i min efterskoles ​drama​forestilling, var der en blandt publikum, der betød ekstra​ ​meget: Min gamle pædagog Anders, som havde kæmpet for mig, siden jeg som 12-årig blev anbragt uden for hjemmet.

Han var der med kone og barn, og da tæppet gik ned, kom de med gaver og blomster til mig. Jeg var ved at revne af stolthed. Da de havde sagt farvel og var ved at gå, løb datteren tilbage for at give mig et kæmpe kram. Jeg var rørt til tårer. Jeg havde mødt hende et par gange, men jeg kendte hende ikke så godt. Alligevel var det som om, at hun kendte mig.

I debatten om udsatte børn og unge spørges der ofte: Hvad virker? Hvad er nøglen?

En af mine vigtigste nøgler var min pædagog Anders. Han lærte mig at​ stole på andre mennesker, og at jeg kan langt mere, end jeg selv tror. Han viste mig vejen tilbage til livet. Uden ham var jeg aldrig kommet så langt, som jeg er i dag.

En omvendt Kong Midas

Fra jeg var 12 år til jeg blev 16 år, var jeg anbragt på et behandlingshjem. Jeg var det, man kalder et ’omsorgssvigtet barn’. Jeg er vokset op i et hjem præget af skift, ustabile forældre, konflikter, skænderier, usikkerhed og psykisk vold.

Fra jeg var syv år, var jeg konstant bange og ked af det. Da jeg var 10, var jeg nærmest selvmordstruet. Ingenting fungerede for mig, og jeg følte mig som en omvendt Kong Midas: Alt, hvad jeg rørte ved, gik i stykker. Jeg har skiftet skole flere gange, end jeg kan tælle til.

Som 11-årig blev jeg indlagt på Børnepsykiatrisk Afdeling på Bispebjerg Hospital og efterfølgende anbragt på behandlingshjem. Noget af det sværeste ved at være anbragt var forholdet til pædagogerne.

Jeg har haft mange dygtige og søde pædagoger, men alligevel følte jeg mig som en klient, der blev passet af folk, som blev betalt for at holde af mig. Det blev tit brugt imod dem. »Du er her kun, fordi du bliver betalt for det!« råbte jeg.

Kernen i at være omsorgssvigtet er, at man er blevet svigtet af de mennesker, som man burde kunne stole allermest på; de, som skulle være ens værn mod resten af verden. Det resulterer i en enorm mistillid til verden. Den mistillid sikrer ens overlevelse.

På den anden side er mistilliden også ødelæggende, fordi man skubber​ alle mennesker væk. Det er den mistillid, pædagogerne har til opgave at mindske eller fjerne. Anders havde succes med det.

Roen selv

Da jeg mødte Anders første gang, tænkte jeg: »Han skal fandme ikke være min primærpædagog«.

Jeg prøvede at overtale afdelingslederen til at give mig en anden flere gange, men det fik jeg bestemt ikke igennem.

Jeg fik ved ankomsten et beløb til at indrette mit værelse, og det var Anders, som skulle shoppe med mig. Jeg spurgte demonstrativt højt foran ham, om det ikke kunne være en anden, men det fik jeg heller ikke lov til.

Jeg var høflig, venlig og afmålt, når jeg talte til ham og fravalgte hans selskab, så snart jeg havde muligheden for det. Jeg brokkede mig også højlydt over ham, mens han hørte på det. Han tog det helt roligt og afslappet. Grinede af det og jokede med et »så let slipper du ikke af med mig«.

Jeg hadede at tage en konflikt med ham, fordi jeg ikke kunne gøre ham vred. Og vrede var det eneste sprog, jeg ​forstod​. Anders er det roligste menneske, jeg nogensinde har mødt, og jeg kunne ikke snuppe, at han ikke blev vred på mig.

Jeg har kun overskredet hans grænse en enkelt gang, og det var endda et uheld. Jeg sad på min seng på mit værelse og råbte og skreg. Han stod i døråbningen. Jeg kastede med flere af mine ting, mens han roligt så på.

Så tog jeg mine sko af og kastede dem mod døren. Sko nummer to ramte gulvet, hoppede op og ramte Anders i hovedet. Der gik grænsen. Han vendte rundt og gik. Jeg løb efter ham og blev ved med at undskylde, men han fortsatte bare med at gå.

Satte grænser uden vrede

Anders var ikke bange for at tage helt upædagogiske metoder i brug. Jeg smækkede med dørene, når jeg blev gal. Det har resulteret i mange ødelagte døre, de steder jeg har boet. Dørene på min afdeling var tunge trædøre, som gav et højt brag, når man smækkede dem, og det gjorde jeg ret tit. Det drev alle til vanvid.

En dag havde jeg været i en konflikt med nogle af de andre børn og smækkede alle døre på vej ind til mit værelse. Men det var ikke nok. Jeg var stadig virkelig rasende, så jeg smækkede min egen dør mindst 10 gange i træk.

Så fik Anders nok. Han gik helt stille og roligt hen og pillede min dør af og bar den ned på kontoret.

Jeg blev så forbløffet, at jeg helt glemte at være vred og spurgte bare, hvor han skulle hen med min dør. Han svarede: »Hvis du ikke kan behandle din dør ordentligt, så må jeg jo tage den fra dig, så kan du jo prøve at mangle den.«

Jeg stod bare og gloede, helt tavs af forbløffelse, mens min dør forsvandt ned på kontoret. Det er ikke særlig rart at mangle sin dør på et behandlingshjem, så jeg listede forsigtigt ned på kontoret en time senere og spurgte meget pænt og lillepigeagtigt, om jeg måtte få den tilbage. Men det mente Anders ikke, at jeg var helt klar til endnu.

Jeg fik den tilbage et par timer senere, og siden har jeg ikke smækket med døre. Han fik markeret en grænse over for mig uden at blive vred, svigte mig eller fortælle mig, at jeg ikke var god nok.

Tillidserklæring

Pædagogerne på behandlingshjemmet viste alt om os, det var grænseoverskridende. Jeg følte mig gennemsigtig, udstillet og helt uden privatliv. De var involveret i alle dele af vores liv og registrerede hvert et skridt, vi tog.

Jeg spurgte tit Anders, hvorfor han skulle vide alt om mig, når jeg intet vidste om ham. Han var en meget privat person, og hans liv uden for behandlingshjemmet og pædagogrollen, kendte jeg kun lidt til.

Men en dag besluttede han sig for at vise mig noget af sit liv. Vi havde været i Bonbonland, og efterfølgende kom hans kone og datter og hentede ham, for at jeg kunne hilse på dem. Jeg følte det som en enorm tillidserklæring. Han lod mig møde de mennesker, som var vigtigst for ham, fordi han stolede på mig.

Var jeg det mindste i tvivl om, hvor meget han betød for mig, skulle jeg snart finde ud af det. En dag samlede de voksne alle os børn i sofaerne i stuen, og afdelingslederen fortalte, at Anders havde fået job som afdelingsleder på en anden afdeling på institutionen.

Jeg fik at vide bagefter, at det var meningen, at jeg skulle være blevet forberedt på forhånd, men på grund af en misforståelse, var det ikke sket. Jeg var heller ikke forberedt på min egen reaktion. Tårerne trillede ned af kinderne på mig, og for at de andre børn ikke skulle opdage det og bruge det mod mig senere, lagde jeg nakken helt tilbage og stirrede op i loftet, under resten af mødet.

Det var der, det gik op for mig, hvor vigtig Anders var for mig, hvor meget jeg stolede på ham, og hvor tryg jeg var ved ham. Det havde taget ham halvandet år at nå dertil. Jeg blev så ked af, at et menneske, som jeg endelig have lært at stole på, nu skulle forlade mig. Jeg kan ikke huske, hvad der skete bagefter, men jeg vil tro, at jeg kravlede ind i bunden af mit klædeskab og græd.

Nogle måneder senere flyttede jeg ned på Anders’ nye afdeling, og han blev min primærpædagog igen, selv om afdelingsledere normalt ikke havde primærbørn. Jeg er ikke i tvivl om, at flytningen var Anders’ værk.

Ud i virkeligheden

Kort tid efter besluttede Anders sig for, at jeg skulle begynde i en almindelig folkeskole uden for behandlingsstedet. Indtil da var jeg blevet undervist af behandlingshjemmets lærere på den interne skole.

Jeg havde gået til gymnastik i den lokale forening, og det var gået ganske godt, så jeg havde nogle gode, men spæde erfaringer med verden udenfor, men jeg var fuldstændig afvisende over for ideen om udeskole. Anders måtte være blevet skør. Den udfordring kunne jeg umuligt klare.

Men Anders kendte mig bedre, end jeg selv gjorde. Jeg tænkte over det i et par måneder, og til sidst indvilligede jeg i at overveje det. Han fandt en skole, som lå midt i mellem min mors hjem og behandlingshjemmet, for det var planen, at jeg skulle flytte hjem året efter. Han havde gjort sig umage med at finde en stabil og socialt ressourcestærk klasse med en god klasselærer.

Han var med mig til det indledende møde og kørte mig i skole de første par dage. Han var ved telefonen, så jeg kunne ringe, hvis jeg havde brug for det. Det var den største udfordring, jeg nogensinde har stået overfor.

Den første dag ville jeg overhovedet ikke ind på skolen, men sad i Anders’ bil og græd og skreg. Det krævede alle de overtalelsesevner, han havde, at få mig til at gå derind. Han skulle næsten slæbe mig. Men når han sagde, at han troede på mig, så troede jeg på ham. Det var dét, vores relation kunne. 

Når han bad mig om noget, så gjorde jeg dét, fordi jeg stolede på, at han vidste og gjorde, hvad der var bedst for mig. Så jeg gik ind på skolen og fik en folkeskoleafgangseksamen og nye venner. Og vigtigst af alt: Det var det første skridt tilbage til et normalt liv, som jeg brændende ønskede mig. Jeg kunne aldrig have taget det uden ham.

Da jeg flyttede hjem, sørgede Anders for at forblive min kontaktperson, selv om det lå ud over hans job på behandlingshjemmet​. Det betød, at jeg altid kunne ringe, når jeg havde brug for støtte, f.eks. hvis det var svært i skolen. Så stod jeg uden for klassen og græd i telefonen, men han beroligede mig og hjalp mig med at løse den situation, jeg var havnet i.

Han tog med til møder, jeg skulle til. Indimellem kom han og hentede mig fra skole, og så hyggede vi os bare. Det var en enorm tryghed og støtte, efter jeg havde forladt behandlingshjemmet.

Anders kom til min folkeskoleafslutning, til teaterforestillinger på efterskolen, og da jeg blev student. Jeg besøgte ham og hans familie, og jeg var med til hans bryllup. Ligesom han skal med til mit, hvis jeg engang skal giftes.

Ikke pædagog, bare go’

Anders har haft en enorm betydning i mit liv. Alle omsorgssvigtede børn burde få en Anders. Men det er desværre ikke virkeligheden. Der er masser af historier om børn, som er blevet kastet rundt i systemet, hvilket har ført til endnu flere brudte relationer for mennesker, som ikke kan tåle flere brud.

Historien om Anders viser tydeligt, at hjælp til børn som mig kræver enormt meget arbejde og personligt engagement. Vi skal ses og holdes af, fordi vi er os.

Den pædagogiske relation skal respekteres og vedligeholdes af dygtige pædagoger, som kæmper for os og aldrig giver op. Som kan være de personer, vores forældre ikke kunne være. Det er meget at forlange af velfærdsstatens ansatte, og man kan sagtens indvende, at det er for meget at forlange af en pædagog. Men hvis man virkelig skal hjælpe et udsat barn, så er det nødvendigt.

Som pædagog skal man ikke arbejde med mennesker, man skal holde af mennesker. Det kan ikke være op til tilfældighederne, om det sker. Jeg havde ikke været her uden Anders’ hjælp. »Jeg er ikke pædagog, jeg er bare go’« er Anders’ evige motto. Engang himlede jeg øjne, hver gang han sagde det. Nu kunne jeg ikke være mere enig.

Nathalie M. Rasmussen studerer samfundsfag på Syddansk Universitet. Hun har deltaget i medieskolen for tidligere anbragte unge, som Information afholdt i foråret med støtte fra Egmont Fonden