Kronik

Pædagoger skal ikke arbejde med mennesker. De skal holde af mennesker

Jeg havde ikke været her i dag, hvis ikke min pædagog Anders havde taget sig af mig og givet mig uforbeholden støtte, tillid og omsorg, da jeg som omsorgssvigtet 12-årig blev anbragt på behandlingshjem
Nathalie M. Rasmussen studerer samfundsfag på SDU og har deltaget i medieskolen for tidligere anbragte unge, som Information afholdt i foråret 2017 med støtte fra Egmont Fonden.

Nathalie M. Rasmussen studerer samfundsfag på SDU og har deltaget i medieskolen for tidligere anbragte unge, som Information afholdt i foråret 2017 med støtte fra Egmont Fonden.

Sille Veilmark

5. juli 2017

Da jeg stod på scenen i min efterskoles ​drama​forestilling, var der en blandt publikum, der betød ekstra​ ​meget: Min gamle pædagog Anders, som havde kæmpet for mig, siden jeg som 12-årig blev anbragt uden for hjemmet.

Han var der med kone og barn, og da tæppet gik ned, kom de med gaver og blomster til mig. Jeg var ved at revne af stolthed. Da de havde sagt farvel og var ved at gå, løb datteren tilbage for at give mig et kæmpe kram. Jeg var rørt til tårer. Jeg havde mødt hende et par gange, men jeg kendte hende ikke så godt. Alligevel var det som om, at hun kendte mig.

I debatten om udsatte børn og unge spørges der ofte: Hvad virker? Hvad er nøglen?

En af mine vigtigste nøgler var min pædagog Anders. Han lærte mig at​ stole på andre mennesker, og at jeg kan langt mere, end jeg selv tror. Han viste mig vejen tilbage til livet. Uden ham var jeg aldrig kommet så langt, som jeg er i dag.

En omvendt Kong Midas

Fra jeg var 12 år til jeg blev 16 år, var jeg anbragt på et behandlingshjem. Jeg var det, man kalder et ’omsorgssvigtet barn’. Jeg er vokset op i et hjem præget af skift, ustabile forældre, konflikter, skænderier, usikkerhed og psykisk vold.

Fra jeg var syv år, var jeg konstant bange og ked af det. Da jeg var 10, var jeg nærmest selvmordstruet. Ingenting fungerede for mig, og jeg følte mig som en omvendt Kong Midas: Alt, hvad jeg rørte ved, gik i stykker. Jeg har skiftet skole flere gange, end jeg kan tælle til.

Jacob og Maria Danholt Hansen fra Sakskøbing er plejeforældre på fuldtid. De føler ikke, at kommunen i tilstrækkelig grad inddrager deres viden og erfaringer i børnenes sagsbehandling.
Læs også

Som 11-årig blev jeg indlagt på Børnepsykiatrisk Afdeling på Bispebjerg Hospital og efterfølgende anbragt på behandlingshjem. Noget af det sværeste ved at være anbragt var forholdet til pædagogerne.

Jeg har haft mange dygtige og søde pædagoger, men alligevel følte jeg mig som en klient, der blev passet af folk, som blev betalt for at holde af mig. Det blev tit brugt imod dem. »Du er her kun, fordi du bliver betalt for det!« råbte jeg.

Kernen i at være omsorgssvigtet er, at man er blevet svigtet af de mennesker, som man burde kunne stole allermest på; de, som skulle være ens værn mod resten af verden. Det resulterer i en enorm mistillid til verden. Den mistillid sikrer ens overlevelse.

På den anden side er mistilliden også ødelæggende, fordi man skubber​ alle mennesker væk. Det er den mistillid, pædagogerne har til opgave at mindske eller fjerne. Anders havde succes med det.

Roen selv

Da jeg mødte Anders første gang, tænkte jeg: »Han skal fandme ikke være min primærpædagog«.

Jeg prøvede at overtale afdelingslederen til at give mig en anden flere gange, men det fik jeg bestemt ikke igennem.

Jeg fik ved ankomsten et beløb til at indrette mit værelse, og det var Anders, som skulle shoppe med mig. Jeg spurgte demonstrativt højt foran ham, om det ikke kunne være en anden, men det fik jeg heller ikke lov til.

Jeg var høflig, venlig og afmålt, når jeg talte til ham og fravalgte hans selskab, så snart jeg havde muligheden for det. Jeg brokkede mig også højlydt over ham, mens han hørte på det. Han tog det helt roligt og afslappet. Grinede af det og jokede med et »så let slipper du ikke af med mig«.

Jeg hadede at tage en konflikt med ham, fordi jeg ikke kunne gøre ham vred. Og vrede var det eneste sprog, jeg ​forstod​. Anders er det roligste menneske, jeg nogensinde har mødt, og jeg kunne ikke snuppe, at han ikke blev vred på mig.

Jeg har kun overskredet hans grænse en enkelt gang, og det var endda et uheld. Jeg sad på min seng på mit værelse og råbte og skreg. Han stod i døråbningen. Jeg kastede med flere af mine ting, mens han roligt så på.

Så tog jeg mine sko af og kastede dem mod døren. Sko nummer to ramte gulvet, hoppede op og ramte Anders i hovedet. Der gik grænsen. Han vendte rundt og gik. Jeg løb efter ham og blev ved med at undskylde, men han fortsatte bare med at gå.

Satte grænser uden vrede

Anders var ikke bange for at tage helt upædagogiske metoder i brug. Jeg smækkede med dørene, når jeg blev gal. Det har resulteret i mange ødelagte døre, de steder jeg har boet. Dørene på min afdeling var tunge trædøre, som gav et højt brag, når man smækkede dem, og det gjorde jeg ret tit. Det drev alle til vanvid.

En dag havde jeg været i en konflikt med nogle af de andre børn og smækkede alle døre på vej ind til mit værelse. Men det var ikke nok. Jeg var stadig virkelig rasende, så jeg smækkede min egen dør mindst 10 gange i træk.

Så fik Anders nok. Han gik helt stille og roligt hen og pillede min dør af og bar den ned på kontoret.

Jeg blev så forbløffet, at jeg helt glemte at være vred og spurgte bare, hvor han skulle hen med min dør. Han svarede: »Hvis du ikke kan behandle din dør ordentligt, så må jeg jo tage den fra dig, så kan du jo prøve at mangle den.«

Jeg stod bare og gloede, helt tavs af forbløffelse, mens min dør forsvandt ned på kontoret. Det er ikke særlig rart at mangle sin dør på et behandlingshjem, så jeg listede forsigtigt ned på kontoret en time senere og spurgte meget pænt og lillepigeagtigt, om jeg måtte få den tilbage. Men det mente Anders ikke, at jeg var helt klar til endnu.

Jeg fik den tilbage et par timer senere, og siden har jeg ikke smækket med døre. Han fik markeret en grænse over for mig uden at blive vred, svigte mig eller fortælle mig, at jeg ikke var god nok.

Tillidserklæring

Pædagogerne på behandlingshjemmet viste alt om os, det var grænseoverskridende. Jeg følte mig gennemsigtig, udstillet og helt uden privatliv. De var involveret i alle dele af vores liv og registrerede hvert et skridt, vi tog.

Jeg spurgte tit Anders, hvorfor han skulle vide alt om mig, når jeg intet vidste om ham. Han var en meget privat person, og hans liv uden for behandlingshjemmet og pædagogrollen, kendte jeg kun lidt til.

Men en dag besluttede han sig for at vise mig noget af sit liv. Vi havde været i Bonbonland, og efterfølgende kom hans kone og datter og hentede ham, for at jeg kunne hilse på dem. Jeg følte det som en enorm tillidserklæring. Han lod mig møde de mennesker, som var vigtigst for ham, fordi han stolede på mig.

Var jeg det mindste i tvivl om, hvor meget han betød for mig, skulle jeg snart finde ud af det. En dag samlede de voksne alle os børn i sofaerne i stuen, og afdelingslederen fortalte, at Anders havde fået job som afdelingsleder på en anden afdeling på institutionen.

Jeg fik at vide bagefter, at det var meningen, at jeg skulle være blevet forberedt på forhånd, men på grund af en misforståelse, var det ikke sket. Jeg var heller ikke forberedt på min egen reaktion. Tårerne trillede ned af kinderne på mig, og for at de andre børn ikke skulle opdage det og bruge det mod mig senere, lagde jeg nakken helt tilbage og stirrede op i loftet, under resten af mødet.

Det var der, det gik op for mig, hvor vigtig Anders var for mig, hvor meget jeg stolede på ham, og hvor tryg jeg var ved ham. Det havde taget ham halvandet år at nå dertil. Jeg blev så ked af, at et menneske, som jeg endelig have lært at stole på, nu skulle forlade mig. Jeg kan ikke huske, hvad der skete bagefter, men jeg vil tro, at jeg kravlede ind i bunden af mit klædeskab og græd.

Nogle måneder senere flyttede jeg ned på Anders’ nye afdeling, og han blev min primærpædagog igen, selv om afdelingsledere normalt ikke havde primærbørn. Jeg er ikke i tvivl om, at flytningen var Anders’ værk.

Ud i virkeligheden

Kort tid efter besluttede Anders sig for, at jeg skulle begynde i en almindelig folkeskole uden for behandlingsstedet. Indtil da var jeg blevet undervist af behandlingshjemmets lærere på den interne skole.

Jeg havde gået til gymnastik i den lokale forening, og det var gået ganske godt, så jeg havde nogle gode, men spæde erfaringer med verden udenfor, men jeg var fuldstændig afvisende over for ideen om udeskole. Anders måtte være blevet skør. Den udfordring kunne jeg umuligt klare.

Men Anders kendte mig bedre, end jeg selv gjorde. Jeg tænkte over det i et par måneder, og til sidst indvilligede jeg i at overveje det. Han fandt en skole, som lå midt i mellem min mors hjem og behandlingshjemmet, for det var planen, at jeg skulle flytte hjem året efter. Han havde gjort sig umage med at finde en stabil og socialt ressourcestærk klasse med en god klasselærer.

Han var med mig til det indledende møde og kørte mig i skole de første par dage. Han var ved telefonen, så jeg kunne ringe, hvis jeg havde brug for det. Det var den største udfordring, jeg nogensinde har stået overfor.

Den første dag ville jeg overhovedet ikke ind på skolen, men sad i Anders’ bil og græd og skreg. Det krævede alle de overtalelsesevner, han havde, at få mig til at gå derind. Han skulle næsten slæbe mig. Men når han sagde, at han troede på mig, så troede jeg på ham. Det var dét, vores relation kunne. 

Når han bad mig om noget, så gjorde jeg dét, fordi jeg stolede på, at han vidste og gjorde, hvad der var bedst for mig. Så jeg gik ind på skolen og fik en folkeskoleafgangseksamen og nye venner. Og vigtigst af alt: Det var det første skridt tilbage til et normalt liv, som jeg brændende ønskede mig. Jeg kunne aldrig have taget det uden ham.

Da jeg flyttede hjem, sørgede Anders for at forblive min kontaktperson, selv om det lå ud over hans job på behandlingshjemmet​. Det betød, at jeg altid kunne ringe, når jeg havde brug for støtte, f.eks. hvis det var svært i skolen. Så stod jeg uden for klassen og græd i telefonen, men han beroligede mig og hjalp mig med at løse den situation, jeg var havnet i.

Han tog med til møder, jeg skulle til. Indimellem kom han og hentede mig fra skole, og så hyggede vi os bare. Det var en enorm tryghed og støtte, efter jeg havde forladt behandlingshjemmet.

Anders kom til min folkeskoleafslutning, til teaterforestillinger på efterskolen, og da jeg blev student. Jeg besøgte ham og hans familie, og jeg var med til hans bryllup. Ligesom han skal med til mit, hvis jeg engang skal giftes.

Ikke pædagog, bare go’

Anders har haft en enorm betydning i mit liv. Alle omsorgssvigtede børn burde få en Anders. Men det er desværre ikke virkeligheden. Der er masser af historier om børn, som er blevet kastet rundt i systemet, hvilket har ført til endnu flere brudte relationer for mennesker, som ikke kan tåle flere brud.

Historien om Anders viser tydeligt, at hjælp til børn som mig kræver enormt meget arbejde og personligt engagement. Vi skal ses og holdes af, fordi vi er os.

Den pædagogiske relation skal respekteres og vedligeholdes af dygtige pædagoger, som kæmper for os og aldrig giver op. Som kan være de personer, vores forældre ikke kunne være. Det er meget at forlange af velfærdsstatens ansatte, og man kan sagtens indvende, at det er for meget at forlange af en pædagog. Men hvis man virkelig skal hjælpe et udsat barn, så er det nødvendigt.

Som pædagog skal man ikke arbejde med mennesker, man skal holde af mennesker. Det kan ikke være op til tilfældighederne, om det sker. Jeg havde ikke været her uden Anders’ hjælp. »Jeg er ikke pædagog, jeg er bare go’« er Anders’ evige motto. Engang himlede jeg øjne, hver gang han sagde det. Nu kunne jeg ikke være mere enig.

Nathalie M. Rasmussen studerer samfundsfag på Syddansk Universitet. Hun har deltaget i medieskolen for tidligere anbragte unge, som Information afholdt i foråret med støtte fra Egmont Fonden

Serie

Systemets børn

Omkring en procent af de 0-17-årige børn er på en given dag anbragt uden for hjemmet. Sådan har det været de sidste 100 år. Men hvad sker der, når du bliver systemets barn, der er afhængig af omsorg og kærlighed fra mennesker, der er ansat til at tage sig af dig?

I en kronikserie fortæller tidligere anbragte unge i løbet af sommeren om deres opvækst, og Information går i en række artikler tæt på de dilemmaer, som opholdssteder, plejefamilier, sagsbehandlere og det danske velfærdssamfund står med, når de overtager ansvaret for barnets opvækst.

Seneste artikler

  • Ombudsmanden vil have styr på anbringelser af børn

    14. august 2017
    Ombudsmanden er gået ind i en række sager om manglende handleplaner for anbragte børn i de seneste år. Før sommerferien henvendte han sig til kommunerne og Social- og Børneministeriet om problemet. Hvis ikke det bliver løst, vil Ombudsmanden gå videre til Folketinget, som kan overveje sanktioner mod kommunerne
  • Forældre til anbragte får ikke den hjælp, de har ret til

    2. august 2017
    Selv om forældre til anbragte børn har haft ret til en støtteperson siden 2001, så blev der i 2015 blev kun tildelt en støtteperson i 16 procent af anbringelserne. Problemet er, at det ikke har nogen konsekvenser for kommunerne ikke at overholde loven, mener lektor i socialret
  • At anbringe børn er symptombehandling, hvis ikke familien får hjælp

    1. august 2017
    Ny forskning giver for første gang indblik i de opvækstvilkår, anbragte børn i danske plejefamilier har. Især støtten til familierne og de tidligere anbragte over 18 år halter bagefter, mener Inge Bryderup, der er professor i socialt arbejde på Aalborg Universitet og står bag undersøgelsen
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Johannes Lund
  • Markus Lund
  • Steffen Gliese
  • Torben Skov
  • Brian W. Andersen
  • Viggo Okholm
  • ulla enevoldsen
  • Tom Andreæ
  • Estermarie Mandelquist
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Anne Schøtt
  • Oluf Husted
  • Henrik Leffers
  • Martin Madsen
  • Anker Nielsen
  • Søren Veje
  • Poul Sørensen
  • Niels Duus Nielsen
  • Grethe Preisler
  • Henrik Rude Hvid
  • Morten Balling
  • Carsten Munk
  • Ervin Lazar
  • Sidsel Jespersen
  • David Zennaro
  • Kim Houmøller
  • Lise Lotte Rahbek
  • Eva Schwanenflügel
Johannes Lund, Markus Lund, Steffen Gliese, Torben Skov, Brian W. Andersen, Viggo Okholm, ulla enevoldsen, Tom Andreæ, Estermarie Mandelquist, Bjarne Bisgaard Jensen, Anne Schøtt, Oluf Husted, Henrik Leffers, Martin Madsen, Anker Nielsen, Søren Veje, Poul Sørensen, Niels Duus Nielsen, Grethe Preisler, Henrik Rude Hvid, Morten Balling, Carsten Munk, Ervin Lazar, Sidsel Jespersen, David Zennaro, Kim Houmøller, Lise Lotte Rahbek og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Hold da op, et stærkt indlæg Natalie M. Rasmussen!
Ja, du har ret, pædagoger bør holde af de mennesker, de også arbejder med, man er forhåbentlig ikke blevet pædagog for pengenes skyld. Din Anders virker dog som et helt fantastisk menneske, og er vel det, man kalder en ildsjæl. Det er nok desværre få forundt at besidde et så stort engagement, selvom jeg ville ønske der var flere af slagsen. God vind i dit fremtidige liv :-)

Steffen Gliese, Torben Skov, Jørn Andersen, Søren Ferling, Ervin Lazar og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Petra Thorgaard

Håber Anders får "credit" for sin store indsats og lykkes med at inspirere kollegaer.

Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel og Anne Mette Jørgensen anbefalede denne kommentar

" Alle omsorgssvigtede børn burde få en Anders. Men det er desværre ikke virkeligheden. Der er masser af historier om børn, som er blevet kastet rundt i systemet, hvilket har ført til endnu flere brudte relationer for mennesker, som ikke kan tåle flere brud." Du er meget heldig, at i fandt hinanden! Jeg har selv været anbragt i 3 år og ville ved Gud ønske, at jeg havde mødt en "Anders", men som du skriver, er det sjældent virkeligheden. Jeg mener, at det er selve pædagoguddannelsen der former pædagogerne til at håndtere "klienter" istedet for mennesker og ellers gå hjem til deres egne trygge tilværelser efter arbejdstiden, og på den måde undgå at dele sig selv eller i virkeligheden gøre en forskel.

Bjarne Bisgaard Jensen, Peter Jensen, Steffen Gliese, Estermarie Mandelquist, Jørn Andersen, Eva Schwanenflügel og Søren Ferling anbefalede denne kommentar
Sofie Traulsen

Jeg fik gåsehud, da jeg havde læst din kronik! Hvor er du sej! Og hvor er Anders en gave i pædagogverdenen! Det er en virkelig vigtig historie, du her fortæller. Tak for det!

Markus Lund, Steffen Gliese, ulla enevoldsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

Stor tillykke herfra.
Anders må også have haft en naturlig autoritet overfor kollegaer, eller også så han stort på evt. kritik.
Jeg har oplevet mange ildsjæle, men desværre også mange systemsjæle, hvis fornemste opgave lå i , at please systemet/ chefer.
Det er nu 10 år siden jeg forlod systemet, men jeg ved fra gamle kollegaer, at det kun er ændret til det værre på en række områder.
Dejlig opbyggelig læsning.

Steffen Gliese, Estermarie Mandelquist, Jørn Andersen, Eva Schwanenflügel, Carsten Munk og Søren Ferling anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Nogen mennesker er bare go'e. Og hvor der det dejligt at høre, at der stadig findes den slags.

Uden sammenligning i øvrigt - da jeg var barn, var der to store drenge i gaden, som var venner. Den ene, hvis forældre var døvstumme, var smuk og god ved mig, den anden var smuk og plagede mig lille brilleabe.

At være pædagog kræver et særligt talent - uden er det nærmet børnemishandling, ihvertfald omsorgssvigt. Det rædsomme er, at selv de færreste forældre lever helt op til den omsorgsopgave, som det er at have ansvaret for børn. Og hvorfor? Arvesynden og konkurrencestaten binder mennesker i fravær.

Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen, Grethe Preisler og Søren Ferling anbefalede denne kommentar
Søren Ferling

Mange og gode betragtninger ville jeg som gammel behandliingshjemspædagog sige. Tak for dit bidrag til at belyse. Det er (også?) min oplevelse at et skematisk institutionsregimente giver ret dårlige betingelser for at hjælpe folk på fode igen.

Steffen Gliese, Anne Mette Jørgensen, Estermarie Mandelquist, Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Nathalie M. Rasmussen
Super vigtigt indlæg som du der har begået. Burde lægges til grund for fremtidige politikker på området, men det er nok desværre ikke nok for plutokraterne der styre vores land.

Steffen Gliese, ulla enevoldsen, Anne Mette Jørgensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

Nej man kan ikke forlange men man kan gøre systemet mere fleksibelt , så indlevelse og råderum bliver honoreret og ikke som nu bliver overrulet af et kontrol system.

Bjarne Bisgaard Jensen, Steffen Gliese og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Søren Nyskov

>> Pædagoger skal ikke arbejde med mennesker. De skal holde af mennesker. <<

Dén udtalelse rammer SÅ meget ind i et af velfærdssamfundets skismaer og samtidig ind i kernen af, hvad Børns Voksenvenner er og står for, så jeg har valgt at dele det på Børns Voksenvenner Aarhus' facebook-side.

Voksenvenner i vores regi er ikke pædagoger! Og deres ubetalte rolle som voksenven for et barn med et (for) spinkelt voksennetværk er ikke et job! Det er en relation! - en relation af den slags, som nødvendigvis skal være ubetalt for at kunne bære navnet VENSKAB og pege begge veje. Ofte mødes vores vennepar bare nogle timer 2-4 gange om måneden. Lissom man gør med andre gode venner...

Børns Voksenvenner er en landsdækkende, apolitisk! Men med vores blotte eksistens har vi alligevel taget stilling til, at der mellem os mennesker (for nu at krybe udenom begrebet "samfund") er nogle udfordringer. OG nogle løsninger som kan leveres af "almindelige borger" i civilsamfundet! Børns Voksenvenner er én af del-løsningerne for nogle af de børn, som mangler en voksen rollemodel og ven ud over sin (ofte enlige) forælder. Vores eksistens og vores tilbud er i sig selv vores bidrag til debatten.

Som samfund må vi respektere, at det trods alt er begrænset, hvor mange mennesker en pædagog kan rumme i (løbet af) sit arbejdsliv, hvis han/hun skal engagere sig med sin PERSON som indsats. Men så er det imidlertid så heldigt, at man ikke behøver være uddannet pædagog og ansat af det offentlige, for at kunne levere noget af det allermest basale overfor et barn. Hvis bare man holder af (små) mennesker, kan man som almindelig "civilsamfunds-borger" give noget af det mest basale et barn har brug for i form af opmærksomhed, nærvær, samvær og gode oplevelser.

I Børns Voksenvenner gør vi meget ud af at matche et barn og en voksen ud fra personlige karakteristika og interesser, fordi det giver den bedste basis for at venskabet bliver GENSIDIGT, ligeværdigt og langvarigt. Herved får den voksne også gengældt sit engagement og barnet oplever at have en reel værdi ind i den voksnes liv. Det giver barnet identitet, robusthed og selvværd at være i en sand og langvarig relation, hvor det kan spejle sig i og få medspil fra. DET tror vi på, at børn vokser af - indefra og varigt!

Vi sigter IKKE mod at være løsning på de sværeste og tungeste sociale problemer. Dét skal stadig være "samfundet" og de lønnede professionelles ansvar! Det Børns Voksenvenner leverer er et kvalitetstilskud til helt almindelige børn med almindelige problemer.

Børns Voksenvenner skal være en folkebevægelse!!
Med 100.000-vis af familier med sygdom eller med kun én forælder er der 10.000-vis af tilfælde, hvor det omkringværende voksennetværk i form af bedsteforældre o.a. er spinkelt, hvis ikke helt fraværende. Det resulterer selvsagt ofte i, at de input, den støtte, det samvær og den variation, som barnet har brug for i opvæksten bliver utilstrækkelig. Og det er ikke kun drenge med enlige mødre, der har et behov for et maskulint medspil, men i høj grad også piger, som har brug for en fortrolig ud over deres mor (eller far - men lad os face det: Det er stadig oftest mødrene der tager "tjansen".) Eller det er hele den lille familie, der har brug for en reserve-bedste. Den del af vores program kalder vi Familieven.

Det er ikke et nederlag at række ud efter "et kvalitetstilskud" til sit barn, men snarere en nøgtern og meget værdig overskudshandling, hvis man SER sit barn og dets behov, og handler på det! Men det ER lidt en kamp mod vindmøller at sætte vores "formidlingstjeneste" i dét lys, fordi der knytter sig så meget ære og heltedyrkelse i at fremstille den succesfulde og stærke mor som en, der klarer det hele selv. Come on!!! én voksens opmærksomhed KAN jo ikke gøre det samme som to kan.
Til dén opgave rekrutterer vi almindelige, stabile voksne i alle aldre, køn, farver, orienteringer og fagligheder. De skal bare være glade for børn, rimeligt reflekterede og kunne stille med en pletfri straffe- og børneattest. Og dem er der garanteret 1000-vis af.
Børns Voksenvenner står med 42 lokalafdelinger i Danmark parat til at finde dem og lave de gode match, som kan gøre en skelsættende forskel for både barnets og den voksnes livskvalitet. Det er ren livseliksir og win-win for alle pengene!

Steffen Gliese, Randi Christiansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Viggo Okholm

Helt ærligt, jeg ældre mand og pensioneret græd da jeg læste det her og Nathalie du er et skoleeksempel på at vi aldrig som mennesker skal stigmatisere ,straffe og give op. Tillykke med dit liv og din Anders. Jeg deler artiklen, det fortjener den.

Markus Lund, Steffen Gliese, Frede Jørgensen og Peter Jensen anbefalede denne kommentar
Peter Jensen

En ting jeg har tænkt over i forbindelse med mit eget 'arbejde' som pædagog, er et emne som er meget ringe belyst. Jeg begyndte at tænke på det, da jeg erfarede at nogle kolleger var påvirket af psykofarmaka. Jeg har ikke læst nogle artikler i danske medier der fokuserer på betydningen af, at være på et SSRI, SNRI, centralstimulerende stof (f.eks. Ritalin) eller neuroleptika imens man arbejder f.eks. som psykolog, pædagog, socialrådgiver eller lignende. Ja, eller som pilot for den sags skyld. Eller dommer, soldat, fængselsbetjent osv...

Hvilken betydning har det for den pågældendes evne til at 'holde af' andre mennesker og hvad betyder det for samfundet, særligt med den enorme udbredelse der er. Herhjemme er ca. 12% på en eller anden form for stof der påvirker hjernen. I USA er det omkring 20% (!).

Hvad betyder det for samfundet og for de relationer som vi indgår i, f.eks. når man 'arbejder' som pædagog?

Efterfølgende har jeg kun set dette emne forsøgt belyst ét sted. Det er i dokumentaren 'who cares in Sweden' fra 2012.

Filmen er i tre dele. Her er den første del der særligt fokuserer på ovennævnte problematik:

https://www.artimus.se/whocaresinsweden/film-one.php

Det må da være et vældigt interessant emne politisk... (!!!)

Det minder mig lige om, at den fortærskede vending "jeg vil gerne arbejde med mennesker", muligvis ikke er så sympatisk endda...

Steffen Gliese

Reelt tror jeg, at langt de fleste finder størst tilfredsstillelse i deres arbejde, hvis de kan være en Anders. Det er også dét, vi skal frem til i et fremtidigt, forhåbentlig pengeløst samfund, hvor vi (igen) gør ting for at løse opgaver og skabe fremskridt, så vi hjælper hinanden til det bedst mulige liv fremfor indbyrdes at kæmpe. Så vil der dog nok ikke være brug for så mange Anderser.

Det er så dejligt at læse om mandlige pædagoger, som er stolte af deres arbejde og formår at kanalisere den stolthed over i tilfredse unger. En af mange, mange flere solskinshistorier, som vi har brug for, for at vaske stigmaet af faget og pædofiliangsten væk hos det jævne, kønsforskrækkede flertal.

Peter Jensen

Her er i øvrigt en anden dokumentar med Sverige i fokus, som rører præcis ved det centrale aspekt du peger på: At holde af andre mennesker.

'Healing homes'

'...a 79-minute documentary on recovery from psychosis without medication. An in-depth exploration of the Family Care Foundation, a Swedish organization which places people failed by traditional psychiatry in families, many of whom are farm families, as a start to a whole new life. Interviews with clinicians, clients, and host families. Directed by Daniel Mackler.

Den er virkelig rørende og handler om - præcis det det handler om :)

https://www.youtube.com/watch?v=PaMEPq14inU