Kronik

Reel inklusion og øget diagnosticering kan ikke eksistere side om side

Skolen kan være rigtig svær at møde, når man ikke umiddelbart passer ind i formen. Især når man er så anderledes, at man opleves som en trussel mod selve fællesskabet. Jeg har talt med syv forældre til børn med diagnosen ADHD
Når barnets adfærd tolkes ud fra den almindeligt kendte viden om ADHD, bliver barnets væremåde og reaktioner til symptomer. Det er at reducere mennesker og menneskelig adfærd, skriver dagens kronikør. Arkivfoto

Når barnets adfærd tolkes ud fra den almindeligt kendte viden om ADHD, bliver barnets væremåde og reaktioner til symptomer. Det er at reducere mennesker og menneskelig adfærd, skriver dagens kronikør. Arkivfoto

Tine Sletting

31. juli 2017

Folkeskolens ønske om at inkludere og trangen til at diagnosticere er to modsatrettede og ikke forenelige bevægelser. Vi forsøger, men vi kan ikke gøre begge dele på samme tid. Og prisen for forsøget betales af de børn og familier, der formelt set er inkluderede i fællesskabet, men som her må bære mærket at være anderledes.

I tiden lige efter at Sarahs søn, Johannes, blev diagnosticeret med ADHD, oplevede Sarah et væld af blandede følelser. Hun var både lettet og bange, hun følte sig samtidig anklaget og renset. Hun var en forvirret og frustreret mor i et fremmed landskab, der erfarede den kulturelle og sociale dimension af sønnens nye diagnose.

ADHD syntes også at opstå som en refleksion af det sociales gældende regler og rammer. Regler, de som familie udfordrede, og rammer, de havde svært ved at holde sig indenfor. Johannes fungerede godt i børnehaven og derhjemme, men når samfundets og skolens krav blev indblandet, var sagen en anden.

Jeg vil gerne rette et kærligt blik mod børn, og forældre til børn, der er diagnosticeret med ADHD og se på deres muligheder for at tage ligeværdigt del i det sociale fællesskab, som folkeskolen er.

Ligesom arvesynden i gamle dage forklarede vores uhensigtsmæssige handlinger, er diagnosen blevet et indre fremmedlegeme, som har magt over os: Det er diagnosen i mig, der handler for mig. Det er en sygdom i selvet, en fejl eller en dysfunktion, som handler på mine vegne. Men den forklaring kan hurtigt ende som en bortforklaring
Læs også

Børn med en ADHD-diagnose og deres familier ligner på overfladen det normale, og man accepteres formelt set. Men en sådan accept afhænger af, om man opfører sig efter normen i den afvigerkategori, diagnosen placerer en i. Men af det politiske krav om, at vi i skolen skal rumme de anderledes, følger et stort behov for at understrege, hvordan de er forskellige fra os.

Jeg har for nylig haft fornøjelsen af at interviewe syv meget forskellige forældre til nogle meget forskellige børn – Sarah var en af disse. Fælles for dem var dette: Deres børn var diagnosticeret med ADHD, og deres oplevelser med skole- og institutionsverdenen var svære.

Det var helt tydeligt i mine samtaler med disse forældre, at der, på trods af den herskende biomedicinske diskurs på området, var stor tvivl om, hvordan de skulle forstå diagnosen ADHD samt hvilken rolle, de selv havde mulighed for at spille som forældre.

Fra det biomedicinske perspektiv indbefatter diagnosen (mindst) tre forskellige dimensioner. Man kan tale om diagnosens psykiatriske, neurologiske og sociale dimensioner. Tyg lige på det. Hvad siger det om dit barn og om dig, hvis dit barns uønskede adfærd af omverdenen tolkes ud fra disse tre kategorier?

Hvis man tænker tanken til ende, ender man med tre grundlæggende spørgsmål: Hvad er der i vejen med dit barns mentale funktionsniveau? Hvad er der i vejen med hans hjerne? Hvad er der galt med dig?

En plads på trods

Det er måske ikke så underligt, at Sarah og andre vrider sig lidt i denne nye position, især når man, som hun, oplever, at ens barn faktisk er et barn i trivsel. Nogle af de forældre, jeg talte med, havde accepteret denne biomedicinske forståelse af ADHD, med hvad det så end førte med sig af skam og mismod, og de kæmpede bravt kampen for at skabe plads i verden til deres barn. På trods.

Men andre forældre var mere forbeholdende i forhold til rigtigheden af den biomedicinske og lidt rigide tolkning af barnets adfærd eller hensigtsmæssigheden i denne udgrænsning af uønsket opførsel – og for dem bliver kampen mere kompleks.

Når skylden for ADHD i samfundet skal findes, peges fingrene i mange retninger: Samfundet generelt rummer ikke de skævere tænkende, skolerne mangler forståelse, medicinalindustrien er grådig, lægerne er dovne, vores mad er forkert, og forældrene er for slappe. Jeg vover en påstand: Det er alles skyld.
Læs også

De oplevede, at diagnosen tilbød en reduceret tolkning af barnet. De ville måske holde fast i deres barn – blot som barn og menneske, særligt og okay.

For når man godtager præmisserne for diagnosen, og altså forståelsen af barnet som værende psykisk handikappet eller lidende, er man selv med til at placere ens barn i en afvigerkategori. Og så må man vel forsøge at korrigere for denne afvigelse – adfærden er jo ikke ønsket af kollektivet, og man så hellere barnet fritaget for diagnosens adfærdssymptomer.

Jeg talte blandt andre med forældrene til Max. Max blev diagnosticeret med ADHD som 15-årig, senere end de fleste. Selv om flere skolepsykologer havde været inde over, og skolen havde påtalt Max’ adfærd gennem en årrække, blev diagnosen først stillet i slutningen af Max’ skoletid. Max’ forældre havde nemlig brug for at holde fast i Max som Max – som et menneske med alt, hvad sådan et rummer af skidt og kanel.

Inden Max startede i skolen, oplevede hans mor, at synet på ham var markant anderledes. Han blev set som en sjov, kreativ dreng med fuld gang i den. Men hun oplevede, at skolerummet og de krav, der blev stillet her, repræsenterede en disciplin, Max havde svært at efterleve, og jo flere krav, der blev stillet i skolen, jo sværere havde Max ved at passe ind.

Max’ forældre oplevede, at deres kreative og sjove dreng blev transformeret til en utilpasset og antiautoritær fyr i mødet med skolens rammer. Målt op imod skolens konstruktion af normalitet blev han en afviger.

Og Max’ far brugte nærmest hele sønnens skoletid på at prøve at skabe rum til sin dreng. At dreje fokus mod det sociale og det relationelle – de rammer og forventninger, der dagligt møder barnet. Inklusionen og ikke diagnose. Max’ far spurgte hjerteskærende vigtigt, hvorfor man ikke snakker om, hvad det er for et menneske, og hvad for nogle følelser man har med at gøre.

Anderledes

Skolen kan være rigtig svær at møde, når man ikke umiddelbart passer ind i formen. Især når man er så anderledes, at man opleves som en trussel mod selve fællesskabet. Vi siger for tiden, at vi vil inklusion, men vi taler altid om »de inkluderede«. Vi bruger tiltagende meget tid og energi på at pege på dem, der ikke er som os.

Vi spørger nemlig ikke: ’Hvad er det for et menneske? Hvad er det for et væsen?’ Vi spørger: ’Hvorfor er han ikke som os, og hvordan kan vi få ham til at rette ind?’ Og når blikket flyttes fra det enkelte barn mod den så veldefinerede kategori, er der fare for, at forståelsen af barnet går den vej igennem.

Når barnets adfærd tolkes ud fra den almindeligt kendte viden om ADHD, bliver barnets væremåde og reaktioner til symptomer. Det er at reducere mennesker og menneskelig adfærd, og det er vigtigt at tale om, når det er vores alle sammens folkeskole, der gør det.

En grundessens af inklusionstanken er netop, at ingen børn kan opfattes som særligt specielle. Alle er specielle! Skolen skal indrettes, så den kan møde alle elever uanset behov og evner.

Hvis vi mener, at folkeskolen skal basere sig på en inkluderende kultur, så lad os skabe en ramme, der også kan rumme et bredt spektrum af fysisk aktivitetsniveau og forskellige grader af opmærksomhed.

Det spændende bliver da pædagogiske og didaktiske tanker om undervisningsdifferentiering og alsidige læringsarenaer – ikke den enkeltes utilstrækkeligheder.

Marie Degnbol er cand. pæd. i pædagogisk sociologi

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ervin Lazar
  • Annika Hermansen
  • Flemming Berger
  • Eva Schwanenflügel
  • odd bjertnes
Ervin Lazar, Annika Hermansen, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel og odd bjertnes anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Glensbo

Tak for at pege på et væsentligt problem ved inklusion. Nemlig at barnet skal være en fysisk, social og faglig del af hverdagen i skolen. Tak for at pege på at vi skal opbygge undervisningen anderledes - for det er der behov for. Men det er ikke folkeskolen, der inkluderer, det er staten og kommunerne. Af en eller anden ubegribelig grund fokuserer vi stort set aldrig på, at det er netop arbejdsgiverne, der har ansvaret for udviklingen af folkeskolen. Inklusionsopgaven er stor og omfattende og det er på tide at kommunerne tager fat på at udvikle vores skolevæsen, så det kan håndtere denne komplekse opgave. Der skal meget mere efteruddannelse af de ansatte til for at kunne løfte opgaven. I forhold til diagnoserne skal det ikke være en eksklusion men en retning for det nødvendige pædagogiske arbejde så eleven ER inkluderet - det er skolen ikke udviklet til - endnu?? Til inspiration: https://www.information.dk/telegram/2017/07/kommuner-bruger-penge-inklus...

Annika Hermansen, Michael Frommelt, Eva Schwanenflügel, Per Klüver og Michael Hullevad anbefalede denne kommentar

Jeg sidder her og undrer mig over, at menneskenes børn er så meget anderledes en for 50 år siden.
Men det er de måske heller ikke ?
Er der ADHD piger ? Hvis nej, er det måske retten til at være dreng, der forhindres af den stadigt større feminisering.

jens peter hansen

Inden Max startede i skolen, oplevede hans mor, at synet på ham var markant anderledes. Han blev set som en sjov, kreativ dreng med fuld gang i den. Men hun oplevede, at skolerummet og de krav, der blev stillet her, repræsenterede en disciplin, Max havde svært at efterleve, og jo flere krav, der blev stillet i skolen, jo sværere havde Max ved at passe ind. Skrives der.

Læreren som her tilsyneladende ikke ser mennesket i barnet som det antydes , men læreren ser langt flere mennesker, helt op til 28 små mennesker i 45 minutter og så måske 28 andre børn de næste 45 minutter etc. etc. Degnbol har talt med 7 skriver syv. Det er en fjerdedel af hvad læreren skal forholde sig til pr lektion. Hver dag og formentlig flere gange om dagen. Alle dem hun har talt med har fået en diagnose, mens læreren skal forsøge at danne et samspil med 28 elever der har hver deres agenda. Ud over det skal hun lære dem at læse og andet godt.
Alle er specielle! Skolen skal indrettes, så den kan møde alle elever uanset behov og evner. Skrives der.
Smukt og floskelfyldt. Næste gang forventer jeg at Degnbol skriver hvordan hun i det arbejde hun har, indgår som en aktiv del i denne proces og ikke bare som en flink samtalepartner, langt væk fra kastede stole, grædende børn og vrede forældre. Forældre der flytter deres unger til den private skole, mens folkeskolen står tilbage med de børn de andre ikke må lege med.

morten rosendahl larsen, Annika Hermansen, Eva Schwanenflügel og Per Klüver anbefalede denne kommentar
Benny Pedersen

Jens Peter Hansen,
Svaret er enkelt: færre elever pr lærer.
Altså, større budget.
Men der skal jo være plads til skattelettelser, så det er nok en lang udsigt.

Lise Lotte Rahbek, Flemming Berger og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Claus Bødtcher-Hansen

31/jul/2017

Tak til Marie Degnbo for et relevant debat-indlæg
i Information om håndtering af børn med ADHD.

Der findes mange, forskellige årsager til, at et
barn bærer problemet/diagnosen ADHD.

Det er, som jeg ser det, vigtigt at håndtere årsagen
frem for at medicinere symptomet, barnets ADHD.

Jeg har erfaring med at behandle én type ADHD,
det vil sige, den type ADHD, der er forårsaget af
barnets iltmangel under fødslen, hvilket kan med-
føre små, ofte bittesmå, punktvise hjerneskader.

Sådanne bittesmå hjerneskader kan behandles med
fokuseret samtaleterapi, som kan tage 1½ til 2 år.

Venlig hilsen
Claus

jens peter hansen

Hver forældre vil naturligvis gerne det bedste for deres børn, men det betyder nu ikke at man i en organisering af børn kan tilfredsstille alles behov og evner. Fællesskabet er også et levevilkårkår hvor man undertiden må bøje sig og rette ind. Selvfølgelig skal der så lidt tvang som overhovedet muligt, men de fælles regler, ofte aftalt i klassen, kan vel ikke bare brydes, fordi et barn har behov for at banke en anden. Selvfølgelig er det fint med to-lærerordninger, men jeg kan ikke lige nu se hvor det skulle komme fra. I fattigfirserne havde vi det faktisk i de små klasser i Københavns Kommune. Det meste er nu sparet væk. Den hjælp man kunne få fra psykologen var lig nul, han/hun ville ikke væk fra sit dejlige kontor, hvor man i fred kunne snakke med én elev. Det der med at komme ned i en klasse, det var der bare ikke rigtig tid til og bla, bla. Der bliver lige nu lavet den ene kvalitative undersøgelse af folkeskolen efter den anden. Undersøgelser som næsten uden undtagelse beskriver hvor forfærdelige lærerne er og hvor forfærdelige forholdene mellem lærer og elev opleves af de moderne antropologer på feltarbejde, tænk i flere måneder, og som efter disses undersøgelser af et par lærere, barsler med en ph.d. med litteraturlister så lange som lyslederkabler og med referencer og fodnoter til overflod konkluderer at den gode lærer er bedre end den stressede og tyndhudede. Alle synes selvfølgelig at de konklusioner er så fine og rigtige. at alle må høre om det på kurser og konferencer. Tilbage står lærerne, efterhånden reduceret til de sidste samlebåndsarbejdere, som skal tage sig af snart sagt alle somatiske og psykiske diagnoser, forældresvigt, misbrug og overgreb, integration og inklusion og ikke mindst tåle en konstant nedgørelse af deres arbejde. Dette arbejde, altså lærerens, har naturligt nok ikke har ret mange unges interesse og læreruddannelsen meget lidt søgt. Hvem fanden gider at indtage øretævernes holdeplads ? At blive konsulent det er til gengæld fint. Så slipper man jo også for nåh ja,... gæt selv.

Bjarne Bisgaard Jensen, Jørn Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Leo Nygaard, du spørger : "Er der ADHD-piger? Hvis nej, er det måske retten til at være dreng, der forhindres af den stadigt større feminisering".
Må desværre skuffe dig med, at teorien ikke holder. Der findes masser af piger med ADHD.
Det har der også gjort før i tiden.

Christoffer Pedersen, Lars Bo Jensen og Leo Nygaard anbefalede denne kommentar
Johnny Winther Ronnenberg

Kvinder har også ADHD og nej det kan ikke helbredes, men det kan dæmpes medicinsk. Jeg kender en særdeles voksen kvinde, der bøvler med det, på trods af god uddannelse og stærke intellektuelle færdigheder, så kan hun være meget trættende, når hun glemmer sine piller ;-)

Christoffer Pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Mads Jakobsen

Interessant. Måske er problemet at skolen oprindeligt er opbygget og udviklet som en sorterings og disciplinerings institution. Nu skal alle så lade som om at vi ikke frasortere, og at disciplinering og fuld mangfoldighed er foreneligt.

Lise Lotte Rahbek og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Nils Grøngaard

@Lars Bo Jensen:

Selvfølgelig ikke, men spørgsmålet er om en ADHD-diagnose reelt gør andre klogere på "hvad børn fejler", som du så smukt formulerer det. (Det må være en lidt ærgerlig følelse at have en fejlbehæftet hjerne, men hey...)

Diagnoser er i sagens natur "firkantede" kategorier, de er jo nu engang skabt for entydigt at kunne sortere mennesker som "har" hhv. "ikke har" dem. Det fungerer fint når det gælder veldefinerede problemstillinger, men det bliver meget problematisk i tilfælde som ADHD hvor symptomerne er vanskelige at adskille fra hvad der er "normale" reaktioner og man derfor ultimativt kan stille spørgsmålstegn ved om det overhovedet giver mening at udgrænse nogle mennesker som "unormale" og dermed havende ADHD.

Selv HVIS man accepterer at mennesker med ADHD har en hjernefunktion som adskiller sig entydigt fra "normale" mennesker (hvilket jeg personligt tvivler på, jeg tror at det som man typisk betegner som entydigt "normalt" hhv. "ADHD" blot er dele af samme kontinuum), så vil alle der besidder et minimum af selvindsigt vide at de i nogle situationer agerer på måder der isoleret set kunne tolkes som ADHD. Hvis det kniber, så forestil dig hvordan du har det når du er voldsomt stresset, lider af stort søvnunderskud, er følelsesmæssigt stærkt ude af balance, etc. - hvor "normalt", "rationelt" og "velafbalanceret" agerer du da? Tilsvarende kan mennesker med ADHD klare sig fremragende når de er i trivsel og evt. har indarbejdet strategier til at mestre deres udfordringer, så mennesker der ikke kender dem aldrig ville drømme om at de er "unormale".

Et eksempel på hvor det går galt med ADHD-diagnosen: Jeg kender en pige der fik diagnosticeret ADHD engang midt i folkeskolen. Hendes velmenende klasselærer reagerede ved at sætte hende ved et bord bagerst i klassen sammen med to drenge i klassen som ligeledes har ADHD, fordi det nok ville være bedst at hun sad sammen med "nogle der havde det ligesom hende". Disse drenge var meget urolige og klarede sig dårligt fagligt, mens pigen havde nemt ved det faglige men "blot" kæmpede med at strukturere sit skolearbejde og holde fokus i timerne. Derfor var det selvfølgelig også ren gift for hende at blive placeret sammen med disse drenge - hun havde brug for det stik modsatte, nemlig at blive sat sammen med nogle som var motiverede og strukturerede (de behøvede derimod ikke være specielt dygtige).

For mig illustrerer dette eksempel hvorfor det er så vigtigt at forholde sig til Marie Degnbols pointe, som jeg er tilbøjelig til at være enig i. Når det kan gå så galt (og det ovennævnte eksempel er ingen enlig svale, skal jeg hilse og sige) forekommer det oplagt at folkeskolen har et generelt problem med at møde det enkelte barn på konstruktiv vis. Hvilket jo desværre overhovedet ikke kan overraske i lyset af klassekvotienter, lærernes uddannelse og arbejdsforhold, etc. (jf. Henrik Glensbos glimrende indlæg ovenfor). Det vil derfor være synd blot at gøre dette til (endnu) et problem med de der besværlige ADHD-børn og deres nævenyttige forældre. Der er tale om noget som må antages at ramme mange, måske endda flertallet, af børnene i folkeskolen, omend selvfølgelig i stærkt varierende grad.

jens peter hansen

Når der nu skrives om at der er nogen der kender nogen, så har jeg følgende historie som er ganske sand. Drengen havde ingen diagnose, var kvik og glad for at gå i skole, ham fik folkeskolen ikke fornøjelsen af, han blev naturligvis sendt i en fin privatskole. Pigen havde en adhd-disgnose og blev sendt i folkeskolen, som så skulle slås med hendes problem + moderen. Hvorfor var det ikke omvendt ? Jo fordi pigen formentlig ikke ville have haft mange måneder på den private, rare skole, da der jo lissom ikke er plads til børn, der er lidt bøvlede. Det kan gerne være at lærerne ikke er uddannede til alle de diagnoser de ser åbenbare sig foran deres øjne, men de er jo hverken psykiatere, medicinere eller psykologer som får lov til at være sammen de diagnosticerede børn i enrum en time eller så. Den dumme lærer skal slås med problemet hver dag og skæve til andre 27 elever der måske heller ikke alle er lige nemme. Nils Grøngaard prøv selv en lille månedstid her i august måned at have tre adhd-elever i en klasse og fortæl så hvad det var du gjorde rigtigt.

Nils Grøngaard

@Jens Peter Hansen:

Mit ærinde er ikke at angribe folkeskolen, hvilket jeg heller ikke ser Marie Degnbols indlæg som udtryk for (bemærk at MD konsekvent blot taler om "skolen").

Pointen er ikke AT skolen gør det forkerte i nogle situationer, men HVORFOR det sker. Altså hvad vi kan lære af det, nemlig at ADHD-diagnosen nemt kommer til at skygge for de enkelte børn bag den med deres vidt forskellige resurser og udfordringer.

Jeg er helt på det rene med at der er tendenser til en polarisering hvor nogle skoler tiltrækker resursestærke elever og forældre, mens andre skoler så må trækkes med rigtigt mange problemer. Det er en tikkende bombe under folkeskolen som bærende samfundsinstitution og derfor noget der bør sættes markant ind for at rette op på.

Tingene er dog ikke sort/hvide: Den beskrevne episode fandt sted på en af Københavns Kommunes mest velanskrevne folkeskoler, efterfølgende skiftede pigen så snart det blev muligt til en efterskole, dvs. en privatskole (ikke en som var specialiseret i ADHD m.m., men som alligevel formåede at hjælpe både hende og mange kammerater med diverse problemer).

Uanset hvad gør man selvsagt (folke)skolen en bjørnetjeneste hvis enhver omtale af fejl eller problemer opfattes som angreb der prompte mødes med en klapjagt på budbringeren. Det er lige så skadeligt som tidens fremherskende dagsorden med evindelige besparelser og individualiseringsretorik på bekostning af empati og reel chancelighed.

Familier berørt af ADHD eller lignende problemer kæmper en daglig kamp, og det bør være i alles interesse at forbedre deres muligheder, så deres børn får lige så gode muligheder for at udvikle sig og udfolde deres evner som andre børn. Det kræver selvfølgelig at der afsættes de fornødne resurser til skolen, men det kræver også en klar strategi og etisk stillingtagen. Det burde være fuldstændigt ukontroversielt at insistere på at skolen skal gå rigtigt langt for at møde alle børn med et positivt men også kærligt-kritisk blik for hvem de er, om så de har den ene eller anden diagnose, eller bare lider af normalitet. ;)

jens peter hansen

Nils Grøngaard
Folkeskolen er IKKE en behandlingsinstitution. Det er en undervisningsinstitution, som pålægges den ene inklusionsopgave efter den anden, mens de resursestærke kan flytte deres børn til en privatskole. Det må da være logik for dværghøns at en skole der skal tage sig af mange børn med svære problemer ikke er bliver en undervisningsinstitution, men en behandlingsinstitution med undervisning. Det er i høj grad de ANDRE forældre der, og med forståelig grund, råber op og ikke kan forstå at klassen skal spoleres på grund af nogle børn der har mange vanskeligheder, vanskeligheder som den enkelte lærer ikke har resurser, viden eller overskud til at overvinde. Privatskolen som til enhver tid kan relegere elever, der ikke kan klare reglerne kan derfor hurtigt blive valget. Det er jo fint at efterskolen har taget sig af omtalte elev, men folkeskolen er jo heller ikke en skole hvor eleven befinder sig 24 timer i døgnet. Der bliver lavet fejl hver dag i folkeskolen, nogle gange også fejl der aldrig burde have fundet sted. Jeg tror ikke der findes én lærer der ikke fortryder denne eller hine handling, men flertallet af lærere ligger masser af aftenen og river sig i håret og prøver at finde ud af hvordan hun/han skal takle enkelte elever eller hele klasser.
Se denne artikel over hvilke kommuner der sender børn i specialklasser og spekuler lidt på hvad der er årsag til dette. https://www.folkeskolen.dk/566675/se-hvor-mange-der-faar-special-undervi...
Du skriver: Det burde være fuldstændigt ukontroversielt at insistere på at skolen skal gå rigtigt langt for at møde alle børn med et positivt men også kærligt-kritisk blik for hvem de er, om så de har den ene eller anden diagnose, eller bare lider af normalitet. ;)
Dette er da en tydelig påpegning af at dette kærlige blik ikke findes og så er aben for guderne må vide hvilken gang sendt til skolen. Jeg har haft elever i kørestol, elever af blandingsmisbrugere, elever af menneskesky indvandrere, af udadrettede drenge med store hjemlige problemer og med forældre der var lige så udadrettede. Jeg igennem over 30 år hentet, ringet til og opsøgt forældre for at få dem til at forstå at skolen var vigtig. Jeg og de fleste af mine kolleger har ved grød brugt det kærlige og kritiske blik, men hvis den enkelte lærer bliver overbebyrdet så er hans/hendes problemer hver dag sandt for dyden mindst lige store som de ramte forældre.

Nils Grøngaard

@Jens Peter Hansen:

Tak for dit respons. Der er ting, som vi kan blive enige om og andre som vi åbenbart ser meget forskelligt på.

Ønsket om en stærk folkeskole deler vi, dette kræver selvsagt ordentlige vilkår. Jeg har selv erfaring med undervisning, herunder af unge med mange problemer af faglig, psykisk og social art (og ofte følges de ting jo desværre ad), så jeg ved så udmærket at såvel skolen som den enkelte lærer sættes på en uriaspost når der løbende stilles nye krav uden at arbejdstid, efteruddannelse etc. opprioriteres tilsvarende.

At prøve at løse dette igennem en kategorisk skelnen mellem undervisnings- og behandlingsinstitutioner vil derimod i mine øjne kun gøre ondt værre. Det er der tre grunde til.

For det første handler (god) undervisning nu engang i sin kerne om at møde de enkelte elever/studerende der hvor de er. Der skal dialog til, med nysgerrighed og vilje til tilpasning fra begge sider før de fleste kan opnå god læring. De dage hvor læreren kunne sidde i sit elfenbenstårn og uddele smuler af sin guddommelige visdom til benovede disciple er fortid, og godt det samme for hvordan skulle sådan en skole ruste eleverne til et komplekst samfund der kræver livslang læring?

I denne sammenhæng er det vigtigt at forholde sig kritisk og nuanceret til de mange diagnoser og andre problemer som skoler og andre uddannelsessteder skal håndtere. I mange tilfælde vil hele fællesskabet nyde gavn af de justeringer der skal til for eksempelvis at inkludere børn med ADHD, det gælder fx indlagte fysiske eller udendørs aktiviteter samt perioder hvor man kan trække sig tilbage i roligere rammer for at koncentrere sig.

At tale om "svære problemer" og "behandling" er fx helt i skoven i tilfældet med den pige som jeg nævnte i mit tidligere indlæg. Nej, hun havde ikke brug for en resursekrævende indsats, det som hun savnede var små (men for hende afgørende) ting, herunder grundlæggende godt lærerhåndværk præget af empati. Bl.a. vedblev hendes lærere også efter at være blevet orienteret om hendes diagnose med at afvise at gentage en besked, hvis hun ikke lige havde fanget den første gang. "Du må lære at høre efter!" lød deres svar. Et slag i ansigtet ligesom hvis en svagtseende fik besked på bare at se sig for.

Lad mig igen understrege at mit ærinde ikke er at spanke lærere, men påpege at systemet fejler når den slags florerer. Uanset hvad, så er løsningen altså ikke at gå i pindsvinestilling og henvise en stor gruppe elever til specialtilbud. I stedet må lærerne (og alle vi andre der vil skolen det godt) insistere på at skolens resurser selvfølgelig skal stå i et rimeligt forhold til de opgaver som den forventes at løse.

Det andet problem ved den skelnen som du taler for er hvem der skal afgøre hvad der er normalt: Er det normalt at have ADHD, være ordblind, have flyveører, lide af social fobi, have "anden etnisk baggrund end dansk" (hvad "dansk" så end betyder), være deprimeret, have forældre der er psykisk syge eller misbrugere, etc? Et rigidt fokus på normalitet kan kun modarbejde den tolerance og sociale sammenhængskraft som er selve rationalet bag mit ønske om en stærk folkeskole. Derudover ville du nok ende med en slemt affolket "folkeskole", hvis du skulle få opfyldt dit ønske om at udelukke alle de børn der ikke kan klemmes ned i støbeformen for den normaldanske skoleelev med sine brugervenlige, normaldanske problemer.

Mit tredje argument imod din vision er at vi efter min mening får et rigere og mere mangfoldigt samfund ved at inkludere flest muligt. Det er ikke kun afgørende for dem der ellers ville blive ekskluderet, også "de normale" vil nyde stor gavn af den indsigt det giver at møde mennesker som er anderledes end dem selv og måske til tider kan virke "vanskelige".

Dette kommer dog selvsagt ikke af sig selv, og selvom specialtilbud er bekostelige tvivler jeg på at vellykket inklusion vil være mulig uden en markant oprustning af (folke)skolen frem for de seneste årtiers syndflod af besparelser og reformer. Der vil være behov for efteruddannelse, ekstra lærertimer, støtteforanstaltninger etc. hvis vi skal undgå en tilbagevenden til de tider hvor de "dumme" elever bare blev parkeret bagerst i klassen i håb om at de ville passe sig selv uden at ulejlige kammerater og lærere.

Mange, især i den borgerlige lejr, vil så formentlig himle op om at vi i forvejen har "verdens dyreste folkeskole". Til det vil jeg spørge om det ikke er en (borgerlig) dyd at udvise rettidig omhu og minimere antallet af dem der bliver "tabt" helt eller delvist i skolesystemet. Dette rent bortset fra det etiske spørgsmål om vi kan leve med et samfund der marginaliserer alle dem der er en dårlig forretning eller bare lidt for "besværlige" i det daglige.