Kronik

Regeringen vil hellere trampe på romaer end at konfrontere de lande, der har presset dem herop

Regering burde gøre det klart over for Bulgarien og Rumænien, at vi ikke vil finde os i, at de bruger den frie bevægelighed til at spille sorteper med sociale problemer og mindretal. Men i stedet legitimerer man den retorik og politik, som er hovedårsagen til, at romaerne søger væk fra deres oprindelseslande og kommer til Danmark
Det er en myte, at romaerne foretrækker at flakke rodløst rundt og leve af gademusik og tiggeri. Århundreders fordrivelse og forfølgelse har sat sig i kulturen som en permanent tilstand af rodløshed og rastløshed. På billedet ses romaer, som har slået sig ned i Ryparken i København

Det er en myte, at romaerne foretrækker at flakke rodløst rundt og leve af gademusik og tiggeri. Århundreders fordrivelse og forfølgelse har sat sig i kulturen som en permanent tilstand af rodløshed og rastløshed. På billedet ses romaer, som har slået sig ned i Ryparken i København

Casper Holmenlund Christensen

Debat
7. juli 2017

Da den ungarske regering for nylig gav skribenten Zsolt Bayer en orden, udløste det voldsomme protester. 70 tidligere modtagere leverede prompte deres ordener tilbage. De ville ikke sættes i bås med Bayer. Bayer er nemlig ikke hvem som helst. Han er medstifter af Victor Orbáns regeringsparti, Fidesz, og så er han kendt for sine angreb mod jøder og romaer.

Han har bl.a. sagt, at »hvis man kører et sigøjnerbarn over, skal man trykke på speederen«, og at »romaer er dyr«, og »disse dyr skal ikke have lov til at eksistere. På nogen måde. Det skal løses. Øjeblikkeligt og uanset metoderne«.

Det er en retorik, der læner sig op ad århundreders forfølgelse af jøder og romaer, der kulminerede under Anden Verdenskrig, hvor seks millioner jøder og op mod en halv million romaer blev udryddet.

Europa har lært af historien, og vi kommer forhåbentlig aldrig til at se udryddelseslejre igen. Men retorikken trives stadig. Især i de lande, hvor romaerne kommer fra. Og retorikken bliver desværre fulgt op af hadforbrydelser, diskriminerende politiske tiltag og manglende håndhævelse af romaernes rettigheder.

Senest har Bulgariens regering udpeget vicepremierminister, Valeri Simeonov, til at stå i spidsen for integrationen af romaerne. I en debat i det bulgarske parlament sagde han for nylig om romaer:

»De er skamløse, dyriske, menneskelignende væsner, der kræver løn uden arbejde, og indsamler sygedagpenge uden at være syge. De modtager børnetilskud til børn, der leger med grise på gaden, og for kvinder, der har instinkter som omstrejfende hunde.«

Simeonovs parti har talt om at isolere romaer i lukkede »reservater«, der kan generere indkomst som turistattraktioner. Også I Rumænien er der massive problemer med diskrimination af romaer.

Indkald ambassadørerne

Diskriminationen burde kalde på en ensidig fordømmelse. I EU er der ikke plads til lande, der forfølger mindretal. Det har vi fra dansk side været med til at sikre, da vi stod fadder til københavnerkriterierne. Et af dem handler lige præcis om menneskerettigheder og beskyttelse af mindretal.

Så Danmark har været med at skabe det fundament, som EU hviler på. Derudover er vi et af de lande, der betaler prisen for dårlig behandling af romaerne i andre lande. For konsekvensen er jo, at de ender her. Og det er et problem. Både for dem og for os.

Det er en myte, at romaerne foretrækker at flakke rodløst rundt og leve af gademusik og tiggeri. Århundreders fordrivelse og forfølgelse har sat sig i kulturen som en permanent tilstand af rodløshed og rastløshed. Men spørger man romaerne, vil stort set alle uden undtagelse hellere have et arbejde end at leve af at tigge og samle flasker. Nomadetilværelsen er et resultatet af nød, ikke af lyst.

Vi har til gengæld brugt årtier på at skabe et trygt velfærdssamfund, hvor ingen behøver at leve på gaden – og hvor vi derfor heller ikke skal leve med den utryghed, som fattigdom og hjemløshed medfører. Den tryghed skal vi selvfølgelig ikke give afkald på. Og derfor er det et problem, når romaer kommer til Danmark og slår lejr i offentlige parker, roder i aflåste gårde og tigger i togene. Det bryder grundlæggende med en af de vigtigste værdier i vores velfærdssamfund.

Derfor skal vi selvfølgelig gøre det helt klart over for Rumænien, Bulgarien og Ungarn, at vi ikke vil finde os i, at de behandler deres mindretal så dårligt, at de føler sig nødsaget til at rejse til Danmark for at søge muligheder for overlevelse her.

Og derfor undrer det mig, at vi ikke har set den danske regering indkalde ambassadørerne og sætte møder op på regeringsniveau. Den danske regering må gøre det klart, at vi ikke vil finde os i, at de bruger den frie bevægelighed til at spille sorteper med sociale problemer og mindretal. Den danske regering må i Bruxelles holde østlandene op på Københavner-kriterierne.

Kynisk og dumt

Måske har regeringen ikke mandsmod nok til det. Men hvorfor ser vi den så ikke rejse rundt i Europa og samle et flertal for at få lavet EU’s opholdsdirektiv om, så den frie bevægelighed afgrænses til det, den var tiltænkt, nemlig turisme og arbejdskraft? Det kan gøres ved at indføre et krav om, at dem, der udnytter den frie bevægelighed, fremover skal have et sted at bo, så de ikke ender på gaden.

Svaret er nok, at den hellere vil bruge energien på en omgang billig romabashing. I et læserbrev i Berlingske under overskriften »Et romaopgør er uundgåeligt« beskylder Venstres udlændingeordfører, Marcus Knuth, romaerne for at være snyltere, uciviliserede, en plage, ikke at have nogen skam i livet, at besætte parker og gader og at fuske, stjæle og udnytte. Og så roser han sig selv for sin heroiske indsats med at skrive »harmdirrende læserbreve« og melde en romalejr til politiet.

Ikke et ord om de lande, der undertrykker og diskriminerer romaerne. Udover at de samme lande leverer dygtig og billig arbejdskraft til det danske landbrug. Og det udstiller jo bare dobbeltmoralen og kynismen i Venstres romaopgør. De vil gerne sparke på dem, der allerede ligger ned, men gemmer hovedet i busken, når det handler om de magthavere, der har ansvaret. Som så ofte før er det de små syndere, der må tage slagene, mens de store går fri.

Det er fattigt, og det er fejt. Men det er også dumt. For Marcus Knuth legitimerer den retorik og politik, som er hovedårsagen til, at romaerne søger væk fra deres oprindelseslande og kommer til Danmark. De østeuropæiske regeringer kan pege på Knuths indlæg og sige: »Nu kan I selv se, hvor uciviliserede romaerne er, og så kan I nok forstå, hvorfor vi slår så hårdt ned på dem.« Og derfor ender de på vores gader.

Men den form for rationalitet levner Marcus Knuth ikke plads til i sin kyniske kalkule. Her handler det i stedet om at score hurtige og billige point på at skabe en stemning af undtagelsestilstand (romaerne besætter os), udpege en syndebuk (de uciviliserede romaer), og gå foran i den offentlige lynchning (vi må have et roma-opgør). Det er rent stemmefiskeri op til kommunalvalget, hvor Marcus Knuth i øvrigt er opstillet. Det er så nemt at gennemskue.

Ligeglad med ofrene

Før sommer krævede den strategi et nyt offer: de danske hjemløse. Folketinget hastede en lov igennem, der hæver straffen for tiggeri. Målet var romaerne. Men loven kommer også til at ramme de danske hjemløse og mødte derfor stor kritik fra de hjemløses organisation, SAND. Organisationen er også bekymret for, at loven vil skubbe udenlandske hjemløse i retning af andre og endnu mere lyssky aktiviteter.

Men det er Marcus Knuth og regeringen ligeglad med. For de har fået deres tv-tid, og kan nu gå på sommerferie. Vel vidende, at danske hjemløse vil blive sat i fængsel denne sommer for at række koppen frem. Vel vidende, at forfølgelserne af romaerne fortsætter i de østeuropæiske lande og gør romaerne endnu mere desperate for at finde en levevej i Danmark.

Venstre og regeringen burde være hårde mod de sande skurke: Dem, der sidder på magten og bruger den til at nedgøre og diskriminere et mindretal. Dem, der spekulerer i at bruge den frie bevægelighed til at fralægge sig ansvaret for deres egne borgere. Men det tør de ikke. Så i stedet bidrager de bare til hadet mod en af Europas mest sårbare og udsatte grupper.

Hvor er det karakterløst. Hvor er det kujonagtigt.

Zenia Stampe er retsordfører for Radikale Venstre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christian Mondrup

For få dage siden krævede ledende Venstre- og DF-politikere, at man skal tage folkets bekymringer alvorligt og tillade nedskydning af ulve. Prøv at udskifte "ulv" med ...

Eva Schwanenflügel og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Det er ganske rigtigt, at der er barske vilkår for roma'er i Europa - et folk på ca. 13 mio., der lige som Kurderne er spredt over mange lande og uden at have et eget land. Desværre ville det nok være de færreste roma'er, der ville tilpasse sig at have et eget land, da det er en del af de identitetsfortællinger hos roma'erne, at de ikke har et land og at de er et folk uden for de andre.
(læs gerne mere her: http://balkanmission.dk/roma-folket-i-europa/)

Rumænerne får ganske hård kritik af EUs undersøgelser (http://www.refworld.org/docid/563c58104.html) og kun få initiativer nationalt løfter roma'er ud af fattigdom og social arv. Enkelte ting - som at der er positiv særbehandling på støtte til videregående uddannelser for unge af roma baggrund (hvis de nogen sinde når så langt), er dog godt.
Det vil også blive umuligt at få kørekort i Rumænien fremover uden en 10klasses afgangsprøve - et krav, der måske når ud til roma'erne (som ellers blot fortsætter med at køre uden kørekort).

Måske skulle der i stedet støttes lokale kulturelle og sociale initiativer, som både kan ændre rumæneres og roma'ers liv og indstilling til hinanden. Det kunne være som når der holdes sommerlejre i roma-landsbyer, hvor der opfølgende tages kontakt til familierne - vel at mærke af lokale rumænere.
http://balkanmission.dk/gode-dage-roma-boernene/

Vi får ikke noget ud af at skælde ud på en ungarsk politiker, der står med ganske anderledes forhold i landet end vi har i DK. Den adfærd med at svine andre til, den hører ikke til i saglig politik.

Flemming Berger, Karsten Aaen, Peter Wulff og Jakob Trägårdh anbefalede denne kommentar
Jakob Trägårdh

Det er en god kronik, men det er da godt for Stampe, at hun ikke er social-, arbejdsmarkeds- eller indenrigs-ordfører, for så ville hendes bukser sgu da sprække—hvad de Radikale ikke har stået fadder til angående jagt på de nederste 1-2% af befolkningen, det er ikke værd at nævne.

Ole Henriksen, Anne Eriksen, Anne Schøtt, ulla enevoldsen, Christoffer Pedersen, Anne Mette Jørgensen, Steffen Gliese, Ole Christiansen, Torben Skov og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Jakob Trägårdh

Debat-indlæg er det jo og ikke en kronik

jens peter hansen

Vi er mange der nok husker hvordan de radikale gav Ungarn, Bulgarien og Rumænien tørt på da de for et par år siden var i regering. Har de tørre tæsk virkelig ikke hjulpet ? Eller husker jeg galt og gjorde de daværende regering lige så meget som den nuværende, nemlig meget lidt ?

Morten Lynge

Det er jo en ikke-løsning ZS præsenterer, men hun har jo alligevel aldrig levet i den virkelige verden...
Danmark har INGEN indflydelse på Bulgarien og Rumænien...

Lars Munksø

Hverken Bulgarien eller Rumænien er medlemmer af Schengen og deres borgere inklusive sigøjnere burde således ikke have fri indrejse til Schengen. At begge lande drømmer om at blive medlem, sådan de kan slippe af med deres sigøjnere er en anden sag. At kalde sigøjnere for romaer er en hån mod Italien og deres borgere i deres skønne hovedstad. Tænk om man begyndte at kalde sigøjnere for københavnere :-)

Dorte Sørensen

Zenia Stampe var det så ikke på tide at få EU-landene begyndte at samarbejde for bedre levevilkår for denne forfulgte gruppe. Fx. hjælpe med, at romaerne fik adgang til ordenlige skoler i deres hjemlande osv. ..........
Ligeledes kunne "vi" i Danmark oprette pladser med ordenlige forhold ,hvor de kunne overnatte. Her ved var de ikke nød til at finde parker og gade til at overnatte i.

Eva Schwanenflügel og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Søren Jacobsen

" I et læserbrev i Berlingske under overskriften »Et romaopgør er uundgåeligt« beskylder Venstres udlændingeordfører, Marcus Knuth, romaerne for at være snyltere, uciviliserede, en plage, ikke at have nogen skam i livet, at besætte parker og gader og at fuske, stjæle og udnytte"

Venstre har helt uhørt og uden skam iværksat "jøde forfølgensen" i Danmark igen.

Eva Schwanenflügel, Mads Berg, Olaf Tehrani, ulla enevoldsen, Flemming Berger, Anne Mette Jørgensen, Steffen Gliese, Hans Larsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Jakob Trägårdh

Forvirrende layout: DET ER sgu en KRONIK :-)

Søren Jacobsen

Men at Venstre bygger deres politiske argumenter på at diskriminerer og ringeagte mennesker i det danske samfund er ikke noget nyt. Det har de gjort i årevis over for ledige og syge for at skabe et såkaldt "moderne" Danmark som Den-Lille-Svindler så pænt kalder det.

Eva Schwanenflügel, Anne Eriksen, Mads Berg, ulla enevoldsen, Karsten Aaen, Steffen Gliese og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
René Arestrup

Zenia Stampes moraliseren forekommer ærlig talt en smule letkøbt. Rumænien og Bulgarien hører til blandt de absolut fattigste lande i Europa. På lange stræk kan både Rumænien og Bulgarien sammenlignes med u-lande, så på den led forekommer det helt urimeligt, at ZS accentuerer rabiate politiske stemmer - og almindelig udbredt racisme - som en forklaring på, at romaerne søger væk fra Rumænien og Bulgarien. Problemet er snarere af en mere fundamental socio-økonomisk karakter. Og dermed er det et andet, større - og langt dyrere - problemkompleks, der skal adresseres. .

Anne Eriksen, ulrik mortensen, Jane Jensen, ulla enevoldsen, Flemming Berger, Peter Wulff, Margit Kjeldgaard, Christian Larsen, Dennis Jørgensen, Jakob Trägårdh og Petronela Tarpgaard anbefalede denne kommentar
Viggo Okholm

Jeg ved ikke hvad der er rigtigt her, men generelt kunne vi jo tage det udgangspunkt at hvis et land er indlemmet og godkendt i EU, så må de og vi tage det sure med det søde. EU opløses ikke foreløbig ,om nogensinde. Alle EU s beboere inkl. os og romaer m.v. (flygtninge,migranter) er mennesker på godt og ondt og de skal F... behandles ligeværdigt på trods af forskellige sociale stader, uddannelse og kultur. Det kan komme til at gøre ondt på erhvervede goder og rettigheder,som de fleste af os bilder os ind vi har krav på og en da fortjent. Det bliver en hård vej og med halvpsykopater (undskyld) siddende på magten rundt omkring kan det være svært for den "lille" mand ,kvinde at gøre noget. Men vi må starte i dagligdagen og dem vi er sammen med og ser ved at bruge ægte medfølelse og venlighed. Banalt, men jeg bilder mig ind det virker og det starter med erkendelse, hvilket er den enkeltes ansvar.

Eva Schwanenflügel, Ole Henriksen, Anne Eriksen, Esben Lykke, Mads Berg, Flemming Berger, Karsten Aaen, Jakob Trägårdh og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

En tilføjelse.
Hetzen mod romaerne fik et ordentligt skud, da vi kunne læse, at de opkrævede penge af danske hjemløse.
Hus Forbi har talt med den eneste citerede hjemløse og han siger det umuligt kunne være hjemløse, fordi de havde rent tøj, rene hænder mm. Og fordi han mener han kender de udenlandske flaskesamlere.
Og det minder om, at tyrkere jo er trætte af at blive sat i bås med kurderes adfærd i Danmark. Men modsat, for nu får romaere skylden for alt hvad rumænere gør i Danmark.
Mon det havde gavnet romaernes sag, hvis jøder ikke var lykkes med at fjerne dem fra Holocaust.

Charlotte Svensgaard

Men det er jo så åbenbart heller ikke romaer (som en eller anden obskur mini enklave) som udgør hoved prOblemet. Det er mennesker fra Rumænien, Albanien, Kosovo og så videre - som ser en forretnings ide i at tigge eller begå kriminalitet her oppe. Med EU's og hjemstavnslandendes fulde billigelse og velsignelse her oppe, eller "bare" at sende personer her op for at tigge og eksportere deres eget gadeproblem. Og det er det jo ikke engang. Og, undskyld, hvor og hvilken såkaldt etnisk selv identitet man har er jeg egentlig ret lige glad med. Men jeg er ikke lige glad med chikanerierne og svineriet eller det faktum at over en 1/4 del af samtlige indsatte i danske fængsler er udlændinge og at der skal bruges penge på det.
Vi skal ud af Schengen og acceptere at fængsels forhold i hjemlandet ikke er som her.
Og at det ikke er hverken vores problem eller valg

olivier goulin

Det lyder ikke som om Zenia Stampe har den store indsrigt i Romaernes historie og kultur,

Det er ikke korrekt, at de foretrækker fast arbejde - og at 'nomadetilværelsen er et resultatet af nød, ikke af lyst'. Romaerne har altid været løst knyttet til deres bosættelse. Deres grundlæggende værdier er ikke baseret på konformitet og materiel tryghed. Det er ikke en tryghedskult - det er en frihedskultur. Romaerne er nærmest en slags kuturelle hippier, der foretrækker et liv med mindst mulig forpligtelse overfor det omgivende samfund. Det er simpelthen en, på alle måder, anderledes subkultur - i alle de lande og værtkulturer, i hvilke den findes indlejret. Den kan ikke assimileres, og har heller aldrig ønsket det. Romaerne har været ilde set overalt i og udenfor Europa, fordi de grundlæggende negerer alle de værdier flertalskulturer er funderet på: Arbejde, solidaritet og lovlydighed. Romaerne respekterer ikke disse præmisser. De har deres egne love og værdier, og de ser lige så skævt til os 'gajoer', som vi til dem. De er solidariske og forpligtede indenfor deres egne familier - men ikke overfor det omgivende samfund.

Det er denne 'anarkisme' og asocialitet, der har skabt en indgroet modvilje overalt, hvor de har slået sig ned. Og vel har der været sigøjnerlove, progromer og diskrimination mod dette folk gennem historien - men man skal ikke være naiv og tro at det har været helt grundløst og uforskyldt. De mange myter omking Romaer er bestemt ikke grundløse og grebet ud af luften. Det er faltisk et folk, der lever ganske nøje op til deres ry.

Så det er en nærmest uløselig problematik. Normalisering af Romaer er lidt som drømmen om at normalisere Christiania. Det kan muligvis ske ad åre - men det vil i så fald være fordi kulturen dør en stille død, og ender med at blive assimileret i mainstreamkulturen. Dette er ikke sket endnu for Romaernes vedkommende, efter mere end 1000 år undervejs fra Indien til Europa - og det skyldes overvejende at Romarne har en overordentlig stærk identitet, og en meget trodsig holdning til integration. På det punkt har de været helt modsatte det andet ikke-europæiske 'paria-folk'. jøderne, som har været overordentlig dygtige til at integrere sig - og samtidigt bevare deres arkaiske traditioner.

Romaernes kulturelle konservatisme er muligvis et levn fra deres Indiske ophav. De stammer, der oprindeligt udvandrede fra Rajasthan og Punjab, findes stadig i Indien og kan. opleves i disse stater, hvor de lever med mange af de samme traditioner, som de tog med sig for over tusinde år siden, da de udvandrede - og stadig holder i live, overalt hvor de findes idag: Hestehandel, smedearbejde, spåmageri, musik, dans og tyveri. Kører man rundt på vejene i Rajasthan, vil man hurtigt støde på deres hestevogne. Ligeledes i Rumænien, som har den største Romabefolkning udenfor Indien.

Så det er ikke os Gajo'er, der holder Roma-myten i live; det er dem selv. Det er faktisk et overodentligt stereotypt folk. Det er sandt, at de elsker guld og alt, hvad der glimter. En ung Romapige på ikke meget over 20, understregede det med al tydelighed for mig i Bucharest for en del år siden, da hendes latter åbenbarede en række guldtænder - formentlig hendes medgift sikkert depoeneret i munden.

Således er det heller ikke tilfældig,at Romaerne hugger DSB's køreledninger - eller bryder ind i folks kolonihavehuse for kun at klippe ledningerne over og sælger kobberet. De gjorde det samme i Rumænien efter revolutionen, da mange fabrikker blev lukket og efterladt. Så det ligger nærmest i deres kultur - og tyveri er næsten kulturelt betinget for dem.

Også i Indien finder man et udbredt 'kulturelt betinget' smårapseri, selv udenfor Romakredse - som ganske enkelt bunder i en anden holdning til fænomenet. Der hersker ikke universel enighed om, hvad der dydigt, og hvad der er syndigt.

Så alt i alt er Romaproblemet altså ikke så simpelt og ensidig, som Zenia Stampe tror.
Det er der sjældent noget, der er.

/O

Morten Clausen, Morten Pedersen, Vivi Rindom og Tue Jensen anbefalede denne kommentar
Karsten Aaen

Kære alle

Vi kan vist alle godt blive enige om, at problemet med romaer, udfordringen eller opgaven, med romaer i de vest-europæiske lande er stor. Men det interessante er faktisk det her: I både Norge, Danmark og Sverige bor der romaer; de bor i huse eller lejligheder, klæder sig som os andre, de sender deres børn i skole og har forholdsvis høje uddannelser, nogle er selvfølgelig også farmeceuter, håndværkere mm. og mv. Men problemet for dem er, at de ikke vil give sig tilkende som romaer, fordi de er bange for at blive sat i bås sammen med de romaer, vi taler om. Og som kommer til DK - fra bl.a. Rumænien og Bulgarien - for arbejde. Og dette er vigtigt: De kommer for at arbejde - af forskellige grunde - men da de næsten ikke kan finde et arbejde her i DK, fordi de ikke taler sproget, ja så bliver de - desværre - nødt til at samle flasker og tigge mm. og mv. Det er der så - desværre - nogle smarte rumænske forretningsmænd i habitter - der har fundet ud at sætte i system.
Desværre :(

I skal også tænke på, at i både Bulgarien, og i Rumænien, bliver romaerne stærkt diskrimineret; børnene deres kommer ikke i almindelige skoler, men i skoler for det vi herhjemme i 1970'erne kaldte for åndssvage og debile, fordi man i Rumænien, og i Bulgarien, mener, at romaer, fordi de er romaer, er totalt u-intelligente, og ude af stand til at lære noget som helst - andet end det, der traditionelt kræves af en. Desuden skal I også tænke på, at i både Rumænien og i Bulgarien kan man altså se på folks efternavne - eller famiilienavne - om de er romaer eller ej. Derfor sker der - desværre :( - alt for ofte det i de her to lande, at unge og voksne romaer diskrimineret ift. job, højere uddannelse f.eks. mht. at komme i gymnasiet, eller på universitetet mm.

Og derfor er jeg helt enig i med Zenia Stampe i, at både EU, og den danske regering, må og skal forlange af den bulgarske såvel som den rumænske regering, at der kommer en hel del andre boller på suppen ift. romaerne i de to lande!

Hans Larsen, Ole Frank, Tue Jensen og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar
Anne Schøtt

ja og de radikale vil hellere presse de ledige end at gøre noget ved de forhold der skaber arbejdsløshed

jens peter hansen

Nu er der også romaer i DK der har arbejde. De kom sammen med andre flygtningene fra det tidligere Jugoslavien. Selvfølgelig er der folk fra fx Rumænien der søger arbejde, romaer eller ej, men de mennesker der ligger ved supermarkederne eller spiller harmonika lige ved siden af kommer formentlig ikke for at arbejde. Nogle samler flasker og andre sidder bare med plastikkruset og tigger. Det har man tidligere set i Sydeuropa og nu de sidste mange år også i DK. Det er naturligvis ikke et stort problem, men voldsomt irriterende for dem der dagligt skal generes af særegne indkvarteringer i parker og bortgemte grunde på Amager.