Ret på vrang

Finansministeren står pænt på popularitetsbarometret. Karismatisk set klarer Kristian Jensen sig mådeligt. Men i troværdighed ligger han i top i modsætning til Lars Løkke Rasmussen, der befinder sig nær bunden.

Målingen er et fingerpeg og må lune Venstre-næstformanden, hvis karrieres kulmination ikke er en selvfølge. Finansministre er sjældent populære, men ofte respekterede. Thorkild Kristensen, den legendariske finansminister i midten af forrige århundrede opnåede trods smalhans kælenavnet: Thorkild Livrem. Det gav sig selv. Han var venstremand.

Engang lå skattevæsenet i Finansministeriet. Mange opfattede finansministeren som en legemliggjort støvsuger, der sugede penge op af lommerne og aldrig fik nok. Men engang fungerede skattevæsenet, trods jammer og vé lod finansministerens bjergsomhed sig forsvare.

Kristian Jensen har ansvar for års mishandling af det væsen, der i forvejen var rundbarberet af den kreative Fogh Rasmussen, en af de helt store katastrofer i nyere dansk historie. Alligevel står den ukarismatiske Jensen altså stærkt i troværdighedskonkurrencen. Mange andre skatteministre burde have grebet ind, og skaden var som antydet sket længe før. Jensen er næppe værre end summen af andre ministre.

Forleden var skatteministeren så på visit i sin trøstesløse hjemegn af en rådden banan. Her fik han øje på en å i en eng og betroede den medbragte journalist, at dette var forklaringen på udkantens elendighed: Her på denne plet kunne der udstykkes og bygges huse og skabes vækst og halleluja, men den onde stat giver ikke lov.

Så er det jo, man er lige ved at få et bommesislag. Er det ikke dét, der er hele problemet? At ingen andre end fattigrøvene, der er nødt til det, og skabssentimentale udkantsromantikere som B. Vinn Nielsen gider bo i den f…… udkant, og husene derfor ikke er til at sælge, og regeringens idiotiske udflytninger af nogle tusinde offentlige arbejdspladser ikke har nogen som helst gavn af udkanten, fordi den utroværdige Løkke Rasmussen i sin tid lavede en fuldstændig åndssvag kommunalreform, der bombede landet tilbage til bondestenalderen; frarøvet lokale institutioner, faciliteter og trivsel.

Skoler lukkede, sygehuse blev nedlagt, politistationer, retsbygninger, lægehuse, brandstationer osv. Dernæst flygtede børnefamilier, syge, politibetjente, de mere lødige forbrydere og deres advokater, læger, brandfolk og pyromaner og efterlod landsbyerne gabende tomme.

Forleden kunne denne avis fortælle, at man kan få en hel villavej på Lolland for prisen på et hus i hovedstadsområdet. Så kan selv en tumpe regne ud, at en nok så køn lille å med en nok så liflig lille eng, hvor der kan bygges nok så pæne små huse, ikke ændrer vilkårene, men er noget fis.

Vås

Og såfremt finansministeren ikke allerede ved det, slår nogen sig næppe ned i hverken Øster-, Vester-, Nedre- eller Øvre Bøvlingbjerg med udsigt til ikke at kunne sælge huset igen. Og fordi Jensen overtaler en eller anden hjernedød til at investere i småbyen, genåbner skolen ikke, tilflytter ingen politiskole dér, reetableres retsbygningen ikke så lidt som politistationen og lægehuset.

Hvorfor lukker politikere den slags vås ud, når de udmærket ved, at problemet er af anden beskaffenhed, og de selv eller deres partiformand har hovedansvar for de dispositioner, der nu gør store dele af landet mere eller mindre ubeboeligt for driftige familier?

Forslaget er endog endnu mere idiotisk: Hvad med dem, der bor nær den pæne lille eng med den pæne lille å, når pludselig en iværksætternar kommer og bygger usælgelige huse og ødelægger miljøet?

Mon så ikke de flytter fra den ruinerede herlighedsværdi i uberørt eng og å og nedsvælger tabet?

Det er over for tankeløse udsagn i den ellers sympatiske Jensens kategori, man måske især føler afmagt. Eller når Inger Støjberg konstaterer, at integrationen er en katastrofe. I forhold til hvad? Det nævner hun ikke.

De unge mænd er stadig mere kriminelle end etniske danskere og har besvær i skolen, javist. Men det er ikke nødvendigvis et integrationsspørgsmål, som man aldrig stiller unge, yngre og ældre etnisk danske overvægtige voldelige mænd på motorcykel, der for en net procentdels vedkommende sidder i spjældet.

At de unge 2.-, 3.- og 4. generationsindvandrere i stigende grad får gode uddannelser, bliver ikke medregnet i ministerens regnestykke. Men det er måske lige så slemt, hvis de kommer op i den afskyede elite.

Disse politiske manøvrer i årsag og virkning er ondartede, når populismens fortrop føler sig trængt her og der.

Donald Trump har foruden problemer med sin betænkelige blanding af bundløs uvidenhed og kynisk magtforskruethed en snotdum søn, der med eller uden fars viden – sikkert mest det første – har rodet sig ud i noget snavs. En grim historie, der kan koste familiefirmaet Det Hvide Hus.

Don senior turnerer situationen og fremhæver sønnen som en god dreng, en vidunderlig (!) ung mand, hvad Don jr. ikke er, hverken ung, god eller vidunderlig. Skamløsheden er så overvældende, at flere kommentatorer går i spagat og tolker udtalelsen som en snedig politisk tilkendegivelse. Som om der er visdom og ordentlighed skabt i dette menneskelige monstrum.

Magten blænder ikke kun Trump, der allerede før han skiftede postnummer led af storhedsvanvid, den samme magt præsidenten misbruger frister kommentatorer let på foden med det tredje standpunkt, hvis pointe her er Trumps egen: at medierne opfører sig tarveligt over for ham. Tarveligt var ordet. Og det skulle komme fra den kant.

Trump for sin del har her fået en gevinst, der dog er under hastig afvikling. Det amerikanske system fungerer. Trump og hans bande kan ikke i længden obstruere magtens balancer.

Så lidt som Støjbergs katastrofe og Jensen med hans lille å og eng og fire usælgelige huse snyder den informerede eftertanke.

Troværdigt?

Fup er hvad det er.