Klumme

Så kan man sidde dér og føle sig som ganerenser i en menu, hvor man gerne ville have været hovedretten

Er jeg din ganerenser? Nå. Du er kuvertbrødet i min buffet. Nej, det gør ingenting, at du aflyser. Jeg havde alligevel andre planer
Er jeg din ganerenser? Nå. Du er kuvertbrødet i min buffet. Nej, det gør ingenting, at du aflyser. Jeg havde alligevel andre planer

Peter Hove Olesen

31. juli 2017

Vi skal ikke hjem, vi skal videre. Kan du huske den joke? Den er et par somre gammel nu. Faktisk er den 46 år gammel, for der er tale om et klip fra Olsen Banden i Jylland, som blev flittigt delt på de sociale medier. Kjeld vil hjem. Egon vil videre. Hvem har ikke prøvet at være både Kjeld og Egon en alt for sen aften i byen?

Og hvem kender ikke typen, der altid er Egon og altid skal videre? Der ankommer for sent og går for tidligt, altid på jagt efter en bedre fest. Typen, man har på lånt tid. Typen, der måske kommer forbi, hvis noget andet ikke trækker ud. Typen, man kun ved, hvor man har, når man slet ikke har dem. Så kan man sidde dér og føle sig som ganerenser i en menu, hvor man gerne ville have været hovedretten.

Enten kan man blive sur, såret. Så sidder jeg her med sovs og kartofler, og du nipper bare til mig. Eller også kan man blive kynisk. Er jeg din ganerenser? Nå. Du er kuvertbrødet i min buffet. Nej, det gør ingenting, at du aflyser. Jeg havde alligevel andre planer. Og vi skal videre.

Vi lever i the golden age of bailing, skrev en klummeskribent i New York Times tidligere på måneden. De brudte aftalers tidsalder, hvor smartphonens indtog har gjort det alt for let at melde afbud på et løst grundlag: Man fik et bedre tilbud, eller man gider slet og ret ikke.

Først blev jeg træt i hovedet. Jeg er uenig i den underliggende teknologideterminisme og jeg får lange tasker af længslen efter en diffus og, lad os være ærlige, mestendels imaginær fortid, hvor mennesker var ordentlige, pålidelige og loyale. »Holde en dør på klem« og »spille på flere heste« er talemåder, der er ældre end smartphonen.

Men jeg ville lyve, hvis jeg skrev, at jeg ikke kan genkende mig selv. Med en dør på klem og med flere heste i spil. Og løgnen ville være endnu tykkere, hvis jeg påstod, at jeg ikke kender til følelsen af at blive skuffet, men ikke overrasket, over en aflysning i ellevte time. Eller værre endnu: ingen aflysning, bare tavshed.

En af sidste års suverænt mest læste klummer på Informations hjemmeside handlede om fænomenet ghosting: at afslutte en relation ved simpelthen at forsvinde. Som et spøgelse. I gamle dage hed det vist at gå ned på hjørnet efter cigaretter. En af mine veninders kommentar til klummen var: Hvad fanden bilder hun sig ind? Hvorfor afslører hun, hvad vi alle sammen tænker, når vi lader som om, at vi er ligeglade? 

For man er jo ikke ligeglad, vel. Man lader bare som om. Og sørger for selv at have en dør på klem. 

Jeg tænker på dengang, jeg tog fra et familiebryllup og videre i byen. Jeg var jo på vej hjem, siger jeg til mig selv, det var bare et stop på vejen. Og alle de nytårsfester, jeg er skredet fra, fordi jeg var overbevist om, at den rigtige fest startede lige rundt om hjørnet. 

Jeg tænker på, dengang jeg forlod en lunken date for at tage hjem til en anden og knalde, for nu havde jeg alligevel barberet ben, og natten var ung. Og jeg tænker på en mand, jeg kortvarigt datede, som ikke rigtigt ville mig, måske fordi der var en anden hest, han hellere ville satse på.

»Men du skal vide, at du aldrig har generet mig,« sagde han, da jeg sagde til ham, at jeg ville gøre det nemt for os begge.

Så tænker jeg på ham, jeg var ude med et par gange, og som jeg egentlig syntes var ret sød, selvom jeg godt vidste, hvad klokken havde slået, da han aldrig fulgte op på den tredje date, vi havde aftalt. Nå ja, tænkte jeg. Indtil jeg fik en lang sms, hvor han undskyldte for sin opførsel. Der var en anden pige, skrev han, og jeg fortjente at få sandheden at vide, for det var ikke mig, der var noget galt med. 

Jeg blev helt forlegen over hans oprigtighed. Det skal du ikke tænke på, endte jeg med at svare. Og ønskede ham lykke til. Og jeg undlod at tilføje: Jeg ser også selv en anden.

Jeg ville gerne være mindre kynisk. Sige mere ja og nej, og mindre måske. Men jeg vil ikke være den eneste, der gør det. Så står man der med alle sine lukkede døre og opdager, at man er helt alene hjemme. Alle andre er taget videre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ib Christensen

Den der jagter to kaniner ender med at fange ingen. :)

Men ærlig talt så er problemet, at ærligheden har mistet meget i værdi, mere end det har med smartphones at gøre. Ære er blevet et glemt begreb.
Går den så går den, men ofte fremtræder B så fjernt, at vi ikke kan kæde den sammen med A, og finder det derfor uretfærdigt at skulle æde B efter man har sagt A.
De bånd man knytter ved de forskellige fester man flyver mellem på en aften, bliver nogle tynde bånd og holdbarheden derefter.

Men det der undre mig er, -Hvorfor skal der altid være to kaniner :)